Ny fond kan gøre fagforeninger billigere

Af Anne Marie Boesen
| @IHoumark
| @GitteRedder

Ved de kommende overenskomstforhandlinger er det helt centralt for 3F og Dansk El-Forbund, at de slipper af med nogle af udgifterne til at sikre overenskomsterne. Det skal bane vejen for at sænke kontingentet og måske tilbageerobre titusindvis af lønmodtagere, der i dag vælger billige, gule fagforeninger. På et liberaliseret organisationsmarked er konkurrence på pris uundgåelig, mener arbejdsmarkedsforskere.

Foto: Illustration: Colourbox

GUL FEBER Det skal være slut med, at lagerarbejdere, elektrikere og smede organiseret i LO-forbund via deres høje kontingenter betaler for, at de gule medlemmer får gratis overenskomster, uddannelse og arbejdsmiljø.

Som noget helt nyt kræver toneangivende fagforbund som 3F og Dansk El-Forbund nu, at den million lønmodtagere, der i dag er uorganiserede eller medlemmer af de gule fagforeninger, fremover betaler for de overenskomst-goder, som de også nyder godt af.

Med andre ord skal gratisterne til lommerne og via en fond være med til at finansiere overenskomsterne. Og de penge, fagbevægelsen sparer, skal gå til at sænke kontingenterne, lyder det fra flere LO-forbund.

Ifølge formand for Industrigruppen i 3F og næstformand i forhandlings-fællesskabet CO-Industri Mads Andersen vil et centralt krav ved de kommende overenskomstforhandlinger nemlig være, at LO-medlemmerne ikke længere skal betale hele regningen for at sikre overenskomsterne.

»Vi skal tage trykket af kontingenterne i de faglige organisationer ved at lægge nogle af udgifterne til for eksempel tillidsrepræsentanternes uddannelser og det fagretlige system over på overenskomstrammen,« siger Mads Andersen og uddyber:

»I dag er det jo de klassiske fagforeninger, der forhandler og sikrer overholdelsen af overenskomsterne foruden at udvikle uddannelse, arbejdsmiljø og så videre. Det er dyrt, men det skal der ændres på nu.«

Dermed er han på linje med andre topfolk i fagbevægelsen, der i stigende grad er irriterede over, at det lykkes Krifa og Det faglige Hus at markedsføre sig som fagforeninger. Forklaringen, på at de alternative fagforeninger kan trykke prisen i bund, er nemlig, at de hverken forhandler og vedligeholder overenskomster eller deltager i udviklingsarbejde omkring blandt andet erhvervsuddannelser, voksen- og efteruddannelse samt arbejdsmiljø.  

Regning skal ikke lande på LO-bordet   

Sammen med Dansk Metals formand Thorkild E. Jensen sidder Mads Andersen med, når arbejdsgiverne og lønmodtagerne i begyndelsen af 2012 begynder at forhandle overenskomst for næsten en halv million lønmodtagere på det private arbejdsmarked.

»Det er med til at gøre os sårbare, at vi har lagt udgifterne på kontingentet, og derfor skal vi nu have sendt regningen videre, så den ikke kun lander på vores bord,« fastslår Mads Andersen.

Det er tillidsrepræsentanterne ude på arbejdspladserne, der gang på gang ser deres kollegaer melde sig ud af deres fagforening og gå over til de gule for at slippe billigere. Og det frustrerer i stigende grad de tillidsrepræsentanter, der er fagforeningernes første geled i forhold til medlemmerne.

På sigt skal en anden fordeling af udgifterne til overenskomsterne bane vejen for at sætte de faglige kontingenter ned, så LO-forbundene bedre kan konkurrere med de billige gule foreninger.

»Men vi kan ikke gå i direkte konkurrence om prisen, for vi kan ikke levere den danske model til 70 eller 100 kroner om måneden. Det er der ingen organisationer, der kan. Det kan godt være, at de gule narrer vores medlemmer til at tro det, men så må vi synliggøre over for danske lønmodtagere, at de gule ikke bidrager til den danske model,« siger Mads Andersen.  

Krav om ny fond

Også forbundsformand i Dansk El-Forbund Jørgen Juul Rasmussen mener, at de uorganiserede samt gule medlemmer skal betale deres del af regningen for overenskomsterne, og derfor stiller El-Forbundet ved de kommende forhandlinger krav om, at alle på arbejdspladsen skal indbetale til en fond, der skal vedligeholde overenskomsten og uddannelserne.

Står det til El-Forbundets formand skal pengene til fonden betales som en del af virksomhedens lønsum.

»Hvis vi forestiller os, at arbejdsgiverne skal betale for eksempel ti øre pr. time pr. ansat – altså udregnet fra virksomhedens samlede lønsum – så giver det 16 kroner pr. måned. Og tilsvarende 32 kroner pr. måned, hvis beløbet er 20 øre. Det beløb kan vi bruge til at nedsætte kontingentet for de betalende medlemmer. De vil dermed reelt få pengene som en lønstigning, mens pengene fra de uorganiserede går direkte til arbejdet med overenskomsterne,« forklarer Jørgen Juul Rasmussen.

Ligesom 3F skal Dansk El-Forbund først mødes med arbejdsgiverne i december for at udveksle krav til overenskomstforhandlingerne, og derfor vil han ikke gå yderligere i detaljer omkring forslaget.

Men elektrikernes formand peger på, at El-Forbundet i dag dækker dyre udgifter til blandt andet udvikling af de faglige uddannelser samt vedligeholdelse af overenskomsterne.

»Det er et bærende princip, at vi har områdeoverenskomster og faglige udvalg, men det er omkostninger, som vi bærer for hele branchen. I takt med at vi bliver færre medlemmer, bliver vi også færre til at dække de samme omkostninger, og derfor er vores tanke at oprette en fond, der bliver finansieret via et eller andet beløb fra alle medarbejdere,« siger han.  

Frygter for fremtiden

Hvis det ikke lykkes at få oprettet en fond til at tage trykket af kontingenterne og dermed den negative medlemsudvikling, er El-Forbundets formand alvorligt bange for fremtiden for den danske model.

»Jo færre vi er til at dække de omkostninger, jo dyrere bliver det at være medlem, og det er jo en ond spiral. Men jeg vil understrege, at det er ikke sådan, at arbejdsgiverne skal betale vores medlemmers kontingent, det skal de ikke. Men de fælles omkostninger vi har i branchen, kunne man finansiere på en anden måde end i dag, for det handler jo om den danske models holdbarhed,« understreger han.

Formand for Krifa – Kristelig Fagbevægelse Søren Fibiger Olesen har forståelse for ønsket om at få betalt udgifterne til at forhandle og vedligeholde overenskomsterne.

»Men sådan en fond vil kun være acceptabel, hvis vores medlemmer og alle andre ansatte får indflydelse på, hvordan pengene bruges. Dem, der betaler musikken, skal også være med til at bestemme, hvad der spilles,« siger Søren Fibiger Olesen.

Professor på CBS, Handelshøjskolen i København, Ove Kaj Pedersen kan sagtens se fidusen i at oprette en fond til at finansiere overenskomst-vedligeholdelsen, der er så vigtig for et stabilt arbejdsmarked som det danske. Men han forudser også modstand fra arbejdsgiverne.  

»Tillidsmændene og det fagretslige system varetager fællesskabets interesser, og derfor er det også rationelt at løfte finansieringen i fællesskab, selv om arbejdsgiverne nok vil stritte voldsomt imod,« siger Ove Kaj Pedersen.

Organisationen for arbejdsgiverne i industrien DI ønsker ikke at kommentere forslaget om en fond.

Arbejdsmarkedsforsker og professor på Københavns Universitet Jesper Due vil ikke gøre sig til smagsdommer over fagbevægelsens krav til overenskomstforhandlingerne, men han understreger, at der er al mulig grund til at være alarmeret over medlemsudviklingen i den etablerede fagbevægelse og dermed også over den danske models fremtid.

»Det kan få konsekvenser for hele overenskomstsystemet, hvis stadig flere står udenfor de fagforbund, der forhandler overenskomsterne. Hvis flere og flere ikke er regulerede ved overenskomster, så vil der jo være en tilskyndelse fra det politiske system til at gå ind og regulere på løn og ansættelsesforhold,« siger Jesper Due.

Liberaliseret marked

Sammen med to andre arbejdsmarkedsforskere fra FAOS på Københavns Universitet har Jesper Due netop for LO udarbejdet en rapport om, hvem der organiserer sig i forskellige fagforeninger. I rapporten anfører forskerne, at ’organisationsmarkedet’ er blevet liberaliseret, og at toppen af dansk fagbevægelse er nødt til at agere ud fra, at de er på et marked i hård konkurrence og ikke længere har en monopollignende status.

»Det faktum, at der er fagforeninger, der bevidst sætter sig i konkurrence om medlemmer på pris, betyder, at de traditionelle fagforeninger må redefinere sig selv. De traditionelle fagforeninger kan med andre ord ikke bare lade som om, at konkurrencen ikke eksisterer, og de bliver derfor nødt til at træde ind på markedet som virksomhed – så at sige – hvis de vil overleve,« understreges det i rapporten.

Professor Jesper Due understreger, at snak om nye strategier ikke længere er nok, men at der også skal handling bag.

»LO-forbundene skal betragte de gule som konkurrenter på et marked. Her skal man ikke kun konkurrere på pris men også på tydeliggørelse af kvalitet,« siger han og tilføjer, at en reduktion af kontingenterne i LO-forbundene er en del af løsningen men langt fra tilstrækkeligt.

»De gule har været i stand til at fremstille sig som om de er et alternativ til LO-fagforeningerne. Men de er jo på ingen måde et alternativ, og som lønmodtager var det klogeste man kunne gøre, hvis man skulle gøre noget, sådan set helt at lade være med at melde sig ind hos de gule og bare være i en a-kasse. De gule præsenterer sig, som om de tilbyder det samme på overenskomster, men det gør de netop ikke. Derfor ville konsekvensen også være, at hvis folk meldte sig ind hos de gule eller var uorganiserede, så var der slet ikke nogen dansk model,« siger Jesper Due.

Søren Fibiger Olesen fra Krifa kalder Jesper Dues udsagn for »noget sludder«.

»Vi har overenskomster, og vi varetager lønmodtagernes basale interesser. Eksempelvis har vi ved at føre sager for vores medlemmer i løbet af de seneste tre år skaffet over en milliard kroner til medlemmerne for for eksempelvis uberettigede fyringer og manglende betalinger af tillæg,« siger Søren Fibiger Olesen.  

Priskløft

For LO-forbundene er det uholdbart at fastholde de høje kontingenter, mener Jesper Due.

I dag slipper en nordjysk lagerarbejder, der har meldt sig ind i Det Faglige Hus, med 69 kroner om måneden i kontingent, og er han medlem af både a-kasse og fagforening, punger han ud med 446 kroner om måneden. Er lagerarbejderen derimod organiseret i 3F, skal han hver måned lægge 432 kroner i faglig kontingent, og er han dobbelt medlem af a-kasse og fagforening, er prisen 897 kroner.

Det er kort sagt langt billigere at være kunde hos en gul fagforening end medlem af et LO-forbund, og det har fået langt over 100.000 LO-medlemmer til at droppe deres fagforening og til gengæld melde sig ind hos især Krifa - Kristelig Fagbevægelse og Det Faglige Hus.

Priskløften er for stor, mener professoren. Derfor er det også et skridt i den forkerte retning, når for eksempel HK Danmark for andet år i træk har hævet kontingentet med godt ti kroner.

»Hvis man vil kompensere for medlemstilbagegangen og bevare eksisterende ressourcer og strukturer ved at hæve kontingentet, må man sige, at man ikke har forstået noget i forhold til dynamikken i den her branche. Som fagforbund er man nødt til at gå mere direkte til værks og effektivisere i sin egen organisation. Ellers taber man på den lange bane,« siger Jesper Due.

Ingen priskrig

Heller ikke set med 3Fs Industrigruppeformand Mads Andersens øjne er der nogen tvivl om, at 3F og LO-forbundene er nødt til at se på kontingentets størrelse.

»Men decideret priskrig tror jeg ikke på. Når vi skal bevare den danske model, kan vi ikke lave en priskrig med de gule, for vi kan ikke levere den danske model til den pris, som de driver forening på. Vel at mærke uden de ydelser, vi giver vores medlemmer. Men der er ingen tvivl om, at vi skal kigge på kontingentets størrelse. Jeg kunne da godt tænke mig at sænke kontingentet på længere sigt. Men det er ikke noget, vi kan gøre natten over,« fastslår Mads Andersen.  

Professor og arbejdsmarkedsekspert Ove Kaj Pedersen advarer mod, at LO-fagbevægelsen handler, som om det var panik før lukketid.

»Jeg vil råde forbundene til at have is i maven med hensyn til kontingenterne. Hvis de begynder at sænke kontingenterne markant, risikerer de, at kvaliteten af deres ydelser også går ned. Det kan blive skruen uden ende,« siger han.

Over for bestemte grupper - eksempelvis unge eller ansatte i bestemte brancher - kan der ifølge Ove Kaj Pedersen være gode grunde til lave kontingenter, når de melder sig ind.

»Men ellers tror jeg ikke på, at kontingentets størrelse har den store betydning i længden. Her er det mere kvaliteten, der er afgørende,« fastslår CBS-professoren.

Dommedagsscenarierne over den danske LO-fagbevægelse hører ingen steder hjemme, mener han og kalder det »en succeshistorie for LO-fagbevægelsen«, at den ikke har mistet flere medlemmer i betragtning af, hvordan danskernes kompetencer og erhvervsstrukturen har ændret sig. Sammenlignet med udlandet er den danske organisationsprocent endda meget høj.

»Der er ingen grund til panik i LO-fagbevægelsen,« fastslår Ove Kaj Pedersen.