Offentligt ansatte brænder ud

Af | @MichaelBraemer

Følelsesmæssigt er det langt hårdere at være ansat i den offentlige sektor end i den private, viser ny analyse. Det skyldes, at socialrådgivere, lærere, pædagoger, læger, plejepersonale og politifolk arbejder med mennesker, siger eksperter. Men eksperterne siger også, at den følelsesmæssige belastning er vokset som følge af øget kontrol, bureaukrati og vanskeligere borgere, og at mange velfærdsarbejdere risikerer at brænde ud.

ENGAGEMENT Det er måske så meget sagt, at offentligt ansatte bærer følelserne udenpå, når de går på arbejde. Men følelserne er i spil i et helt andet omfang, når sundhedsassistenten, socialrådgiveren eller lægen trækker i arbejdstøjet, end når privat ansatte er på job.

Ud af 64 jobtyper på det danske arbejdsmarked er det 15 offentlige job, der topper listen over de jobtyper, der stiller de største følelsesmæssige krav. I den anden ende af skalaen er det udelukkende private job, der udgør de 15 jobtyper med de mindste følelsesmæssige belastninger.

Det fremgår af AErådets rapport »Fordeling og levevilkår 2008«, som udkommer senere på måneden, og som i et afsnit fokuserer på ulighed i arbejdsmiljøbelastninger på det danske arbejdsmarked. Den er lavet på basis af tal fra Den Nationale Arbejdsmiljøkohorte (NAK), der er en del af Det Nationale Center for Arbejdsmiljøs overvågning af det danske arbejdsmiljø.

For mange offentligt ansatte har det store omkostninger at skulle engagere sig følelsesmæssigt på arbejdet, viser tallene. 11 ud af de 15 jobtyper, der »producerer« flest udbrændte medarbejdere, er således offentlige.

Direktør i AErådet Lars Andersen hæfter sig ved, at det især er job inden for sundhedsområdet, der scorer højt både med hensyn til følelsesmæssig belastning og udbrændthed – netop et område, hvorfra der er en overhyppighed af udstødelse af medarbejdere til førtidspension, hvor sygefraværet er ekstraordinært stort, og hvorfra ansatte vælger at gå tidligt på efterløn, som rådets rapport »Fordeling og levevilkår 2007« påviste sidste år.

Lars Andersen er helt på det rene med, at den offentlige sektor tiltrækker medarbejdere, som ønsker at gøre en forskel for deres medmenne­sker, og at det nødvendigvis kræver et følelsesmæssigt engagement. Men når engagementet er blevet til en alvorlig belastning, er der for ham at se noget helt galt.

»For det første er de offentligt ansatte efterhånden omkranset af så meget bureaukrati, tidsmåling og så videre, at de er stækket i deres frihed. De har valgt deres job, fordi de vil gøre noget for nogen, men når de ikke kan gøre noget, fordi de sidder og laver flueben, så udvikler de en alvorlig frustration. For det andet er deres arbejdsområder jo kontant udsat for en negativ debat, hvor de hele tiden bliver konfronteret med, at de ikke gør det godt nok,« mener han.

Offentligt ansatte skal frigøres fra deres bureaukratiske spændetrøje, og den offentlige sektor må lære imagepleje af det private erhvervsliv, hvis den i tilstrækkelig grad skal fastholde og tiltrække arbejdskraft i fremtiden, mener Lars Andersen.

Hjælpeløshed
Professor på Det Nationale Center for Arbejdsmiljø Tage Søndergaard Kristensen peger på, at offentligt ansatte typisk arbejder med menne­sker, og at der på den baggrund ikke er noget underligt i, at det skaber følelsesmæssig belastning.

»Vi taler typisk om klientarbejde, så det kommer tæt på, hvad vi kalder et vilkår. Men det kan jo udmærket være belastende, selv om det er et vilkår,« siger han.

Med til at forstærke belastningen de senere år har imidlertid ikke kun været kontrol og bureaukrati, som Lars Andersen allerede har peget på. Der har også været forskellige udviklingstendenser i samfundet, der samlet set har gjort det mindre og mindre sjovt at have med borgerne at gøre i den offentlige sektor, mener Tage Søndergaard Kristensen.

»Dels er der kommet en hjælpeløshed hos nogle borgere, som for eksempel går til læge med en rift eller ikke kan finde ud af at admini­strere en almindelig forkølelse. Så er der den stærkt stigende klagetilbøjelighed og tendens til, at man stiller krav og opfatter den offentlige sektor som en butik, hvor man går ind og kræver sin ret. Endelig er der den voldsomme stigning i overfald, stenkast, knive, fuck you-fingre og alt det dér mod offentligt ansatte,« siger han.

Den offentlige sektor er befolket af menne­sker, der føler sig sat i verden for at hjælpe nødlidende, påpeger Tage Søndergaard Kristensen. Og det er stærkt belastende og et voldsomt brud på den stiltiende kontrakt, der er mellem offentlige servicemedarbejdere og borgerne, hvis en brandmand oplever, at der kastes sten på ham, når han vil slukke en brand, eller når en ambulancefører forhindres i at køre en patient til sygehuset, mener han.

»Så det er ikke fordi, det i sig selv er et problem, at der stilles følelsesmæssige krav i de typiske offentlige fag. De skal være der. Men hvis de offentligt ansatte samtidig mødes fra den anden side med brud på kontrakten, så er vi ved at være derhenne, hvor folk begynder at forlade området,« siger han.

Tidstyranniet skal væk
Formand for forbundet Fag og Arbejde (FOA) Dennis Kristensen kan se sine medlemmer, social- og sundheds-assistenter/medhjælpere (sosu’er), være fremtrædende placeret både på listen over job med store følelsesmæssige belastninger og jobtyper, hvor forholdsvis flest oplever personlig udbrændthed. Det er for ham at se ikke tegn på, at der er noget galt med arbejdet, men med betingelserne for at udføre det.

»Jeg plejer at sige, at velfærd opstår i mødet mellem to mennesker uden synderlige hjælperedskaber. Det handler om omsorg, pleje og behandling. Men rammerne for mødet skal være optimale for at levere et stykke arbejde, der gør, at man ikke forlader et menneske eller en arbejdsopgave med fornemmelsen af, at det kunne man have gjort bedre. Og det gør for mange i dag,« siger han.

Dennis Kristensen ved på baggrund af tal fra forbundets a-kasse, at hvis han tager 100 af sine 25-årige medlemmer, så kan han pege på en fjerdedel og fortælle dem, at de hverken holder i jobbet til folkepensionen eller efterløn, men kommer til at forlade arbejdsmarkedet i utide på grund af nedslidning. Tallene dækker over både fysisk og psykisk nedslidning, men den psykiske nedslidning spiller en stadig stigende rolle ifølge Dennis Kristensen.

Hvis vi ikke sadler om som samfund og giver de offentligt ansatte ordentlige arbejdsbetingelser, så vil vi en dag stå med et problem på størrelse med dengang, de fysiske arbejdsskader var flest, mener FOA-formanden. Han tror imidlertid, at samfundet – om end nødtvunget – er ved at få øjnene op for problemet.

»Vi har i FOA forsøgt at sætte problemet på dagsordenen, men hidtil har løsningen bare været at sende den udbrændte af sted på førtidspension og så tage en ny medarbejder fra bunken. Nu tror jeg imidlertid, at samfundet er i gang med en chokopvågning, hvor det finder ud af, at der ikke er flere kvinder at tage af,« siger han.

Hvis de offentligt ansatte ikke skal brænde ud, skal de ifølge Dennis Kristensen af med tids- og kontroltyranniet, så de kan koncentrere sig om mødet med borgerne, og der skal være ikke bare en kultur, men også tilstrækkelige ressourcer på arbejdspladserne til, at medarbejderne kan få råd, støtte og vejledning hos hinanden.

Socialrådgivere mest belastede
Størst følelsesmæssig belastning på jobbet er socialrådgiverne udsat for ifølge AErådets opgørelse. Det er imidlertid ikke noget, Dansk Socialrådgiverforenings næstformand, Bettina Post, som udgangspunkt hverken undrer eller beklager sig over.

»Vi ved godt, at når vi uddanner os til socialrådgivere, så bliver vi udsat for andre menne­skers svære problemer. Og især i børne- familiearbejdet kan man gå og lagre på virkelig mange svære skæbnehistorier. Det ved man godt – sådan er det,« siger hun.

Der er imidlertid grænser for, hvor mange problemer og skæbner den enkelte kan håndtere og rumme, og derfor har socialrådgiverne ifølge Bettina Post haft held til at skabe forståelse for, at der er sammenhæng mellem kvaliteten i arbejdet og antallet af sager, som den enkelte socialrådgiver kan sidde med.

Når Bettina Post alligevel løfter en advarende pegefinger og bakker op om kravet om afbureaukratisering, er det fordi, et stigende antal af hendes medlemmer belastes af netop ikke at kunne komme til at engagere sig helhjertet i deres klienter.

»På beskæftigelsesområdet handler belastningen meget om manglende mulighed for at komme til at gøre det socialfaglige, gode arbejde for de mennesker, man sidder overfor, fordi der altid er noget andet, man skal gøre – administration, papir og flueben,« siger hun.

En undersøgelse af socialrådgivernes psykiske arbejdsmiljø, som Dansk Socialrådgiverforeningen fik lavet sidste år, viser, at to ud af tre socialrådgivere slet ikke eller kun er lidt stressede. Den gruppe har 6 sygedage per år i snit.

Belastningerne i jobbene enten er eller opleves imidlertid forskelligt, for der er omvendt også 14 procent af socialrådgiverne, der har svært ved at klare belastningerne i jobbet og er helt oppe i det røde stressfelt med et sygefravær på 26 sygedage per år i snit. Samtidig er antallet af førtidspensioneringer af socialrådgiver på grund af psykiske lidelser otte-doblet på 8 år.

Vigtigt at kunne læsse af
Arbejdslivsforsker og medindehaver af konsulentfirmaet TeamArbejdsliv Hans Jørgen Limborg har set, hvordan tilsyneladende ens belastninger i den offentlige sektor kan opleves helt forskelligt afhængig af, hvordan arbejdet er ledet og organiseret.

Det var i en døgninstitution med tolv selvstændige enheder, hvor arbejdet grundlæggende var det samme og blev udført af de samme personalegrupper med de samme udannelser under den samme øverste ledelse og under de samme vilkår og rammer. Alligevel havde nogle enheder lavt sygefravær og grønne tal på spørgeskemaet, mens andre enheder havde røde tal og højt sygefravær.

Forklaringen lå i forskellige måder at håndtere de mange og udskældte bureaukratiske krav. Nogle af kravene er ifølge Hans Jørgen Limborg nødvendige, fordi den offentlige sektor har brug for mere klare, fælles normer for, hvornår godt er godt nok, når der nu ikke længere er tid til at gøre tingene supergodt hver gang.

»I den ene enhed med de grønne tal havde de taget de ting til sig, som de kunne bruge til noget, for eksempel handlingsplaner for den enkelte beboer, samtidig med at de havde en leder, der fik skærmet medarbejderne mod al den mere uvedkommende registrering og fandt en anden måde at få det lavet én gang om måneden. I nabohuset med de røde tal rendte alle rundt med konstant dårlig samvittighed over alt det, de skulle, men ikke fik lavet.«

Ifølge Hans Jørgen Limborg er det også vigtigt at få lov til at læsse af en gang imellem, hvis man arbejder med klienter og vil undgå at brænde ud:

»Man skal en gang imellem have lov til i den slags institutioner at sige: »Jeg kan kraftedeme ikke holde de mennesker ud, når de brækker sig ud over mig« – forudsat selvfølgelig, at der ikke er skjulte kameraer.«