Øget kræftrisiko for militær og politi

Af

Både mandlige og kvindelige ansatte i militær og politi har en væsentligt forøget risiko for at få kræft. Det er et af de mest overraskende resultater i den store undersøgelse af sammenhængen mellem kræft og erhverv, som Kræftens Bekæmpelse og Arbejdstilsynet har udarbejdet. Mændene og kvinderne har væsentligt forhøjet risiko for at udvikle henholdsvis 11 og 10 forskellige kræfttyper. Kvinderne har for eksempel 20 procent større risiko for brystkræft end en gennemsnits-lønmodtager, og begge køn har større risiko for hud- og lungekræft.

Forsker Johnni Hansen fra Kræftens Bekæmpelse er overrasket over den forhøjede kræftrisiko inden for militær- og ordensmagten, og han vil nu begynde at undersøge det nærmere. Johnni Hansens forsigtige bud er, at den øgede kræftrisiko blandt andet kan skyldes megen bytrafik for betjentenes vedkommende og måske blypåvirkning fra skydetræning for forsvarets vedkommende. Den øgede forekomst af hudkræft kan også skyldes, at begge grupper færdes meget ude i solen.