Nu skal der bruges penge – men kassen er tom

Af

Pengene fosser ud af statskassen, men økonomernes svar er ikke tilbageholdenhed. Tværtimod. Der skal skrues op for pengestrømmen, hvis krisen skal vendes. For første gang i mange år, vil politikerne blive nødt til at basere finansloven på lånte penge.

GÆLDSAT STATSKASSE Når regeringen i morgen præsenterer sit forslag til finansloven for 2010, bliver det uden ord som ’overskud’ og ’overophedning’. Tværtimod er tabene for de offentlige kasser så store, at man kunne have bygget 22 nye store sygehuse eller seks Storebæltsbroer for pengene. Og den økonomiske nedtur er så stejl, at der er brug for mange milliarder til at sparke samfundet i gang igen. Hvor mange ekstra penge, der er brug for, og på hvilke måder de skal fordeles, bliver årets politiske hundeslagsmål. Og det bliver ikke mindre råt af, at også nogle af de hurtige gevinster fra Nordsø-olien er ved at slippe op, pointerer Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov:

»Det er en helt ny situation, som vi sidder med omkring forhandlingsbordet. Regeringen har hidtil haft en ekstrem økonomisk rygvind og har kunnet camouflere enorme skattelettelser i engangsindtægter fra aktiebeskatningen og Nordsø-olien. Det kan den ikke mere.«

Der er med andre ord ikke mange gratis omgange i dette års finanslovsforhandlinger. Pengene skal enten lånes eller findes ved besparelser, der ikke forværrer krisen ved at skabe større ledighed. Det bliver »en finanslov uden festfyrværkeri« forudser de konservatives finansordfører:

»Det bliver en balancekunst at gøre det, der skal til, så vi kommer nænsomt gennem krisen og får bevaret så mange arbejdspladser som muligt - og samtidig være påpasselig med de penge, vi bruger, for det bliver jo på lånte penge,« siger Mike Legarth (K).

Svær balance

Hvis Lars Løkke Rasmussen (V) huskes som en finansminister, der sad tungt på en overfyldt statskasse for at undgå, at de ophobede rigdomme ødsledes væk af kommuner og andre langfingrede velfærdssoldater, så vil Claus Hjort-Frederiksens (V) blive husket som ham, der stod bøjet over kisten, for at finde mønter nok i den slunkne kasse til at holde rigets trofaste styrker i gang. Og for en gangs skyld vil han have landets fremmeste økonomiske rådgivere med sig, hvis han forgriber sig på pengekassen.

For de nye tider betyder også helt nye toner fra Det Økonomiske Råds vismænd, som ellers i årevis har messet tilbageholdenhed og stram finanspolitik. I dag opfordrer de politikerne til at købe flest mulige job for pengene. En engangsinvestering på 10 milliarder kroner til offentlige byggerier, veje og renoveringsopgaver kan redde 20.000 danskere fra arbejdsløshed, vurderer vismændene:

»Det er et kompromis mellem hensynet til at bekæmpe ledigheden – og et mere langsigtet hensyn til de offentlige finanser. Hvis man bare lader tingene spille sig helt uhæmmet ud, så vil det føre til unødige lukninger af arbejdspladser, som ellers på længere sigt ville være helt levedygtige,« siger overvismand Peter Birch Sørensen.

Roden til alt ondt

Allerede nu betyder den stigende ledighed et voldsomt træk på de offentlige kasser, der ikke blot går glip af skatteindtægter, når folk ikke længere får løn, men også må punge ud med kontanthjælp og dagpenge.

Finansministeriets budgetoversigt fra maj viser en dramatisk forværring af statsbudgettet i løbet af krisens første år. I 2008 kunne daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen fremvise et rekordstort overskud på statsfinanserne på 72,3 milliarder kroner. Et år senere står hans efterfølger Claus Hjort Frederiksen med et underskud på 21,5 milliarder kroner i år og 60 milliarder i 2010. Forskellen på 134 milliarder kroner svarer til seks Storebæltsbroer eller 22 splinternye sygehuse.

Læg så til at underskuddet betyder, at vi lever for lånte penge, og at gælden på den ’kassekredit’, som vi ellers var godt på vej til at betale ud, er vokset fra 11 til 16 milliarder på et enkelt år.

Men selv om det kan virke risikabelt at skrue det offentlige forbrug op, netop når kassekreditten i forvejen går i minus, så kan det blive endnu dyrere for samfundet, hvis der ikke investeres i arbejdspladser nu og her påpeger professor i økonomi ved RUC, Jesper Jespersen:

»Vi laver et underskud i samfundsøkonomien lige nu, fordi vi ikke bruger de ressourcer, vi har, både i form af arbejdskraft og kapital. En måde at aktivere ressourcerne på, er at øge underskuddet på de offentlige finanser i en midlertidig periode. Den langsigtede samfundsøkonomiske risiko ligger i, at samfundet taber for mange årgange på gulvet, hvis ledigheden bider sig fast, og 1980’ernes og 1990’ernes ungdomsarbejdsløshed gentager sig,« advarer professoren.

Troen på, at krisen kan styre

Almindelig husmandslogik siger os, at man må spare, hvis pengene ikke rækker. Men den logik gælder kun delvist i nationaløkonomi. Her er der nemlig ikke nogen speciel logik i, at pengene skal bruges i den takt, de kommer ind i statskassen. I gode tider kan der tværtimod være god fornuft i at holde på pengene, så økonomien ikke overophedes, mens nationaløkonomerne vil bruge statskassen til at skrue op for aktivitetsniveauet i krisetider. På den måde bliver samfundets ’husholdningsbudget’ også et redskab til at sikre, at alle medlemmer af ’familien’ hele tiden har noget at lave, så deres arbejdskraft ikke går tabt for fællesskabet.

Derfor skældte økonomerne ud, da regeringen gav ufinansierede skattelettelser midt under højkonjunkturen. Og derfor nøder de politikerne til at bruge penge nu, hvor samfundet har brug for at få skruet op for aktivitetsniveauet.

Allerhelst ser økonomerne, at vi bruger løs af den ressource, som vi faktisk har overskud af lige nu – nemlig arbejdskraft i byggesektoren – også selv om vi må betale lønningerne med lånte penge:

»Der ligger jo nogle offentlige investeringsopgaver og venter: Reparations- og vedligeholdelsesarbejder og større projekter. Vi foreslår at fremrykke dem til 2010 i stedet for at udføre dem på et senere tidspunkt, hvor vi ikke længere har overskud af arbejdskraft,« forklarer overvismand Peter Birch Sørensen.

Ved at give folkeskolen nyt tag nu eller fremskynde byggeriet af et nyt sygehus, sikrer man altså samtidig, at arbejdskraften er fri til at tage fat på det private arbejdsmarked, når opsvinget kommer, lyder vismandslogikken.

Professor Jesper Jespersen fra Roskilde Universitet henviser til Nyrup-regeringens vækstpakke ’Gang i 90’erne’ og Fogh-regeringens forårspakke i 2004 som to eksempler på, at det kan lade sig gøre at hjælpe et opsving på vej ved at lette lidt på statskassen:

»Selv om man startede med at hælde 10 milliarder kroner mere ud, så har det jo siden vist sig at være mere end selvfinansierende. Faktisk satte det en så positiv udvikling i gang, at underskuddet blev vendt til et overskud, og vi kunne betale af på gammel gæld. Men det handler meget om timing. Der skal være nogen til at købe vores varer - det skal spille sammen med, at den internationale økonomi også kommer i gang,« pointerer Jesper Jespersen.

Ideologien styrer

Mens de fleste økonomer og politikere er enige i disse grundlæggende mekanismer, så er der langt fra enighed om, hvor mange penge, der skal bruges, om de skal stimulere privat eller offentligt forbrug, og hvornår timingen er helt rigtig.

Finanslovsforslaget i morgen bliver regeringens bud. På forhånd har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) meldt ud, at han ikke mener, store vækstpakker til det offentlige er løsningen. Danmark er et meget lille tandhjul i den store internationale økonomi, og selv om det godt kan betale sig at holde det i gang, så må vi indstille os på, at det »skal blive værre, før det bliver bedre«, De konservative er enige:

»Man kan godt bidrage til, at vi holder en vis vækst, og at vi minimerer effekterne af krisen. Men krisen er noget, der har ramt os udefra, og den kan vi i Danmark ikke gøre noget ved,« forklarer finansordfører Mike Legarth (K).

Og det er præcist her, de ideologiske skel deler Folketinget, mener Morten Bødskov (S), som hellere ser en stor vækstpakke i går end i morgen.

»Regeringen tror så meget på markedsøkonomien, at man har svært ved at se, at man som politiker kan gøre noget for at forandre det. Det er dér, jeg tror den fundamentale forskel er. Vi tror på, at det kan lade sig gøre at tage hårdere fat om rattet,« Socialdemokraternes finanspolitiske ordfører.

Ikke alle tror på krisepakker

Også i den liberale tænketank Cepos vurderer cheføkonom Mads Lundby Hansen, at den økonomiske situation på mange måder er ’vendt 180 grader’ det seneste år. Alligevel råder han regeringen til at gøre det samme, som dengang højkonjunkturen buldrede derudaf:

»Hvis politikerne vil ud at bruge penge, så er det vores anbefaling, at man bruger pengene på lettelser i marginalskatten og i selskabsskatten. Det har man gjort én gang, ja. Men fordi man gør en ting rigtigt én gang, kan man jo godt gøre det en gang til,« siger han.

Allerhelst skal politikerne holde fingrene væk fra den aktuelle krise, mener Cepos-økonomen. Han hylder hverken Nyrups eller Foghs vækstpakker, fordi de forsinker nødvendige tilpasninger på arbejdsmarkedet og er svære at time.

»Vi tror ikke ret meget på, at politikerne kan styre konjunkturer med finansloven og den økonomiske politik. Vi mener, at man i den økonomiske politik skal have fokus på den langsigtede vækst og balance i økonomien,« siger Mads Lundby Hansen.

Hver tredje krone til overførsler

Hvor meget det betyder for samfundsøkonomien at holde danskerne væk fra overførselsindkomsterne, viser et kig på Finansministeriets økonomiske redegørelse fra maj. Her forudser regerings-økonomerne, at de samlede udgifter til overførselsindkomster i 2010 vil runde 300 milliarder kroner. Det svarer stort set til danskernes samlede indbetaling af personskatter (355 milliarder kroner) – eller til ca. en tredjedel af de samlede offentlige indtægter (931 milliarder kroner) inklusiv moms, arbejdsmarkedsbidrag, erhvervsskatter, afgifter og så videre.

Med det regnestykke på lystavlen forstår man måske bedre økonomernes ramaskrig, da Claus Hjort Frederiksen skrinlagde samtlige langsigtede reformer, dagen før Arbejdsmarkedskommissionens længe ventede forslag til, hvordan man kan sikre en langsigtet balance mellem indtægter og udgifter i fælleskassen.

Peter Birch Sørensen understreger da også, at vismændene giver deres anbefalinger om en indsprøjtning til samfundsøkonomien her og nu under forudsætning af, at politikerne er ansvarlige nok til at stramme op igen, så snart krisen er overstået. Forude venter stadig et balanceproblem af enorme dimensioner, når en stadig større del af befolkningen forlader arbejdsmarkedet og begynder at hæve pension.