Østarbejderne kom aldrig til Sverige

Af Kristina Olsson, Sverige

Op til EU’s østudvidelse ringede alarmklokkerne i Sverige. Frygten var, at »sociale turister« kunne invadere Sverige og udnytte det svenske velfærdssystem. Sådan blev det slet ikke. I stedet har Sverige fået langt færre østarbejdere end både Danmark og Norge. Nu bør Sverige arbejde for at gøre landet mere attraktivt for udenlandsk arbejdskraft, mener flere debattører.

ARBEJDSKRAFT »Fri bevægelighed for arbejdskraft vil vi have, men ikke social turisme. Der må vi ikke være naive.«

Sådan lød ordene fra den daværende svenske statsminister, socialdemokraten Göran Persson, et halvt års tid før EU i maj 2004 blev udvidet med 10 nye medlemslande, primært fra Østeuropa. Det var kulminationen på en stigende svensk bekymring for, at østarbejderne ville komme til Sverige i stor stil og udnytte de generøse svenske velfærdsydelser. Derfor skiftede socialdemokraterne med Perssons ord kurs og gik alligevel – som det store flertal af EU-landene – ind for overgangsregler for lønmodtagere fra de nye medlemslande.

Den aktuelle baggrund for kovendingen var et tv-program, som ugen før havde vist et eksempel på, hvordan en sygeplejerske fra Estland, som bare arbejdede 10 timer om ugen i Sverige, ville kunne invitere både mand, børn og bedsteforældre til landet. Og familien ville komme til at koste det svenske samfund 320.000 kroner årligt i sociale ydelser.

I dag, fire år efter østudvidelsen, kan svenskerne gøre regnskabet op. Der kom aldrig nogle »velfærdsturister« til Sverige. Der kom rent faktisk heller ikke særlig mange østarbejdere. Til trods for at Sverige målt på indbyggertallet er Nordens klart største land, næsten dobbelt så stort som Danmark og Norge, har langt færre østeuropæere søgt til Sverige. I perioden 1. maj 2004 – 31. juli 2007 fik blot 16.900 østeuropæere arbejdstilladelse i Sverige mod 27.436 i Danmark og hele 89.430 i Norge.

Det skal oven i købet ses i lyset af, at socialdemokraterne ikke fik flertal i Rikdagen for overgangsregler, og dermed sammen med Storbritannien og Irland var de eneste EU-lande, der ikke indførte en eller anden form for begrænsning for østeuropæernes adgang til arbejdsmarkedet.

I arbejdsgiverorganisationen Svenskt Näringsliv mener Karin Ekenger, ansvarlig for arbejdsmarkedsspørgsmål, ganske enkelt ikke, at Sverige har været attraktivt nok for østarbejderne:

»Grundlæggende handler det om, at mennesker søger til lande, hvor der findes arbejde. Og hvor man får godt med penge til overs, efter skatten er betalt. Der har Sverige bare ikke været interessant nok,« siger Karin Ekenger.

Vaxholm-sagen skræmmer

Da EU slog dørene op for østeuropæerne 1. maj 2004, begyndte mennesker fra de nye medlemslande ellers godt nok at søge mod det »gamle EU«. Men det var især Storbritannien, Irland og Tyskland, som var målet for østarbejderne. Beregninger fra EU havde på forhånd estimeret, at hvert EU-land årligt ville modtage 15.000 personer fra de nye medlemslande. Sådan blev det ikke i Sverige. Her gik bølgerne højest i 2006, hvor der stadig blot kom 5.692 østeuropæere ind på det svenske arbejdsmarked.

Det lægger intet større pres, hverken på velfærdsstaten eller arbejdsmarkedet, mener man i svensk LO. De fleste arbejdsgivere i Sverige holder sig til kollektive overenskomster, som er basen på det svenske arbejdsmarked. Men nogle få prøver dog at udnytte den nye arbejdskraft på en måde, som er både ulovlig og moralsk ­uacceptabel.

»Det skaber et A- og et B-hold, hvor man tillader sig at betale lavere løn, bare fordi nogle ikke er svenskere. Den diskrimination af den enkelte immigrant er det vigtigste at komme til livs for os,« siger Monica Arvidsson, LO-økonom med ansvar for arbejdsmarkedsområdet.

For den svenske fagbevægelse er det især den såkaldte Vaxholm-sag (også kaldet Laval-sagen), der gjort diskussionerne om brugen af østarbejdere aktuelle. I 2004 kom det lettiske firma Laval med sine egne byggearbejdere til Sverige for at bygge en skole i Stockholm-forstaden Vaxholm. Men de havnede hurtigt i konflikt med LO-forbundet Byggnads, da det lettiske firma ikke ville tegne overenskomst. Byggnads blokerede derfor byggepladsen, og Laval måtte opgive byggeriet og gik senere i konkurs.

Spørgsmålet om, hvorvidt blokaden var lovlig, havnede til sidst hos EF-domstolen, der i december sidste år kom frem til, at blokaden stred mod EU’s fri bevægelighed for tjenesteydelser. Og siden har den svenske fagbevægelse advaret om, at den dom kan blive en trussel mod den svenske arbejdsmarkedsmodel.

»Hvis dommen skaber EU-praksis, så kan vi risikere løndumping, hvilket skaber to helt forskellige slags vilkår for hjemmeholdet og udeholdet. Lavere lønninger bliver også en trussel mod velfærdsstaten, fordi vi får mindre i skatteindtægter og må skære i velfærdsydelserne,« siger Monica Arvidsson fra svensk LO.

Det scenarie ser arbejdsgiverne i Svenskt Näringsliv helt anderledes på. For dem er det vigtigere at arbejde for et attraktivt arbejdsmarked, som netop kan lokke ny arbejdskraft til fra udlandet. Ganske som i Danmark kan Sverige nemlig også se frem til arbejdskraftmangel i fremtiden.

»Det handler både om at gøre det nemt at tage et arbejde i Sverige, men også om at ændre attituder. I Sverige har vi de seneste 40 år næsten udelukkende haft flygtningeindvandring, og det har fået os til at se på indvandrere som stakler. Det er vi nødt til at lave om på,« siger Karin Ekenger fra Svenskt Näringsliv.

Debattøren Erik Zsiga, der til daglig arbejder på den borgerlige tænketank Timbro, er helt enig. Som forfatter til bogen »Hejdå, Östeuropa« har han længe været træt af de svenske fordomme mod de gamle kommuniststater i øst. Landene fremstilles som fattige og østeuropæerne som arbejdsløse, hvis største drøm er at komme til Sverige.

»Både diskussionen om social turisme og Vaxholm-blokaden tager udgangspunkt i en opfattelse af, at Sverige er paradiset. Det passer ikke, for så ville vi have fået en langt større tilstrømning, end vi har fået,« siger Erik Zsiga.

Kom nu til sverige

De seneste to år har debatten dog ændret sig, mener han. I dag taler man ikke så meget om det fattige øst, men er mere fokuseret på Sverige og på at skabe bedre forhold for arbejderne her.

Fremtiden, mener Erik Zsiga, ligger i at vende udviklingen. I stedet for at Sverige skal sidde med armene over kors og være lidt bange og tøvende over for de nye europæere, der søger til Sverige for at arbejde, så bør Sverige aktivt rekruttere.

»Min far forlod Ungarn i 1956 sammen med sin bror, der var læge. Dengang rejste svenske amter ned til de ungarske flygtningelejre i Østrig, for at håndplukke dem, de havde brug for. Hvorfor kan vi ikke gøre det samme i dag,« spørger han.

Noget tyder på, at de svenske politikere kan følge Erik Zsigas tanker. Lige nu forbereder den svenske regering i hvert fald et lovforslag, som også skal gøre det nemmere for arbejdskraft uden for EU at søge til Sverige. Det nye er, at opholdstilladelserne bliver længere, at man kan søge tre-måneders visa for at tage til Sverige og søge arbejde, og at det er de enkelte virksomheder, ikke Arbejdsformidlingen, der afgør, om der er behov for at rekruttere i udlandet. Og selv om det er et lille skridt, er man fra både LO og Svenskt Näringslivs side overordnet tilfreds med, at man nu åbner op for arbejdskraftindvandring fra hele verden.

»Jeg håber, vi i fremtiden vil se langt flere mennesker, der kommer til vores land for at arbejde. Det vil gavne både Sverige og den enkelte immigrant,« siger Karin Ekenger fra Svenskt Näringsliv.