Østeuropæere truer den danske model

Af | @MichaelBraemer

Arbejdstagere fra Østeuropa har i stort tal gjort deres entre i det danske landbrug de senere år, og intet tyder på, at krisen får dem til at tage hjem igen. Udmærket, for ifølge landbruget er det svært at rekruttere danskere til området, påpeger Arne Grevsen, formand for Det Grønne Område i forbundet 3F. Men bliver fagbevægelsen ikke bedre til at få østeuropæerne organiseret, står den danske model for fald, mener han.

 






















INTERVIEW
Et samfund, hvor en stor del af lønmodtagerne arbejder under kummerlige og underbetalte forhold. Uden overenskomst og overladt til griske arbejdsgiveres forgodtbefindende.

Det lyder som skræmmebilledet i en propaganda udpenslet med farver i den højrøde ende af skalaen og ikke som beskrivelsen af Danmark. Men sådan kan forholdene hurtigt udvikle sig, hvis vi ikke indser, at de østeuropæiske arbejdere er kommet for at blive. Og at alle sejl skal sættes ind på at få dem organiseret og dækket af overenskomster, hvis ikke vi vil se både den danske model og velfærdssamfundet smuldre.

Det mener Arne Grevsen, formand for Det Grønne Område i forbundet 3F. Han organiserer i underkanten af 20.000 ansatte på gartnerier, inden for land- og skovbrug og på mejerier. 95 procent af medlemstallet, som er svundet betragteligt gennem de senere år, udgøres stadig af personer med dansk oprindelse, selv om østeuropæiske arbejdere i stort tal invaderede området under de sidste fem år med højkonjunktur.

»Vi er pisket til at styrke det opsøgende arbejde over for udenlandske virksomheder og arbejdstagere i Danmark. Det skal vi naturligvis gøre for at hjælpe de mange udenlandske lønmodtagere, der snydes så vandet driver. Men selvfølgelig også for at beskyttede resultater, de aftaler og de løn- og arbejdsvilkår, vi allerede har tilkæmpet os i Danmark,« siger Arne Grevsen.

Mange lider ifølge ham af den vrangforestilling, at finanskrisen har stoppet tilstrømningen af østeuropæisk arbejdskraft, og at dem, der allerede er kommet, nu er på vej hjem igen, fordi det nu er nedgangstider. Tilstrømningen er da også aftaget fra 3-4.000 årligt til 1.500 i takt med, at arbejdsudbuddet er blevet mindre, men ikke ret mange rejser den anden vej.

»Glem det! Og hvorfor skulle de også rejse hjem? De er en god arbejdskraft, arbejdsgiverne er tilfredse med dem, og de er selv glade for at være her. Jeg er heller ikke ham, der sender dem hjem. De udfylder en funktion og på et område som vores, som etniske danskere i stor stil er flygtet fra, udgør de hele vores fremtidige medlemsgrundlag. Men det er uendeligt svært at få dem organiseret og på den måde til at bidrage til den danske samfundsmodel.«

Bliver fagbevægelsen ikke bedre til at inddrage den udenlandske arbejdskraft, kan Arne Grevsen godt regne ud, hvordan det vil gå. Så vil fagbevægelsen og den danske aftalemodel blive fænomener, der højst har historisk interesse.

»Den danske model indebærer jo, at det er os, der taler på vegne af lønmodtagerne og arbejdsgiverorganisationerne på arbejdsgivernes vegne. Men der er da ingen, der gider høre på os, hvis vi ikke har nogen medlemmer – og hvorfor skulle de også det? Det er jo de medlemmer, vi har bag os, der giver vores argumenter vægt, når vi fortæller arbejdsgiverne, hvordan verden bør se ud.«

Ryggen mod muren

Det er således med ryggen mod muren, at Det Grønne Område opruster for at hverve medlemmer blandt hovedsagelig polakker, litauere, ukrainere og ungarere. I hver region i landet er der udpeget konsulenter til at have særlig fokus på denne lønmodtagergruppe. Overenskomsten og andet oplysningsmateriale er oversat til fem østeuropæiske sprog og deles rundhåndet ud, hvor der er størst sandsynlighed for at møde den østeuropæiske arbejdskraft. Det kan være foran katolske kirker, men også ved Netto.

Alligevel går det trægt med at få østarbejderne organiseret.

»Vi lider under den status – eller mangel på samme - som fagbevægelsen har i deres hjemlande. Her er der stadig reminiscenser fra tiden før murens fald, hvor fagbevægelsen var noget, man skulle være medlem af uden at have noget at skulle have sagt. Systemets forlængede arm og en myndighed, der var én imod.«

Arne Grevsen har selv stået med øl og sodavand på et landbrug, hvor han vidste, der var østeuropæere ansat. Snakken med de potentielle medlemmer gik helt fint på både tysk og engelsk, indtil han præsenterede sig og fremlagde sit ærinde. Så var østeuropæernes sprogkundskaber pludselig forsvundet som dug for solen.

»Det var helt tydeligt, at de opfattede mig som en risiko og ikke som en hjælper. Vi oplever også det problem, at østeuropæerne synes, det er dyrt at være medlem af en fagforening i forhold til omkostningsniveauet i deres hjemlande. Men det duer jo ikke, at man tænker prisen i hjemlandet, når man skal af med penge, og på hvad andre får her, når man skal have penge. Dér er en kobling, der ikke fungerer.«

Det Grønne Område har størst succes med at få østeuropæere organiseret, når de banker på og vil have hjælp, fordi de føler sig snydt af deres arbejdsgiver. Og der er ekstra gevinst, når det faglige system har virket, og østeuropæerne fortæller deres netværk, hvordan fagforeningen har hjulpet dem.

Arne Grevsen vil ikke påstå, at landbruget som helhed er en ’rådden’ branche. Men der er brodne kar blandt arbejdsgiverne, nøjagtig som der er i servicebranchen og alle mulige andre steder.

»Du kan være sikker på, at landbruget er interesseret i at betale mindst muligt for arbejdskraften, men det er de færreste arbejdsgivere, der vil snyde for at få den så billigt som muligt. Det er de sidste 20 procent, jeg er skuffet over. Vi har jo aftaler om, hvilke vilkår der gælder på det her område, og så duer det ikke, at man udnytter personer, der er kommet hertil uden kendskab til det danske arbejdsmarked og laver krumspring for at komme udenom.«

Typiske sager

Sagerne, hvor østeuropæerne er kommet i klemme og blevet snydt, er endeløse og mangeartede. Men bestemte typer sager går igen:

Mange østeuropæere leverer en stor del af deres løn tilbage til arbejdsgiveren i form af husleje – en husleje, der er helt ude af trit med, hvad boligen er værd, så de i praksis fungerer som billig arbejdskraft. Der er også mange eksempler på østeuropæere, der har rigtig mange arbejdstimer. Det er ikke et problem, hvis overarbejdet aflønnes på overenskomstsikrede vilkår, men dem prøver en del arbejdsgivere ifølge Arne Grevsen at slippe udenom, når det er medarbejdere med østeuropæisk baggrund, det drejer sig om.

Endelig er der store problemer med de såkaldte praktikanter, som kan ansættes i landbruget til halv løn. De er omfattet af en lov om udveksling af arbejdskraft på studievilkår og skulle i princippet være landbrugsstuderende fra deres hjemlande.

»Mange gange er det svært at se, hvorfor de skulle være praktikanter. Enten har de ikke modtaget teoretisk undervisning, eller også er de så højt kvalificeret hjemmefra, at de ikke opnår en reel uddannelsesmæssig gevinst ved at arbejde i Danmark. Og desværre møder vi praktikanter, der har betalt mellemmænd for at fikse det nødvendige, for at de kan komme til Danmark.«

Arne Grevsen kunne godt ønske sig, at der var større forståelse i hans medlemskreds for, at forbundet bruger ressourcer på udenlandske arbejdstagere, der alligevel ikke er interesseret i at være medlemmer. Mange mener, at kræfterne burde bruges på dem, der har betalt til deres fagforening i årevis. Han har fuld forståelse for medlemmer, der forventer noget til gengæld for deres kontingent. Men selv om forbundet selvfølgelig skal blive ved med at tage initiativer, som danske arbejdstagere finder interessante og værdifulde, så bliver medlemmerne nødt til at forstå, at det er i alles interesse, at østarbejderne organiseres og kommer til at bidrage til den danske samfundsmodel.

»Der må ikke brede sig den holdning, at nogle medarbejdere er mindre værd. Arbejdsgiverne har altid gerne villet have forskellige kategorier af ansatte. Nogle billige og vandrende - andre dyre og faste. Men jeg kan ikke leve med, at vi pludselig definerer nogle som billig arbejdskraft – mennesker, som har nøjagtig de samme udgifter som jeg til at leve og bo.«

En syg tankegang

Arne Grevsen advarer også mod den holdning, han ofte støder på, når han er ude og tale med medlemmer: »Jamen, de har jo ikke samme udgifter som danskere. Og de vil jo rejse hjem efter et år for at etablere sig.«

»Den snak kan jeg ikke bruge til noget. Giver vi efter for den tankegang, bliver det en sygdom, der stille og roligt invaderer området. Så er vi i gang med at udvikle et velfærdssamfund for 80 procent af befolkningen, og det giver efter min bedste overbevisning ingen mening.«

Gruppeformanden peger samtidig på USA som eksemplet på, hvor galt det kan gå, hvis man først accepterer et B-hold på arbejdsmarkedet. I den sidste ende går det også ud over det, der oprindelig var A-holdet.

»Nogle af indvandrerne fra Mexico går for lønninger, der ikke sikrer et eksistensminimum. Og man ser, hvordan det smitter af på vilkårene for folk, der bor i USA i forvejen. De får tilbudt de samme vilkår.«

Det er ene og alene fagbevægelsens ansvar og opgave at få organiseret den østeuropæiske arbejdskraft. Men Arne Grevsen kunne godt tænke sig, at også arbejdsgiverne gjorde noget aktivt for at stå værn om den danske aftalemodel og få arbejdsmarkedet overenskomstdækket.

»Arbejdsgiverne siger typisk, at de deler vores holdninger, og at de står lige bag os. Men det kunne være rart, hvis de engang imellem gik foran og også sørgede for, at uorganiserede virksomheder blev omfattet af de danske overenskomster.«

På fagbevægelsens side handler det, om at komme væk fra, at opsøgende arbejde over for østarbejdere er noget, der foregår om mandagen, mens tirsdagen er helliget uorganiserede danskere, onsdagen organiserede danskere, torsdagen en arbejdsmiljøkampagne og fredagen noget helt femte.

»Vi skal kunne lave et sammenhængende, opsøgende arbejde, hvor vi er parat til at møde dem, der nu engang er på vores arbejdsmarked, uanset hvor de kommer fra. Dybest set er det jo helt elementært fagforeningsarbejde som for 50 år siden. Forskellen er, at der er nogle, man skal til at tale til på et andet sprog.«