Ny SF-formand vinder Danmarks værste job

Af | @CarstenTerp

Når Astrid eller Annette overtager Villys sko, vil hun opdage, at de er fyldt med sten. Opgaven med at lede et SF i oprør bliver uhyre vanskelig, mener eksperter. Men den kan løses, påpeger forsker, som mener, at formandsvalget overordnet set er en gave til SF.

Foto: Foto: Jakob Jørgensen, Polfoto.

Pyrrhussejr Når SF i morgen klokken 13.30 offentliggør navnet på partiets kommende formand, venter der vinderen en ledelsesopgave, der i bedste fald er vanskelig og i værste fald er umulig. Det mener en række eksperter i politisk ledelse, Ugebrevet A4 har talt med.

»Det kan næsten kun blive en tabersag. Det er en utrolig krævende og utaknemmelig opgave,« siger dansk ledelses grand old man, professor i organisations- og ledelsesteori på Aarhus Universitet, Steen Hildebrandt.

SF’s nye formand skal skabe samling i et parti med tre fløje i en indbyrdes konflikt, der ser ud til at eskalere dag for dag.

»Heling, heling og heling«, er ifølge Ulrik Kjær, professor ved Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet, hvad den nye formand skal fokusere på. Men helingsprocessen skal foregå, uden at formanden river alt det ned, der er bygget op i regeringssamarbejdet igennem det seneste år – og til akkompagnement af et stadigt voksende hylekor i vælgerbefolkningen og medierne.

»Den nye formand skal løse cirklens kvadratur,« mener Sigge Winther Nielsen, som forsker i parti- og vælgeradfærd ved Københavns Universitet.

»Jeg er enig i, at det er en både stor og svær opgave,« siger Annette Vilhelmsen.  

Og hendes modkandidat, Astrid Krag, medgiver, at der ligger et stort arbejde og venter på SF’s nye formand.

»Jeg er hverken tilfreds med status quo, når vi kigger på meningsmålingerne, hvor tydelig vores profil er, eller hvor inddraget vores medlemmer føler sig. Der skal forbedringer til på alle tre områder, og det er selvfølgelig en udfordring for en leder,« siger Astrid Krag.

Værste af alle verdener
Ifølge lektor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, Lars Bille, har et parti grundlæggende fire opgaver: At maksimere sin tilslutning blandt vælgerne, maksimere sin indflydelse, realisere så meget af sit program som muligt og opretholde intern enighed.

»Opgaven er at få balanceret de fire mål, og det er næsten umuligt. På det seneste har kun Det Radikale Venstre befundet sig i den bedste af alle verdener, mens SF derimod befinder sig i den værste,« siger Lars Bille.

Lars Bille minder om, at der ikke er folketingsvalg foreløbig. Derfor mener han, at formanden i første omgang skal fokusere på at få sat en stopper for fløjkrigene. Det samme mener Steen Hildebrandt fra Aarhus Universitet.

»En ny formand må samle, respektere og give plads. Det afgørende er at skabe en paraply, som alle kan være under og føle sig veltilpas indenfor,« siger Steen Hildebrandt.

»Der er ikke nogen lette veje nu, hvor våbnene er fremme. Fløjene skal lægge våbnene, ellers er der en risiko for en splittelse af partiet,« siger han.

Snæver sejr stiller særlige krav

En væsentlig faktor er, hvor tæt formandsvalget bliver, pointerer professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, Ulrik Kjær.

Udfaldet af valget vil definere, hvor klart et mandat den nye formand har til at gennemføre de organisatoriske og politiske forandringer, hun ønsker.

»Som parti kan man håbe på en 70-30-afgørelse, for så har den nye formand fået et klart mandat, og så er det de faktiske forhold i jernindustrien,« siger Ulrik Kjær og fortsætter:

»Bliver det derimod en snæver afgørelse, 55-45 eller endnu tættere, så skal både vinder og taber passe på. Vinderen skal tage meget hensyn til det store mindretal, og taberen skal være forsigtig med ikke at spille sine kort for aggressivt, for så risikerer partiet at brække over,« siger Ulrik Kjær.

Forsmåede folkesocialister

Til at løse sin opgave har den nye formand, ifølge Ulrik Kjær, tre håndtag at trække i: Retorik, fordeling af poster og politiske justeringer.

Retorikken kan kalde til samling eller skabe yderligere splid. Og ikke mindst sejrstalen vil blive gennemanalyseret af det tabende hold. Føler taberne sig kørt over, kan konflikten eskalere.

En undersøgelse fra Københavns Universitet viste for nylig, at 43 procent af SF’s medlemmer indenfor det seneste år har overvejet at melde sig ud af partiet – med henvisning til for meget topstyring. Det stiller Astrid Krag som en del af den nuværende ledelse overfor en særlig udfordring.

Vinder hun formandsvalget, skal hun i sin sejrstale adressere en fløj af forsmåede folkesocialister. I deres optik har de arbejdet loyalt for partiet, men har måttet se indflydelsen sive langsomt til de grønne og arbejderisterne.

»Der har været en udbredt irritation over at være blevet tromlet og over for lille uddeling af poster til dem, der mente noget andet end ledelsen,« siger Sigge Winther Nielsen fra Københavns Universitet.

Et eksempel er SF’s landsmøde i påsken, hvor Meta Fuglsang fik et bragende godt valg til landsledelsen og derefter måtte se samme landsledelse stemme de to næstformandsposter i hænderne på arbejderisten Mattias Tesfaye og den grønne Mette Touborg.

»Folkesocialisterne føler sig enormt svigtet. De har en kolossal frustration over at være overset som gruppe,« siger politisk kommentator Lotte Hansen.

Möger er i farezonen

Partiets betydningsfulde poster skal også i spil.

Med en enig ministergruppe bag sig har Astrid Krag sit ledelsesrum på plads. Alligevel har hun bebudet en ministerrokade, som ifølge gentagne avisskriverier kan koste Ole Sohn hans erhvervs- og vækstministerium. Samtidig garanterer hun Annette Vilhelmsen en prominent placering som et led i arbejdet med at samle det splittede parti.

For Annette Vilhelmsen er fordelingen af poster af afgørende betydning. For hvis hun vinder valget, skal hun på en og samme tid omfavne taberne, men også sikre sit eget ledelsesrum overfor en flok ministre, der i formandsvalgkampen støttede hendes modstander.

»Hun kan ikke være for flink, for så risikerer hun at stække sig selv og sætte sit lederskab under pres,« siger Ulrik Kjær.

Ikke mindst den såkaldte Børnebande er hun nødt til at håndtere, vurderer Robert Klemmensen, lektor ved Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet.

»Børnebanden bliver nødt til at gå – med mindre hun selv smider dem ud. Hun kan ikke sidde med et hold, der sidder og forventer at få gennemført deres politik,« siger han.

Et logisk træk ville være at gennemføre en ministerrokade, hvor der beklageligvis ikke ville blive plads til Thor Möger Pedersen. For mange folkesocialister er den 27-årige skatteminister selve personificeringen af partiets problemer. Ved at fyre ham kan Annette Vilhelmsen sende et stærkt symbolpolitisk signal. Men den strategi er ikke helt uden risiko, påpeger Lars Bille.

»Det vil blive betragtet som en krigserklæring,« siger han.

Hvordan posterne skal fordeles efter en formandssejr, vil Annette Vilhelmsen ikke forholde sig til før valget.

»Jeg har tænkt grundigt over det, og hvis jeg bliver formand, vil man kunne se, hvordan jeg vil løse det,« siger hun.

Flere mener, du bliver nødt til at fyre Thor Möger?

»Der er rigtig mange mennesker, der synes rigtig meget. Jeg vil bare sige, at jeg arbejder systematisk med det her, og jeg har en plan 1, 2, 3 og 4. Og det tror jeg også, de andre har,« siger Annette Vilhelmsen.

Givet er det, at Annette Vilhelmsen selv skal have en ministerpost, som er tilstrækkelig betydningsfuld til at give hende tyngde i de ugentlige møder i regeringens koordinationsudvalg, hvor regeringens politik og strategi udtænkes.

Kan man være loyalt illoyal?

Skulle Astrid Krag vinde formandsvalget med en stor margin, kan hun betragte det som en blåstempling af den nuværende politiske linje. Og så har hun mandat til at træde speederen i bund – eventuelt med små symbolske justeringer. Men hvis afgørelsen bliver tæt, bliver det nødvendigt at give politiske indrømmelser, mener Ulrik Kjær.

»I tilfælde af en tæt afgørelse vil den nye formand stå med et stort mindretal, der mener noget andet end hun. Derfor er hun nødt til at trække ind mod midten af partiet,« siger Ulrik Kjær.

Det vil betyde et ryk til venstre, og udfordringen bliver at lave kursændringen indenfor rammerne af regeringssamarbejdet.

»Det bliver en sindssygt svær balancegang,« vurderer Ulrik Kjær.

For Annette Vilhelmsen bliver balancegangen særligt vanskelig, mener Robert Klemmensen.

»Hun skal til at være regeringsparti i opposition og opfinde SF-mærkesager og særstandpunkter. Det er bare ikke en let situation. For hvordan er man loyalt illoyal?« spørger han.

Oveni det får Annette Vilhelmsen et par ekstra udfordringer. Dels er hun eksponent for en utilfredshed, som stritter i alle retninger. At forløse den bliver ikke let, for nærmest uanset hvordan hun lægger den politiske linje, vil hun skuffe nogle af dem, der lige nu støtter hende. Dels skal Annette Vilhelmsen bygge et bolværk overfor de medlemmer, som vil trække partiet så langt til venstre, at regeringssamarbejdet sprækker.

Sigge Winther Nielsen mener, at den nye formand er tvunget til at opfinde et columbusæg, der styrker SF’s medlemsdemokrati uden at svække beslutningskraften i regeringen.

»Udfordringen er at bevare partiets sjæl, men samtidig at flytte SF fra at være et brokkeparti til et troværdigt regeringsparti. Man skal bringe medlemsinddragelsen helt ind i regeringskontorerne. Og der kunne man måske kigge rundt i verden efter eksempler,« siger Sigge Winther Nielsen.

Medlemmer skal inddrages

Begge formandskandidater har fremlagt forslag til mere inddragelse af medlemmerne. Astrid Krag fremhæver overfor A4, at hun har fremlagt et organisatorisk program, hvor den demokratiske infrastruktur øges. I praksis skal der laves flere faste møder mellem topfolkene fra Borgen og baglandet og etableres netværk, hvor medlemmernes faglige viden udnyttes bedre i udviklingen af partiets politik.   

»Vi skal arbejde meget mere målrettet med at trække på den viden og de ressourcer, der findes hos rigtig mange af vores medlemmer,« siger Astrid Krag.

»Hvis vi kan lære noget af det seneste år, så er det, at det godt kan være, vi har en valgt landsledelse som vores øverste myndighed, men det er ikke nok til, at medlemmerne føler sig inddraget og repræsenteret,« siger hun.

Annette Vilhelmsen har fremlagt tilsvarende forslag og supplerer med at styrke partiets øverste organ, landsledelsen, i forhold til partiets ministre.

»Forud for store forhandlinger skal landsledelsen have en grundig diskussion af ministerens mandat, så ministeren ikke bliver usikker på, hvad man kan gå i byen med,« siger Annette Vilhelmsen.

Sker det ikke allerede?

»Jo, sådan burde det foregå. Nu har vi været i regering i et år, og nu er det vigtigt, at vi gør det systematisk fremover, så mandater ikke bliver givet til orientering og til efterretning. Når der bliver afgivet et mandat fremover, er det, fordi der har været en grundig drøftelse,« siger Annette Vilhelmsen.

Hår i regeringssuppen

Tidligere landsformand for Det Radikale Venstre, Søren Bald, mener, at en intern partidomstol burde rejse sag mod Villy Søvndal for partiskadelig virksomhed af særlig raffineret karakter. Med en hasarderet og uigennemtænkt afgang har han efterladt en næsten uløselig opgave til den nye formand, mener Bald.

Han påpeger, at Annette Vilhelmsen har en mulighed, som Astrid Krag ikke har. For mens Astrid Krag er synonym med SF’s regeringsprojekt, kan Annette Vilhelmsen vælge at trække SF ud af regeringen. Ifølge Bald har hun den teoretiske mulighed at lede efter håret i suppen. Finder hun den rette anledning, kan hun vælge at forlade regeringen med henvisning til, at SF er udsat for et politisk ultimatum, partiet ikke kan lægge ryg til.

Det er imidlertid et ikke bare dristigt, men også dumdristigt forehavende, mener flere af de eksperter, A4 har talt med.

For dels vil det tvinge SF ud i daglige kampe med Enhedslisten om positionen til venstre for Socialdemokraterne. Dels vil det kuldsejle enhver tanke om SF som et regeringsdueligt parti. Og dermed vil det også modarbejde selve partiets eksistensberettigelse – nemlig at mindske den borgerlige indflydelse ved at gøre det muligt for Socialdemokraterne at indgå forlig til venstre.

Igennem hele formandskampen har Annette Vilhelmsen afvist tanken om at forlade regeringen. Og det fastholder hun overfor A4.

»Jeg er simpelthen en pragmatisk politiker, og jeg ved, at lige så snart vi forlader bordet, så er vi udenfor indflydelse. Og jeg mener rent faktisk, at uanset hvor skidt nogle af reformerne kan fremstå, ville der have været situationer, hvor det havde set værre ud end, hvis vi ikke havde været med. Det er derfor, vi skal være med. Vi har ikke nogen indflydelse, hvis vi ikke er med i regeringen,« siger Annette Vilhelmsen.

Formandsvalg er en gave

At opgaven for den nye formand bliver vanskelig, er eksperterne og for så vidt også de to formandskandidater enige om. Men den er ikke uløselig, mener Ulrik Kjær fra Syddansk Universitet.

»Selvfølgelig kan det lade sig gøre,” siger han og tilføjer: »Samtidig er det en stor chance til at få skåret personer, politik og poster til.«

Ulrik Kjær mener, at formandsvalget – trods bøvl og besvær – er en gave for SF.

»Valget har kun gavnet partiet. Var Astrid Krag blevet kåret, var man sluppet for ævl og kævl, men så havde man ikke fået den måling af temperaturen i baglandet, som man nu har fået,« siger han.

»Nu får SF en klar måling af, om man har flyttet sig for langt fra baglandet. Havde man ikke fået det, kunne der være sket et usynligt skred, og kløften kunne have vokset sig større. Og så kunne det være blevet rigtig alvorligt,« siger Ulrik Kjær.