Nydansk middelklasse siger farvel til ghettoen

Af | @MichaelBraemer

En middelklasse baner sig vej blandt de nye danskere. Ny analyse viser, at indvandrere med uddannelse og egen virksomhed søger mod parcelhusene, mens socialt svagere nydanskere bliver boende i det almene byggeri. De etniske mindretal spaltes i to sociale lag, der har stadig mindre med hinanden at gøre, siger politiker med indvandrerbaggrund.

Rollemodeller Næsten hver fjerde nydansker bor i ejerbolig, og de klarer sig godt i det danske samfund. En indvandrer i ejerbolig modtager således langt færre sociale ydelser end en etnisk dansker, der bor i alment byggeri.

Det fremgår af beregninger, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AErådet, har foretaget for Ugebrevet A4. Analysen tegner et samlet billede af en voksende middelklasse blandt de etniske mindretal. Det er i høj grad indvandrere med faglig eller videregående uddannelse samt selvstændige med egen virksomhed, der flytter i ejerbolig. Men undersøgelsen viser også øget social polarisering blandt indvandrere og flygtninge i Danmark.

Det er i høj grad boligmarkedet, der deler folk – både blandt nye og gamle danskere. Generelt tjener indvandrerne mindre end de etniske danskere – og de modtager flere sociale ydelser som for eksempel dagpenge, kontanthjælp, børnecheck med videre. Men det afhænger i høj grad af, hvor de bor. En 25-59-årig indvandrer i ejerbolig modtager i snit 33.000 kroner om året i sociale ydelser, mens en etnisk dansker i det almene byggeri får 49.000 kroner.

»Der sker ikke kun en polarisering mellem danskere og indvandrere, men også internt i de etniske mindretal. Indvandrere og flygtninge, der har råd til det, søger væk fra ghettoområderne.

De ved, at deres familie lettere bliver en del af det danske samfund, hvis de bor i et parcelhus i et overvejende dansk kvarter,« siger Manu Sareen, der er radikalt medlem af Københavns Borgerrepræsentation og søn af en indisk gæstearbejder.

Kollektivistisk familiemønster

Det hører dog med til billedet, at indvandrerne i ejerboliger tjener mindre end deres danske naboer. Som det ses i tabellen, har hver voksen indvandrer i ejerbolig i snit en disponibel indkomst på 116.000 kroner, mens hver etnisk dansker har 157.000 kroner. Mange af de etniske boligejere sidder således hårdt i det:

»De etniske mindretal har et langt mere kollektivistisk familiemønster end danskerne. Når familien køber et parcelhus, skal alle bidrage. Hvis sønnen får et job i Irma, afleverer han lønnen til familien, mens en dansk dreng betragter det som sine egne penge,« siger Manu Sareen.

Det er især nydanskere med faglig eller videregående uddannelse, som bor i ejerbolig. Der er dog også en del ufaglærte, selv om andelen her er mindre end blandt etniske mindretal i det almene byggeri.

»Mange af de ufaglærte er selvstændige og lønmodtagere med pæne indkomster, men der er også en del ufaglærte uden job som bor sammen med en vellønnet ægtefælle,« siger Mikkel Baadsgaard fra AErådet.

citationstegnIndvandrere og flygtninge, der har råd til det, søger væk fra ghettoområderne. De ved, at deres familie lettere bliver en del af det danske samfund, hvis de bor i et parcelhus i et overvejende dansk kvarter. Manu Sareen (R), medlem af Københavns Borgerrepræsentation

I 1991 boede 16.000 voksne indvandrere i ejerboliger. Men i 2001 var tallet steget til 25.000.

Procentandelen af nydanskere i ejerbolig er imidlertid ikke steget, men faldet lidt. Det skyldes, at der fra 1991 til 2001 kom mange tusinde nye indvandrere og flygtninge til landet – den samlede gruppe var således langt større end ti år tidligere.

Mens der i 1991 boede 26.000 indvandrere på 25-59 år i almene boliger, var tallet i 2001 steget til 70.000.

»Det er to forskellige processer, der griber ind i hinanden: På den ene side et voksende antal indvandrere, der får fodfæste i det danske samfund og har råd til at købe ejerbolig. På den anden side kommer der hele tiden nye til – enten på grund af familiesammenføring eller krige og katastrofer ude i verden,« siger Mikkel Baadsgaard.

Polariseringen af indvandrerne er ikke kun boligmæssig, men også økonomisk. AErådets analyser viser, at indvandrerne ikke alene har lavere indtægter end de etniske danskere, men også en lavere indtægtsfremgang fra 1995 til 2001. Mønsteret blandt nye og gamle danskere er imidlertid det samme: Højindkomsterne har størst fremgang, mens de lave indkomster er stagnerende eller direkte faldende.

Som det ses i grafikken, havde den rigeste femtedel af indvandrerne en årlig fremgang på 2,7 procent, mens den fattigste femtedel oplevede et fald på 0,4 procent per år:

»Uligheden er voksende blandt både danskere og indvandrere, men årsagerne er vidt forskellige.

Blandt danskerne har højindkomsterne haft særlig stor fremgang på grund af stigende kapitalgevinster – både på boliger og på aktiemarkedet. Hos indvandrerfamilier med høje indkomster er det især lønningerne, der er steget. Hos nogle, fordi de har fået et bedre job, hos andre, fordi også ægtefællen er kommet i arbejde,« siger Mikkel Baadsgaard.

Det er i høj grad de velstillede nydanskere, der søger mod parcelhusene. Blandt den rigeste femtedel af indvandrerne bor 44 procent i ejerbolig, mens det kun er 17 procent blandt de øvrige.

Det brede lag af indvandrere er dog stadig koncentreret i de almene boliger. Blandt indvandrerne som helhed bor 63 procent i almen bolig, men blandt den rigeste femtedel er tallet kun 39 procent.

Haarder: Boligsalg vil hjælpe

Manu Sareen frygter, at nogle almene boligområder i stigende grad præges af en ny etnisk underklasse:

»Polariseringen af de etniske mindretal stikker meget dybt. Tag pakistanerne: De er både overrepræsenteret i de dårlige statistikker om kriminalitet og tvangsægteskaber – og i de gode statistikker om unge, der tager videregående uddannelse. Men det er to helt forskellige grupper.

Pakistanerne har både en over- og en underklasse, som efterhånden bor forskellige steder og har meget lidt kontakt til hinanden,« siger Manu Sareen.

Han peger på, at de etniske mindretal kom til Danmark med vidt forskellig baggrund – hvad enten det er flygtninge eller »fremmedarbejderne«, der flyttede hertil omkring 1970 og siden fik følgeskab af deres familier. Nogle kom fra byerne og havde en kortere eller længere uddannelse i bagagen, mens andre stammede fra landsbyerne og kun havde den mest nødtørftige skolegang:

»Den første gruppe så sig selv som immigranter, der ville slå rødder, udnytte de nye muligheder og lade deres børn blive en del af det danske samfund. Den anden gruppe så sig selv som midlertidige flygtninge eller gæstearbejdere, der skulle hjem igen – de skærmede deres familie imod dansk kultur. Problemerne blandt de unge er i høj grad koncentreret i familier med baggrund i landsbyerne. De er ved at blive en ny etnisk underklasse,« siger Manu Sareen.

Integrationsminister Bertel Haarder (V) mener, at polariseringen skal brydes ved at give indvandrere mulighed for at købe boliger i det almene boligbyggeri.

»Der er ingen tvivl om, at indvandrere i højere grad end danskere ønsker at eje deres bolig, og det kan være et alternativ til parcelhuset at få lov til at købe den bolig, de i øjeblikket bebor i det almene byggeri. Det er et alternativ, jeg er tilhænger af, for det ideelle ville være, hvis flere selvforsørgende indvandrere blev boende i ghetto-bebyggelserne og udgjorde en rollemodel og forbindelse til samfundet for de andre i bebyggelserne,« siger ministeren.

Rollemodel eller ej

Manu Sareen tvivler på, at den nye etniske middelklasse for alvor bliver rollemodeller, som giver de dårligt stillede indvandrere mod på at gøre en ekstra indsats. Nydanskere med villa og Volvo vil inspirere mere velstillede indvandrermiljøer, men mange skole- og gymnasieelever med anden etnisk baggrund er i disse år ved at vende ryggen til det danske samfund:

»De føler sig behandlet som andenrangsborgere, fordi de hele tiden vælges fra – fra diskoteket til fritidsklubben. Den etniske underklasse er ved at skabe sit eget samfund, hvor det er et skældsord at være integreret. Hvis vi skal bryde det, er det godt med forbilleder – men vigtigere, at der sker noget på arbejdsmarkedet. Og det er i høj grad fagbevægelsens ansvar. Den må give de unge indvandrere en chance på arbejdspladserne, selv om de ikke altid kan starte på overenskomstmæssig løn,« mener Manu Sareen.