PERSONLIGT ANSVAR

Özlem Cekic: Venstrefløjen er god til ølkassetaler men mangler visioner for integration af flygtninge

Af | @MichaelBraemer

SF’eren Özlem Cekic var ikke bange for at slå sig i tøjret og trodse sine egne, da hun sad i Folketinget. Nu holder hun sig heller ikke tilbage fra at skille sig ud fra venstrefløjen, som hun beskylder for at være visionsløs, når det gælder integrationen af flygtninge. Selv vil hun kaste sig ind i arbejdet med integration og brobygning, mens hun overvejer, om et comeback til Folketinget er umagen værd. For Christiansborg var i første omgang en kæmpe skuffelse.

Tidligere SF-folketingsmedlem Özlem Cekic er ikke imponeret af venstrefløjens bud på en vellykket integration. 

Tidligere SF-folketingsmedlem Özlem Cekic er ikke imponeret af venstrefløjens bud på en vellykket integration. 

Foto: Jens Nørgaard Larsen, Scanpix

Man kan holde Özlem Cekic ude af Folketinget, men ikke lukke munden på hende og få hende til at affinde sig med, at hun ikke har direkte indflydelse på samfundets udvikling.

Det er et halvt år siden, at SF ved folketingsvalget blev voldsomt minimeret, så der ikke længere var en plads til folkesocialisten med den tyrkisk-kurdiske baggrund, selvom hun havde opnået partiets næsthøjeste personlige stemmetal.

Men nu melder hun sig klar til at gøre en forskel på et område, som hun udpeger som Danmarks mest brandhede udfordring de næste mange år. Og et område, hvor hun føler, at alle – også venstrefløjen – svigter.

»Den brune bundlinje skal give plus. Jeg vil arbejde for at få flygtninge og indvandrere i arbejde. Være bindeleddet mellem dem, der står uden for arbejdsmarkedet, kommuner, jobcentre, fagbevægelse og erhvervslivet. Og få flere mønsterbrydere. Det er en indsats, der skal lykkes,« siger Özlem Cekic.  

Så undgik vi teltlejre

For hvis bare flygtningene kommer i beskæftigelse, er der hverken brug for teltlejre, lave integrationsydelser eller andre af de ting, hun mener er uværdige for Danmark.

Man bliver ved med at holde ølkassetaler, der primært går ud på at stemple andre som dårlige mennesker, hvis de har den mindste bekymring i forhold til flygtninge.

»Visionerne på flygtninge- og indvandrerområdet er fuldstændig fraværende. Man kunne jo som Angela Merkel i Tyskland se flygtningene som en kæmpe ressource. Tænk på alt det positive, man kan få ud af 17.000 nye borgere. Men her handler diskussionen alene om, at man enten vil håndhæve nogle grænser og holde flygtninge ude eller bare tage imod alle,« siger Özlem Cekic.

Hun kan heller ikke se nogen på venstrefløjen, der har et bud på, hvordan vi skal få flygtningene i arbejde og gøre dem til en del af fællesskabet.

»Man bliver ved med at holde ølkassetaler, der primært går ud på at stemple andre som dårlige mennesker, hvis de har den mindste bekymring i forhold til flygtninge. I stedet burde vi forholde os til, at flygtningene selvfølgelig skal have ret til noget at stå op til,« understreger hun.

Systemet virkede for mig

Özlem Cekic tager udgangspunkt i sig selv. Hun var 10, da hun kom til Danmark som datter af en mor, der havde gået tre år i skole, og en far, der havde lært at læse og skrive i militæret. Alligevel kom hun godt i vej.

»At jeg fik en uddannelse og kom i Folketinget skyldes jo ikke, at jeg er exceptionel. Det skyldtes, at der var nogle, der troede på mig, og at der var et velfærdssystem, der fungerede. Det skal det gøre igen,« siger hun.  

Özlem Cekic’s målsætning er at få ’den brune bundlinje’, som hun kalder den, til at blive positiv. Altså få indtægterne fra flygtninge og indvandrere til at overstige udgifterne.

Vi har jo svigtet kvinderne. Ikke engang under opsvinget fik vi dem ud på arbejdsmarkedet.

»Det afgørende bliver at få virksomheder og fagbevægelsen med på ideen. Progressive virksomheder er der heldigvis en del af. Derudover er fagbevægelsen nødt til at komme i omdrejninger, hvis projektet skal lykkes. De her mennesker har jo ikke forudsætningerne for at komme ind på arbejdsmarkedet på samme vilkår som alle andre. Derfor må fagbevægelsen komme med et bud på, hvordan det så kan ske. Vi bliver nødt til at se den her opgave som et fælles ansvar,« siger hun.

Kvinderne er afgørende

Indsatsen skal ikke mindst rettes mod kvinderne, som ifølge alle erfaringer er de toneangivende i familierne, når det gælder både deltagelse på arbejdsmarkedet og i den demokratiske proces. Hvis kvinden gør det, så gør manden og børnene det også.

»Men vi har jo svigtet kvinderne. Ikke engang under opsvinget fik vi dem ud på arbejdsmarkedet. Vi bliver ved med at snakke om, at de er undertrykt af manden og så videre. Men vi bliver også nødt til at se kritisk på systemet, så det kan blive bedre til at inddrage kvinderne i det arbejdende fællesskab,« siger hun.

Canada er den store inspirationskilde for det arbejde, hun gerne vil være med til at sætte i gang. Der får man ifølge Özlem Cekic nærmest flygtninge og indvandrere i arbejde fra dag ét, fordi man med det samme screener dem for, hvad de kan. Ikke som i Danmark, hvor hun oplever, at man har et lammende fokus på, hvad flygtninge og indvandrere IKKE kan.

Men der er lige et par børnebøger og en bog om brobygning, der skal fra hånden, før hun for alvor kaster sig over opgaven.

Kaffen er sat over

Brobygningen, der i praksis går ud på at drikke kaffe og diskutere med dem, hun som udgangspunkt er uenig med, vil der også blive sat turbo på. Skriver man en hadefuld mail til Özlem Cekic, får man et tilbud om, at hun kan komme forbi til en kop kaffe og en forsonende snak. Kan man samle en kreds af mennesker med forskellige holdninger, kan man også få hende ud til en diskussion i et større forum.

»Jeg vil starte en Danmarks-turné med offentlig dialog-kaffe, hvor jeg komme ud til de egne af landet, hvor holdningen til udlændinge er sortest. Det bekymrer mig, at hadet mellem de forskellige befolkningsgrupper stiger. Det gælder ikke kun i Danmark, men i hele verden. Men efter Charlie Hebdo, Krudttønden og Paris er der brug for, at vi finder sammen og retter vreden det rigtige sted hen – mod terroren, som ikke skal have held med at splitte os,« siger hun.   

Özlem Cekic mener, at alle har et personligt ansvar for at række hånden ud. Og hendes egen erfaring med dialog er positiv. Langt overvejende finder hun og hendes modparter ud af, at der er langt mere, der binder dem sammen, end der skiller.

Derfor mener det tidligere folketingsmedlem også, at politikerne på Christiansborg giver et forvrænget billede af danskernes holdning til fremmede, når de tegner fjendebilleder og sætter befolkningsgrupper op mod hinanden. Og hun har en positiv forventning om, at civilsamfundet vil spille med, når hun nu går ud og prøver at gøre integrationen af flygtninge og indvandrere til et fælles anliggende.

»Danskerne er jo hjælpsomme, venlige og humane. Det kan vi se, når venligboerne har over 100.000 medlemmer, og når de dag efter dag står ved grænsen og tager imod flygtninge og åbner deres døre og hjerter for dem. Jeg har aldrig stået ansigt til ansigt med danskere, som ikke gerne vil hjælpe den enkelte flygtning. Men Christiansborg prædiker jo konstant had og graver grøfterne dybere i stedet for at bygge broer,« mener hun.

Hadet kan ikke ties ihjel

Hvorfor den øvrige venstrefløj ikke har samme ambition, men bare står og råber ’racister’ efter folk, der er det mindste bekymret over det stigende antal fremmede i landet, har hun meget svært ved at forstå.

»Jeg har aldrig fået så mange tæv af venstrefløjen, som da jeg stillede op på Folkemødet på Bornholm til en diskussion med Danskernes Parti. De ville jo alligevel sidde og prædike had, og jeg var på Folkemødet. Skulle jeg så bare gå forbi deres telt og ikke tage den kritiske debat? Venstrefløjen mente, at de skulle ignoreres, men undskyld: Vi har prøvet at ignorere Dansk Folkeparti i 20 år, og har det hjulpet,« spørger hun.

For ikke så mange år siden var der folk med gode argumenter for, at kvinderne ikke skulle have valgret, at homoseksualitet var udslag af en psykisk sygdom, og at børn havde gavn af fysisk afstraffelse. Lige så ekstreme holdninger, men dem blev der gjort op med takket være en kritisk og åben debat, påpeger hun.

I dag ved jeg er, at det sjældent er borgernes bedste, der er i centrum for politikerne på Christiansborg,

Det hjælper også på den fælles forståelse, at Özlem Cekic, i modsætning til hvad hun hører fra den øvrige venstrefløj, har en grænse for, hvor mange flygtninge, Danmark kan tage.

»Selvfølgelig er der en grænse. Men vi skal pinedød tage os ordentligt af dem, vi modtager, fastslår hun.

Christiansborg skuffede meget

Om det kommende konsulentfirma bliver midlertidigt, og hun satser på at vende tilbage til Folketinget ved næste valg, har Özlem Cekic endnu ikke gjort op med sig selv.

Selvfølgelig kan man påvirke samfundsudviklingen som folketingsmedlem, men Christiansborg har også skuffet hende meget.

»Da jeg blev valgt ind i 2007 havde jeg en naiv forventning om, at man kunne gøre en forskel. Jeg ville enormt gerne gøre noget ved de sager, jeg var valgt ind på, blandt andet at gøre noget for de udsatte borgere og sindslidende. Men i dag ved jeg, at det sjældent er borgernes bedste, der er i centrum for politikerne på Christiansborg,« siger hun.

Der er ifølge Özlem Cekic for mange personlige interesser og ambitioner i spil på Christiansborg.

»Hvad folk mener i dag, er ikke nødvendigvis det samme, som det de mener i morgen, hvis det handler om at positionere sig bedre i forhold til en minister- eller ordførerpost i et bestemt udvalg. Så retter man ind frem for at kæmpe for den politiske sag, der er til gavn for borgerne.«

Benhård afstraffelse

Hun oplevede det selv, da hun under SF’s regeringsdeltagelse stemte imod at finansiere en skattelettelse for de bedst stillede ved at tage fra førtidspensionister, efterløns- og kontanthjælpsmodtagere. Hun fik frataget alle sine ordførerskaber.  

»SF er intet særtilfælde. Vi så det også med Christian Juhl fra Enhedslisten, som mente, at man skulle have en dialog med Islamisk Stat og meget elegant fik frataget sit ordførerskab. Jens Rhode, der fik frataget sin spidskandidatur i Venstre, da han i en kronik talte for et stærkere fællesskab i EU i forhold til flygtninge. Jan Johansen, der fik frataget ordførerskaber hos Socialdemokraterne, da han ikke ville stemme imod dagpengeforbedringer, som Enhedslisten havde foreslået og så videre. Der er masser af eksempler,« påpeger SF’eren.

Men det er dræbende for den demokratiske proces, når partitoppene benbårdt straffer afvigere, som holder sig til grundlovens ord om, at folketingsmedlemmer alene er bundet af deres overbevisning, mener Özlem Cekic.

For når man banker folk på plads er det også et signal til andre om, hvad der sker, hvis de ikke makker ret. Det kommer til at betyde, at den demokratiske samtale bliver helt fraværende, påpeger hun.

Diskussionerne er jo helt fraværende på landsmøderne. Det er rene udstillingsvinduer til ære for pressen. Partierne har udviklet sig til religiøse sekter.

»Ser du på det politiske billede i dag, så har vi topledelser med en formand i spidsen, som lægger linjen, der sjældent er diskuteret på forhånd. Og så er der en forventning om, at alle følger trop og i takt går i samme retning. Stiller du det mindste spørgsmålstegn ved retningen, bliver du hurtigt mærket illoyal og kan imødese hårde sanktioner. Men hvis folketingsmedlemmerne kun må mene, hvad formanden mener, kunne de jo lige så godt være medlem af det tyrkiske parlament,« siger Özlem Cekic.

Konsekvenserne er allertydeligst på de landsmøder, som ifølge Özlem Cekic skulle være stedet, hvor alle medlemmer af et parti fik mulighed for at diskutere politik.

»Diskussionerne er jo helt fraværende på landsmøderne. Det er rene udstillingsvinduer til ære for pressen. Partierne har udviklet sig til religiøse sekter,« mener hun.

Man kan da prøve

På den baggrund glæder den sygeplejerske-uddannede SF’er sig til at være praktiker igen og kaste sig over integrationen og brobygningen. Hun garanterer ikke på forhånd for resultatet, men i det mindste vil hun bagefter kunne sige, at hun forsøgte.

»Jeg møder så tit holdningen: Christiansborg må gøre noget, kommunen må gøre noget og også jobcentrene. Alle må gøre noget. Men hvad gør vi selv? Man skal ikke undervurdere det personlige ansvar. Alt starter og slutter hos os selv. Og når jeg som gammel sidder i min gyngestol i kolonihavehuset vil jeg i det mindste kunne sige til mine børnebørn, at jeg prøvede,« siger Özlem Cekic.