Arv vs. miljø

Ny genforskning udfordrer synet på social arv

Af

Ny forskning viser, at arv og miljø er tættere forbundet, end man tidligere har troet. Generne påvirker, hvordan vi reagerer på vores sociale miljø. Og det sociale miljø påvirker, hvilken rolle vores gener spiller. På et universitet i New York undersøger en dansk forsker genernes påvirkning på vores sociale arv.

Nogle bliver påvirket meget mere af deres miljø og vil blive ramt hårdere, hvis de vokser op i et belastet miljø. Til gengæld klarer de sig også bedre end gennemsnittet, hvis man flytter dem over i et bedre og mere ressourcestærkt socialt miljø. Det forklarer Lisbeth Trille G. Loft, der forsker i genetik på Columbia University i New York.

Nogle bliver påvirket meget mere af deres miljø og vil blive ramt hårdere, hvis de vokser op i et belastet miljø. Til gengæld klarer de sig også bedre end gennemsnittet, hvis man flytter dem over i et bedre og mere ressourcestærkt socialt miljø. Det forklarer Lisbeth Trille G. Loft, der forsker i genetik på Columbia University i New York. Foto: Torben Klint/Scanpix

Revolution er et meget stort ord. Det ved Lisbeth Trille G. Loft godt.

Ikke desto mindre mener den danske forsker, at det er, hvad der i disse år sker med måden, vi forstår arv og miljø. Forskningsverdenens viden om generne – vores arvemateriale – og dets sammenhæng med det sociale miljø, der omgiver os, bliver i disse år vendt op og ned. Revolutioneret.

Siden man i starten af det 19. århundrede første gang begyndte at tale om socialklasser og sociale forskelle, har forskere diskuteret, hvad der afgør vores personlighed, karakter og vej i livet. På den ene side stod de naturvidenskabelige forskere og pegede på vores genetiske arv, på den anden side stod socialforskerne og pegede på det sociale miljø, der omgiver os igennem livet.

De seneste år har man på begge sider måttet erkende, at det er både og.

Den nyeste forskning viser endda, at de to ting påvirker hinanden, og det er mere rigtigt at tale om arv via miljø end at opdele de to.

Midt i det hele sidder Lisbeth Trille G. Loft med et forskningsprojekt på Columbia University og Københavns Universitet, hvor hun kombinerer gen- og socialforskning. Hun skiller den sociale arv ad for at se, hvor stor en del af det, der er skabt af det sociale miljø, og hvor stor en del, der er genetisk arvet.

Det viser sig nemlig, at generne påvirker, hvordan vi håndterer den bagage, vi får med fra vores forældre.

»Man kan se, at man kan være mere eller mindre genetisk sensitiv over for sit miljø. Tidligere har man troet, at social ulighed fungerede sådan, at jo flere dårlige ting, der sker, jo dårligere går det dig. Det, vi ved nu, er, at nogle bliver påvirket meget mere af deres miljø, så de vil blive ramt hårdere. Til gengæld klarer de sig også bedre end gennemsnittet, hvis man flytter dem over i et bedre og mere ressourcestærkt socialt miljø,« forklarer Lisbeth Trille G. Loft.

Den nye forståelse af vores sociale arv er netop ny, og derfor lærer Lisbeth Trille G. Loft hele tiden nyt om, hvordan vi er skruet sammen. De første opdagelser giver dog allerede en viden om, hvordan vi kan sætte ind politisk for bedre at bryde den sociale arv. Det vender vi tilbage til senere.

I krydsfeltet mellem genetik og sociologi

Lisbeth Trille G. Loft har en ph.d. i sociologi fra Københavns Universitet og Brown University i USA. Under et ophold på det amerikanske universitet Princeton i 2014 blev hendes interesse for generne dog tændt. Her blev hun involveret i en arbejdsgruppe, der var blandt de første til at kombinere datasæt om sociale forhold og analyser af gener.

I 2016 fik hun et globalt fellowship gennem EU’s forskningsprogram for unge talenter, Marie Curie. Derfor sidder hun nu på Columbia University i New York og ser på, hvordan børn reagerer forskelligt på ustabilitet i familien alt efter, hvordan deres gener er skruet sammen.

»Familien er den tætteste relation, vi har, og så er det den, der tidligst kan påvirke os,« forklarer Lisbeth Trille G. Loft om hendes fokus og tilføjer, at det var udsatte børns forskellige kurs i livet, der inspirerede hende i første omgang.

»Hvordan kan det være, at det går meget forskelligt for børn, der ellers oplever de samme ting?«, spørger hun.

Det endelige svar har hun ikke endnu, men hun ved nu, at det findes i en kombination af gener og social arv.

Gigantiske genompuljer

Alle mennesker har deres eget specielle arvemateriale. Det er det, man kalder genomet.

Størstedelen af genomets byggesten er identisk fra menneske til menneske, men alligevel har vi hver især små forskelle, hvor de er sat anderledes sammen. Når forskerne falder over disse forskelle, kalder de det en “variant i genomet”. Ofte betyder en variant ingenting, men forskere har de seneste år opdaget, hvordan nogle varianter øger risikoen for at udvikle sygdomme som diabetes, fedme eller skizofreni.

Derfor leder forskere nu efter, hvilke varianter der øger risikoen for bestemte sygdomme. På grund af de mange byggesten i genomet, er man nødt til at sammenligne titusindevis af mennesker for at finde ud af, hvilken variant der hænger sammen med bestemte sygdomme. For at gøre det, puljer forskerne gentest fra store grupper af mennesker og får computerprogrammer til at udregne de statistiske sammenhænge mellem varianter i genomet og risikoen for bestemte sygdomme. Det kaldes en GWAS (Genome Wide Association Study).

Det er med sådanne studier, at man har fundet en øget risiko for bestemte psykiske sygdomme, adfærdsvanskeligheder og særlige former for genetisk betinget sensitivitet over for ens sociale miljø.

Lisbeth Trille G. Loft sidder med amerikanske data, der kombinerer disse genompuljer med spørgeskemaundersøgelser hos familier og statistik om de sociale forhold.

»Vi har utrolig gode observerede data i socialvidenskaben, som vi kan kombinere med de her genstudier. Nogle steder har man også testet børns kognitive evner, og vi ved hvilke diagnoser børn eventuelt har fået stillet og hvornår I deres liv det er sket ,« forklarer hun.

Arv via miljø

Når forskerne leder efter risiko for fysiske sygdomme, kan det ofte forbindes til enkelte varianter i genomet, men når det kommer til adfærdsvanskeligheder, er vi mere komplekst skruet sammen. Og selvom Lisbeth Trille G. Loft kan se, at nogle mennesker er genetisk disponeret, så de reagerer særligt stærkt på social arv, ved hun ikke, hvor stor en del, der påvirkes af generne. Endnu.

»I gennem mange år har man set, at et turbulent eller utrygt hjemmemiljø kan have betydning for, hvordan det går videre i livet, men vi ved ikke hvor meget der skyldes en form for genetisk struktur, og hvor meget handler om den stress turbulente og utrygge forhold kan skabe hos et individ«.

Når det kommer til nogle psykiske lidelser eller adfærdsvanskeligheder, kan man dog se, hvor meget påvirkning der kommer fra henholdsvis genetisk arv og socialt miljø. I de tilfælde kan man lave en opdeling, så man f.eks. ved, at nogle ting er 40 procent nedarvet og 60 procent kommer fra vores sociale miljø.

»Det er det, vi også håber på at kunne kortlægge i forhold til social arv, så vi kan gå ind og se, hvor meget der er arv, og hvor meget der er miljø. Og så håber vi at finde ud af, hvilke faktorer i det sociale miljø, som slår meget ud. Så ved vi nemlig bedre, hvad vi kan gøre ved det«.

Praktisk set kan arv og miljø dog være uadskillelige. Hvis et barn for eksempel har risiko for at udvikle vise psykiske sygdomme, så er der også en sandsynlighed for, at forældrene eller andre familiemedlemmer også bærer en risiko, fordi det er arveligt. Hvis andre i familien også har psykiske lidelser, påvirker det måske hjemme miljøet i en sådan grad at, barnet reagerer på arvematerialet og udvikler lidelsen. På den måde virker gener og miljø tilbage på hinanden.

Gener der kan tænde og slukkes

»Et dynamisk forhold.«

Sådan omtaler Lisbeth Trille G. Loft relationen mellem arv og miljø. Hun forklarer, at hvor man tidligere har troet, at information flød fra generne ud og formede os, tyder det nu på, at den også flyder tilbage igen, så vores sociale miljø påvirker genernes udtryk.

Samtidig har forskerne fundet ud af, at gener kan tændes og slukkes, og det sociale miljø måske kan fungere som en slags kontakt.

»Man har tidligere været ret blind for, hvor stærk påvirkningen fra miljøet er, og at det sender nogle signaler tilbage, så der er et feedbackloop til generne. Og det er der, man måske kan gå ind og ’tænde og slukke’ for nogle af de ting,« siger Lisbeth Trille G. Loft.

»Men det er helt nyt, og det er svært at vide, hvad vi skal gøre ved det,« tilføjer hun så.

Det er netop derfor, at den forskning, Lisbeth Trille G. Loft sidder med, er så vigtig. For hvis vi bliver klogere på sammenhængen mellem arv og miljø, kan vi måske gå ind og påvirke miljøet, så det ikke sender de forkerte signaler til generne.

Når man for eksempel ved, at nogle psykiske lidelser og adfærdsvanskeligheder påvirkes af både gener og miljø, kan man måske sikre, at miljøet aldrig tænder for de gener. Det vil fremtidens forskning vise.

Tag det ovenstående eksempel med psykiske lidelser. Hvis man hjælper familien og barnet med at få mere struktur og flere resurser ind i hverdagen, skaber det et mere organiseret og roligt miljø, der måske betyder, at barnet ikke udvikler en given lidelse, som det ellers er genetisk disponeret over for.

Det samme gælder andre lidelser, hvor generne måske kan blive ’tændt’, hvis man har en utryg opvækst. Hvis man til gengæld har været tryg gennem hele sin barndom, kan man gå igennem livet uden, at man udvikler sygdommen, selvom man er genetisk disponeret over for den.

»Hvis den miljømæssige trigger aldrig dukker op, så kan det være, der aldrig bliver ’tændt’ for de her psykiske lidelser eller adfærdsvanskeligheder,« siger Lisbeth Trille G. Loft.

Vi må stoppe vores moraliseren

Lisbeth Trille Gylling Loft og hendes kollegaer advokerer ikke for, at vi går ind og gentester børn for at finde ud af, om vi skal ændre deres sociale miljø.

»Så er man ude på en etisk glatis,« siger hun og understreger, at det lige nu handler om at blive klogere, så vi bedre ved, hvordan arv og miljø fungerer i samspil.

Allerede nu kan forskerne dog sige, at den sociale arv er mere kompleks, end politikerne fremstiller det.

På den ene side hjælper det ikke noget, at man bare beder folk om at stramme op og få styr på deres liv, fordi vores gener er skruet sammen på en måde, hvor det ikke er ligetil for alle. For eksempel ved man også, at nogle bliver påvirket af deres gener, så de tænker mere på mad. Det betyder, at det langtfra er lige nemt for alle at smide de ekstra kilo. Det samme gælder alkoholisme, hvor generne også spiller en rolle.

»Det rykker på graden af det personlige ansvar. Vi er forskelligt disponeret, og derfor reagerer vi forskelligt på vores miljø. Det hjælper ikke noget at moralisere,« siger Lisbeth Trille G. Loft.

På den anden side kan universelle løsninger være en dårlig ide, når vi har forskellige udgangspunkter. Det hjælper ikke, hvis vi alle sammen skal have særlige tilbud.

»Den type løsninger, der er til rådighed, skal vi tænke over, for de er nødt til at være meget mere individuelle. I nogle familier og miljøer, skal der skrues op for nogle ting, og det har vi råd til, hvis vi skruer ned nogle andre steder, i stedet for den her one-size-fits-all,« siger Lisbeth Trille Gylling Loft.

Hun mener, at indsatsen skal starte så tidligt i barnets liv som muligt. For generne har vi jo med os fra fødslen.