Østeuropa stemmer ja

Af | @GitteRedder
| @MichaelBraemer

Med Ungarn som eneste undtagelse vokser den folkelige opbakning til EU-projektet i kandidatlandene trods højrøstet uenighed med Frankrig om Irak. Malta var i forvejen kendt som det mest skeptiske af de kommende EU-lande, og derfor var det tætte opløb i den netop overståede afstemning ikke et varsel om en række nervepirrende afstemninger i de øvrige lande.

Kun hvis nationalistiske kræfter har held til at overbevise befolkningerne i de tidligere østlande om, at  EU-medlemskabet vil skærpe den i forvejen store modsætning mellem tabere og vindere i den hidtidige overgangsøkonomi, vil den planlagte udvidelse af EU komme i fare.

Det mener forsker på Institut for Internationale Studier Iben Tybjærg Schacke. En sådan drejning af folkestemningen anser hun imidlertid for usandsynlig. For med Ungarn som eneste undtagelse går udviklingen i øjeblikket den modsatte retning: Mod større og større tilslutning i kandidatlandenes befolkninger til optagelsen i EU.   

Iben Tybjærg Schacke ser således ikke det tætte resultat af folkeafstemningen i det første af de i alt 10 ansøgerlande, hvor kun knap 54 procent af vælgerne sagde ja til Maltas EU-medlemskab, som noget dårligt varsel.

»Malta har en lang tradition for vægelsind i forholdet til Europa. Vel bedst illustreret ved det faktum, at det i den netop overståede afstemning var den konservative regering, der med Labour som modstander førte an i ja-kampagnen. De konservative har tidligere været modstandere af Maltas medlemskab, mens Labour var for,« fortæller hun.

Både ja og nej

Næste land i rækken af ansøgerlande til at holde folkeafstemning er Slovenien, hvor vælgerne går til stemmeurnerne 23. marts, og alt tyder på et højt og tydeligt ja. Over 60 procent af de slovenske vælgere har ifølge meningsmålinger besluttet sig for et ja, mens kun omkring 20 procent har lagt sig fast på et nej. 

Meget utraditionelt skal de slovenske vælgere samtidig tage stilling til et NATO-medlemskab, og der er på forhånd mange spekulationer om, hvorvidt den samtidige NATO-afstemning kan påvirke EU-afstemningen negativt.

Sagen er nemlig, at der er en udbredt uvilje mod NATO i landet, der aldrig var med i den østeuropæiske forsvarspagt. Vil den uvilje smitte af på EU-stemmeafgivning? Nej, tværtimod, vurderer den slovenske politisk kommentator Miha Kovac. Slovenere har en uvilje mod at gøre noget uforbeholdent, så hvis de kan stemme ja og nej samtidig, så gør de det, har han sagt til det engelske dagblad Financial Times.

Bladet refererer til de seneste meningsmålinger fra Ljubljana Universitet, der viser, at under 40 procent af de slovenske vælgere støtter NATO-medlemskabet, mens hele 68 procent nu går ind for EU-medlemskab.

Det folkelige ønske om at komme med i EU er vokset ikke bare i Slovenien, men i det meste af Øst- og Centraleuropa. Eneste undtagelse er Ungarn, som efter Slovenien bliver det næste land, hvor vælgerne skal tage stilling til optagelsen i EU. Det sker den 12. april.

Ifølge Iben Tybjærg Schacke skyldes den voksende modstand mod ungarsk EU-medlemskab indenrigspolitiske gnidninger. Den nuværende socialdemokratiske regering giver Viktor Orban, der gik af som regeringsleder efter et valgnederlag for snart et år siden, skylden for holdningsændringen. 

Orban, der betegner sig selv som kritisk EU-tilhænger, har sagt, at fordelene ved ungarsk medlemskab snævert overgår ulemperne, men samtidig lægger han vægt på det tab af national identitet, som medlemskabet vil betyde. Intet tyder imidlertid på, at det endog meget komfortable flertal for Ungarns optagelse i EU kan bringes i fare.    

Blød skesis

I det omfang, der er skepsis i de tidligere østlande over for EU, er den af nationalistisk karakter. En »blød« skepsis, som Iben Tybjærg Schacke kalder den. Den går blandt andet på, om man er blevet snydt i tiltrædelsesaftalerne, og om EU vil behandle dem som andenrangslande. Den venstrefløjsskepsis, man kender fra Danmark og bygger på kritik af EU for manglende demokrati og åbenhed, kender man derimod ikke.

Den franske præsident Chiracs arrogante opsang til kandidatlandene om at holde sig beskedent i baggrunden, da de havde formastet sig til at støtte USA i striden mod Irak, har pustet til den bløde skepsis. Men den vil kun forårsage et bølgeskvulp i befolkningernes holdning til EU, vurderer Iben Tybjærg Schacke.

»Politikerne i de enkelte lande var gode til at dysse stemningen ned og få vendt holdningen med attituden: »Nå, da skød han sig nok i foden, hvad? ,« siger hun.

Størst modstand mod EU-medlemskab finder man i de to baltiske lande Estland og Letland. Her er det henholdsvis 31 og 32 procent af vælgerne, der har besluttet sig for et nej mod henholdsvis 39 og 45 procent for. Iben Tybjærg Schacke forklarer det med en udbredt uvilje i de to lande mod at deponere magt i Bruxelles kun få år efter, at de har fået deres frihed tilbage fra Moskva. Dertil kommer, at i hvert fald Estland frustreres af at skulle leve op til for eksempel miljøstandarder, efter at de lige har indført en benhård, liberal økonomi. 

Før esterne og letterne går til valgstederne i september, har der imidlertid allerede i maj været  afstemning i det tredje og langt mere EU-positive baltiske land, Litauen. Og det forventelige ja herfra forventes at ville virke befordrende på EU-tilslutningen i de to nabolande.

Frygt for manglende deltagelse

I det største af kandidatlandene, Polen, har der længe tegnet sig et massivt flertal i vælgerbefolkningen for tilslutningen til EU, og de færreste har fantasi til at forestille sig, at afstemningen 8. juni vil resultere i et nej.

Det polske abortforbud udgør dog om ikke andet så et afstemningstema i landet, hvor meget politik afgøres fra prædikestolen. Den katolske kirke, som i øvrigt går ind for unionen, kræver nemlig, at EU accepterer den polske politik på området.

Det samme problem har Malta, men det kan løses med en protokol, der fastslår, at EU blander sig uden om landenes abortlovgivninger. En sådan ordning er det ligeledes katolske Irland i forvejen tilgodeset af, påpeger Iben Tybjærg Schacke.

I forhold til Polen frygter hun mest, at det folkelige engagement i EU-spørgsmålet viser sig så svagt, at stemmedeltagelsen ikke kommer op over de 50 procent, som loven foreskriver. For hvad så? Spørgsmålet vil så være op til det polske parlament.

Bekymringerne

Ud over arbejdsløshed er kriminalitet og korruption fælles og udbredte problemer i kandidatlandene. Ikke desto mindre peger befolkningerne på netop voksende kriminalitet, når de skal nævne deres største bekymringer i forbindelse med EU-medlemskabet. Kun i Ungarn er frygten for voksende organiseret kriminalitet ikke med på bekymringernes top-tre.

Andre fælles bekymringer illustrerer den bløde EU-skepsis, som Iben Tybjærg Schacke taler om: Frygten for, at medlemskabet vil koste deres land dyrt, og at det vil skade deres landbrug.
Derimod er frygten for at miste kulturel egenart og nationale symboler ikke nær så udbredt i kandidatlandene som i for eksempel Danmark. Kun på Cypern og i Ungarn ser man denne bekymring dukke op. Frygten for at tabe kulturel identitet er således den næststørste bekymring på Cypern, mens tabet af national møntfod er den næststørste ærgrelse hos ungarerne ved udsigten til deres EU-medlemskab.