Nye værdier efterlyses

Af Michael Seidelin, journalist på Politiken.

Indvandring er ikke noget nyt fænomen i Europa, og det er de negative reaktioner blandt socialdemokratiske vælgere heller ikke. Alligevel har den europæiske arbejderbevægelse ikke vist vilje til at forholde sig til de nye udfordringer i samfundet.

Det sidste ord Det socialdemokratiske Europa er en saga blot. For få år siden sad socialdemokrater i spidsen for 11 af EU’s 15 regeringer og deltog i to andre. I dag er billedet vendt. For få uger siden mistede Portugals socialister magten. Valgene i Frankrig i maj er mere end usikre, og i Holland står det store arbejderparti om få uger til at miste alvorligt terræn til en hollandsk variant af Dansk Folkeparti. Resultatet af denne udvikling var synligt allerede på EU-topmødet i Barcelona i marts: Sager af interesse for lønmodtagerne er på retur, og »det sociale Europa«, som den europæiske fagbevægelse havde store forhåbninger til, begynder så småt at ligne et kapitel i historiebøgerne.

Herhjemme er Socialdemokratiet langt fra historie. Men partiet er sat uden for parlamentarisk indflydelse i helt ekstraordinær grad, hvilket også får meget mærkbare konsekvenser for fagbevægelsens arbejde og gennemslagskraft.

Hvordan er det kommet så vidt – og hvor lang tid vil elendigheden vare? En ikke specielt sexet forklaring kan være, at politiske strømninger har det med at afløse hinanden. Metaltræthed fungerer også i politik, og det var en af forklaringerne på valgresultatet i Danmark og andre steder.

Men der er andre og mere alvorlige årsager. Den vigtigste af dem handler om udlændinge. I Holland reagerede vælgerne i havnebyen Rotterdam for få uger siden mod det dominerende arbejderpartis manglende vilje til at tage problemer med udlændinge alvorligt ved at stemme massivt på en indvandrerfjendtlig liste. Dette mønster kender vi fra Frankrig, flere store tyske byer, Belgien, Norditalien og Danmark. I Storbritannien slipper Labour-partiet udelukkende på grund af valgsystemet, som gør det umuligt for protestpartier at få et parlamentarisk gennembrud.

Indvandringen er ikke noget nyt fænomen i Europa, og det er de negative reaktioner blandt socialdemokratiske vælgere heller ikke. Alligevel har der i hele den europæiske arbejderbevægelse været en manglende vilje til at forholde sig til disse nye krav og udfordringer i samfundet, og der er ikke tegn på den store lyst til at komme i gang.

Det er også svært, men det haster, og oppositionsårene giver mulighed for at sætte nye politiske mål og definere de værdier, som skal tiltrække nye vælgere. En ny rapport fra Rockwoolfonden viser, at danskernes uvilje mod fremmede er faldende. Samtidig stiger erkendelsen af, at vi skal leve i blandede samfund. Men vælgerne vil have et bud på, hvordan det kan ske, og den næste store udfordring for arbejderbevægelsen kan være at gøre dette perspektiv spændende og tillokkende for alle dem, der i dag er skeptiske og bange.

Det vil være en helt anden politik end den, den borgerlige regering har fremlagt, og det vil tilføre en ny værdi til det danske samfund.Der er også et skrigende behov for at definere Danmarks plads i verden uden den blanding af frygt og selvovervurdering, som også er en af forklaringerne på Dansk Folkepartis fremmarch. I forhold til den fattige verden hedder det solidaritet – og forklaret på den rigtige måde er der stemmer i det. Det vil der også være i et bud på en ny velfærdspolitik, som forbinder ordet solidaritet med begrebet frihed, som arbejderbevægelsen har ladet de borgerlige partier løbe med. Mulighederne er der, men alternativerne med klare perspektiver og fundamentalt andre løsninger end de borgerlige skal på bordet.