Offentligt ansatte i EU råber på højere løn

Af Jakob Nielsen

I Tyskland, Storbritannien og andre EU-lande er millioner af offentligt ansatte på stikkerne for at få mere ind på lønkontoen. De vil kompenseres for mere stress i hverdagen og mindre jobtryghed. Samtidig er de i nogle lande vrede på vidtløftige politikere

LØNKRAV Det er ikke kun i Danmark, at sygeplejersker og skolelærere vil have mere i løn. Tværtimod genlyder store del af Europa med krav om markante lønstigninger til de offentligt ansatte.

»Genug gespart!« (Der er sparet nok!), lyder mottoet hos det tyske forbund Verdi, der organiserer hovedparten af de offentligt ansatte i Tyskland – og som netop i dag, mandag, tager fat på endnu en runde af forhandlinger med krav om markante og mærkbare lønstigninger.

»De sørger for sikre veje. De kører os på arbejde, løser vigtige opgaver hos myndighederne og fjerner vores affald. De redder, plejer og uddanner os. Gode folk, godt arbejde, gode penge,« argumenterer Verdi på forbundets hjemmeside.

Her finder man også forbundets egen tv-kanal, Streik TV, der er topprofessionelt produceret, og som følger både forhandlingerne og de punktstrejker, der undervejs skal overbevise de offentlige arbejdsgivere om, at der venter en alvorlig konflikt, hvis ikke resultatet bliver godt nok.

Tendens og tilfældighed

Også i Polen og Storbritannien kæmper de offentligt ansatte for at indhente et lønefterslæb i forhold til det private arbejdsmarked – og i Finland førte en benhård forhandlingsstrategi før nytår til historisk høje lønstigninger til flere grupper af offentligt ansatte. I Frankrig kæmper de offentligt ansatte for højere løn, lige som debatten er på dagsordenen i Spanien, Italien, og en række af de nye EU-lande.

Der er forskellige grunde til lønkravene fra land til land, men der er også fællestræk. Et af dem er, at offentlige ansatte har fået pisken mere over nakken, mener arbejdsmarkedsforsker og lektor ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen.

»I forhold til privatansatte har offentligt ansatte i EU generelt haft en lidt mindre stresset hverdag, flere personalegoder og stor tryghed i ansættelsen. Derfor har de offentligt ansatte også accepteret en lavere løn. Men i de senere år er arbejdsvilkårene i det offentlige – på grund af rationaliseringer – kommet til at ligne forholdene i det private erhvervsliv. Derfor kræver offentligt ansatte nu en løn, der matcher de privatansattes,« siger Flemming Ibsen.

De offentlige ansatte i EU er blevet presset mere de senere år, mener Richard Pond, der følger de kollektive aftaler over hele Europa for paraplyorganisationen EPSU, der omfatter en lang række forbund for offentligt ansatte i Eu-ropa.

»De offentligt ansatte er ved at rejse sig efter en årrække, hvor de har været under pres fra privatiseringer og udliciteringer – og hvor de har oplevet at sakke bagud i forhold til ansatte i den private sektor,« siger Richard Pond.

Og han mener ikke længere, man kan afvise lønkravene med henvisning til, at offentligt ansatte har højere jobsikkerhed end de privatansatte.

»Det gælder måske enkelte steder, men den generelle tendens er, at vilkårene er blevet udjævnet mellem den private og den offentlige sektor. Privatisering og udlicitering omfatter efterhånden så mange sektorer, at enhver offentligt ansat må leve med risikoen for, at hendes arbejde sættes på private hænder, og dermed er de særlige rettigheder ikke længere garanteret for nogen,« siger Richard Pond.

Købekraftens præsident

Mens der er en række fællestræk mellem de central- og nordeuropæiske lande, er situationen i Sydeuropa lidt anderledes. Her kæmper de offentligt ansatte nemlig i første omgang for i det hele taget at få lov til at forhandle.

»I både Portugal og Frankrig er lønstigningerne de seneste år blevet dikteret fra politisk hold, og lønningerne er steget langsommere end inflationen. Derfor aktionerer de offentligt ansatte lige nu for at sikre retten til reelle forhandlinger og for at holde trit med priserne,« siger Richard Pond fra EPSU.

I Frankrig spores samtidig en enorm frustration i middelklassen, herunder størstedelen af de offentligt ansatte over det, der opfattes som et eklatant løftebrud fra præsident Nicolas Sarkozy. Under valgkampen i 2007 gjorde han »købekraften« til et hovedtema, da han med brask og bram erklærede, at han ville være »købekraftens præsident« – altså den præsident, der ville sikre den almindelige franskmand flere penge mellem hænderne.

Men siden han blev valgt er der ikke sket alverden på den front, og under et pressemøde i januar løb Sarkozy fra sit valgløfte, da han svarede vredt igen på et spørgsmål om købekraften: »Hvad vil De have, jeg skal gøre? Tømme kasserne, som allerede er tomme?«

Også i Italien klager de offentligt ansatte over løftebrud. Her blev der ganske vist forhandlet en aftale på plads for de offentligt ansatte, men efterfølgende undlod regeringen at afsætte de aftalte penge på finansloven, og lønstigningerne kom derfor ikke til udbetaling.

Det polske mirakel

Den nye polske premierminister, Donald Tusk, har også haft travlt med at svare på klager fra de offentligt ansatte, siden han vandt parlamentsvalget i oktober 2007.

For nylig måtte Donald Tusk flyve ud til den ukrainske grænse, hvor vrede lastbilchauffører havde holdt i kø i dagevis, fordi grænsebetjentene havde indledt en arbejd-efter-reglerne-aktion, mens mange betjente meldte sig syge eller tog på ferie.

Og grænsebetjentene var blot den sidste af en lang række faggrupper, der efter valget har forsøgt at presse Donald Tusks regering til at skrue op for lønnen. Læger, sygeplejersker, lærere, jernbanearbejdere, dommere og minearbejdere har alle været i aktion.

De er fælles om at kræve lønninger, der følger med stigningerne i den private sektor, der sidste år noterede lønforhøjelser på 12 procent i Polen. Men kravene er også en direkte udløber af valgkampen, hvor Donald Tusk sagde, at »i det polske, økonomiske mirakel vil der være plads til markante stigninger i de offentlige lønninger.«

En bemærkning, der har haft nogenlunde samme effekt, som da daværende finansminister Thor Pedersen (V) bebudede, at Danmark snart kunne købe hele verden.

Polen og mange af de andre nye EU-lande har samtidig det problem, at mange borgere flygter til de gamle EU-lande for at arbejde. Derfor er der opstået mangel på arbejdskraft, som er med til at øge lønpresset. En stor del af opgaven for regeringerne i Øst- og Centraleuropa er derfor at gøre det attraktivt at blive hjemme eller at vende hjem – og her spiller lønnen naturligt en rolle.

»Det er derfor, vi ser krav om tocifrede procentløft i mange af de nye EU-lande – og kravene må tages alvorligt, selv om fagforeningerne der er svage,« siger Richard Pond.

Vrede britiske sygeplejersker

I Storbritannien og Tyskland kan stemningen blandt de offentligt ansatte sammenlignes med Danmark. Der er oparbejdet en frustration over, at vigtige opgaver i velfærdstatens tjeneste ikke belønnes rimeligt.

»I Storbritannien er der en udbredt fornemmelse af, at der ikke blot er et lønhop i forhold til den private sektor, men at der også er ved at opstå en stor kløft mellem de bedst lønnede og de lavest lønnede inden for den offentlige sektor,« vurderer Richard Pond.

Ifølge Financial Times var lønstigningerne i den britiske privatsektor i 2007 de højeste i 15 år, mens offentligt ansatte samlet set måtte notere reallønsnedgang.

I fjor kom den ulmende vrede til udtryk, da det ellers notorisk strejkefri forbund for sygeplejersker, Royal College of Nursing, udskrev en afstemning blandt sine medlemmer om, hvorvidt forbundet skulle ændre sine vedtægter for at gøre det muligt at strejke.

Forslaget blev ikke vedtaget, men signalet til politikerne var klart. Og siden er flere offentlige forbund i Storbritannien begyndt at arbejde på en bedre koordination for at sikre større gennemslagskraft i forhandlingerne med de offentlige arbejdsgivere.

Det største britiske lærerforbund varslede strejke for nylig i protest over udsigten til lønstigninger, der ikke holder trit med prisstigningerne. Til gengæld kunne regeringen ånde lettet op, da medlemmerne af det britiske underhus accepterede en beskeden lønstigning – alt andet ville have forpestet forhandlingsklimaet yderligere.

Skandaleklima i Tyskland

I Tyskland er de aktuelle forhandlinger med de offentligt ansatte blevet blandet sammen med en voldsom politisk debat om mindsteløn. Traditionelt har det tyske arbejdsmarked – lige som det danske – fungeret uden lovpligtig mindsteløn, men efter en enorm lobbyindsats lykkedes det før nytår de tyske postarbejdere at samle politisk flertal for en mindsteløn – og nu spreder kravet sig til andre brancher og sektorer.

Den politiske usikkerhed gør det svært at styre forhandlingerne om nye overenskomster, og forhandlingerne har da heller ikke bevæget sig meget i de første tre store forhandlingsrunder.

Ved seneste overenskomstfornyelse fik mange offentligt ansatte et engangsbeløb som en del af resultatet, men denne gang går forbundet for offentligt ansatte Verdi efter permanente forhøjelser på otte procent, dog mindst 200 euro (ca. 1.500 kroner) mere per ansat om måneden.

Arbejdsgiverne har tilbudt godt det halve og desuden krævet, at alle offentligt ansatte øger arbejdstiden fra 38,5 til 40 timer om ugen.

Stemningen i de tyske lønforhandlinger bliver næppe bedre, efter at tyske myndigheder i forrige uge anholdt en af de øverste chefer i tysk erhvervsliv, direktøren for Deutsche Post, Klaus Zumwinkel, der mistænkes for at have skjult man­ge millioner kroner for skattevæsenet på hemmelige konti i Liechtenstein. Ifølge myndighederne er han blot den første af op imod 100 topfolk fra erhvervslivet, der vil blive afsløret i en af de største sager om skattesnyd nogensinde.

De vil med til festen

Det er netop den slags grådighed fra erhvervsfolk, der ellers konstant prædiker om behovet for ansvarlighed og for dybtgående reformer, der har fået mange helt almindelige tyskere til at miste troen på systemet.

»Det er klart, at debatten om ekstravagante lønninger og skattesnyd tilføjer et politisk element til forhandlingerne, som kan gøre det endnu sværere at nå i mål. Mange offentligt ansatte føler bare ikke, at de er en del af festen,« siger Richard Pond fra EPSU.

Et enkelt sted er de offentligt ansatte rent faktisk blevet inviteret med til festen – og nærmest som æresgæster – nemlig i Finland, hvor kravene ellers også var skruet voldsomt i vejret inden efterårets forhandlinger. Undervejs benyttede sygeplejerskerne sig ligefrem af den drastiske metode at deponere deres opsigelse kollektivt for at demonstrere alvoren bag kravene.

Resultatet blev en aftale med historisk høje lønstigninger på helt op imod 28 procent, men spredt ud over en årrække. Modellerne studeres flittigt af forhandlerne på begge sider af forhandlingsbordet i de aktuelle danske forhandlinger.

Hvis de ender med et sammenbrud, kan de danske lærere og sygeplejersker bestille billetter til Slovenien, hvor EPSU og paraplyorganisationerne for andre europæiske fagforbund planlægger en større demonstration, når de 27 EU-landes finansministre samles i hovedstaden Ljubljana 5. april. De offentligt ansatte vil aktionere under sloganet »Mobilisation for fair pay« – til kamp for en rimelig løn.