Økonomiske skel mellem danskere stærkt forøget

Af

Husprisernes himmelflugt skaber en langt mere ulige formuefordeling. De højtlønnede, de veluddannede og de ældre skummer fløden af 1990´ernes økonomiske opsving. Økonomer vil have højere beskatning af jord og fast ejendom.

1990´ernes fremgang skabte ikke alene et rigere Danmark, men også en mere skæv fordeling af goderne. I 1995 var 42 procent af formuen samlet hos de 30 procent af danskerne, der har de højeste indtægter. Seks år efter – i 2001 – var deres andel steget til hele 54 procent. Helt modsat for de 30 procent med de laveste indtægter. Deres andel skrumpede på bare seks år fra 26 til 13 procent af formuerne.

Det viser en omfattende analyse af formueforholdene i Danmark, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har udarbejdet for Ugebrevet A4. Det er frem for alt de seneste års voldsomme stigning i huspriserne, der trækker Danmark mere skævt:

»Når der er vækst i samfundet, bliver vi alle sammen rigere. Indkomsterne stiger og folk kommer i arbejde, men formuetilvæksten er skævt fordelt. Det er de højtlønnede, de veluddannede og dem lidt oppe i årene, der har fået de største gevinster af værdistigningerne på jord og fast ejendom. Resultatet er, at det for mange mennesker bedre kan betale sig at sidde i lænestolen og se formuen vokse end at give dén en ekstra skalle på arbejdsmarkedet,« siger Lars Andersen, der er direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Analysen viser, at de seneste år har uddybet flere skævheder i samfundet:

  • Store formuer er tit – men ikke altid – knyttet til høje indkomster. For eksempel har mange pensionister pæne formuer, men små indkomster. I de seneste år er der imidlertid sket en tættere kobling mellem høje indkomster og store formuer –  højindkomsterne har fået løvens part af fremgangen.
  • De regionale forskelle er blevet større. Det er især Nordsjælland, Københavns forstæder og trekant-området omkring Vejle, der har vundet på den økonomiske fremgang. Derimod har der slet ikke været samme turbo på formuetilvæksten i det nordlige, sydlige og vestlige Jylland.
  • Formueudviklingen har især gavnet de midaldrende og ældre, mens de yngre generationer kun har oplevet en beskeden stigning. De 50-59-årige er den aldersgruppe, som i snit har haft størst fremgang, men også boligejere over 66 år har oplevet rigtig store stigninger.
  • Det er frem for alt de stigende huspriser, der er motor i udviklingen. Den har således forstærket skellet mellem boligejerne og folk, der bor i andels- eller lejerboliger. Især lejerne i det almene byggeri er tabere i formuespillet.
    Ifølge Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, professor i økonomi ved Københavns Universitet, betyder regeringens skattestop, at udviklingen kan blive endnu skævere i de kommende år.

»Regeringen har valgt et skattestop, hvor fastfrysningen af skatten på ejendom er sat i kroner og øre og ikke i procenter, selv om det modsatte havde været mere i overensstemmelse med skattestoppets logik. Det betyder, at beskatningen af ejendomsværdier over tid vil blive udhulet.

Det er til størst fordel for de danskere, hvis ejendomsværdier stiger mest, for eksempel folk, der bor i området nord for København,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.  Og tilføjer:

»I dag bliver forbrugsmuligheder, der udsringer af den enkeltes arbejdsindsats hårdt beskattet. Forbrugsmuligheder, som følger af stigninger i ens boligformue er stort set skattefri. Det giver en skæv formueudvikling.«

90’er guldet

Når der er gang i økonomien, vokser formuer og velstand. Og det var situationen i anden halvdel af 1990’erne, hvor den samlede nettoformue voksede fra 1,342 milliarder kroner i 1995 til 2,097 milliarder kroner i 2001.  Nettoformuen dækker over den finansielle formue (aktier, værdipapirer og kontanter) og boligformuen. Af statistiske grunde er pensionsformuen ikke medregnet. Det er netop udviklingen i boligformuen, der er drivkraften i 1990’ernes store forandring. Boligformuen tegner sig i dag for næ-sten tre fjerdedele af nettoformuen.

Som det ses i grafikken, er formuen i dag tættere knyttet til en høj indkomst end tidligere. De 30 procent med de højeste indkomster har en markant større del af formuen, mens de 30 procent med de laveste indkomster har oplevet en halvering af deres del af formuekagen.

Også uddannelsesmæssigt er skellet blevet dybere. 40 procent af akademikerne har fra 1997 til 2001 haft en formuestigning på over en kvart million kroner. Blandt de ufaglærte er det kun 11 procent, som har oplevet en så stor stigning. Skellet fremgår også på anden vis af grafikken. De veluddannede har hele tiden haft større formuer end faglærte og ufaglærte arbejdere, men forskellen er øget i de seneste år.

»Det er frem for alt de stigende boligpriser, der gør udslaget. Flere af de veluddannede og højtlønnede bor i ejerbolig. Og de bor ofte i større huse, som bliver markant mere værd. Samtidig spiller det ind, at især folk med pæne indtægter har haft store stigninger på andre formuer som aktier og obligationer,« påpeger Lars Andersen.

Analysen viser endvidere et voksende skel mellem ejere og lejere. Værdistigningerne på fast ejendom kommer i sagens natur hovedsageligt boligejerne til gode, men nogle lejere har trods alt en mindre fremgang i kraft af stigende priser på deres sommerhus.

Samtidig har boligejerne pæne stigninger i de finansielle formuer – aktier, obligationer og lignende – mens disse formuer er direkte faldende blandt lejerne. Tal, der viser en stigende opdeling i boligmønsteret, hvor især beboerne i de almene boliger er blevet økonomisk dårligere stillede end før i tiden.

Men er det overhovedet et problem, at nogle menneskers huse bliver meget mere værd?

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mener ja. Her henvises der til, at formuestigningen kan belånes eller på anden vis omsættes i forbrug:

»Hvis folk øger deres forbrugsmuligheder ved at tjene mere på deres job, bliver de ofte beskattet med omkring 60 procent. De bliver også beskattet kraftigt, hvis de sætter pengene i obligationer.

Men formuetilvæksten i fast ejendom er næsten ikke beskattet,« siger Lars Andersen.
Som det ses af kurven, er huspriserne siden 1960 svinget voldsomt op og ned, men som regel steget mere end inflationen.

»Over tid stiger prisen på jord og fast ejendom. Dels bliver der flere mennesker om den samme plads, dels betyder den økonomiske vækst, at efterspørgslen stiger. Så der er ikke tvivl om, at værdierne på ejerboliger vil stige i det lange løb,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

For den enkelte afhænger gevinsten i høj grad af, hvornår man køber hus:

»Folk, der købte hus i 1970’erne eller 1990’erne har fået et klart større afkast, end hvis de havde sat pengene i banken eller i obligationer. Kun de, der købte hus midt i 1980’erne, har oplevet et mindre afkast. Og for alle har det på lang sigt været en god forretning. Taberne er dem, der ikke kan vente, men må sælge huset på et ugunstigt tidspunkt – for eksempel på grund af skilsmisse eller nyt job,« siger Lars Andersen.

Skattestoppet skævvrider

Hans Jørgen Whitta-Jacobsen peger på, at der altid vil være formue-uligheder i en markedsøkonomi, men de forstærkes, hvis skattesystemet ikke tager højde for det.

Økonomer har gennem mange år været fristet af at skrue skattesystemet sammen, så man beskatter værdistigninger på fast ejendom. Men ifølge Whitta-Jacobsen er det en uattraktiv model, der skaber et fastlåst boligmarked og derfor skubber priserne i vejret.

»Den nuværende beskatning af ejendomsformuen tager udgangspunkt i afkastet af at bo i ejerbolig, hvilket er ganske fornuftigt, og en model Danmark eksporterer til andre lande. Men over ganske få år vil skattestoppet reelt have udhulet den skattekilde, og resultatet bliver en højere skat på arbejde,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Der er brug for en højere og mere realistisk beskatning af ejerboligerne, men det bør ske som led i en samlet løsning, der omfatter både ejer- og lejeboliger. Det bedste vil være en langsom march frem mod et frit boligmarked.
Søren Bo Nielsen, økonomiprofessor ved Handelshøjskolen i København

Han foreslår, at de nuværende ejendomsskatter sættes op – eller at skattestoppet i det mindste laves om, så det er den procentvise beskatning af ejendomsværdierne, der fastfryses - og at pengene bruges til at sænke skatten på arbejde. Et forslag som Lars Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd bakker op. Derudover ønsker Lars Andersen, at store formuer tages i betragtning, når ældre modtager offentlige ydelser som folkepension og hjemmehjælp.

Frit boligmarked

Økonomi-professor Søren Bo Nielsen fra Handelshøjskolen i København opfordrer til en større omlægning af boligmarkedet. Han var som økonomisk vismand i 2001 med til at foretage en omfattende analyse af boligområdet:

»Der er i en økonomisk opgangsperiode nogle indbyggede kræfter, som medfører en særlig gunstig formueudvikling for de højere indkomster. Men billedet vender ofte igen, når økonomien går ned, og huspriserne falder. Og den langsigtede stigning er meget forskellig fra landsdel til landsdel. I mange provinsbyer følger huspriserne på lang sigt stort set inflationen. De store stigninger er især i hovedstadsområdet, hvor der er en helt naturlig knaphed på jord,« siger Søren Bo Nielsen.

Vismændenes analyse pegede på, at den direkte og indirekte offentlige støtte til boligmarkedet er på omkring 30 milliarder kroner om året, og at det især er til fordel for de høje indkomster.

Det gælder ikke alene ejerboligerne, hvor folk med høje indkomster ofte har de største huse og dermed de største fordele. Det gælder også lejeboligerne, hvor mange med gode indtægter bor i store lejligheder med unaturligt lave huslejer:

»Når folk har så store rabatter på en del lejeboliger, så flytter de ikke. Resultatet er, at markedet stivner. Dermed flyttes efterspørgslen over til ejerboligerne, og priserne presses op,« siger Søren Bo Nielsen.

»Der er brug for en højere og mere realistisk beskatning af ejerboligerne, men det bør ske som led i en samlet løsning, der omfatter både ejer- og lejeboliger. Det bedste vil være en langsom march frem mod et frit boligmarked,« siger den tidligere vismand.