Ny dagsorden i Esbjerg

Af Poul Damgaard

Med penge fra lokale fagforeninger og et lavbudget på 150.000 kroner er gratisavisen Espressen gået til modangreb på borgerligt bladmonopol.

Fagbevægelsen i Esbjerg er gået til angreb på JydskeVestkystens lokale mediemonopol. I torsdags udkom første udgave af gratisavisen Espressen. Efter yderligere to udgivelser inden sommerferien vil den fra august blive uddelt hver 14. dag på centrale steder i Esbjerg og på større arbejdspladser.

Espressen er oppe imod Den Sydvestjyske Venstrepresse og Det Berlingske Hus og hermed også den norske Orkla-koncern. Herfra er dagbladet JydskeVestkysten hovedproduktet. Sidste år opkøbte bladkoncernen Esbjerg Ugeavis og er nu også ene om udgivelsen af en husstandsomdelt ugeavis i Esbjerg. Desuden har det gamle venstreblad og dets bagmænd del i Radio Victor, egnens suverænt mest hørte nærradio.

»Vi vil gerne være med til at sætte en alternativ dagsorden i forhold til Venstrepressen,« siger Kim Mortensen, der er forstander på det fagbevægelsesejede Esbjerg Højskole og en af hovedmændene bag Espressen.

Kim Mortensen ser en parallel til LO’s investering i gratisavisen MetroXpress.

»Der er nogle argumenter, der går igen, nemlig ønsket om at få flere til at læse avis og interessere sig for nyhederne,« siger han.

Det nye blad har et lavbudget på 150.000 kroner for resten af året. Ressourcerne kommer fra lokale fagforeninger og fra højskolens Esbjerg Mediecenter, der blandt andet stiller med en to-mandsredaktion. Bladet skal på længere sigt kunne finansieres af annoncer.

Distributionen af bladet står et frivilligt uddelerkorps for sammen med tillidsrepræsentanter fra arbejdspladserne.

»Og avisen er skrevet til arbejdspladserne,« understreger Kim Mortensen.