DJØF-ISERING

Offentlig ledelse er en alvorligt syg patient

Af | @GitteRedder

Interview: Offentlig ledelse fokuserer for meget på effektivitet, målinger og topstyring og for lidt på at udvikle velfærden i dialog med medarbejderne. Det mener to forfattere til en - særdeles - kritisk bog om konkurrencestaten. Den offentlige ledelseskrise er den største siden 1864, siger de.

Langvarigt stress blandt ansatte i eksempelvis sundhedssektoren er blot ét udtryk for den offentlige ledelseskrise, mener forfatterne.

Langvarigt stress blandt ansatte i eksempelvis sundhedssektoren er blot ét udtryk for den offentlige ledelseskrise, mener forfatterne.

Foto: Scanpix/Linda Kastrup

»Den offentlige sektor og Danmark står i den største ledelseskrise siden 1864«.

Tak skæbne! Det er ikke hverdagskost at læse den slags kategoriske udsagn. Men sådan står der sort på hvidt i den nye bog ’Ledelseskrise i konkurrencestaten’.

Og bogens forfattere, professor i statskundskab Lars Bo Kaspersen og organisationsstrateg Jan Nørgaard, gentager deres hovedbudskab råt for usødet, da Ugebrevet A4 dukker op til interview på Københavns Universitet.

»I dag lader vi staten, embedsapparatet og den politiske elite udstikke og definere løsningerne på alle problemer i velfærdsstaten. Top-down-modeller, kvalitetsmålinger og effektiviseringsværktøjer er løsningen på alle udfordringer, fordi det er konkurrencestaten, der får lov at diktere måden som den offentlige sektor skal styres på. Og det betyder, at velfærdsstaten er presset som aldrig før, « siger Lars Bo Kaspersen.

Dybest set rammer ledelseskrisen alle, fremhæver bogens forfattere. Fordi det handler om serviceydelser, ledelse og samarbejde på skoler, daginstitutioner og plejehjem.  Stress, mistrivsel og sygefravær blandt sosuer, folkeskolelærere og sundhedspersonale. Overbelægning på sygehuse, kostbare fejl i SKAT og Esbjergs kommunes diktat til socialrådgivere om at spare et bestemt antal anbringelser af børn.

I forhold til den internationale konkurrence har vi i den grad brug for rundbordspædagogik, hvor medarbejdere og ledere udfolder deres faglige potentiale og giver den gas i fællesskabet. Jan Nørgaard, organisationsstrateg, medforfatter til 'Ledelseskrise i konkurrencestaten'

Det koster kassen både menneskeligt og økonomisk, mener de to forfattere.  Skåret ind til benet står vi lige nu i et spændingsfelt mellem konkurrencestat og velfærdsstat, fremhæver de.  Konkurrencestaten, hvis grundpiller er centralisering, markedsgørelse, vækst, konkurrenceevne og detaljestyring, lammer den måde vores velfærdsstat fungerer på.

»Konkurrencestaten forhindrer en nytænkning og en nyudvikling af velfærdsstaten, og det er rigtig synd,« understreger Lars Bo Kaspersen.

Tilbage til rundbordspædagogikken

Forfatterne pointerer, at deres bog er et opråb for at få en seriøs debat om, hvordan man finder en ny vej, så konkurrencestatens måletyranni ikke fortsætter sit kvælertag på både ansatte, serviceydelser og faglighed i den offentlige sektor.

»Vi er nødt til at løsrive os fra forestillingen om, at vi opnår den bedste konkurrencekraft ved hjælp af en styringsfikseret ledelse, som indsnævrer ledelses- og samarbejdsrummet. Mod hensigten bliver arbejdslyst og energi kvalt,« siger Jan Nørgaard.

Men en forkert fortolkning af globaliseringstruslen har gjort det modsatte af det, der var meningen, anfører han.

»I forhold til den internationale konkurrence har vi i den grad brug for rundbordspædagogik, hvor medarbejdere og ledere udfolder deres faglige potentiale og giver den gas i fællesskabet. Men vi er blevet besat af individuelle pointkapløb og målinger,« beklager Jan Nørgaard.

Han mener, at vi skal tilbage til rundbordspædagogikken for at genskabe en ordentlig offentlig sektor.

Når bogens forfattere fastslår, at vi ikke har haft en større ledelseskrise i Danmark siden vi i 1864 tabte krigen mod Tyskland, er det ikke tilfældigt. De taler om, at vi siden den gang har haft en stolt tradition om at stå sammen i Danmark, når man oplevede et pres udefra.

Politikerne fortæller os, at vi alle sammen må yde vores bedste, så vi får det optimale ud af vores skattekroner. Så siger vi alle sammen: Selvfølgelig! Lars Bo Kaspersen, professor i statskundskab (KU), medforfatter til bogen 'Ledelseskrise i konkurrencestaten'

Fra 1864 og helt frem til 1990erne var der kutyme for at dyrke uenighederne for derefter at finde konsensus sammen om pragmatiske løsninger, pointerer Lars Bo Kaspersen.

Men det gik populært sagt i glemmebogen, da vi alle sammen mere eller mindre købte præmissen om, at globaliseringen kom og truede os på livet, anfører professoren.

»Der hersker en fortælling om globaliseringen, der lægger et pres på de økonomiske aktører og den danske stat, og at den eneste måde at håndtere presset på, er, at staten udvikler en strategi, hvor man opruster og reformerer alle offentlige institutioner, således at konkurrencekraften øges,« siger han.

Og det er den fortælling som Lars Bo Kaspersen kritiserer, at vi efterhånden alle sammen tror på.

»I den historie ligger en accept af, at sådan er det. At der ikke er tid til at lytte til befolkningen. Ikke tid til at føre forhandlinger med sygeplejerskerne og andre offentligt ansatte. Ikke tid til at vente på lange forhandlinger inden nogen eventuelt bliver banket på plads. Det er blevet en tvangstanke, at vi er nødt til at handle hurtigt, for ellers er vi truet,« siger Lars Bo Kaspersen.

På et tidspunkt talte professoren med en central minister. Han forskrækkede i den grad Lars Bo Kapsersen ved at slå fast, at det ikke engang var sikkert, at velfærdsstaten stod til at redde, selvom man transformerede den over de næste ti år.

»Hvis det er scenariet i hovedet på politikere og embedsapparat, skal det gå meget stærkt med reformer, og så taber man selvfølgelig legitimitet i bunden,« siger han og henviser til, at så får man ikke forankret reformer og mister det faglige engagement hos de godt 800.000 offentligt ansatte.

Alle taler om, at vi må forbedre vores konkurrencekraft for at kunne finansiere vores velfærd. Men hvad er det for en velfærdsstat vi vil redde? Lars Bo Kaspersen, professor i statskundskab (KU), medforfatter til bogen 'Ledelseskrise i konkurrencestaten'

Nu må I simpelt hen tage jer sammen

Jan Nørgaard udtrykker det på en lidt anden måde:

»Man går fra velfærdsstatens præmisser og værdier over til en konkurrencestatslogik.  Og det betyder nogle gevaldige sammenstød mellem vidt forskellige værdisæt,« lyder det fra ham.

Ledelseskompasset virker ikke længere, fordi der ikke er nogen identitet og retning at hente, mener han.

»Det uklare ledelsesrum opstår i modsætningen mellem velfærdsstatens værdier om tryghed, fællesskab og lighed på den ene side, og konkurrencestatens pointkapløb, individualisme og ulighedsfremmende adfærdsformer på den anden side,« konstaterer Lars Bo Kaspersen.

I dette landskab skal ledere, medarbejdere og politikere i den offentlige sektor finde hinanden, og det er svært, påpeger Jan Nørgaard.

»Det er ikke nemt, når værdikløften er så dyb, og den politisk-økonomiske elite presser på med styringsfikserede ledelsesformer,« fastslår han.

»Samtidig siger man til sygeplejerskerne, socialrådgiverne, folkeskolelærere og andre professionsuddannede, at nu må I simpelt hen tage jer sammen, for vi skal nå nogle mål,« siger han og konstaterer, at det giver frustrationer hos de professionsuddannede, der ikke føler, at de får lov at bruge deres faglighed optimalt.

Fortællingen om globaliseringens pres fører også til, at vi alle sammen hele tiden får at vide af politikere og embedsfolk, at tingene ikke fungerer godt nok, påpeger forfatterne. Eksempelvis når børn går ud af folkeskolen uden at kunne læse og regne. Eller når patienter ligger på gangene.

»Politikerne fortæller os, at vi alle sammen må yde vores bedste, så vi får det optimale ud af vores skattekroner. Så siger vi alle sammen: Selvfølgelig! Næste skridt er, at så må vi sikre kvaliteten. Næste skridt igen er at måle kvaliteten. Næste skridt er en ledelsestænkning, der handler om at styre efter nogle kvalitetsmål, som i virkeligheden ikke handler om kvalitet men om kvantitet,« siger Lars Bo Kaspersen.

Vi er nødt til at diskutere, om vi styrer den offentlige sektor hensigtsmæssigt. Vi har haft så travlt med at opnå nogle mål, at man i den offentlige sektor har glemt, hvorfor er det egentlig at man eksisterer. Jan Nørgaard, organisationsstrateg, medforfatter til 'Ledelseskrise i konkurrencestaten'

Det store stygge globaliseringsspøgelse

Forfatterne er enige om, at vi alle sammen er så overbeviste, om at den såkaldte konkurrencestat skal redde os fra det store stygge globaliseringsspøgelse, at vi glemmer at tale om, hvilken velfærdsstat vi ønsker.

»Problemet er, at diskussionen om velfærdsstaten er kørt af sporet. Alle taler om, at vi må forbedre vores konkurrencekraft for at kunne finansiere vores velfærd. Men hvad er det for en velfærdsstat vi vil redde?  Den debat er forsvundet, fordi debatten om konkurrencekraft og vækst er vigtigst af alt. Men konkurrencekraften burde jo være et middel til at nå et mål om et mere dynamisk og sammenhængende velfærdssystem,« siger Lars Bo Kaspersen.

Begge ryster på hovedet over, at diskussionen om velfærdsstaten lider af iltmangel. Ifølge Jan Nørgaard er det svært at kritisere fagbevægelse, ledere, pædagogen eller daginstitutionslederen for ikke at tage sig sammen og give den gas, når de er underlagt nogle historiske strukturer og styring fra oven.

»Men vi er nødt til at diskutere, om vi styrer den offentlige sektor hensigtsmæssigt. Vi har haft så travlt med at opnå nogle mål, at man i den offentlige sektor har glemt, hvorfor er det egentlig at man eksisterer. Hvorfor? Det er perspektivet for den diskussion der skal være, og dermed tvinger man også lederne til at gå ned i substansen og undslippe måletyranniet,« siger Jan Nørgaard.

I sit job som organisationskonsulent har han over to årtier oplevet, hvordan den offentlige sektor har udviklet sig - og desværre i den forkerte retning.  Men det bobler ifølge Jan Nørgaard også nedefra. Han henviser til, at nogle ledere tager sagen i egen hånd og tager udgangspunkt i, hvad de egentlig er der for. Nemlig at levere nogle kerneydelser i pagt med de ansattes faglighed og i forhold til borgernes konkrete behov. Blandt andet fremhæver han erhvervsskolen TEC i København som et eksempel.

»Helt overordnet kan man sige, at det duer ikke at styre folk ned i detaljen« fastslår han.

Jan Nørgaard kalder den gode ledelse for substantiel ledelse. Kernen er, at lederen dropper ’måleregimer’ og i stedet har fokus på kerneydelserne, relationer og retning.

Vi skal huske, at folk i den offentlige sektor – fra juristerne på Rådhuset til sygeplejersken – er her for at muliggøre at vi borgere har en masse frihedsgrader. Lars Bo Kaspersen, professor i statskundskab (KU), medforfatter til bogen 'Ledelseskrise i konkurrencestaten'

Vi glemmer forskel på offentlig og privat

Udover at vi har glemt at diskutere hvad det er for en velfærdsstat vi ønsker, peger forfatterne også på, at vi i de senere årtier har glemt at stille os selv spørgsmålet om, hvad forskellen er på den offentlige og private sektor. Flere og flere glemmer forskellen, mener de.

»Der er forskel på at tjene almenvellet som sygeplejerske eller sælge insulin for Novo i Indien. Det er to vidt forskellige opgaver, som er lige vigtige. Men vi skal huske, at folk i den offentlige sektor – fra juristerne på Rådhuset til sygeplejersken – er her for at muliggøre at vi borgere har en masse frihedsgrader,« fastslår Lars Bo Kaspersen.

Uden den store stab i den offentlige sektor, hvor skulle man så gå hen og kræve sine dagpenge eller få sine børn passet i daginstitutioner, spørger han.

»Alle de rettigheder er afhængige af folk i den offentlige sektor, og derfor bør de ikke være så udskældte. De tilvejebringer friheden for os danskere. Det skal vi jo være stolte af og værne om. Men betingelserne for at muliggøre den frihed for os alle sammen får stadig vanskeligere vilkår, fordi vi står midt i den her historiske ledelseskrise,« bedyrer Lars Bo Kaspersen.

Den nuværende regerings sparemål er i det mindste ærlige. Den tidligere regering sparede også, men det var bare på en uærlig måde, fordi den lod som om, at det var reformer, der var til glæde for kvaliteten ... Lars Bo Kaspersen, professor i statskundskab (KU), medforfatter til bogen 'Ledelseskrise i konkurrencestaten'

Ærlige og uærlige sparemål

Når V-regeringen varsler besparelser på uddannelsesområdet på godt otte milliarder kroner og kræver strammere styring er det netop  udtryk for, at man vil topstyre alt i jagten på det, som man tror redder os ud af globaliseringspresset.

»Men den nuværende regerings sparemål er i det mindste ærlige. Den tidligere regering sparede også, men det var bare på en uærlig måde, fordi den lod som om, at det var reformer, der var til glæde for kvaliteten i undervisningssektoren eller andre steder i den offentlige sektor,« siger Lars Bo Kaspersen.

Han remser op: ….så kom der en model udstukket fra Finansministeriet om at skære to procent, så kom taxameterstyringen, så kom fremdriftsreformen og SU-reformen osv.

»Hele tiden var det under dække af, at det ville blive bedre for os alle sammen. Gu var det ej. Det var en skjult besparelse. Hvorimod Venstre-regeringen siger: » I skal spare otte milliarder kroner, fordi vi synes, at I bruger for mange penge«. Det er ærlig snak,« siger han.

Offentlig ledelse siden Christian 4.
Grafik fra bogen 'Ledelseskrise i konkurrencestaten' (Hans Reitzels forlag)

Begyndende bevidstgørelse

Selvom forfatterne tegner et dystert billede af et Danmark i handlingslammelse på grund af en forkert ledelsesstrategi, har de alligevel et håb om bedre tider.

»Vi ser, at volumen af kritikken mod den måde, den offentlige sektor bliver styret på, bliver større og større. Og at flere og flere vover at tage sagen i egen hånd. De ledere, der ikke vil finde sig i, at de ikke gør det godt nok i deres egen organisation, er begyndt at tage fat. De vil ikke være med til at producere dårlig trivsel og resultater,« siger Jan Nørgaard.

Lars Bo Kaspersen oplever en begyndende bevidstgørelse i befolkningen.

»Forandringerne skal komme nedefra. For bortset fra nogle få pip sker der ingenting i regeringen og i Folketinget. Det politiske system har stort set mistet sin kraft. Det, der oprindeligt var meningen med et liberalt parlamentarisk demokrati var, at forskellige politiske holdninger skabte innovation. Men når de mener det samme, med små varianter, er der ikke meget innovation,« konstaterer Lars Bo Kaspersen.

Liberal Alliance, Alternativet og Dansk Folkeparti kan være afspejlinger på, at der er noget i gang i befolkningen. Lars Bo Kaspersen, professor i statskundskab (KU), medforfatter til bogen 'Ledelseskrise i konkurrencestaten'

LA, DF og Alternativet kan redde velfærdstaten

Forfatterne henter også lidt optimisme i, at der trods alt også er nogle partier, der ikke er så bundet af konventioner som andre.

»Liberal Alliance, Alternativet og Dansk Folkeparti kan være afspejlinger på, at der er noget i gang i befolkningen. Der er brug for nogle, der tør sige, at uddelegeringen og decentralisering af forvaltningen er en god ting i respekt for retsstaten,« siger Lars Bo Kaspersen.