Østlandene satser på europæisk velfærd

Af

De nye EU-lande i Østeuropa er fattige og præget af massearbejdsløshed og offentlige nedskæringer. Men efter 1990’ernes dramatiske omstilling skimtes en ny velfærdsmodel, der kombinerer socialforsikringer efter tysk mønster med bredt anlagt børnepasning som i de nordiske lande. Ny analyse kortlægger velfærden i det nye EU.

Mere end to ud af tre småbørn i Ungarn er i vuggestue. Og 87 procent af de lidt større børn er i børnehave. Dermed er børnepasningen i Ungarn lige så udbygget som i Danmark og Sverige og langt foran de fleste vesteuropæiske EU-lande.

Daginstitutionerne mærkede ellers sparekniven, da Ungarn midt i 1990’erne skar dybt i de offentlige budgetter. Drastiske besparelser var slet og ret betingelsen for at få det lån i Den Internationale Valutafond, som reddede Ungarn ud af landets dybe økonomiske krise. Resultatet var øget brugerbetaling, dårligere kvalitet – og folkelige protester, som kostede den daværende socialdemokratiske regering livet. Alligevel er en veludbygget børnepasning et fællestræk ved mange af de øst- og centraleuropæiske lande, som optages i EU på næste måneds topmøde i København:

»Der bliver ikke et socialt jerntæppe i fremtidens EU. De nye EU-lande i Østeuropa er godt nok fattigere end de nuværende medlemslande, men de har også en europæisk velfærdstradition, hvor befolkningens levevilkår opleves som et kollektivt ansvar. Østeuropæerne er måske nok vores fattige fætre, men grundlæggende ser de ud som os,« siger Jon Kvist, der er seniorforsker ved Socialforskningsinstituttet.

Han er hovedmanden bag to nye rapporter, »Velfærdspolitik i det nye Europa« og »Beskæftigelsespolitik i det nye Europa«, som analyserer arbejdsmarked og velfærd i fremtidens EU. Bøgerne er den første danske kortlægning af velfærden i det nye EU, som på få år vokser fra 15 til 27 lande. Det konkluderes, at velfærdsstaten er dybt rodfæstet, også i de nye EU-lande:
»De østeuropæiske lande har under 1990’ernes økonomiske chokterapi skåret dybt i dele af velfærdssystemet, men har til gengæld oprettet nye ydelser – for eksempel arbejdsløshedsunderstøttelse. En del politikere og økonomer har hentet inspiration i USA, men der er dyb folkelig modstand imod en liberalistisk minimalstats-model efter amerikansk mønster. De øst- og centraleuropæiske lande hører til i familien af europæiske velfærdsstater,« siger Jon Kvist.

Forsikring og børnehaver

Rent økonomisk bliver fremtidens EU præget af langt dybere skel end i dag. Slovenien og Tjekkiet er relativt velstående, men i alle andre øst- og centraleuropæiske lande er købekraften per indbygger under halvdelen af det nuværende EU-gennemsnit. Og sådan vil det være i mange år fremover, påpeger Socialforskningsinstituttet.

Arbejdsløsheden er også langt værre i de nye EU-lande end i de gamle. Mens arbejdsløsheden i de femten nuværende EU-lande er 7,4 procent i snit, døjer de fleste øst- og centraleuropæiske lande fortsat med tocifrede procenter. Alligevel spores en vis optimisme i de nye analyser fra Socialforskningsinstituttet. Jon Kvist og hans kolleger skimter en ny »eks-kommunistisk« velfærdsmodel efter de seneste tolv års dramatiske omstilling til vestlig markedsøkonomi.

Under de kommunistiske regimer var den egentlige socialpolitik begrænset. Staten sørgede først og fremmest for arbejde til alle, og mange sociale ordninger var knyttet til virksomhederne – børnehaver, billig mad i kantinen, feriehuse til familierne med videre. De fleste kommunistiske lande havde en relativt billig og veludbygget børnepasning, da staten havde brug for kvinderne på arbejdsmarkedet. Derimod var der ofte massiv fattigdom i grupper uden for arbejdsmarkedet – pensionister, sociale afvigere, sigøjnere og andre etniske minoriteter.

»Omstillingen til markedsøkonomi har forstærket mange af de sociale problemer for udsatte grupper. De øst- og centraleuropæiske lande har imidlertid også oprettet socialforsikringer, hvor lønmodtagere forsikres imod sygdom, arbejdsløshed og alderdom. Her vender de tilbage til en velfærdspolitisk tradition fra tiden mellem første og anden verdenskrig, hvor Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn havde socialforsikringer efter tysk forbillede,« siger Jon Kvist.
Østeuropa er således på vej mod et system som i Tyskland og Østrig, hvor mange velfærdsopgaver finansieres gennem sociale bidrag på virksomhederne. Den »eks-kommunistiske« velfærdsmodel er dog også kendetegnet ved en relativt veludbygget børnepasning, som normalt forbindes med velfærdsmodellen i de nordiske lande. Tjekkiet og Ungarn er her på højde med Danmark og Sverige. De øvrige østeuropæiske lande ligger lidt lavere, men også her er børnepasningen billigere og mere udbygget end i Storbritannien, Irland og flere sydeuropæiske lande.

Pres for mere velfærd

Samtidig nyder velfærdsstaten mindst lige så stor folkelig opbakning i Østeuropa som i Vesteuropa. Det fremgår blandt andet af meningsmålinger, hvor de samme spørgsmål er stillet i mange lande. Så godt som alle i både Øst og Vest mener, at staten skal tage sig af de syge og de ældre. Langt de fleste mener også, at staten skal sikre en anstændig levestandard for de arbejdsløse – her er tallet dog lidt højere i de gamle EU-lande end i de nye. Derimod mener lidt flere østeuropæere, at staten skal sørge for et arbejde til de arbejdsløse. Et mønster, der givetvis hænger sammen med den ikke så fjerne kommunistiske fortid, hvor staten netop ikke sørgede for understøttelse, men for arbejde til alle.

Holdningerne går igen, når befolkningerne spørges om de offentlige udgifter til forskellige velfærdsopgaver. Som det ses i tabellen, vil det store flertal i både Øst og Vest bruge flere penge på uddannelse, sundhed og pensioner – og flertallet er særlig massivt i Østeuropa. Derimod er meningerne delte om flere penge til de arbejdsløse, og her er der størst skepsis i de tidligere kommunistiske lande. Befolkningen i disse lande er kun så småt ved at vænne sig til markedsøkonomien, hvor den enkelte selv skal finde et arbejde, mens staten kun sørger for rammerne.

»De østeuropæiske lande vil formentlig opleve det samme som Spanien og Portugal, der også kom i EU som fattige lande: At velstanden vokser i de næste årtier, og at pengene blandt andet bruges på mere velfærd. Presset vil ikke komme så meget fra EU som fra landenes egen befolkning, der vil forlange sociale forbedringer i takt med at økonomien bliver bedre,« vurderer Jon Kvist.

Derimod vil EU kun have begrænset direkte indflydelse på velfærdsudviklingen. På den ene side skal de nye lande ifølge EU-direktiver sikre ligestilling af kvinder og etniske mindretal – for eksempel sigøjnere. EU presser også på for at udbygge arbejdsformidling og andre dele af en aktiv indsats imod ledigheden. På den anden side betyder kravene om deltagelse i euroen, at de østeuropæiske lande fører en stram økonomisk politik:

»I mange østeuropæiske lande er EU og euroen gjort til syndebuk, når politikerne skærer i velfærdssystemet. Men EU lægger kun nogle rammer. De afgørende beslutninger om fremtidens velfærd træffes af de nationale politikere – og deres vælgere,« siger Jon Kvist.