Nye folk i LO-toppen

Af

Formand, næstformand og i alt 51 års erfaring forsvandt ud af LO-ledelsen på kongressens sidste dag. Den nye formand erkender, at den nye ledelse vil have en indkøringsperiode, men mener, at nye indfaldsvinkler kan blive et plus for LO.

NYT BLOD Det var en solid portion erfaring, der sagde farvel til LO-ledelsen på kongressen i onsdags. Formand Hans Jensen, næstformand Tine Aurvig-Huggenberger og LO-sekretærerne Finn Sørensen og Tina Møller Kristensen trådte – frivilligt eller efter kampvalg – ud af ledelsen. Til sammen havde de 51 års erfaring i LO-ledelsen, mens der til gengæld kommer to helt nye kort – næstformand Lizette Risgaard og LO-sekretær Ejner K. Holst med i spidsen. Samtidig faldt gennemsnitsalderen i ledelsen med næsten tre år, så den nu er 51,8 år.

Det er også en slanket ledelse, idet hovedbestyrelsen forud for kongressen havde besluttet at skære LO-ledelsen ned fra seks til fire personer. Den nye formand, Harald Børsting, står sammen med LO-sekretær Marie-Louise Knuppert for erfaringen i ledelsen, hvor de har været med i henholdsvis 12 og 11 år. Og Harald Børsting er ikke bekymret for, at manglen på rutinerede kræfter vil svække LO:

»Det er rigtigt, at det er et nyt hold, men det giver også nye indfaldsvinkler til tingene. De to nye har en solid, faglig bagage, men de skal selvfølgelig oplæres i LO. Det er klart, at der vil være en indkøringsperiode, hvor de skal gøre sig erfaringer med nu at være i en hovedorganisation. Jeg ved fra mig selv, at det er noget helt andet end at være i et af medlemsforbundene,« siger Harald Børsting.

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, lektor på Aalborg Universitet, er heller ikke voldsomt bekymret på LO’s vegne:

»Lizette Risgaard og Ejner K. Holst er jo rene nybegyndere i LO, og det er klart, at der skal ske noget oplæring og tilvænning. Men LO er på den led som et ministerium, hvor man siger, at ministre forgår, men embedsværket består. Og LO har et solidt embedsværk, hvor ikke mindst de øverste embedsmænd er dygtige og solide.«

Flemming Ibsen er dog meget spændt på at se, hvad de nye folk kan bidrage med:

»Det er jo ubeskrevne blade i offentligheden. De er selvfølgelig fagforeningsfolk med en karriere bag sig. Men de skal først til at bevise, at de kan begå sig i LO. Som næstformand var Tine Aurvig-Huggenberger jo en meget vigtig ressource for LO. Og der skal oplæring og tilvænning til, før Lizette Risgaard kan blive det på samme måde.«

Tine Aurvig-Huggenberger havde på forhånd gjort det klart, at hun ikke ville fortsætte som næstformand, hvis hun tabte formandsvalget. Og Lizette Risgaard blev derfor valgt som næstformand uden modkandidater. Hun har de seneste syv år været formand for HK/Service i København med cirka 30.000 medlemmer. Og Harald Børsting taler med stor begejstring om sin nye næstformand:

»Hun trasker lige ind i folk med træsko på, og hun har et fantastisk vindende væsen.«

Lizette Risgaard selv glæder sig til sit nye job, men er også klar over, at det vil kræve noget tid at træde i karakter som næstformand:

»Jeg er stolt over, at kongressen valgte mig, og jeg har selvfølgelig lyst til at blive en markant næstformand. Men det bliver man ikke fra den ene dag til den anden. Det vil tage noget tid at lære den nye rolle,« siger Lizette Risgaard.

Selv om hun kommer fra en stilling som afdelingsformand, har hun erfaring med tværfagligt arbejde. Både som næstformand i LO-Storkøbenhavn og som formand for Arbejdsmarkedsservice Storkøbenhavn, hvor en række fagforeninger arbejder sammen om at skaffe job til ledige medlemmer.

Hvis Harald Børstings valgsejr over Tine Aurvig-Huggenberger var tæt med kun 17 stemmers flertal, var Ejner K. Holsts valg til LO-sekretær en ren gyser. Han besejrede Tina Møller Kristensen med 389 stemmer mod 384. Ejner K. Holst kommer fra en stilling som forbundssekretær i Dansk El-Forbund, og Harald Børsting ser også frem til det samarbejde:

»Jeg kan konstatere, at Ejner har ledet et sekretariat med så vigtige områder som uddannelse og ungdomsarbejde. Og jeg ved blandt andet, at de unge i el-forbundet i den grad har været begejstrede for ham,« siger Harald Børsting.

Den nye LO-ledelse har endnu ikke fordelt ansvarsområderne imellem sig. Det vil formentlig ske i næste uge.