Nyrups ensomme kamp

Af

Hvis én mand kan skabe så meget ravage, som Poul Nyrup Rasmussens stormløb mod kapitalfonde skaber i disse dage, hvad kan det så ikke blive til, hvis flere følger hans eksempel?

ILDSJÆLE Pudsigt nok er kritikken af den neoliberale globaliseringsbølge, der hærger verden i disse år, overladt til engagerede enkeltpersoner. En af dem er den canadiske journalist og forfatter Naomi Klein, der besøgte Danmark i sidste uge. En anden er den amerikanske Nobel-pristager i økonomi Joseph Stig­litz, som A4 interviewede for nylig. Og en tredje er såmænd en dansker.

Navnet er Rasmussen. Poul Nyrup Rasmussen. Utrætteligt har den tidligere statsminister fra sin platform som EU-parlamentsmedlem og leder af det eu­ropæiske socialdemokrati været en enmandshær, der har kastet sig ud i en kamp mod de såkaldte »kapitalfonde«.

I bøger, artikler, foredrag og politiske oplæg har Nyrup afdækket, hvordan kapitalismens »nye herremænd«, de aggressive kapitalfonde, opkøber den ene store, sunde virksomhed efter den anden gennem en ekstrem lånefinansiering, hvorefter virksomhederne splittes op og sælges hurtigt igen. Det sker under stort hemmelighedskræmmeri. Og ofte er resultatet, at sunde virksomheder falder sammen med enorme tab af skatteindtægter og arbejdspladser til følge. Problemet er, at de grådige kapitalfonde kun tænker på den kortsigtede gevinst og ikke kerer sig om investeringer i forskning, udvikling og medarbejdere, viser Nyrups analyser.

I disse dage har hans ensomme kamp mod de magtfulde kapitalfonde for alvor kickstartet en heftig, politisk debat i EU. Nyrup står nemlig i spidsen for en ny rapport, der skal bane vejen for EU-regler om offentlige regnskaber fra kapitalfonde og gøre op med fondenes ekstremt risikofyldte gældsætning. Foreløbig har Nyrups stormløb fået den britiske brancheorganisation for kapitalfonde BVCA til at sende en hel lobby-delegation til Bruxelles.

Manden mod kapitalmagten! Vi letter på hatten. Pointen med Nyrup-eksemplet er, at hvis én mands engagement kan skabe så meget ravage, hvor meget ravage kan det så ikke skabe, hvis langt flere på centrum-venstrefløjen kaster sig ind i debatten og insisterer på regulering?

Globaliseringsdebatten har det ikke for godt i Danmark i disse år. Heller ikke til venstre for midten. Terror og Muhammed-tegninger kan få mange op af stolene. Men når det drejer sig om kampen for en regulering af de finans- og markedskræfter, som har langt større betydning for vores fremtid end tørklæder og en tegners streger i en avis, flakker blikkene. Så keder vi os.

Ærgerligt nok. For mere regulering af finansmarkederne er præcis, hvad dagsordenen bør handle om i de kommende år. Og her taler vi ikke bare om kapitalfonde, men også om regler, der kan tøjle valutaspekulationen, som kan forhindre formuer i at forsvinde i skattely, som kan regulere de store pensionskassers investeringer og meget meget mere.

Som statsminister var Poul Nyrup Rasmussen en begejstret tilhænger af anti-globaliseringsbevægelsen Attac. Nu skulle kampen for en reguleret globalisering endelig have folkelig bredde. Men det fik den ikke. Attac visnede i hænderne på den stenkastende del af den yderste venstrefløj. Forhåbentlig betyder Nyrups snarlige politiske retræte ikke, at den danske globaliseringskamp nu dør helt ud. For vi har brug for modstanden mod den neoliberale globalisering.