Økonomisk plan for fremtiden smuldrer

Af

Danmarks økonomiske strategi – den såkaldte 2010-plan – er tæt på sammenbrud. Konsekvenserne er et dramatisk fald i velfærden eller en svulmende milliardregning til vores efterkommere. Regeringens skattelettelser puster til ilden.

Det går ad H til. Det er den korte udgave. Den lange udgave handler om en statsgæld på godt 530 milliarder kroner, der skal nedbringes, inden antallet af ældre eksploderer om 10-15 år. Og det haster. Alene sidste år brugte staten mere end 51 milliarder kroner på at betale renter. Derfor skal flere danskere ud på arbejdsmarkedet, så der bliver færre på offentlig forsørgelse og flere til at betale skat, alene på den måde kan velfærdssamfundets nuværende niveau fastholdes. Alt sammen summet op i den såkaldte 2010-plan, eller »tyveti-planen« som den hedder på økonomsprog. Men også den lange udgave slutter med: Det går ad H til.

For antallet af beskæftigede er ikke stigende, men faldende. Regeringen har fremlagt en skattepakke, der strammer skruetvingerne på den offentlige sektor så hårdt frem til 2010, at status quo bliver en luksus. Og de økonomiske konjunkturer er renset for ethvert element af vækst i den størrelsesorden, som herskede i de glade 1990’ere.

Prisen for 2010-planens kuldsejling er til at føle på. Den økonomiske overvismand, Torben Andersen, taler om et velfærdssamfund, der ser meget anderledes ud, end vi forestiller os i dag.
»Når vi ikke målet, bliver presset på de offentlige udgifter om ti år så stort, at eksempelvis den økonomiske støtte til de ældre kun kan rettes mod de svageste grupper. Der bliver ikke råd til mere. Vi skubber en dybtgående diskussion om velfærdssamfundets indretning foran os,« sagde Torben Andersen, da Ugebrevet A4 talte med ham i sidste uge.     

Bekymringen for 2010-planen og fremtidens velfærd deles af tre andre top-økonomer, Peter Birch Sørensen, Lars Andersen og Niels Thygesen som UgebrevetA4 har talt med.

Det glade budskab er blevet surt

2010-planen blev fremlagt af den daværende SR-regering i januar 2001. Udover at være en løftestang for den økonomiske politik med flere ældre i fremtiden, var planen også tænkt som et redskab til Finansministeriet, der kunne bruges til at binde politikerne og de øvrige ministerier til masten, så gælden blev betalt tilbage, før antallet af ældre for alvor stiger.

citationstegnVi ved fra Tyskland, Frankrig og USA, at skattelettelser, der ikke er finansierede, ender med at påvirke de offentlige finanser negativt. Pengene kommer til at mangle i fremtiden. Niels Thygesen, økonomiprofessor ved Københavns Universitet

Endelig gav 2010-planen SR-regeringen et argument for, at velfærdssamfundet kan omstilles uden de store dybtgående ændringer. Derved kunne regeringen undgå en opslidende prioriteringsdebat op til et folketingsvalg. En debat som det nye midtsøgende Venstre også for enhver pris vil undgå, hvorfor VK-regeringen i store træk har adopteret planen.

Allerede i dag hænger tallene dårligt sammen, og sorte skyer trækker sig sammen over hovederne på de danske politikere.

Det er følgende forhold, der har bragt 2010 ud af kurs:

  • Beskæftigelsen er faldet med godt 25.000 på to år. Ifølge planen skal der i 2010 være 87.000 flere i beskæftigelse. Regeringen har fremlagt en arbejdsmarkedsreform og en skattepakke, der efter Finansministeriets tal maksimalt øger beskæftigelsen med godt 43.000 personer frem mod 2010. Der mangler groft sagt over 50.000 flere i job for at enderne mødes.
  • Udover at presse beskæftigelsen påvirker de dårlige økonomiske konjunkturer også statens finanser. Udgifter til dagpenge stiger, skatteindbetalingerne falder, og aktiemarkedernes styrtdyk har ført til et provenutab på milliarder. Hvor overskuddet på statens finanser skulle ligge på omkring to procent af bruttonationalproduktet (BNP), vil det i gennemsnit i perioden 2002 til 2005 ligge på 1,6 procent af BNP.
  • En ny befolkningsprognose fra Danmarks Statistik viser, at udgifterne til ældre og børn stiger tidligere end oprindeligt antaget.
  • Regeringens skattelettelser på 10,6 milliarder kroner og skattestop æder det økonomiske råderum op, som planen på papiret skaber i 2010. Vel at mærke på et tidspunkt, hvor målene er meget langt fra at blive opfyldt. 

Slingrekursen er så alvorlig, at det næste udsving kan ende med et fatalt havari. Med direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersens ord:

»2010-planen er i meget, meget alvorlige problemer.«  

Professor i nationaløkonomi Peter Birch Sørensen tvivler slet og ret på, at planen holder. Han har hele tiden anset 2010 for et projekt, der hviler på meget optimistiske forudsætninger. En af dem er den øgede beskæftigelse. En anden afgørende betingelse for succes er, at væksten i de offentlige udgifter holdes i et jerngreb. 

Dødens gab

I 2002 brugte staten, amterne og kommunerne 355 milliarder kroner til sygehuse, politi, skoler og andre kerneaktiviteter i velfærdssamfundet – det såkaldt offentlige forbrug – dertil kommer udgifterne til overførselsindkomster såsom uddannelsesstøtte, pensioner og understøttelse.

2010-planen går kun op, hvis væksten i det offentlige forbrug holdes på et endog meget beskedent niveau. I den oprindelige udgave af planen fra 2001 skulle udgifterne stige med en procent om året frem til 2005, derefter skulle de falde til 0,5 procent. Det sidste tal er efter den nye befolkningsprognose i efteråret blevet skubbet til 0,7 procent.

citationstegnAlle vil have bedre skoler, plejehjem og hospitaler. På et eller andet tidspunkt giver politikerne efter og flytter målene for gældsafviklingen i Danmark. Peter Birch Sørensen, professor i nationaløkonomi

Men regeringens skattelettelser betyder, at væksten i det offentlige forbrug falder til 0,7 procent allerede til næste år, og fra 2006 ryger væksten ned på 0,5 procent. Skattelettelserne medfører således dels en endnu strammere målsætning, dels at der ikke kan tages højde for, at den nye befolkningsprognose udløser flere udgifter.

Umiddelbart lyder det ikke så dramatisk, at den offentlige sektor kun vokser med 0,5 procent om året. Men regeringen lægger op til at runde et historisk skarpt hjørne i det danske velfærdssamfund.

»Fra slutningen af 1970’erne til i dag er velstandsfremgangen blevet fordelt nogenlunde lige mellem den offentlige og private sektor. Når der var fremgang, blev der flere penge både til det private og det offentlige – og borgerne stillede større krav til den offentlige sektor. Målet i 2010-planen forudsætter et brud med dette mønster,« forklarer overvismand Torben M. Andersen.

Han peger på, at øget effektivitet blandt offentligt ansatte kan løse noget af problemet, men han tvivler stærkt på, at det rækker:

»Alternativt må politikerne fortælle borgerne, at de ikke længere kan forvente det samme af den offentlige sektor. Det er en meget voldsom udfordring,« konstaterer overvismanden.

Udfordringen fremgår af grafikken med »dødens gab«. Den viser, at det offentlige og private forbrug stort set har fulgtes ad, hvad enten statsministeren hed Schlüter eller Nyrup, men at der fremover bliver helt anderledes forskel på væksten i det private og det offentlige forbrug.

Lars Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd peger på, at borgernes forventninger til det offentlige vokser med den generelle velstand:

»I 1970’erne var de fleste ældre tilfredse med plejehjem, hvor de havde et lille værelse og toilet på gangen. I dag er de ældre vant til noget mere, og på de fleste plejehjem er der eget bad og toilet samt mere plads til den enkelte. Kvaliteten har udviklet sig i takt med velstanden, men det bliver ikke tilfældet i de kommende år. Det bliver svært at finde finansiering til eksempelvis tidssvarende computere til folkeskolen. Vi fastfryser så at sige velfærdssamfundet,« siger han.

Fremover bliver de ældre ikke alene flere, men også rigere. På den baggrund er skiftende regeringers prognoser »meget optimistiske«, påpeger økonomiprofessor Niels Thygesen fra Københavns Universitet. Han tvivler på, at fremtidens ældre stiller sig tilfredse med dagens niveau for sundhed og pleje:

»Der er en generel tendens til, at sundhedsudgifterne vokser hurtigere end velstanden. Jo rigere man bliver, desto større efterspørgsel efter sundhed,« påpeger Niels Thygesen.

Fugle på taget

Niels Thygesen, der også er formand for OECD’s vigtige Economic Development and Review Committee, blander sig sjældent i den danske debat, men han er bekymret for, hvordan finansieringen af skattelettelserne vil påvirke 2010-planens målsætning om at halvere statsgælden.

»Vi ved fra Tyskland, Frankrig og USA, at skattelettelser, der ikke er finansierede, ender med at påvirke de offentlige finanser negativt. Pengene kommer til at mangle i fremtiden. Derfor er det økonomisk set mest ansvarligt, at skattelettelser følges med en direkte finansiering, altså besparelser. Ellers er det fugle på taget,« siger Niels Thygesen.

Han er ikke mod skattelettelser, men han mener, at politikerne skal have modet til at fortælle befolkningen, at lettelser har en pris.

Regeringens skattestop koster i 2010 cirka 10,5 milliarder kroner årligt. Dertil kommer skattelettelserne, der allerede fra 2007 vil koste 10,6 milliarder kroner hvert år. Endelig koster ændringer i grænsehandlen en lille milliard kroner fra 2004. Penge, der indtil videre kun findes i Finansministeriets lommeregnere.

Finansieringen sker som sagt ved at skære i væksten i det offentlige forbrug. Men det afgørende punkt for regeringens skatteregnestykke er, at der er 87.000 flere i beskæftigelse i 2010, end der i dag. Og det tyder ingen tal på vil ske. Den øgede arbejdsløshed påvirker derimod statens finanser negativt. I stedet for at have et råderum i 2010, skal regeringen ud og finde midler til at betale dagpenge med videre for 50.000 ekstra personer, hvis ikke der sker en dramatisk forbedring. 2010-planen hænger med andre ord kun sammen, hvis der kommer en langvarig højkonjunktur inden for få år.

»Konjunkturerne er væsentlige, men usikre. De reformer af arbejdsmarkedet og velfærdssamfundet, der virkelig batter, tager tid at gennemføre. Situationen i dag er, at regeringen bruger penge på forventet efterbevilling, og det er ganske enkelt uansvarligt,« siger professor Peter Birch Sørensen.

Gæld når det gælder

Ifølge Peter Birch Sørensen er den mest sandsynlige udgang på 2010-planens sammenbrud, at målsætningen om at halvere gælden ændres.

»Der findes ingen interessegrupper i samfundet, der vil have nedbragt gælden. Alle vil have bedre skoler, plejehjem og hospitaler. På et eller andet tidspunkt giver politikerne efter og flytter målene for gældsafviklingen i Danmark,« siger han

I 2000 var der fire personer mellem 15 og 64 år for hver dansker over 64 år. I 2020 er det tilsvarende tal godt og vel tre danskere mellem 15 og 64 år for hver person over 64 år. Hvis de små årgange på arbejdsmarkedet ikke alene skal betale for flere ældre, men også for tidligere generationers gæld, bliver regningen rigtig stor: Højere skatter eller dramatisk mindre velfærd.