Nu skal der spares på de svage børn

Af

Hjælpen til de mest udsatte børn og unge er ikke længere fredet fra almindelige økonomiske prioriteringer. Ligesom ældreforsorgen og folkeskolerne må også de socialrådgivere, der bevilger et nyt hjem til et misbrugt barn, fremover holde sig inden for budgetterne.

DOGMESKIFTE Der er ingen, der bryder sig om at sige det højt – men der er heller ingen, der nægter det. Der skal spares på samfundets allersvageste: De 14.000 børn, der bor hos en plejefamilie eller på en døgninstitution, og de 18.000 familier, der i dag modtager hjælp eller støtte, fordi forældrene ikke magter at tage sig af deres børn. Denne gruppe kostede sidste år kommunerne omkring 1,3 milliarder kroner mere end beregnet. 800 millioner i overforbrug på de kommunale budgetter og 500 millioner i overtræk på en fælles kommunal udligningskonto til særligt dyre enkeltsager.

Alligevel er nyheden ikke, at udgifterne til de udsatte børn stiger – det har de gjort nærmest uafbrudt i flere årtier. Nyheden er, at ingen vil betale regningen. Regeringens budskab er klart: Kommunerne må selv finde pengene på de pressede budgetter. De sociale børnesager er ikke længere fredet fra den almindelige kamp om velfærdskronerne, erkender formanden for Kommunernes Landsforening (KL), borgmester i nordsjællandske Rudersdal Kommune Erik Fabrin (V).

»Vi ønsker ikke at spare på udsatte børn og unge. Men hvis der ikke er nogen penge, så bliver vi jo nødt til at forholde os til det. Ellers skal vi jo finde pengene andre steder. Er det mere fornuftigt at spare på daginstitutionerne og skolerne? Eller på hjemmehjælpen,« spørger Erik Fabrin, som ved redaktionens slutning fredag forhandlede med finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) om den kommunale økonomi for 2009.

Det har ellers i mange år været et dogme i dansk socialpolitik, at udsatte børn skal have den hjælp, de har behov for, uden at der skeles til økonomien. Et dogme, der for 10 år siden blev nedfældet i Serviceloven, hvor man stadig kan læse, at enhver, der ikke kan klare sig selv, har ret til at få hjælp, og at hjælpen skal »tilrettelægges ud fra den enkelte persons behov«. Det er simpelthen ikke lovligt at tage økonomiske hensyn her. Paradoksalt nok var det den nuværende velfærdsminister Karen Jespersen (V), der stod fadder til serviceloven i sin tid som socialdemokratisk socialminister. En populær lov blandt de socialrådgivere og socialpædagoger, der er med til at yde hjælpen.

»Intentionen bag loven er jo, at vi som samfund påtager os at kompensere for, at der findes forældre, der ikke er i stand til at være forældre for deres børn. Som jeg ser det, så er man nødt til at tage en beslutning og sige, at der er grupper af mennesker, hvis liv og skæbne ikke må komme an på økonomi,« siger næstformand i Socialpædagogernes Landsforening Benny Andersen.

Vi har ikke råd til tagselvbord

Men det dogme er under hastig forandring i takt med, at den økonomiske sko trykker stadig hårdere på de kommunale budgetlæggere. I Kommunernes Landsforening er man forsigtig med at sige højt, at økonomien spiller ind i den enkelte børnesag, men formanden mener, det er helt på sin plads at rokke ved, at sociale indsatser skal være hævet over almindelig økonomisk logik.

»Rent principielt må man jo sige: Der er da ikke noget samfund, der kan have sådan et tagselvbord nogen steder,« siger Erik Fabrin.

Han er frustreret over, at regeringen strammer budgetskruen med den ene hånd, mens den med den anden peger fingre af kommunerne, når sager om omsorgssvigt kommer frem i medierne, som i tv-dokumentaren »Er du mors lille dreng«, der for nylig fik velfærdsministeren til at love bedre vilkår til de udsatte børn – uden at der fulgte penge med løfterne.

Også Københavns børne- og ungdomsborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard (SF) føler sig sat skakmat af servicelovens bestemmelser, som gør det ulovligt at prioritere de sociale udgifter.

»Jeg synes at folk skal have den hjælp, de har brug for, men serviceloven kunne måske godt trænge til et serviceeftersyn. Der er i hvert fald behov for en forventningsafstemning. Det er jo Folketinget og regeringen, der står garant for en lov, der siger, at man nærmest skal have ubegrænset hjælp, når man har brug for det. Men vi har ikke pengene til det.«

Derfor kan de udsatte børn og unge komme i hård kamp om pengene med sparetrætte forældre i skoler og daginstitutioner, forudser Bo Asmus Kjeldgaard:

»Jeg er ret overbevist om, at forældrene i ­København ikke vil finde sig i besparelser på skole- og daginstitutionsområdet.«

Næstformanden for socialpædagogerne mener også, det er stærkt misvisende at beskrive de sociale budgetter som et tagselvbord.

»Når udgifterne stiger, er det, fordi nogle børn har problemer, og fordi lovgivningen giver dem en retssikkerhed. Serviceloven er skruet sådan sammen, at myndighederne ikke må sige: »Dig vil vi ikke hjælpe«. Derfor er kommunernes kvoter, for hvor mange de vil anbringe, også helt ude i skoven. For hvad med de sidste, der ikke nåede med, inden kvoten blev brugt – dem tager Fanden eller hvad,« spørger Benny Andersen.

Kommuner må selv betale

Da kommunerne 1. januar 2007 som en del af strukturreformen blev alene med ansvaret for udsatte børn og unge, mistede de samtidig amternes medfinansiering. Og med regeringens nye sanktionspolitik over for kommunalt overforbrug, er der heller ingen økonomisk hjælp at hente på Christiansborg.

Regeringen opfordrer tværtimod kommunerne til at udvise »økonomisk ansvarlighed« i de sociale børnesager. Kommunerne skal satse mere på forebyggelse i hjemmet frem for de dyre anbringelser, ligesom det er regeringens mål, at flere af de anbragte børn skal placeres hos familiemedlemmer eller andre i børnenes netværk. Skal børnene anbringes i døgninstitutioner eller andre socialpædagogiske tilbud, skal det nu ske gennem »Tilbudsportalen«, hvor udbydere af social service skal oplyse pris og ydelser, så kommunerne kan surfe sig frem til det bedste og billigste tilbud.

Alt sammen tiltag, der øjeblikkeligt er blevet indregnet som besparelser i budgetaftalerne mellem kommunerne og regeringen på socialområdet. Budgetter, der altså har vist sig meget svære at holde.

For forebyggelsen i familierne kan ikke umiddelbart veksles til færre anbragte i samme kalenderår. Og de billigere netværksanbringelser har vist sig svære at gennemføre. Det kræver en stærk familie at tage imod et omsorgssvigtet barn, og sådan en findes sjældent i barnets nærmeste netværk, har kommunerne måtte sande.

Det overrasker ikke lektor i socialt arbejde og organisering på Aalborg Universitet Karin Kildedal. Hun har set de politiske vinde skifte retning flere gange i løbet af de seneste 20-30 år. Hendes erfaring er, at det er mest »moderne« at være imod anbringelser af børn, når økonomien er presset.

»Der er noget utrolig kortsigtet i den måde, man taler om økonomi i forhold til udsatte børn og unge. Spørgsmålet er jo, om vi har råd til IKKE at tage os af den her gruppe. For grunden til, at udgifterne eksploderer, er jo også, at de her børn får lov til at blive meget dårlige, før der bliver grebet ind,« mener Karin Kildedal.

Derfor er hun også bekymret for den udvikling, hun ser lige nu.

»I 80’erne oplevede jeg som praktiker en lang periode med pres på socialrådgiverne for at bruge forebyggelse frem for anbringelser. Men efterfølgende fik vi faktisk nogle børn til anbringelse, som var så ødelagte, fordi de havde fået lov til at blive alt for længe derhjemme,« siger Karin Kildedal.

Eksperter bør håndtere anbringelser

Det er en af forklaringerne på, at udgifterne eksploderede med 58 procent det følgende årti, mener forskeren. Og nu ser Karen Kildedal historien gentage sig under en ny regering, som godt nok har overskud på budgetterne, men som ikke har lyst til at lade de sociale udgifter vokse. Derfor foreslår hun, at finansieringen helt bliver fjernet fra kommunerne, så nogle faglige ekspertcentre får sidste ord i anbringelsessagerne for at sikre en bedre sagsbehandling, hvor barnets tarv altid står over økonomien.

Men det vil næppe ske i denne regerings levetid, som netop har ønsket en klar sammenhæng mellem sagsbehandlingen og finansieringen. Det var et selvstændigt argument for at lade kommunerne overtage hele det sociale område, da amterne blev nedlagt sidste år. Nu skulle det sociale område gøres »styrbart«, som det hedder i økonom-tale. Ikke flere blankochecks til velmenende socialrådgivere i kommunerne. Fremover måtte kommunerne selv bære de økonomiske konsekvenser af hver enkelt børnesag.

En logik, som kommunernes formand Erik Fabrin stadig forsvarer, selv om han mener, at rammerne er blevet for snævre:

»Nærhed i anbringelsessager er godt – både for den, der bliver anbragt og for de omkostninger, der er forbundet med det. Det er derfor, opgaven er lagt i kommunerne. Ellers ville udgifterne vokse fuldstændigt eksplosivt.«

Det er Socialdemokraternes socialordfører Mette Frederiksen for så vidt enig i:

»Men det er jo, fordi der er børn, som i dag vokser op med massivt omsorgssvigt, og som ikke bliver hjulpet. De børn kommer til at koste det her samfund så ufatteligt mange ressourcer. Så hvis man vil lægge en langsigtet økonomisk vinkel på det her, skal man lade være med at spare og i stedet investere i at give de her børn et bedre liv, så de kan klare sig uden hjælp, når de bliver ældre,« mener Mette Frederiksen.

KL-formand Erik Fabrin mener, regeringen bliver nødt til at tage sin del af ansvaret for de besparelser, der kommer.

»Hvis ikke regeringen vil bevilge pengene, så må den stå frem og sige, at vi ikke har råd til at yde de børn den hjælp, som de får i dag,« siger han.

Ugebrevet A4 har forgæves forsøgt at få en kommentar fra velfærdsminister Karen Jespersen og finansminister Lars Løkke Rasmussen.