Ny strategi skal kickstarte ligestillingen

Af

Hvis det står til LO-ledelsen, skal kongressen søsætte en ny ligestillingspolitik, som skal få flere kvinder til tops i fagbevægelsen. Der skal stilles skarpt på kønsskævheder inden for alle politikområder. Forskere roser oplægget, men savner kønskvotering eller resultatkrav.

»Fagbevægelsen skal være et rummeligt fællesskab med plads til forskellighed og mangfoldighed – og det skal afspejle sig i de demokratiske organer. LO’s ledelse bør på sigt på alle niveauer sammensættes, så den afspejler medlemmernes kønsmæssige sammensætning.«

Så fint lyder det i LO´s værdigrundlag, der blev vedtaget på den ekstraordinære kongres i februar. Men reelt er der lang vej, før LO’s daglige ledelse eller hovedbestyrelse har tilstrækkeligt med kvindelige medlemmer til, at det svarer til kvindeandelen blandt medlemmerne. Og i mange forbund ser det også sløjt ud.

Det skal en ny ligestillingspolitik nu være med til at rette op på. På LO-kongressen i slutningen af oktober vil de delegerede efter al sandsynlighed vedtage den nye politik, hvor ligestillingsindsatsen skal være langt mere centralt placeret i LO’s arbejde. Et af hovedpunkterne i den nye politik er, at fokus ikke længere bare skal rettes mod »lige muligheder« for kvinderne.

De lige muligheder har kvinderne formelt set haft i flere år, og det har ikke hjulpet på repræsentationen i fagbevægelsens top. Derfor skal der nu fokuseres benhårdt på »lige resultater«. Det skal blandt andet ske ved at synliggøre de barrierer, som i dag forhindrer kvinderne i at gøre karriere i fagbevægelsen.

Derudover står det engelske ord »mainstreaming« meget centralt i den nye politik. Det betyder, at kønsligestilling skal tænkes ind i hovedstrømmen i fagbevægelsen og ikke bare være et vedhæng. Hvert eneste tiltag fra fagbevægelsen – både organisatorisk indadtil og i politisk udadtil – skal altså være sikret mod kønsskæve konsekvenser. Hvis LO for eksempel skal tage stilling til et konkret forslag om feriepenge eller pensioner, skal man på forhånd grundigt analysere, om forslaget rammer kvinder anderledes, end det rammer mænd.

»Vi skal væk fra, at ligestilling er den enkeltes kvindes sag. Ligestilling skal være organisationens ansvar, og vi skal professionelt vurdere, om for eksempel en ny arbejdsmarkedsreform giver særlige skævheder for kvinder. Vi må indrømme, at vi har haft en utrolig blindhed over for de kulturelle barrierer, der hæmmer ligestillingen,« siger LO’s næstformand, Tine Aurvig-Huggenberger.

Positive forskere

Ugebrevet A4 har bedt to ligestillingsforskere, cand. mag. og projektleder Aase Rieck Sørensen fra Center for Ligestillingsforskning og professor Drude Dahlerup fra Stockholms Universitet, læse og kommentere LO’s oplæg til vedtagelse på kongressen. Og de er begge meget positive.

»Jeg synes, det er et meget kompetent oplæg, som bygger på viden og den forskning, der er på området. Oplægget gør op med den forestilling, at ligestillingen kommer af sig selv. Det er også meget opmuntrende at læse, fordi vi befinder os i en ligestillingsmæssigt »død periode«, hvor regeringen ikke gør noget. Da vejrer man morgenluft med dette oplæg fra fagbevægelsen,« siger Drude Dahlerup.

Begge forskere er også enige om, at det er vigtigt at arbejde målrettet mod en bedre repræsentation af kvinder i fagbevægelsens ledelse, og at mainstreaming er vejen frem til en reel ligestilling mellem mænd og kvinder.

Den nye politik lægger op til, at flere kvinder skal vælges i fagbevægelsen via et tosporet arbejde: Dels skal flere kvinder gennem uddannelse og mentorordninger – hvor de får støtte fra et hovedbestyrelsesmedlem – fristes til at gøre karriere i fagbevægelsen, og dels skal de nuværende beslutningstagere blive klogere på, hvordan de kan gøre fagbevægelsen mere rummelig og attraktiv for kvinder. Det skal blandt andet ske gennem et årligt ligestillingsregnskab og en større undersøgelse af de usynlige barrierer, som hæmmer kvindernes muligheder. Blandt andet skal mødekulturen på forskellige niveauer i fagbevægelsen analyseres.

Drude Dahlerup og Aase Rieck Sørensen er imidlertid også enige om, at oplægget savner nogle konkrete mål for, hvor mange kvinder der på et givet tidspunkt bør sidde i fagbevægelsens top.

Indsatsen med at arbejde »nedefra« ved at undervise kvinder og nedbryde barriere er fornuftig, men der kunne nås mere ved at ændre organisationen »oppefra« gennem kønskvotering, så kvinder skulle have et vist antal pladser i ledelsen.

»Kønskvotering er et godt instrument, selv om det ikke er så velset i Danmark. Men hvis man ikke kan blive enige om det, burde man i hvert fald have nogle delmål, der kunne konkretisere indsatsen. Det er en svaghed, at man ikke har noget bestemt mål. Det kunne også være en god måde for forbundene at måle sig mod hinanden på,« siger Aase Rieck Sørensen.

Mainstreaming som sutteklud

Kvindeligt Arbejderforbund (KAD) og Pædagogisk Medhjælper Forbund stiller netop en række forslag til kongressen om kønskvotering, der blandt andet skal sikre, at LO’s formand og næstformand skal være af hvert sit køn, og at der kan sættes op til fem ekstra kvinder ind i LO’s hovedbestyrelse, hvis kønsfordelingen er skæv. Hovedbestyrelsen indstiller dog forslagene til forkastelse.

»Vi er selvfølgelig klar over, at forslagene nok ikke nyder fremme på kongressen. Men vi mener, det er vigtigt at få ligestillingen vedtægtsmæssigt forankret. Og at vores forslag ligger helt i forlængelse af den nye ligestillingspolitik,« siger KAD’s næstformand, Jane Korzcak.

Den nye strategi om mainstreaming betyder blandt andet, at al statistik og alle analyser, der foretages eller betales af LO eller forbundene, skal udskilles på køn. Og alle indstillinger til LO’s daglige ledelse og hovedbestyrelse skal indeholde et særskilt afsnit om, hvilke kønsmæssige konsekvenser indstillingen vil have. Det sidste punkt er også en del af statens mainstreaming-projekt. Her er målet, at alle lovforslag senest i 2006 skal være forsynet med et afsnit om kønskonsekvenserne.

Men Drude Dahlerup advarer om, at der skal arbejdes meget seriøst med mainstreaming, hvis det skal blive en succes, og ligestilling for alvor skal blive indarbejdet i alle politikområder:

»Mainstreaming kan være en sutteklud, hvis det indebærer, at man sløjfer ligestillingens særlige position, og det ikke bliver indarbejdet i de andre områder, og man for eksempel bare skriver, at forslagene ikke har nogen kønsmæssige konsekvenser. Derfor er det bedst, hvis man stadig har nogle særlige ligestillingskonsulenter, der kan presse på udviklingen.«