Østeuropæisk vækst skaber social kløft

Af | @GitteRedder
| @MichaelBraemer

Ligesom i de øvrige østeuropæiske ansøgerlande er økonomien i kraftig vækst i Litauen. Men samtidig skærpes landets sociale modsætninger. Befolkningen er ivrig efter at lægge Sovjettidens planøkonomi bag sig. Fagbevægelsen anses for overflødig og sociale tabere for uundgåelige i den samfundsorden, der med hengivenhed omtales som kapitalisme..

Ingen tvivl om, at der er kommet penge i omløb i Litauen. Mercedes, Audi og BMW i udgaver, som man i Danmark skal på biludstilling for at se, står side om side foran de mange fortovsrestauranter i hovedstaden Vilnius’ velrestaurerede bymidte.

En stærk fagbevægelse i Litauen ville stille så høje krav til løn, ferie og arbejdsvilkår, at det ville sætte den økonomiske vækst over styr og ødelægge konkurrenceevnen. RIMVYDAS VALTKA, politisk redaktør på dagbladet Lietuvos Rytos

Litauen stod længe i stampe, efter at landet i 1990 genvandt sin selvstændighed i kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud. Men nu vokser økonomien med nærmest asiatisk hast. Stigningen i bruttonationalproduktet var i 2001 på 5,9 procent, og endnu bedre ser det ud til at gå i år, hvor det i første halvdel voksede med hele syv procent. Forklaringen er først og fremmest en stærk fremgang i eksporten. 

Og de nyrige litauere forstår at omsætte fremgangen til luksus og forbrug. Detailhandlen er på bare ét år steget med 15 procent.

Men langt fra alle er inviteret med til forbrugsfesten. Det er de unge, de smarte og de veluddannede, der rider højt på fremgangen. Det store flertal af befolkningen har stadig en levestandard, der får Vesteuropa til at fremstå som paradis, og man skal bare et par kilometer væk fra Vilnius’ centrum for at genopleve det kommunistiske varemærke: Et trøstesløst og dårligt vedligeholdt betonbyggeri og en bilpark, det ville være svært at få afsat hos en dansk ophugger.

Nederst i samfundet er alle dem, der tilsyneladende intet ejer og har kastet al værdighed over bord i kampen for overlevelse. Overalt i Vilnius møder man tiggere: Fysisk handicappede, krumryggede gamle koner og mænd ned til 40-års alderen, som er blevet udstødt på et arbejdsmarked, hvor kvalifikationer fra Sovjettidens gammeldags industri ikke længere efterspørges. Arbejdsløshedsunderstøttelsen, som man kun kan få i et halvt år, er på 600 kroner om måneden, en pension er på højst 800 kroner. Så er der ikke råd til stolthed.

De gider ikke arbejde

Rimvydas Valtka er politisk redaktør og lederskribent på Litauens toneangivende dagblad Lietuvos Rytos, og han skammer sig ikke over tiggerne.

»Den slags er der jo overalt i verden, og det er bare et lag af mennesker, som ikke gider arbejde,« konstaterer han.

Slip kapitalismen løs, så vil alle litauere på lang sigt få del i fremgangen. Det er den filosofi, Rimvydas Valtka deler med den øvrige veluddannede elite i byerne. Redaktøren er selv midt i 40’erne og typisk eksponent for den ultraliberale holdning, der blomstrede op efter Sovjetunionens fald. Han mener, at fagforeninger ikke alene er dybt overflødige, men også en direkte bremse på økonomisk udvikling.

»En stærk fagbevægelse i Litauen ville stille så høje krav til løn, ferie og arbejdsvilkår, at det ville sætte den økonomiske vækst over styr og ødelægge konkurrenceevnen,« siger Rimvydas Valtka.

Han er tilhænger af litauisk EU-medlemskab på grund af umiddelbare økonomiske fordele, men samtidig dybt skeptisk over for EU’s sociale dimension. EU’s landbrugsstøtte og bestemmelserne om trepartsdrøftelser og ligestilling er helt forfejlede og vil være en klods om benene i den nådesløse globale konkurrence, mener han:

»Vi er nok for små til at få fjernet EU’s socialistiske indhold, men heldigvis tror jeg, at EU vil bruge udvidelsen som undskyldning for en gennemgribende reform. Skulle nogen være i tvivl om nødvendigheden af den, så tag på en studietur til Kina! Under alle omstændigheder vil vi overhale Skandinavien, når vi kommer ind i EU – netop fordi vi ingen fagforeninger har.«   

Kun for desperate

Holdningen går igen på virksomheden Bite, et telekommunikationsfirma, som danske TDC har ejet i to år. Bite, der sidder på 30 procent af markedet for mobiltelefoner i Litauen, huser 415 ansatte i et glaspalads, der ville gøre sig i enhver dansk industripark.

»Fagforeninger, som vi kender dem, er tidsspilde og rummer kun folk i desperate situationer – folk, der ikke passer ind,« mener personaledirektør Milda Sakaliene.

12Der er rift om den veluddannede arbejdskraft, som Bite ønsker at tiltrække. Derfor bruger virksomheden benchmarking i bestræbelserne for at gøre sig så attraktiv som muligt over for potentielle medarbejdere. Så når Bite betaler små 4.000 kroner om måneden – det dobbelte af gennemsnitslønnen i Litauen – til virksomhedens lavest lønnede operatører og 20 gange mere til ansatte i ledende stillinger, er det ikke en faglig triumf, men en konsekvens af, at Bite bliver nødt til at matche Philip Morris, Ericsson og de øvrige udenlandske investorer, som slås om de veluddannede litauere.

Gratis mobiltelefoner, firmabiler, sportsfaciliteter og forsikringsordninger er blandt de mange lokkemidler. Desuden betaler virksomheden halvdelen af undervisningsgebyret til de 60 procent af medarbejderne, der bruger fritiden på videreuddannelse på universitetet, typisk i virksomhedsledelse.

»Enhver moderne virksomhed vil sine medarbejdere det bedste, og generelt kunne vi godt bruge en mere kvalificeret repræsentation af lønmodtagere i Litauen. Men dem vi har, er hjælpeløse,« mener Milda Sakliene.

Den største risiko, hun ser ved Litauens optagelse i EU, er arbejdskraftens frie bevægelighed, som kan få veluddannede litauere til at søge bedre betalte job i Vesten. I forvejen har 300.000 litauere søgt lykken i udlandet siden 1990. 

Overenskomst nytter så lidt

Fagforening har de derimod på elektronikvirksomheden Vilniaus Vingis, der leverer tv-komponenter til blandt andet Samsung og Philips i Vesteuropa. Virksomheden har 2.300 hovedsagelig ufaglærte medarbejdere. Den lokale overenskomst på virksomheden gælder alle ansatte, selv om kun 23 procent er organiseret.

Men en overenskomst i litauisk forstand er hovedsagelig en gensidig aftale mellem medarbejdere og ledelse om, at man vil overholde arbejdsloven. Den hjalp da heller ikke stort, da virksomheden var i krise og i en periode kun udbetalte mindstelønnen – endda med flere måneders forsinkelse med den begrundelse, at det var nødvendigt for virksomhedens overlevelse. Det skete med fagforeningens billigelse.

»Det var jo rigtigt. De virksomheder, der tog store kreditter, er nu gået fallit,« siger tillidskvinde Gema Semeliova.

Hun vil hellere tale om de persienner, hun har skaffet til nogle medarbejdere, der var generet af lysindfald, og om den tur i operaen, hun fik ledelsen til invitere medarbejderne på, efter at virksomheden igen var kommet på ret køl.

Her er lønnen væsentlig lavere end på Bite – godt 1.700 kroner eller det dobbelte af den lovbestemte mindsteløn for arbejderne og 2.400 kroner månedligt for højere uddannede specialister. Men virksomheden er velorganiseret, og for en ufaglært er lønnen god. Og så kommer den til tiden, fremhæver en begejstret nyansat, der ikke var med gennem krisen, men til gengæld kender vilkårene på andre arbejdspladser.

Ufaglærte i Litauen arbejder til en sulteløn, og deres nyvundne demokratiske frihed indebærer ikke retten til at forhandle løn eller videreuddanne sig. De makker ret og passer deres arbejde. For brokker de sig, kommer fyresedlen med det samme. Det er vilkårene i et land, hvor arbejdsløsheden i nogle regioner kommer op på 25 procent, påpeger Søren Hess, der er udsendt af EU som rådgiver for Litauens Arbejds- og Socialministerium.

»Litauens problem er, at størstedelen af arbejdsstyrken ikke har de kvalifikationer, der kan tiltrække udenlandske investeringer i et omfang, som vil løfte hele landet. Der findes en social sikringsordning, som både arbejdsgivere og lønmodtagere bidrager til. Den skal blandt andet finansiere arbejdsmarkedspolitiske initiativer. Men når der er taget penge til pension, kontanthjælp og børnepenge, er der aldrig noget tilbage,« siger han.