Offentligt ansatte bliver oftere psykisk syge

Af Research: Jens Peter Houe

Stress og psykiske lidelser sender stadigt flere danskere på pension før tid. Især de faggrupper, der tager sig af andre mennesker, får oftere så alvorlige knæk på psyken, at de ikke kan passe et arbejde.

TYNDSLIDTE De har knoklet i årevis med at hjælpe andre mennesker, men flere og flere af de offentligt ansatte, der underviser børn eller drager omsorg for handicappede eller ældre, ender selv med at bukke under med en psykisk sygdom. Det viser tal fra både pensionskasser, Arbejdsmedicinsk klinik og det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Forskernes undersøgelser tegner et entydigt billede af en offentlig sektor, der slider stadigt flere af sine ansatte op inden pensionsalderen. Mens omkring 20 procent af invalidepensionisterne blandt lærere, socialpædagoger, socialrådgivere og social- og sundhedsassistenter for 10 år siden blev pensioneret på en psykisk diagnose – så gælder det i dag op mod 4 ud af 10. I en række af disse »menneskefag« er psykiske lidelser i dag den hyppigste grund til invalidepension fra pensionskasserne.

Øget fokus på stress og psykisk arbejdsmiljø kan forklare en del af stigningen, men man kommer næppe udenom, at mange arbejdspladser også er blevet mere psykisk opslidende, mener professor på det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø – tidligere Arbejdsmiljøinstituttet – Tage Søndergaard Kristensen:

»Det er en udvikling, vi også kan se på vores undersøgelser. Vi har fundet en stigning i mange af de forhold, der har med psykisk arbejdsmiljø at gøre. Vold, mobning og stigende arbejdspres. På de punkter er der klart en negativ udvikling.«

Ugebrevet A4 har indsamlet data fra en stribe store pensionskasser, der dækker tilsammen 660.000 arbejdstagere. Tallene viser en stigning i antallet af psykisk betingede pensionssager på tværs af arbejdsmarkedet gennem de seneste 10 år. Især de seneste fem år er det gået stærkt: Mens 8 ud af 10.000 medlemmer af pensionskasserne i 2001 blev førtidspensionerede på grund af knæk i psyken, så skete det i gennemsnit for 11 ud af 10.000 i 2006.

Arbejdsmiljøforskerne er samtidig enige om, at en ukendt del af dem, der bliver invalidepensionerede på fysiske skader i bevægeapparatet, i lige så høj grad er psykisk nedslidte.

»Der er ikke nogen klar grænse. Hvis du er slagteriarbejder, og du får mere og mere ondt i din skulder og arm og er i tvivl, om du kan holde til efterlønnen, så har det jo også psykologiske konsekvenser. Det er meget sjældent at møde nogle af de her folk, uden at de har begge dele,« forklarer Tage Søndergaard Kristensen.

Den psykisk nedbrudte slagteriarbejder fylder dog stadig forholdsvist lidt i statistikken. De tegner sig kun for 17 procent af alle førtidspensionerne i Industriens Pension, som overvejende forsikrer faggrupper, der arbejder mere med møtrikker end med mennesker. Her er det stadig det fysiske arbejdsmiljø, der belaster mest.

Til sammenligning er psykiske lidelser årsagen til 39 procent af førtidspensioneringerne blandt lærere og 35 procent af invalidepensioneringerne blandt sygeplejersker, socialrådgivere, socialpædagoger og fysioterapeuter i pensionskassen PKA. For 10 år siden udgjorde de i de samme fag kun omkring 20 procent.

Udviklingen er langt fra tilfældig, mener arbejds- og organisationspsykolog Joanna Wieclaw fra Arbejdsmedicinsk klinik i Århus. Klinikken har kortlagt samtlige ambulante behandlinger og indlæggelser på psykiatrisk afdeling inden for en treårig periode med diagnosen depression eller stressrelaterede lidelser som angst og posttraumatisk stress og belastningsreaktion.

»Resultaterne af min undersøgelse viser, at det lige præcis er »menneskefagene«, der giver størst risiko for at blive behandlet for alvorlige lidelser, og at der er nogle risikofaktorer, der medfører, at disse fag får hyppigere og mere alvorlige lidelser,« forklarer Joanna Wieclaw.

Nogle af de vigtigste risikofaktorer er:

  • Grænseløst arbejde
  • Lav indflydelse og høje jobkrav
  • Dårlige udviklingsmuligheder
  • Lav status
  • Høje følelsesmæssige krav
  • Manglende social støtte fra kolleger og ledere
  • Ubalance mellem indsats og belønning
  • Skiftende arbejdstider
  • Vold/trusler på arbejdspladsen

Arbejder man i en cocktail af disse faktorer, stiger risikoen for at brænde sammen, viser Joanna Wieclaws undersøgelse, der baserer sig på registeroplysninger på alle danskere mellem 18 og 65 år:

»Jeg har meget tunge forskningsresultater, der viser, at der er overhyppighed af alvorlige psykiske lidelser blandt de faggrupper, der har de risikofaktorer. Så mit bud vil være, at arbejdsvilkårene spiller med.«

En af risikofaktorerne i stort set alle »menneskefagene« er, at arbejdet i praksis er uden grænser.

»Man kan altid yde mere omsorg, man kan altid lære børnene lidt mere, og man kan altid tage sig lidt mere af de gamle. Så det er et arbejde, der er grænseløst, og et arbejde, hvor tilbagemeldinger og succeskriterierne er vage, og hvor man får for lidt feedback fra ledere og kolleger om, hvornår det er godt nok.«

Listen over risikofaktorer går igen i forskningen på det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). Og også her ser forskerne nogle klare advarselssignaler:

»Ændringerne er mest markante på arbejdspres og tempo og alle de former for krænkende adfærd, der findes, altså vold, trusler om vold, mobning og sexchikane. De er steget 40-50 procent de seneste syv år,« siger professor på forskningscentret Tage Søndergaard Kristensen.

Han peger på, at nogle af dem, der er mest udsatte for vold og trusler på arbejdspladsen, netop er lærere, socialrådgivere og socialpædagoger, som også skiller sig kraftigt ud i A4’s undersøgelse.

»De offentligt ansatte er samtidig belastet med manglende anerkendelse, forandringstyranni og manglende tid til deres kerneydelser. Forhold, der alle medvirker til stress,« fortsætter professor Tage Søndergaard Kristensen.

Derfor undrer det ham ikke, at lærerne er den gruppe, der har oplevet den allerstørste stigning i antallet af førtidspensionister med psykiske sygdomme. Ros og anerkendelse er nemlig en væsentlig forudsætning for at klare et vanskeligt job. Lidt firkantet sagt, så er politikeres og mediers negative fokus på folkeskolen derfor med til at skubbe i forvejen pressede lærere ud over kanten. Et faktum er det i hvert fald, at mens det for fem år siden kun var 2 ud af 10.000 lærere, der blev pensioneret på grund af psykiske lidelser, så er tallet i dag steget til 12 ud af 10.000.

Presset på lærernes psykiske arbejdsmiljø afspejler sig også i en eksplosiv vækst i antallet af henvendelser til lærerforeningens åbne telefonrådgivning. Sidste år ringede 1.063 lærere med deres problemer. Det er mere end en fordobling siden 1998, fortæller Birthe Hansen, konsulent i den åbne rådgivning:

»Vi møder dem der, hvor de lige har givet op. Symptomerne er alt fra kraftesløshed, uro og maveproblemer til gråd, manglende overblik og hukommelsestab.«

Birthe Hansen mener, at udviklingen skyldes en kombination af mange forandringer, øgede krav og manglende ressourcer til at indfri dem.

»Lærerne beskriver ofte en hverdag, hvor de faktisk ikke har en pause. Og hvor selv det, der skulle forestille at være pauser, bliver brugt til udveksling af informationer, teamsamarbejde eller samarbejde om meget belastende elever. Mere end halvdelen af lærerne har oplevet store forandringer inden for de seneste fem år, og hovedparten af dem oplever, at de har været af negativ karakter,« fortæller Birthe Hansen.

Hun møder alt fra angst, koncentrationsbe-svær og søvnløshed til mavepine og grådanfald. Symptomer, der går igen i en undersøgelse, som Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) foretog for de offentligt ansattes hovedorganisation FTF i maj i år. Også her falder lærerne ud som nogle af dem, der har oplevet den største forringelse af det psykiske arbejdsmiljø.

Socialpædagogerne hårdest ramt

Lærerne er dog stadig mindre psykisk belastede end både social- og sundhedsassistenterne, socialrådgiverne og især socialpædagogerne, der topper listen med 17 ud af 10.000 medlemmer på førtidspension for en psykisk lidelse.

Men her har vi også en gruppe, der stort set lever op til alle punkterne på Joanna Wieclaws liste over risikofaktorer. De har særlig stor risiko for vold og trusler, de har skiftende arbejdstider, deres job har lav status, og det er job med meget vage succeskriterier.

»Det er samtidig fag, der tiltrækker menne-sker, som ønsker at drage omsorg for andre. Og netop disse mennesker kan have svært ved at finde balancen mellem personligt engagement og faglige præstationer, fordi de tager det som en personlig fiasko, når den, de drager omsorg for, ikke får det bedre. Derfor er det vigtigt, at de arbejdspladser sørger for feedback og klare aftaler om, hvornår deres arbejde er en succes i forhold til de ressourcer, der er til rådighed.«

Men netop tiden til feedback og fælles kvalitetsudvikling er forsvundet i de nye systemer, hvor det kollegiale fællesskab på de store statsinstitutioner er afløst af enmandsarbejde, mener næstformand i Socialpædagogernes Landsforbund (SL) Maria Sonne:

»Hvis man har 20 timer om ugen med en beboer i hans eget hjem, så er der faktisk ingen tid til kollegial sparring eller refleksion over, hvordan man bedst løser den opgave, eller hvordan man tackler de belastende situationer, man kommer ud for. Der er meget få steder i dag, hvor rammerne er så brede, at der er tid til, at personalet kan reflektere over det, de laver. Det er timetallet simpelthen ikke til.«

Hun er ikke overasket over, at for eksempel sygeplejersker ikke bukker under psykisk i samme omfang som socialpædagogerne.

»Man har ikke set alvoren i, hvor opslidende relationsarbejdet er inden for vores arbejdsområde. De mennesker, vi beskæftiger os med, er psykisk svage og skrøbelige. Det kræver, at du er meget bevidst skolet i, hvordan du håndterer de belastende situationer, der kan opstå,« siger Maria Sonne.

I dag får socialpædagoger, der skal arbejde med voksne handicappede, samme uddannelse som pædagoger, der skal arbejde med helt almindelige børn i en vuggestue. Det skal ændres, hvis socialpædagogerne skal blive bedre til at klare deres arbejde uden at gå ned, mener SL.

Problemet ligger dog ikke alene hos de ansatte selv. Arbejdspladserne skal også blive langt bedre til at tackle sygemeldinger, der skyldes stress eller psykiske sygdomme, mener Jørgen Møller Christiansen fra CASA:

»Hvis man får en pludselig skade i ryggen, så kan man de fleste steder finde ud af at finde en måde at aflaste vedkommende. Men når det gælder stress, er arbejdspladserne meget famlende – og nogle er så famlende, at de ender med at synes, det er nemmere bare at fyre folk.«