Ny underklasse på vej i Danmark

Af Foto: Lars Bertelsen

Billige østeuropæiske arbejdere, der trykker lønningerne, er bare første sprække i den ellers så stærke mur om det danske arbejdsmarked. Hvis vi ikke tager de voldsomme forandringer i det europæiske arbejdsmarked alvorligt, risikerer vi, at muren falder helt ned over os. Murer og faglig sekretær i 3F Mattias Tesfaye råber vagt i gevær.

INTERVIEW Voldsomme forandringer af det tyske arbejdsmarked de seneste 10-15 år betyder, at millioner af tyskere i dag lever på fattigdomsgrænsen, selv om de har et arbejde. Gruppen af både ufaglærte og faglærte ’arbejdende fattige’ kalder man i USA og England for ’working poor’. Og der er ingen grund til at tro, at de samme vilkår ikke også rammer danske arbejdere – hvis de da ikke allerede er ramt. Det mener murer og faglig sekretær i 3F Mattias Tesfaye, der vil have sat yderligere kul på kedlerne i debatten om fremtidens danske arbejdsmarked.

»Vi må erkende, at når vi er en del af det samme arbejdsmarked som 40 millioner polakker og 80 millioner tyskere, der bor lige syd for grænsen, så kan det ikke andet end at påvirke os. Tyskland er vores suverænt største samarbejdspartner, og det tyske arbejdsmarked er totalt toneangivende for, hvad der kommer til at ske på det danske arbejdsmarked.«

Sådan lyder de bekymrende ord fra en mand, der i sit arbejde som faglig sekretær i 3F lever af at køre rundt til byggepladser og tale med både danske og udenlandske arbejdere.

På torsdag udkommer Mattias Tesfayes bog ’Vi er ikke dyr, men vi er tyskere’. Bogen tager udgangspunkt i hans egne erfaringer med et arbejdsmarked, som, han mener, er under opbrud i disse år. Bogen er tænkt som et indspark i debatten om fremtidens danske arbejdsmarked og er et opråb til politikere og fagforeningsmedlemmer om at tage udviklingen af løn- og arbejdsforholdene på det globaliserede, europæiske arbejdsmarked – der med hastige skridt nærmer sig de danske arbejdspladser – for dybt alvorligt.

Brancher under forandring

»Hvis du besøger de forskellige grupper i 3F, så vil de alle sammen kunne vise statistik og eksempler på, hvordan deres branche er under voldsom forandring i disse år,« siger Mattias Tesfaye. Det gælder eksempelvis i transportbranchen.

»At køre eksportkørsel i Danmark – som er noget, vi har gjort i meget lang tid – er ikke på 20-30 år, men på ganske, ganske få år vendt fuldstændig på hovedet. De, der stadig bruger danske chauffører på overenskomster i branchen, er under mega hårdt pres, og arbejdslivet for chaufførerne er på meget få år blevet helt og aldeles forandret,« fortæller han.

Mattias Tesfaye peger også på helt almindelige lærlingeuddannelser, eksempelvis uddannelsen som jordbrugsassistent, der i dag nærmest er brudt sammen på grund af billig udenlandsk arbejdskraft.

»Og det er altså sket på fire-fem år,« tilføjer han.

Det var skraldemandskonflikten i Århus i 1995-1996, der åbnede den dengang 14-årige Mattias Tesfayes øjne for solidaritet og fagbevægelse. Han begyndte som murerlærling i 1998, efter han havde forfalsket sin mors underskrift, så han kunne melde sig ud af gymnasiet. Karrieren i fagbevægelsen blev skudt i gang, da han blev formand for murerlærlingene i Århus.

Vi er bare tyskere

Med en daglig gang på danske byggepladser, en fortid som murer og 10 års erfaring i fagbevægelsen er Mattias Tesfaye en mand, der ved, hvad han taler om, når han fortæller om arbejdsbetingelserne på danske byggepladser.

Da han en dag besøgte en byggeplads i København, var det første, der slog ham, stanken af menneskelort. Det skyldtes, at kværnen på skurvognen, der normalt slår afføringen i stykker, før den via en slange føres ned i kloakken, ikke fungerede. Resultatet var en brun klæbrig masse, der lå i store bunker midt på arbejdspladsen.

»I skal sgu da ikke finde jer i sådan noget svineri – i er ikke dyr,« sagde han til nogle tyske håndværkere.

Deres svar slog benene væk under ham.

»Vi er rigtignok ikke dyr. Aber wir sind Ossies,« – men vi er østtyskere.

Mattias Tesfaye oplever tit udenlandske arbejdere i Danmark, der omtaler sig selv som ’bare’ tyskere eller ’bare’ polakker.

»Det siger meget om et menneske, når man siger ’bare’. Min mor er ’bare’ rengøringsassistent. Vi er ’bare’ tyskere. Det fortæller om, hvordan folk ser på sig selv, og det er jo helt modstridende af, hvad det oprindeligt betød at melde sig i fagforening. Det handlede om stolthed.«

Oplevelsen på byggepladsen i København er ifølge Mattias Tesfaye et billede på en udvikling, der, selv om den ikke fylder så meget i debatten herhjemme, risikerer at nærme sig danske faglærte og ufaglærte arbejderes løn- og arbejdsbetingelser hurtigere, end vi er klar over. I mange brancher er den her allerede, mener han.

»Hvis forældrene i en familie har været i arbejde i hovedparten af året, men familien alligevel lever i fattigdom, så er de working poor,« forklarer Mattias Tesfaye.

Han peger på Tyskland, der har den næstlaveste lønudvikling i EU, og hvor 13 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Det tyske svar på LO vurderer, at 33 procent af de tyske arbejdspladser kan betegnes som ’dårlige’, og samtidig svækkes troen hos tyskerne – især hos de lavtlønnede – på, at det nogensinde kan blive anderledes. Hvorfor skulle den samme udvikling ikke også ramme Danmark, spørger Mattias Tesfaye.

Et spørgsmål om tid

Mattias Tesfaye fortæller om en ung mand, Rasmus, der drømmer om at blive lastbilchauffør, og som uden tvivl vil være en rigtig god arbejdskraft for Danmark.

»Men der sker det med chaufførbranchen, at chaufførerne bliver presset til at svindle med blandt andet fartskiver og kørehviletids-bestemmelser, fordi der er så stor konkurrence fra litauere, tyskere og polakker. Det forandrer arbejdslivet for Rasmus, og det er et glimrende eksempel på, at working poor er på vej til Danmark. Nogle tror så bare, at det ikke sker for dem, og at det bare er nogle specielle brancher, det rammer. Det, jeg siger, er, at det er en generel tendens, der rammer både faglært og ufaglært arbejdskraft – primært privatansatte, men også offentligt ansatte.«

Ifølge Mattias Tesfaye handler begrebet working poor ikke om, at der kommer et parallelt arbejdsmarked med udenlandsk arbejdskraft. Det handler om, at udenlandske arbejdere presser det danske arbejdsmarked så hårdt på løn- og arbejdsvilkår, at det at blive working poor bliver en reel trussel for danske fagforeningsmedlemmer i normale stillinger, der er vant til at få en ordentlig løn.

At udviklingen er forsinket i Danmark skyldes ifølge Mattias Tesfaye, at den ’tyske syge’ hidtil har fået medicin. Processen er blevet forhalet på grund af et traditionelt stærkt dansk arbejdsmarked med a-kasse system, landsdækkende brancheoverenskomster og den særskilte organisering af de ufaglærte, særligt kvinderne.

»Derfor har Danmark stået med bedre kort på hånden i forhold til at dæmme op for working poor,« siger han, men understreger i samme åndedrag, at det kun er et spørgsmål om tid, før vi også vil se working poor i Danmark.

Fagforeningen er ikke et forsikringsselskab

Mattias Tesfaye mener, at fagbevægelsen »ideologisk set« ikke har været god nok til at forny sig, og at den derfor også må tage sin del af ansvaret, hvis Danmark skal undgå ’tyske tilstande’ på arbejdsmarkedet. Men udfordringen ligger især i, hvor hurtigt udviklingen går.

»Der har jo altid været plattenslagere, der ville snyde – det har bare ikke fyldt halvdelen af Københavns byggebranche. Det har været 5-10 procent, som fagforeningen har løbet rundt og jagtet. Alt går bare så meget stærkere nu. Oveni har vi en regering, der laver lovgivning, der svækker fagbevægelsen. Men selvfølgelig har fagbevægelsen også selv et ansvar. En ting er polakkerne, men at vi også har svært ved at organisere danskerne – det gør det jo så bare endnu sværere,« lyder hans analyse.

Mattias Tesfaye mener, at der skal et holdningsskifte til i forhold til, hvordan man skal hverve fremtidige medlemmer af fagbevægelsen.

»Hele min grundindstilling til, hvordan man organiserer unge mennesker i en fagforening, er at vise dem, at fagforeningen ikke er et forsikringsselskab, man bare kan ringe til, når det er gået galt. Det er en partner i dit arbejdsliv, som du sammen med kan forandre ting helt ned i det små,« lyder hans opfordring.

Samme logik, mener han, bør gælde for samfundet som helhed, hvor befolkningen skal generobre engagementet i deres egen velfærdsstat.

»Det rene bullshit«

Men hvad skal der så ifølge Mattias Tesfaye til for at undgå, at danske arbejdere bliver til working poor?

Han mener først og fremmest, at alle, der arbejder som ufaglærte skal uddannes til deres arbejde. Regeringens målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse inden 2015, er ifølge Mattias Tesfaye »det rene bullshit«.

»Det går jo den stik modsatte vej, og vi låser os fast på nogle helt forkerte målsætninger. Jeg tror på uddannelsesdækning af alle jobfunktioner og politisk understøttelse af, at særligt de offentligt ansatte skal have en uddannelse. Og så skal vi have en a-kasse lovgivning – som fagbevægelsen har indflydelse på – der understøtter, at folk melder sig ind i a-kassen. Problemet er ikke strukturelt eller organisatorisk. Problemet er ikke, at medlemmerne ikke er aktive i fagforeningen. Problemet er, at fagforeningen ikke er aktiv i arbejdslivet. Så det handler ikke om at udtænke snedige modeller, så der kommer flere folk til generelforsamlingen. Det handler om, hvordan man får fagforeningen til at komme ud og blande sig i arbejdslivet og på arbejdspladsen – det er det, der er paradigmeskiftet.«