Offentligt ansatte på barrikaderne i Europa

Af Annegrethe Rasmussen, Informations korrespondent i Paris

I en række europæiske lande protesterer og strejker de offentligt ansatte. De er stressede, for dårligt lønnede og arbejder for meget, mener de. I tilgift overdynges de ansatte med kontroller, evalueringer og brugerkrav, men får hverken megen respekt fra borgere eller politikere. Og nu har de fået nok. Europas politikere har kun set toppen af isbjerget advarer dansk professor.

STREJKEBØLGE »Er der nogen, der tror, vi står her foran togstationen for sjov. Eller for at chikanere almindelige mennesker?«

Det retoriske spørgsmål inviterer til et smil, men det gør den åbenlyst vrede tone i 48-årige Eric Giberts spørgsmål til gengæld ikke. Han er blot en af mange tusind franske lokoførere, der i sidste uge lammede infrastrukturen i Frankrig med en otte dage lang strejke blandt personalet. Strejken, der nu er afblæst, mens regeringen forhandler med fagforeningerne, kom i stand på grund af den nyvalgte præsident Nicolas Sarkozys forslag om at hæve pensionsalderen for lokoførerne. I dag kan de trække sig tilbage som 50- eller 55-årige. I fremtiden skal aldersbarometeret pege på 60 år, før de kan gå på pension – nøjagtig som tilfældet er for stort set hele resten af den franske arbejdsstyrke.

Lokoførerne fik sidste tirsdag selskab, da de fleste af de 5,2 millioner offentligt ansatte i Frankrig også gik på gaden. Fra postarbejdere, sundhedsansatte til lærere og politibetjente gik de i protester mod planlagte nedskæringer i den offentlige sektor, som for eksempel betyder, at 23.000 offentlige lærerstillinger skal nedlægges næste år.

»Sagen er, at vi står her, fordi vi nu ser det eneste attraktive ved vores stilling blive taget fra os. Lønnen er lav, arbejdsvilkårene elendige, og vores købekraft udhules konstant. Men det eneste, vi hører fra vore politikere og arbejdsgivere, er et krav om omstilling og fleksibilitet. Hvor dumme tror de mon, vi er? Det hele handler om, at vi skal bøje os, vi skal betale regningen for de rigeste menneskers skattelettelser, mens arbejdspladser flyttes østpå,« siger Eric Gibert.

Europa i strejke

Gibert og hans kolleger er så langt fra ene om at være godt onde i sulet.

Samtidig med den franske transportstrejke lammede også de tyske lokoførere togtrafikken i nabolandet. Her lyder de strejkendes krav på lønstigninger omkring 30 procent. De tyske transportstrejker er nu et hyppigt fænomen, og de har i flere omgange trukket sympatistrejker fra andre offentlige grupper.

I Storbritannien har en ugelang strejke blandt postarbejderne over løn- og arbejdsvilkår lagt kaos oven i det traditionelle pres på posthusene op til december. I foråret nedlagde samtlige kommunalt ansatte i Storbritannien også arbejdet i en historisk aktion – og med samme dagsorden: Bedre løn- og arbejdsvilkår.

Og listen fortsætter – fra Portugal over Tjekkiet til Danmark, hvor sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, pædagoger, brandmænd, socialrådgivere og plejepersonale kræver alle betydelige lønstigninger på dagsordenen til forårets overenskomstforhandlinger.

Nok er nok

Det ligner med andre ord en europæisk strejke-bølge, som – mens den står på – kan få de mest alvorlige konsekvenser for samfundets svageste, der ikke har noget valg mellem offentlig og privat service, hvis de for eksempel bliver syge.

Professor Henning Jørgensen fra Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet tror imidlertid, de tider endegyldigt er forbi, hvor man kan bebrejde de offentligt ansatte, at de svigter deres kald og ansvar over for samfundets svageste, hvis de kaster sig ud i faglige aktioner:

»Jeg er helt sikker på, at grænsen er nået. Nok er nok. Det er en helt klar tendens, vi ser lige nu. Der er sket en radikalisering af de offentligt ansatte i hele Europa, og vores politikere kan godt berede sig på chok efter chok. Vi har kun set begyndelsen. De strejkebølger, vi ser lige nu, er en kraftig advarsel, et opråb eller en protest, der skal tages alvorligt,« siger han.

Brændpunktet har flyttet sig

Henning Jørgensen mener, at vi alle må til at revidere de billeder eller forestillinger, vi gør os om arbejdskonflikter.

»Mange har hele tiden troet, at det er den private sektor med arbejderne på den ene side og de fæle kapitalister på den anden, hvor de store arbejdskonflikter vil finde sted. Men sådan er det slet ikke mere. Den private sektor har ikke råd til storkonflikter. Man finder løsninger, man har »just in time« processer, man innoverer. Brændpunktet har flyttet sig til den offentlige sektor, og selv om man fortsat har tjenestemandslignende konstruktioner i dele af Europa, så er det sket med tjenestemandsånden.«

Hvorfor?

»På grund af den mangel på respekt, anerkendelse og mening med arbejdet, de offentligt ansatte oplever. Regeringen presser og presser vilkårene – fra pensionsvilkår til resultatforbedringer. Og presset fra brugerne er større. Evalueringsskemaer, brugerbestyrelser, valgfrihed og så videre. De offentligt ansatte er ofre for, hvad jeg kalder »firmatiseringen« af den offentlige sektor. Alt drejer sig om at udvikle entreprenørrollen, varen skal leveres, det hele skal køre som i et privat firma, samtidig med at »manualiseringen« breder sig. Altså det, at det hele styres strammere og strammere med en strøm af målinger, kontrol og evalueringer, uden at man får mere tid eller anerkendelse for sin faglighed. Den enkelte ansatte får ikke lov til at udfolde sig, der er ikke plads til arbejdsglæden.«

Inspektørens tilbagekomst

Henning Jørgensen tilføjer, at de konkrete konsekvenser for medarbejderne falder i to hovedkategorier:

»Sygefraværet stiger, og det gør forekomsterne af stress også – en passiv reaktion. Den aktive reaktion kan være, at man siger »nok er nok« og går i aktion.«

Professoren forklarer videre, at hele tankegangen bag denne måde at styre den offentlige sektor på, og som praktiseres i de fleste europæiske lande i dag - den såkaldte New Public Management skole – også har den konsekvens, at de ansatte aldrig ser deres reelle ledere, politikerne.

»Man lægger jo hele ledelsesansvaret over på de »nye stærke ledere« i det offentlige i dag. Det er faktisk lidt, som om inspektøren er kommet tilbage. Og ham afskaffede man ellers i 1960’erne.«