Nyrups svære fornyelse

Af
| @GitteRedder

Socialdemokratiet har ikke fundet sine ben som opposition. Nyrup står også i spidsen ved næste valg, men stærke kræfter kræver fornyelse – både på posterne som partisekretær, næstformænd og i folketingsgruppen. Fløjene fra det ti år gamle formandsopgør holder imidlertid hinanden i skak og blokerer for fornyelsen.

Frustrationen vokser dag for dag i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Der skal turbo på udviklingen af en ny politik – ellers ender partiet i mange års gold opposition. Og så skal der unge og friske kræfter på en stribe af topposterne.

Det vurderer en lang række fremtrædende socialdemokrater, som Ugebrevet A4 har talt med.

De fleste tvivler på, at partileder Poul Nyrup Rasmussen kan vinde næste folketingsvalg. Alligevel ser de intet alternativ – på kort sigt. Derfor er vurderingen, at Nyrup også fører partiet til valg næste gang.

Men både i folketingsgruppen og Socialdemokratiets forretningsudvalg diskuteres det, hvordan der kan sættes et nyt hold »omkring Poul«. Et hold, der både kan skabe den nødvendige fornyelse og »teste« nye politiske talenter blandt de mange unge folketingsmedlemmer, som er kommet ind ved de seneste to valg.

Overvejelserne går blandt andet på posterne som næstformænd, der i dag beklædes af Lene Jensen og Bent Hansen. Og de går på næstformanden i folketingsgruppen – i dag Jan Petersen.

Formandsopgøret spøger

Men skiftet er endog meget svært. Det handler ikke kun om personer, men også om fløjene fra det gamle formandsopgør mellem Nyrup og Auken den 11. april for ti år siden. Formandsopgøret spiller ganske vist ikke nogen nævneværdig rolle i hverdagspolitikken på Christiansborg. Men når det gælder valg på indflydelsesrige poster, så vogter de gamle fløje stadig skarpt på hinanden.

Hvis Auken-supporteren Sandy Brinck kommer til tops, skaber det raseri blandt de gamle Nyrup-støtter. Og går forfremmelsen i stedet til den tidligere DSU-formand Henrik Sass Larsen, frygtes en voldsom reaktion fra den gamle Auken-fløj på Socialdemokratiets venstrefløj.

Det samme er spillet, hvis topposterne går til andre af de unge som for eksempel Morten Bødskov, Jeppe Kofod, Lotte Bundsgaard og Nicolai Wammen. De bliver ikke alene målt og vejet på egne holdninger, men også på forholdet til de ti år gamle fløje i partiet.

Strid om oppositionslinje

Socialdemokratiets organisatoriske apparat blev forsømt op gennem 1990’erne, hvor al energien blev brugt på at være i regering. Organisationen er i dag gumpetung og gammeldags, lyder kritikken. En ny partisekretær kunne forenkle og modernisere partiet, så der diskuteres mere politik og skaffes øget indflydelse til medlemmerne.

Derfor drøfter forretningsudvalgsmedlemmer på tomandshånd, hvordan og hvornår partisekretær Willy Stig Andersen kan skiftes ud.

I folketingsgruppen tales der om en såkaldt »K.B. Andersen-model«, hvor posten som partisekretær – ligesom i K.B. Andersens tid – beklædes af et folketingsmedlem med høj profil og stor offentlig gennemslagskraft. En model, der kan give partiorganisationen langt større politisk tyngde.

citationstegnMange er frustrerede over, at den politiske debat efter valgnederlaget ikke for alvor er kommet igang. Fremtrædende socialdemokrater frygter, at partiet ender i gold opposition og overlader den politiske midt-bane til Venstre

Samtidig er der et udbredt ønske om politisk fornyelse, så der tegnes et klarere alternativ til VK-regeringen. Mange er frustrerede over, at den politiske debat efter valgnederlaget ikke for alvor er kommet i gang. Fremtrædende socialdemokrater frygter, at partiet ender i gold opposition og overlader den politiske midtbane til Venstre:

»Vi har ikke noget svar på skattestoppet – heller ikke på VK-regeringens modeller med frit-valg. Hvis vi ikke forstærker vores egen politikudvikling, ender vi med bare at sige nej, nej og atter nej til alting. Hvis vi ikke har et klart alternativ, kan vi jo kun skrue op for retorikken og blive højrøstet opposition,« vurderer en tidligere minister.

Aktuelt går uenigheden blandt andet på forholdet til Dansk Folkeparti. For eksempel har Dansk Folkeparti kritiseret regeringens udspil til arbejdsskadereform. Hér skal Socialdemokratiet gøre op med sig selv, om det vil stå klippefast på SR-regeringens gamle forslag – eller søge et kompromis med Dansk Folkeparti og dermed skabe et flertal uden om VK-regeringen.

Vælgere skiftes ud

Samtidig er Socialdemokratiet ude i en svær balance mellem to store og meget forskellige vælgergrupper. Partiet tabte ikke kun valget den 20. november, men er også i gang med en dramatisk udskiftning af hele sit vælgergrundlag.

Gamle kernevælgere blandt arbejderne og de midaldrende forlader i stort tal Socialdemokratiet, som til gengæld får nye vælgere blandt de unge og veluddannede. Problemet er imidlertid, at de frafaldne er mange flere end de nye.

Der er stort set enighed om, at Socialdemokratiet bør satse på begge grupper, men uenighed om vægtningen. Indtil nu har debatten især handlet om udlændingepolitikken.

Dele af folketingsgruppen frygter, at Socialdemokratiet i udlændingepolitikken er kommet for langt væk fra brede vælgergrupper og derfor bør stramme kursen. Dette synspunkt forfægtes blandt andet af socialordfører Karen Jespersen og yngre folketingsmedlemmer som Henrik Sass Larsen og Morten Bødskov. Også Nyrup har i perioder delt denne analyse.

Derimod frygter kredsen omkring Lykketoft, at signaler om stramninger af udlændingepolitikken kan ødelægge det afgørende potentiale blandt de nye grupper af unge og veluddannede. På dét punkt er de enige med Svend Auken og har lagt linjen siden valget.

Udlændingepolitikken er dog kun et hjørne af det dybtgående dilemma, der handler om selve Socialdemokratiets identitet.

Afgørende kongres

Poul Nyrup Rasmussen har i de seneste måneder rejst rundt til et stort antal møder landet over for at hente inspiration til det videre arbejde. Der er også nedsat en række studiekredse i folketingsgruppen, som kigger på uddannelse, sundhed og andre emner. Og Socialdemokratiet skal have nyt principprogram i 2004.

Spørgsmålet er imidlertid, om de mange og spredte diskussioner for alvor bliver samlet i en ny politisk kurs. Hér bliver partiets kongres til september helt afgørende.

Nyrup skal på kongressen tegne konturerne af det alternativ til VK-regeringen, som Socialdemokratiet går til valg på næste gang. Han skal skitsere en håndfuld mærkesager, der siden kan konkretiseres og udgøre et nyt projekt. Men folketingsmedlemmer og tidligere ministre frygter, at kongressen mest bruges til at skælde ud på VK og fremhæve SR-regeringens fortræffeligheder – og at der kun bliver få nye bud med politisk substans.

De kommende måneders arbejde står og falder med, om Nyrup for alvor får forpligtet Mogens Lykketoft på arbejdet med den nye profil. Blandt både venner og fjender er der stor tillid til Lykketofts overblik og politiske råstyrke, men også usikkerhed om hans hensigter.

Lykketoft og Nyrup hang i årtier sammen som ærtehalm, men forholdet er i det seneste halve år blevet mere anstrengt. Lykketoft benægter selv, at han satser på at afløse Nyrup som S-formand. Alligevel mener de fleste, at han stilfærdigt kører sig i stilling uden at udfordre sin gamle kampfælle direkte.

Det vakte opsigt, da Lykketoft for nylig i en kronik i Politiken drog parallellen til Jens Otto Krag. I kronikken beskrev Lykketoft, hvordan Krag kun modvilligt blev partileder og statsminister. Men »han vidste, at partiet havde mere brug for ham end han havde for at blive partileder«. Lykketoft får dog næppe chancen på denne side af næste valg. Indtil da er det Nyrup, der bestemmer farten.

Nyrups eftermæle

Derimod kan buddet måske havne hos Lykketoft, hvis Nyrup også taber stort ved næste valg. Og forklaringen ligger i høj grad i det ti år gamle formandsopgør.

Stærke kræfter vil hindre, at Socialdemokratiets næste formand bliver Frank Jensen. Han har passet to ministerposter ganske fint, men har også siden 1992 været central i kredsen omkring Svend Auken. Og mange frygter, at Socialdemokratiet under Frank Jensen vil forlade Nyrups midterkurs – og dermed havne i mange års politisk ørkenvandring.

Lykketoft er til den tid omkring de 60, men kan blive overgangsfigur i fire-fem år, indtil den store talentmasse af unge folketingsmedlemmer har fået større erfaring.

Men lige nu ligger bolden hos Nyrup. Efter sejren over Auken byggede han bro til midten og magten – og stod i ni år i spidsen for et Danmark i fremgang. Siden fulgte imidlertid nederlag ved euro-afstemningen og frem for alt ved folketingsvalget. Det store spørgsmål er, om Nyrup som oppositionsleder har modet til den nødvendige fornyelse, politisk og personligt. Svaret på dét spørgsmål afgør hans politiske eftermæle.