Nyt opgør om landbrugsstøtten

Af Jens Thomsen

Krisen kradser, og Europas regeringer er i sparehumør. Men EU’s kostbare landbrugsstøtte ser ud til at stå stærkt trods det økonomiske kaos. EU’s genforhandling af støtten begynder om få måneder.

MÆLKEPENGE EU’s største og mest omdiskuterede støtteordning, landbrugsstøtten, bringer igen sindene i kog i Europa. EU-landenes aftale om landbruget udløber efter 2013, og tilhængere og modstandere af støtten er allerede i fuld gang med at trække de politiske fronter op forud for budgetforhandlingerne mellem de 27 medlemslande.

Opgjort i kroner og øre har støtten til landbruget været EU-samarbejdets hovedmission siden begyndelsen af 1960’erne, og landbrugsstøtten er stadig i 2010 den største udgift på EU-budgettet. I år tegner landbrugsstøtten sig for cirka 40 procent af EU’s budget på 1.054 milliarder kroner – eller 141 milliarder euro.

Men politisk er landbrugspolitikken ikke så populær i offentligheden, som den var engang – specielt ikke i Nordeuropa – og derfor har den generøse støtte længe været under pres.

Mange europæiske politikere ser i dag finanskrisen og Europas energiforsyning, konkurrenceevne og forskning som mere presserende udfordringer, som EU hellere skulle bruge pengene på. Modstanderne står på spring for at bruge forhandlingerne om EU’s næste langtidsbudget for perioden efter 2013 til at kanalisere penge fra landbrugspolitikken til områder, som efter deres opfattelse er mere tidssvarende.

En sejlivet ordning

Men landbrugsstøttens fortalere med landbrugets organisationer i spidsen har på ingen måde opgivet at forsvare pengestrømmen fra Bruxelles. Landbrugsstøtten har gennem årtier vist sig særdeles sejlivet, og heller ikke meget tyder denne gang på, at modstanderne får held til for alvor at true ordningen.

»Jeg siger klart, at jeg er parat til at udløse en krise i Europa, før jeg accepterer, at man afvikler den fælles landbrugspolitik,« advarede Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, allerede i marts måned.

Frankrig er den største modtager af landbrugsstøtte i EU og traditionelt den ivrigste fortaler for at bevare landbrugspolitikken uantastet.

Trods den klare krigserklæring fra Sarkozy er den politiske situation imidlertid mere tåget end vanligt forud for budgetforhandlingerne. EU har nu 27 medlemslande, og som noget nyt deltager Europa-Parlamentet denne gang i forhandlingerne, som hidtil har været en sag for EU-landenes regeringer uden indblanding fra de folkevalgte i parlamentet.

Det kunne give mere vind i sejlene for modstanderne af landbrugsstøtten, men dets er ikke ud til at ske.

»Jeg ville ønske, at Europa-Parlamentets deltagelse ville betyde nemmere reformer, men det, er jeg ikke sikker på, vil ske,« siger Anne E. Jensen (V), der blandt andet er næstformand for en komite i Europa-Parlamentet, som skal vurdere EU’s økonomiske behov efter 2013.

Et massivt flertal i parlamentet afviser på forhånd at skære ned på landbrugsstøtten. Til gengæld er der heller ikke opbakning til at aflyse de seneste 10 års omlægninger af støtten.

»Der bliver ikke nogen rullen tilbage af landbrugspolitikken, selv om stærke kræfter arbejder for det,« siger Anne E. Jensen.

Hovedparten af støtten udbetales i dag som direkte støtte beregnet ud fra den enkelte landmands historiske produktion. Dertil kommer et beløb, som EU giver i støtte til projekter, der skal udvikle landdistrikterne. Før i tiden blev støtten givet til produktion af bestemte afgrøder og produkter, men produktionsstøtten er stort set afviklet.

Splitter Europa

Landbrugsstøtten deler Europa, hvor tilhængerne findes i Syd- og Østeuropa, mens de nordeuropæiske lande ønsker at afvikle støtten.

Spørger man den europæiske landbrugsorganisation Copa-Cogeca, der repræsenterer 13 millioner landmænd og 38.000 landbrugskooperativer fortrinsvis i Sydeuropa, er der ingen vaklen:

»Vi ønsker at sikre, at der er tilstrækkeligt budget til en stærk landbrugspolitik. Udbetalingen af direkte støtte vil fortsætte i fremtiden,« siger Amanda Cheesley, der er informationsmedarbejder for Copa-Cogeca i Bruxelles.

Hun henviser til, at Frankrig og andre store landbrugslande i EU bakker landbrugsstøtten op.

I juni offentliggjorde Copa-Cogeca sit syn på fremtidens landbrugspolitik i et dokument, der er renset for økonomiske data. Budskabet er, at EU’s landbrugsbudget skal bevares, og at Europas landmænd trues af ustabile markeder, unfair import, faldende indtjening og klimaforandringer.

I Sydeuropa holder EU-støtten liv i udkantsområdernes mange urentable hobbylandbrug, som ellers for længst ville være nedlagt eller moderniseret.

I Nordeuropa er virkeligheden en helt anden. Beskæftigelsen i landbruget er kun en brøkdel af, hvad den var for 40-50 år siden, landbruget er industrialiseret, og den politiske opbakning til offentlig støtte er fortid. Danmark har længe arbejdet for en afvikling af EU’s landbrugspolitik, og det sætter dansk landbrug i en kilden situation politisk.

Landbruget vil gerne bevare støtten, men den skal gives til mere tidssvarende formål, så skatteyderne kan se, at de får offentlige goder for pengene.

»Det er vigtigt, at vi får en landbrugspolitik, der giver de europæiske forbrugere klarhed over, hvad de får for pengene. Vi har for eksempel højere dyrevelfærd og højere fødevaresikkerhed og dermed højere omkostninger end lande uden for Europa. Landbrugspolitikken kan være med til at sikre, at de europæiske forbrugere også fremadrettet vil kunne vælge fødevarer, der er produceret efter høje europæiske standarder,« siger Lone Saaby, direktør i dansk landbrugs interesseorganisation Landbrug & Fødevarer.

Ifølge Lone Saaby er forhandlingerne om landbrugspolitikken vanskelige at forudsige denne gang, og det bekræfter et nyt fælles fransk-tysk udspil om landbrugsstøtten.

»Udspillet er ikke den store fransk-tyske forbrødring, som der var lagt op til. Det viser, at dette er en overordentlig kompliceret sag, og at der er mange interesser i spil,« siger hun.

Ordning under pres

Den nordeuropæiske front mod landbrugsstøtten har dog et svagt led, nemlig Storbritannien.

Det britiske problem er en særlig rabat, briterne fik tilkæmpet sig i 1984 på landets indbetalinger til EU-budgettet. Storbritannien fik rabatten, fordi landet ikke fik nær så meget ud af landbrugsstøtten som især Frankrig.

I Storbritannien er rabatten blevet et symbol på landets EU-skepsis, og for briterne er rabatten urørlig og vigtigere end et opgør med landbrugsstøtten.

»Vi vil ikke give indrømmelser på vores rabat,« lød det prompte fra Storbritanniens konservative finansminister George Osborne, da EU’s budgetkommissær Janusz Lewandowski for nylig gav udtryk for, at tiden er løbet fra den britiske rabat, fordi landbrugsstøtten er forandret.

Rabatten fastlåser landbrugspolitikken og har i praksis sat Storbritannien uden for indflydelse i landbrugsforhandlingerne. Samtidig er rabatten blevet Frankrigs stærkeste våben i kampen for at bevare landbrugsstøtten, som den er.

»Den britiske rabat har været forfærdelig konserverende,« siger Anne E. Jensen.

Hun forventer dog, at der alligevel vil blive skåret i støtten til landbruget, fordi hele EU-budgettet står til at blive beskåret som følge af den økonomiske krise i Europa. Samtidig presser de nye EU-lande i Østeuropa på for at få lige så meget i landbrugsstøtte som de ’gamle’ EU-lande, og det vil også sætte støttesystemet under pres.