Pengesport

Ny pulje kickstarter slagsmål om idrætskroner

Af | @LaerkeOeland

Partierne på Christiansborg vil oprette en pulje til projekter, der skal få flere til at dyrke motion. Men allerede inden puljen er vedtaget, er idrætsverdenen røget ud i slagsmål om pengene. Og imens siger forskere, at puljer slet ikke virker.

Arbejdsløse og socialt udsatte er væsentligt mindre fysisk aktive end resten af befolkningen. Billedet her er fra den sociale sundhedsdag i København i juni 2013.

Arbejdsløse og socialt udsatte er væsentligt mindre fysisk aktive end resten af befolkningen. Billedet her er fra den sociale sundhedsdag i København i juni 2013.

Foto: Jesper Mortensen/Polfoto

Socialt udsatte, nydanskere og kortuddannede kan godt finde kondiskoene frem. Med en ny pulje under Kulturministeriet vil partierne på Christiansborg afsætte penge til at gøre noget ved problemerne på idrætsområdet - blandt andet social ulighed.

Pengene kan for eksempel gå til projekter, der kan give et kærligt skub til de grupper, der ikke er flittige gæster i sportsklubber og fitnesscentre. Det fortæller Enhedslistens idrætsordfører Jørgen Arbo-Bæhr.

»Vi er enige om, at vi skal have flere mennesker til at dyrke idræt,« siger han og uddyber:

»Det handler om at gøre noget for dem, der i dag ikke dyrker idræt, og på den måde kan vi mindske uligheden.«

Men allerede inden puljen er oprettet, lyder der et ramaskrig fra de frivillige idrætsorganisationer.

At lave en pulje på bekostning af vores midler giver dyrere og mindre effektive løsninger. Søren Møller, formand, DGI

Pengene – de såkaldte ’omstillingsmidler’ – skal nemlig tages fra tipsmidlerne. Og de tilfalder primært de frivillige idrætsorganisationer.

»At lave en pulje på bekostning af vores midler giver dyrere og mindre effektive løsninger. Vi tror på, at vi kunne skabe mere forandring og få flere aktive for de midler,« siger formanden for Dansk Gymnastik og Idræt (DGI) Søren Møller.

I fitnesscentrenes brancheorganisation vækker ideen til gengæld begejstring.

Morten Brustad, der er direktør for Danske Fitness og Helse Organisationer (DFHO) håber, at puljemidlerne kan bruges til projekter, som kommunerne laver i samarbejde med private aktører – for eksempel fitnesscentrene.

»Ved at sætte nogle idrætsmidler af til særlige projekter, som politikerne fordeler, kan vi tænke idræt ind i en bredere sundhedsmæssig kontekst og for eksempel nå de borgergrupper, der er mindst idrætsaktive,« siger han.

Professor ved Institut for Idræt ved Syddansk Universitet, Bjarne Ibsen, er enig i, at det er nødvendigt at styrke indsatsen over for udsatte grupper i idrætten.

»Der er en social ulighed i idrætten. Den har eksisteret altid, og man har snakket om den i 30 år, uden det er lykkedes at gøre noget ved den,« siger han.

Puljer og projekter sætter ministeren i et godt lys, men på det lange sigt tror jeg desværre ikke, det nytter ret meget. Bjarne Ibsen, professor, Syddansk Universitet

Alligevel er han skeptisk over for ideen om en idrætspulje.

»Det er meget sympatisk at gøre noget for de grupper. Men for at sige det lige ud så sætter puljer og projekter ministeren i et godt lys, men på det lange sigt tror jeg desværre ikke, det nytter ret meget,« siger Bjarne Ibsen.

Hvis puljen blev brug til at eksperimentere, og man efterfølgende bruger erfaringerne til at ændre i lovgivningen og tilskudsordningerne for at øge idrætsdeltagelsen, så kan den til gengæld få en betydning, mener han.

»Det kræver, at man har modet til at vurdere, hvad der var godt og ikke godt og så følge op på det. Men det har jeg ikke set i nogen tilfælde, at man har gjort« siger han.

Heller ikke direktøren for Idrættens Analyseinstitut, Henrik H. Brandt, er begejstret for ideen om en pulje.

»Når organisationerne kører på bevillinger fra det ene år til det andet, får de aldrig ro, så de virkelig kan arbejde med det, de er sat i verden for,« siger han.

Social slagside

68 procent af danskerne dyrker idræt, og lysten til at bevæge sig har været stigende gennem de seneste mange år. Men bag tallene gemmer der sig en ulighed, som ikke har ændret sig væsentligt.

Idrættens sociale slagsideAndelen af idrætsaktive voksne, opdelt efter højeste gennemførte uddannelse
Kilde: Kulturministeriets udredning af idrættens økonomi og struktur

Idrætsdeltagelsen falder støt med alderen. Til gengæld stiger den i takt med uddannelsesniveauet. Blandt personer med en videregående uddannelse dyrker 75 procent idræt, mens det blandt faglærte og ufaglærte kun er 65 procent.

En endnu lavere idrætsdeltagelse finder man blandt nydanske kvinder, fysisk handicappede og socialt udsatte. Det er nemlig ikke kun uddannelsesniveauet, men også tilknytningen til arbejdsmarkedet, der spiller ind.

Værst står det til blandt førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere. Her vurderer næsten halvdelen selv, at de er i dårlig fysisk form, viser Den Nationale Sundhedsprofil 2013.

Arbejdsløse er i dårlig formSelvvurderet fysisk form i procent
Kilde: Den nationale sundhedsprofil 2013 Note: Andre uden for arbejdsmarkedet dækker over folk på kontanthjælp, revalidering eller sygedagpenge.

Nye spillere på banen

At der skal rettes op på den sociale ulighed, er der enighed om i idrætsverdenen. Men hvem, der skal gøre det, og hvordan det skal finansieres, kan de ikke blive enige om.

I dag dyrker 41 procent af de aktive idræt i en forening, mens 20 procent går i en klub eller et privat motionscenter. Hertil kommer en stor gruppe, som selv organiserer deres motion.

På trods af det er det kun de frivillige foreninger, der får del i tipsmidlerne.

Morten Brustad fra fitnesscentrenes brancheorganisation anerkender, at de frivillige organisationer har skabt en enormt stor idrætsdeltagelse i Danmark.

»Men hvis man vil have flere aktive, er det ikke nok at fordele midlerne til de eksisterende idrætsorganisationer. For vi må konstatere, at der er nogle grupper, vi ikke i tilstrækkelig grad når ud til i dag,« siger han.

De to største modtagere af tipsmidler, Dansk Idrætsforbund (DIF) og DGI, er derimod ikke til sinds at afgive penge. I en artikel i Ugebrevet A4 har de to foreninger tidligere afvist ideen om en pulje.

Klik her for at læse artiklen: Socialdemokraterne vil skabe idrætsfond

Morten Brustad mener derimod, at puljetankegangen er helt rigtig, for den kan give kommunerne ressourcer til at indgå samarbejder med private aktører som fitnesscentrene.

»Eksempelvis på ældreområdet har fitness som idrætsaktivitet nogle store potentialer, fordi man kan træde ind ad døren og begynde at arbejde med sin egen sundhedssituation uden at have nogen forudsætninger for det,« siger han.

Hvorfor er det nødvendigt med en statslig organisation til eliteidræt, men ikke til dem, der er allersværest at få med på vognen? Henrik H. Brandt, direktør for Idrættens Analyseinstitut

Men sådan et offentligt privat samarbejde er ikke nogen holdbar løsning, mener Søren Møller fra DGI.

»De private aktører vil jo kun løse opgaverne, hvis kommunerne betaler dem for det. Og kommunerne betaler kun, så længe der er projektmidler. Derfor synes vi, det er bedre at lave en foreningsstruktur, så det kan køre videre, når projektforløbet er ovre,« siger han.

Team Danmark for udsatte

Men at give alle pengene til DGI og DIF og bede dem om at løse en social opgave er ikke nogen god løsning, mener direktøren for Idrættens Analyseinstitut, Henrik H. Brandt.

»Hvorfor skal man på forhånd lægge sig fast på, at det er dem, der skal løse opgaven? Nogle gange kan det være DIF og DGI; andre gange kan det være en boligforening, en skole eller et fitnesscenter,« siger han.

I stedet foreslår Henrik H. Brandt, at der oprettes en institution, der har til formål at styrke idrætten for udsatte grupper, ligesom der er institutioner for eliteidræt, anti-doping og sportevents. En slags Team Danmark for udsatte.

»For lige præcis de her grupper er der ikke nogen fast forankring af indsatserne. Der mangler en afklaring af, hvem der har ansvaret, kompetencerne og midlerne,« siger han.

Puljemidler kunne være en del af det, men det afgørende er, at der kommer en dedikeret struktur, som kan indgå mere langsigtede samarbejder og stå til ansvar over for staten, mener Henrik H. Brandt.

»Hvorfor er det nødvendigt med en statslig organisation til eliteidræt, men ikke til dem, der er allersværest at få med på vognen? Det her kræver mindst lige så meget dedikation, viden og struktur som eliteidrætten,« siger han.