Østeuropæisk invasion skaber uro i Irland

Af | @GitteRedder

Irland har som et af de få gamle EU-lande åbnet for lønmodtagere fra de nye østeuropæiske EU-lande uden begrænsninger. Mere end 160.000 arbejdstagere fra Østeuropa har takket ja til invitationen og været med til at videreføre et økonomisk mirakel i Irland. Men irerne begynder nu at se skævt til de nye kolleger, der beskyldes for at hugge irske job, presse lønnen ned og misbruge velfærdsstaten. Fagbevægelse og forskere er bekymrede for nye sociale skel.

ØST VEST UDE BEDST I hjertet af den irske hovedstad Dublin ligger The Oval Bar, en lille hyggelig pub, hvor irere og turister kan få slukket tørsten og fyldt maven. Pubben er, som pubber er flest i Dublin. Lyset er dæmpet, der lugter sødt af humle, og stemningen er behagelig.

Men mellem de tunge træmøbler, der står spredt i den højloftede pub, brydes billedet af det klassiske irske. Der er intet rødt hår på hovedet eller irsk blod i årerne på den 23-årige servitrice Petra Stankovianska, der løber i pendulfart mellem kunder, køkken og bar. Den blonde slovak veksler en kort bemærkning til sin mandlige kollega i baren, tager et par fyldte glas af den irske nationaldrik Guinness i hånden og leverer dem med et smil til to mandlige kunder, inden hun griber nogle tomme glas og fortsætter ud i opvasken.

På trods af det hektiske arbejde og de skæve arbejdstider er Petra Stankovianska rigtig glad for sit arbejde. Kunder, kolleger og chefer behandler hende godt, og så får hun, hvad der set med en ung østeuropæers øjne er en fyrstelig hyre. Hun tjener syv euro i timen, hvilket er mere end tre gange så meget, som hun kunne tjene i sin hjemstavn, provinsbyen Ruzomberok i Slovakiet. Og selv om det er langt dyrere at leve i Dublin, sparer hun med en lang arbejdsuge cirka 200 euro op om ugen.

Og Petra Stankovianska er ikke alene. Servicejob i Irland besættes i disse år næsten udelukkende med arbejdsivrige østeuropæere. Bartendere og rengøringsassistenter i de store byer taler alle engelsk med østeuropæisk accent. Men ud over servicejob har østeuropæerne også gjort deres indtog inden for byggeriet og industrien.

Irland som EU’s eksperimentarium

Alt i alt skønner irske myndigheder, at mere end 160.000 personer fra de nye EU-lande – svarende til cirka seks procent af Irlands samlede arbejdsstyrke – er bosat i Irland. Heraf anslås det, at halvdelen er kommet efter den 1. maj 2004, hvor det blev tilladt for borgere fra de nye EU-lande at bo og arbejde i Irland uden særlig tilladelse.

Den massive tilstrømning af østeuropæere til Irland kan være et varsel om, hvad der venter Danmark og andre »gamle« EU-lande, når de inden for fem år skal ophæve de særlige overgangsordninger for arbejdere fra de 10 »nye« EU-lande. Eksperter påpeger dog, at de sproglige barrierer medfører, at indvandringen til Danmark sandsynligvis vil være knap så stor, ligesom vækst og nye arbejdspladser i de østeuro-pæiske lande i løbet af nogle år vil gøre det mindre attraktivt at drage mod vest. Alligevel er der god grund til at lære af udviklingen på den grønne ø i Atlanterhavet, for den kan give et fingerpeg om de problemer, der risikerer at følge i kølvandet på indvandringen af østeuropæisk arbejdskraft.

På overfladen er den massive indvandring til Irland en klokkeklar succeshistorie.

I 1980 var Irlands bruttonationalprodukt per indbygger blot 65 procent af gennemsnittet i EU-landene. Arbejdsløsheden var enorm – i enkelte dele af landet så høj som 80 procent – og irere flygtede i hobetal til især England og USA i jagten efter et arbejde og en højere levestandard. To årtier senere er alt ændret. I dag vender tusinder af irere tilbage til Irland for at tage del i det økonomiske opsving, der har sat tydelige spor på alt fra huspriser til restaurationsmiljøet.

Opsvinget har medført, at Irland med en bruttonationalindkomst per indbygger på mere end 31.000 euro i dag er blandt EU og verdens allerrigeste lande.

Også i 2006 forventes Irland at give resten af den vestlige verden baghjul på den økonomiske front. Afgørende for den fortsatte succes er imidlertid, at de irske og udenlandske virksomheder kan få den arbejdskraft, som de har behov for. Og her spiller indvandringen fra de nye EU-lande en helt central rolle.

»Udenlandske arbejdere er helt centrale for Irland. Der er et enormt økonomisk behov for dem,« siger professor Ronaldo Munck fra Dublin City University.

Repræsentanter fra industrien anslår behovet for udenlandske indvandrere til at være i størrelsesordenen 10.000-15.000 årligt. Og uden den nødvendige indvandring forudser Ronaldo Munck, at det økonomiske mirakel i Irland om få år kan være en saga blot.

Tidsindstillet bombe

Men selv om indvandrerne fra de østeuropæiske lande i et overordnet økonomisk perspektiv er til gavn for den irske økonomi og for irerne, kan der være store problemer i vente. Som der for nylig stod i en ledende artikel fra Irish Times, Irlands førende dagblad:

»Inden for mindre end et år vil vi sandsynligvis være vidne til seriøse sociale konflikter mellem uuddannede irske unge, der ikke kan få arbejde, og de polske atomforskere, primaballerinaer og hjernekirurger, som rengør toiletter på vores barer og hoteller.«

Bemærkelsesværdigt er det ikke de, der har mest kontakt med de nytilkomne arbejdere, som har de største problemer med at affinde sig med deres tilstedeværelse.

»På arbejdspladserne fungerer det fint nok. Problemet er, at folk hører, at der er åbnet en ny fabrik lidt længere oppe af vejen, som ikke betaler de sædvanlige 10-12 euro i timen, men i stedet mindstelønnen på 7,65 euro. Og det kæder folk sammen med tilstrømningen af udenlandsk arbejdskraft,« siger afdelingsleder i irsk LO (Irish Congress of Trade Unions) og tidligere politisk rådgiver for den irske socialminister Ester Lynch.

Professor Ronaldo Munck, der forsker i kulturel og etnisk mangfoldighed set i lyset af globaliseringen, er overordnet enig.

»Den irske befolkning har traditionelt den samme kulturelle og etniske baggrund. Man er ikke vant til at modtage indvandrere. Derfor skaber det alvorlige sociale spændinger i den oprindelige irske befolkning, når der pludselig kommer flere hundrede tusinde indvandrere fra Østeuropa og andre lande,« siger han og beklager den tiltagende diskrimination:

»Holdningen er, at de østeuropæiske indvandrere kommer for at stjæle vores job, presse lønningerne i bund og misbruge velfærdsstaten.«

Færgekonflikt skaber uro

Den stigende utryghed hos irske lønmodtagere for lønpresset fra østeuropæerne kom ud i det åbne i slutningen af 2005, da det irske færgeselskab Irish Ferries ønskede at fyre over 500 søfolk, der i årevis har arbejdet på de populære personfærger mellem Irland og England. Ud over fyresedlen tilbød færgeselskabet de irske sømænd flere års løn i aftrædelsesgodtgørelse, og samtidig hyrede selskabet østeuropæiske søfolk til en tredjedel af lønnen. Alt i alt en effektiv spareøvelse, hvor man ved at sejle færger under bekvemmelighedsflag ikke er forpligtet til at overholde irsk arbejdsmarkedslovning, og dermed også kan slippe for at betale den irske lovbestemte mindsteløn på 7,65 euro i timen.

Irerne gik på gaden i den største demonstration i Dublin i mange årtier. Alene i Dublin skønnes 100.000 irere og østeuropæere at have været på barrikaderne i protest mod det, de kalder »race against the bottom«. Nogle irere brugte også demonstrationen til at lufte nationalistiske synspunkter. Bannere med teksten »irske job til irske arbejdere« afslørede, at mange irske lavtlønsarbejdere føler sig pressede.

»Den store demonstration viste, at der er en udbredt bekymring hos almindelige irske lønmodtagere over outsourcing og lønpres. På bundlinjen handlede færgekonflikten om værdien af forskellige arbejdere og forskelsbehandling af forskellige grupper,« siger Ronaldo Munck.

Hårdt presset af irsk fagbevægelse og folkelige protester endte konflikten med, at Irish Ferries accepterede at betale mindst den irske mindsteløn til søfolkene. Dermed endte den dramatiske færgekonflikt i et kompromis, som på kort sigt var godt, men som på lang sigt kan betyde en glidebane i retning af lavere lønninger. En ny officiel statistik viser, at lønningerne i industrien sidste år kun steg med 2,7 procent, og den udvikling tilskriver arbejdsmarkedseksperter presset fra de arbejdssøgende fra østlandene, der ofte arbejder for mindre end det, der er aftalt.

På trods af østeuropæernes negative indflydelse på lønudviklingen arbejder den irske fagbevægelse hårdt for at bygge bro mellem østeuropæiske og irske arbejdere. For som LO-afdelingsleder Ester Lynch erklærer, er det en vildfarelse at ville smide østeuropæerne hjem og tro, at Irland ville kunne klare sig uden.

»Det eneste fornuftige er at give alle menne-sker uanset oprindelsesland de samme rettigheder på arbejdsmarkedet. Også irske lønmodtagere bliver mere sårbare, hvis det bliver normen, at der er forskel på lønninger og arbejdsmiljø. Lige vilkår for alle er vores krav, men desværre ser vi ofte diskrimination og misbrug af østeuropæiske arbejdere,« siger Ester Lynch.

Fagbevægelsens chance

Den irske færgekonflikt er blevet symbolet på kampen mod social dumping og har betydet en genvækkelse af fordums dages arbejdskamp. Irske arbejdere er ved at få øjnene op for, at en stærk fagbevægelse er nødvendig for at sikre både dem selv og nye statsborgere samme løn og arbejdsvilkår.

Ester Lynch beretter om et voksende arbejdspres både i antal ugentlige arbejdstimer, i tempo og i lønpres. Tilsammen skaber det mismod og utryghed, og fagbevægelsen ser det som sin fornemste opgave at forhindre, at de nye arbejdstagere får skylden.

»Der sker dramatiske forandringer på det irske arbejdsmarked, og selvfølgelig skaber det sociale spændinger, fordi mange irere frygter, at de vil blive tvunget til at gå ned i løn eller miste deres job. Vores opgave som fagbevægelse er at byde polakkerne velkomne og samtidig forklare irske arbejdere, at de ikke skal vende sig mod polakkerne, men at irske og polske arbejdere i fællesskab skal forlange det samme i løn,« siger Ester Lynch.

Den irske fagbevægelse står rent medlemsmæssigt svagt, idet kun cirka hver femte irske lønmodtager er medlem af en fagforening. Men alligevel er der i det politiske system tradition for, at fagbevægelsen høres og har reel indflydelse.

Og nu er fagbevægelsen for alvor gået i offensiven. De besøger forskellige virksomheder og informerer de nye østeuropæiske arbejdere om irsk arbejdsmarkedslovgivning. Derudover har fagbevægelsen trykt foldere på de fleste østeuropæiske sprog, så en polsk slagteriarbejder får udleveret en velkomstpakke, hvor der fortælles, hvad han har krav på og ret til, og hvordan fagbevægelsen kan hjælpe ham, hvis det bliver nødvendigt. Irsk LO holder også åbent hver søndag, hvor østeuropæere kan komme forbi på ugens eneste fridag og få rådgivning på deres eget sprog.

Kampen skal vindes nu

Professor Ronaldo Munck fra Dublin City University erklærer, at kampen for integration af indvandrerne skal vindes nu. Der er endegyldigt sat punktum for den del af Irlands historie, hvor alle irere var indfødte, og en nytilflytter var et særsyn. Irland står ifølge Ronaldo Munck over for kæmpe udfordringer, fordi der er ved at ske en økonomisk polarisering og en social lagdeling, hvor det bliver folks pas, der graver sociale kløfter.

»Social integration er bydende nødvendigt. Du kan ikke have et samfund, hvor der er to kategorier af mennesker – irerne og ikke-irerne. Og hvor de to grupper ikke har samme rettigheder, men tværtimod forskelsbehandles alene på grund af forskellig oprindelsesland. Sådan et samfund kører skævt,« advarer han.

Derfor taler irerne i dag om at genforhandle, hvad det vil sige at være irsk. Fundamentale værdier for en irer er demokrati og ytringsfrihed, men er det også at drikke øl på pubben hver anden aften, spørger Ronaldo Munck:

»Vi skal se på vores land som et multikulturelt patchworktæppe. Vi er et åbent og tolerant samfund, men det skal reddes nu ved, at vi åbent diskuterer, hvad lighederne og de fælles værdier er, og hvad vi skal opfatte som forskellige kulturelle traditioner, som vi må være tolerante overfor og blive beriget af.«