Ny runde i byggeriet

Af bygningsgruppeformand Peter Hougård Nielsen, Forbundet Træ-Industri-Byg i Danmark (TIB)

FAGLIGT TALT Useriøse ansættelser i byggeriet er ikke et nyt fænomen. Men nyt er det, at entreprenørernes holdning er ved at ændre sig, så det bliver svært for såkaldte arme- og benfirmaer at få arbejde.

Byggeriets problembørn, de såkaldte arme- og benfirmaer, er kommet på dagsordenen. Som 24_02 alenemestre tjener de penge ved at sælge deres arbejdskraft til løn- og arbejdsvilkår, der er særdeles attraktive for mester og entreprenør, men som reelt udkonkurrerer de svende og mestre, der følger spillereglerne på arbejdsmarkedet.

De nøgne tal viser, at der i dag er over 11.000 alenemestre, hvoraf et mindretal skønnes at være seriøse alenemestre, mens hovedparten i det skjulte knokler i byggeriets gråzone. Vi har flere eksempler på, at useriøse alenemestre ansættes, fordi mester kan score en hurtig gevinst. Vi har også flere eksempler på, at overenskomstansatte bygningsarbejdere får besked på at møde med et momsnummer, ellers kan de ikke arbejde for mester længere. Det er stadig den samme mester, der sørger for ordrer, materialer, værktøj, og som tilrettelægger arbejder. Derved omgås skattereglerne.

Arme- og benfirmaer er med til at sænke byggeriets status. Fortsætter udviklingen, kan byggeriet hurtigt ende som en andenrangs jobmulighed, som får svært ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft og især unge. 

Trods flere kropsnære tacklinger i de seneste år med arme- og benfirmaer og branchens mange aktører måtte vi konstatere, at antallet af arme- og benfirmaer blev ved med at vokse. TIB skiftede derfor kurs for at vende udviklingen. De foreløbige erfaringer er gode.

Med konkrete eksempler fra byggepladser går vi via pressen direkte i kødet på hovedentreprenøren. Det giver pote. Medieomtalen afslører forhold, som ikke ser så godt ud i dagslys. Virksomhedens image får med andre ord nogle grimme pletter. TIB har på denne konto indgået flere kontrakter med virksomheder om, at de hanker op i egne rækker. Eventuelle problemer med arme- og benfirmaer løser vi på forkant.

Kort tid efter den første kontrakt var indgået, kom den til at stå sin prøve. Virksomheden hankede op, TIB fik nye medlemmer, og en tiltrædelsesoverenskomst i hus. Vores mål er at indgå kontrakter med alle de virksomheder, som vi har erfaring med lukker øjnene for underleverandører, der uden blusel hyrer tvivlsomme arme- og benfirmaer.

Dansk Byggeri har også reageret positivt. Vi har tilsagn om, at Dansk Byggeri og BAT-kartellet ser nærmere på byggeriets gråzone, der også beskæftiger andre problembørn: Illegale bygningsarbejdere og virkaransatte på tvivlsomme løn- og arbejdsvilkår.
Startskuddet er således givet til en ny runde – et nyt forpligtende samarbejde – i byggeriet.