Ny plan skal reformere arbejdsmarkedet

Af | @JanBirkemose

Regeringen kan snart præsentere sit store beskæftigelsesprojekt »Flere i arbejde«. Ugebrevet A4 tegner omridset af planen, der vil forandre arbejsmarkedet radikalt.

Den 24. maj vil statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) præsentere regeringens længe ventede beskæftigelsesplan »Flere i arbejde«. Ambitionsniveauet har fra begyndelsen været skyhøjt: 87.000 flere i arbejde, en revolutinering af aktiveringssystemet og en markant forbedring af de lediges muligheder for at komme tilbage til arbejdsmarkedet.

Indtil videre er der kun sluppet løse hovedsætninger ud fra den embedsmandgruppe, der har arbejdet med planen siden februar. Opfattelsen uden for Beskæftigelsesministeriet er, at det ikke skyldes hemmeligheder og diskretion, men derimod rådvildhed over for opgaven om at levere et bæredygtigt udspil.

Endnu inden embedsmandsgruppen for alvor trak i arbejdstøjet, blev den nemlig overhalet af virkeligheden. Målet er at forøge arbejdsstyrken med 66.000, men det har fået den værst tænkelige start. Fremskrivninger i Finansministeriets økonomiske redegørelse fra januar viser nemlig, at arbejdsstyrken fra 2000 til 2010 helt af sig selv vil falde med 66.000 personer, såfremt den nuværende erhvervsdeltagelse fortsætter på uændret niveau.

Dermed skal regeringen reelt ud og forøge arbejdsstyrken med det dobbelte antal personer for at opnå de ønskede mål. Præcist hvordan de 132.000 personer skal finde vej til arbejdsmarkedet eller lokkes til at blive i arbejde, vil først blive afsløret i udspillet 24. maj. Men på baggrund af udtalelser og løfter fra regeringen er det alligevel muligt at tegne et overordnet billede af planen.

Flere modeller

Først og fremmest opererer planen med, at indsatsen over for alle typer ledige skal samles i et homogent system, hvor både dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere behandles ens. Filosofien er, at uanset hvor i de lediges hierarki man befinder sig, er det ledigheden, der er ens største problem. Derfor skal der skabes ét system, der kan håndtere opgaven om at få de ledige tilbage på arbejdsmarkedet. Det er den såkaldte enstrengede model.

I debatten har der været skitseret to enstrengede og én tostrenget model:

  • Kommune-modellen: Landets 275 kommuner overtager al form for aktivering af ledige, og arbejdsformidlingerne nedlægges. Fordelen er, at kommunerne i forvejen har til opgave at aktivere de ledige kontanthjælpsmodtagere, men frygten er, dagpengemodtagerne vil få læsset til at vælte i kommunerne. Desuden er der risiko for, at formidlingen af job vil blive for lokal. En ledig i Rødovre vil næppe få tildelt et job i nabokommunen Hvidovre.
  • Jobsupermarkeder: I Holland har man samlet alt, hvad der har med arbejdsløshed, formidling, udbetaling af ydelser med mere i fælles centre. Opgaverne med at skaffe folk i arbejde er i stor stil udliciteret til private vikarbureauer, der bliver honoreret efter, hvor svært arbejdet er. Modstanden mod modellen er, at der sandsynligvis altid vil være en restgruppe, som kommunerne alligevel kommer til at hænge på, fordi opgaven ikke er attraktiv for nogen af de private aktører.
  • Udvidet AF: Arbejdsformidlingerne oprustes til at blive den samlede offentlige myndighed på arbejdsmarkedsområdet. Al aktivering i kommunerne flyttes til arbejdsformidlingen, så både kontanthjælps- og dagpengemodtagere bliver behandlet under ét AF-tag. Gruppen af sociale klienter og »utilpassede« ledige vil dog fortsat høre under kommunerne, som har til opgave at gøre dem »arbejdsparate«, så arbejdsformidlingen kan overtage og skaffe dem i job.

Meget tyder på, at det bliver den sidstnævnte model, der vil blive præsenteret som regeringens metode i »Flere i arbejde». Ugebrevet A4 har tidligere beskrevet, at regeringen ønsker at fjerne a-kassernes kontrol af de lediges rådighed for arbejdsmarkedet til en offentlig myndighed, og ingen instans er bedre rustet til den opgave end arbejdsformidlingerne.

For at få de mange ledige sat i arbejde har beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) allerede sagt, at han er åben over for alle løsninger. Især er han varm på tanken om at lade private aktører løse en stor del af opgaven, som i Holland. I den forbindelse kan man forestille sig en cocktail af vikarbureauer, fagforeninger og uddannelsesinstitutioner, der hver for sig kan have ekspertise i forskellige jobmarkeder.

Stok eller gulerod

Meget peger også på, at »Flere i arbejde« vil opdele landet i færre arbejdsmarkedsregioner. I dag følger opdelingen de 14 amtskredse, men erfaringen er, at de lokale jobmarkeder i dag spreder sig langt ud over amtsgrænserne. En reducering til fire-seks regioner er derfor overvejende sandsynlig. Beskæftigelsesplanen vil sandsynligvis også indeholde en ny motiverende tilskudsfaktor til arbejdsmarkedsregionerne, der i dag får tilskud efter, hvor mange ledige de har. Det betyder, at regionerne får færre penge, hver gang de skaffer en ledig i arbejde. Regeringen har tidligere ønsket, at den model ændres til det modsatte, så regionen får penge for hvor mange, der skaffes i arbejde.

Når beskæftigelsesplanen er blevet lanceret, skal den forhandles på plads med arbejdsmarkedets parter. Her kan et af sværdslagene blive den generelle tanke om, hvordan de ledige skal gøres til lønmodtagere. En forudsætning for at få de ledige i arbejde er, at de har de kvalifikationer, som virksomhederne efterspørger. I dag eksisterer der et kvalifikationsgab mellem udbuddet af ledige og den type medarbejdere, virksomhederne efterspørger.

Lukningen af det hul kan rejse en debat om, hvorvidt de ledige skal have frihed til selv at søge de kvalifikationer, som de er motiverede til, eller om de med trusler om lavere ydelser skal tvinges til målrettet at modtage de kvalifikationer, som virksomhederne efterspørger.

I den diskussion vil spørgsmålet om virksomhedernes ansvar også blive rejst. Frygten er nemlig, at regeringens plan i for høj grad fokuserer på, hvordan de ledige og det system, der håndterer de ledige, kan tilpasses samfundets og virksomhedernes behov. Mens der i mindre grad sættes spot på virksomhedernes forpligtelser for at hjælpe processen på vej. Det kan for eksempel ske igennem et mere aktivt udbud af jobtræning, praktik og kvoteordninger i virksomhederne.

Om det skal ske med stokkemetode eller frivillighed, vil være et lige så åbent stridspunkt, som når det gælder de lediges opkvalificering.