KURSSKIFTE

Nu lytter EU-Domstolen til politikerne og sætter ind mod velfærdsturisme

Af | @journallan

EU-Domstolen har lavet et kursskifte med en række domme, der begrænser EU-borgeres ret til sociale ydelser i et andet medlemsland. Domstolen har lyttet til de politiske strømninger i Europa, vurderer eksperter. Men at dømme efter de politiske reaktioner er det langt fra nok til at sætte en stopper for debatten om velfærdsturisme.  

EU-Domstolen har banket endnu en hegnspæl ned i forhold til retten for sociale ydelser for udenlandske EU-borgere.

EU-Domstolen har banket endnu en hegnspæl ned i forhold til retten for sociale ydelser for udenlandske EU-borgere.

Foto: Foto: Nils Meilvang/Scanpix

I slutningen af juni 2012 flyttede spanske Joel Peña Cuevas til Tyskland sammen med sin søn. Kort forinden var hans ligeledes spanske kæreste og deres fælles datter flyttet samme vej, og kæresten var begyndt at arbejde som køkkenmedhjælper.

Kort efter ankomsten til Tyskland ansøgte Joel Peña Cuevas om at få sociale ydelser såsom børnepenge og understøttelse til ham og hans søn, men de tyske myndigheder sagde nej til at give nogen ydelser i de første tre måneder af hans ophold i Tyskland, fordi han ikke var i arbejde.

For få uger siden slog EU-Domstolen fast, at den tyske afgørelse var helt efter bogen. Dermed er der banket endnu en hegnspæl ned i forhold til retten for sociale ydelser for udenlandske EU-borgere.

Og domstolen har sat endnu en tyk streg under en ny retspraksis, når det gælder medlemslandenes kamp for at dæmme op over for velfærdsturisme.

Hvor domstolen tidligere brugte EU-traktatens bestemmelser om ligebehandling til at åbne op for velfærdsydelser til alle EU-borgere, så er dommerne i Luxembourg begyndt at bruge det såkaldte opholdsdirektiv til at begrænse retten til sociale ydelser.

»Man kan også sige det på den måde, at EU-landene sådan set har ret til at diskriminere, hvis det lugter af velfærdsturisme.« Nadja Schou Lauridsen, juridisk analytiker, Tænketanken Europa

I et nyt notat fra Tænketanken Europa betegnes EU-Domstolens afgørelser i en stribe sager det sidste halvandet år som et regulært kursskifte.

»Tidligere havde EU-Domstolen meget fokus på at gå ind og beskytte borgerne og deres rettigheder. Nu virker det til, at man i højere grad udviser politisk lydhørhed over for medlemslandenes ønske om at beskytte deres sociale system mod misbrug,« forklarer Nadja Schou Lauridsen, juridisk analytiker i Tænketanken Europa, der fortsætter:

»Kort sagt har alle EU-borgere ret til ligebehandling, men det kræver, at man er selvforsørgende eller erhvervsaktiv. Man kan også sige det på den måde, at EU-landene sådan set har ret til at diskriminere, hvis det lugter af velfærdsturisme. Altså at man flytter til et andet land alene for at modtage ydelser.«

Kilde til kæmpe bekymring

Vurderingen af en mere politisk lydhør domstol, når det gælder EU-landenes ønske om at beskytte deres sociale system mod misbrug, bakkes op af Jon Kvist, der er professor ved Institut for Samfundsvidenskab på Roskilde Universitet.

»Så vidt jeg ved, er der ingen studier, der omhandler forholdet mellem EU-Domstolens afgørelser og de politiske strømninger. Så på den måde er der ikke noget belæg for at sige det. Men der er tegn i sol, måne og stjerner på, at domstolen har taget bestik af udviklingen og den politiske diskussion omkring det her meget prekære emne,« siger han.

»Siden Dano-dommen i 2014 og frem har der været en linje, som tyder på, at domstolen ikke er politisk tonedøv. Men det har også været tiltrængt.« Morten Løkkegaard, EU-parlamentariker, Venstre

På den politiske front er der udbredt tilfredshed med EU-Domstolens nye måde at fortolke EU-lovgivningen, når det gælder adgangen til sociale ydelser.

Venstres EU-parlamentariker, Morten Løkkegaard, understreger, at han ikke er juridisk ekspert, men han ser en klar positiv forskel i domstolens fortolkninger af EU-retten.

»Siden Dano-dommen i 2014 og frem har der været en linje, som tyder på, at domstolen ikke er politisk tonedøv. Men det har også været tiltrængt, for det har været en kilde til kæmpe bekymring i politiske kredse, også i Danmark,« siger Morten Løkkegaard.

”En urimelig byrde”

Dommen fra februar 2016 i den såkaldte Garcia-Nieto-sag (opkaldt efter den spanske mands kæreste) står nemlig ikke alene. Tilbage i november 2014 fastslog EU-Domstolen i en anden sag, at den rumænske kvinde Elisabeta Dano, som i flere år havde boet i den tyske by Leipzig, ikke havde ret til at få kontanthjælp i Tyskland.

Domstolen begrundede denne afgørelse med, at hun ikke levede op til bestemmelserne i EU’s opholdsdirektiv, da hun hverken havde et arbejde eller var selvforsørgende. Og i øvrigt heller ikke havde nogen udsigt til at få et job.

Og i september sidste år faldt der dom i den såkaldte Alimanovic-sag, der omhandlede en svensk familie, som var flyttet til Berlin. Her havde moderen og den ældste datter en stribe småjob, hvorefter de søgte om arbejdsløshedsunderstøttelse.

Det fik de i første omgang, men efter et halvt år smækkede de tyske myndigheder kassen i. Og det var altså helt på sin plads, vurderede EU-Domstolen. Efter at have gået rundt uden arbejde i et halvt år, var de to svenske statsborgere nemlig ikke længere at regne som arbejdstagere, men derimod arbejdssøgende. Og så har man ikke længere ret til ligebehandling i forhold til udbetaling af sociale ydelser, konkluderede domstolen.

I alle tre sager bruger EU-Domstolen også som begrundelse, at udenlandske EU-borgere ikke må blive ”en urimelig byrde” for medlemslandenes sociale system, og at formålet med opholdsdirektivet netop er at beskytte medlemslandenes offentlige finanser.

Beskytter Danmarks kontanthjælp

Domstolens fokus på at beskytte de offentlige finanser er også et klart tegn på, at medlemslandenes bekymringer tages mere alvorligt hos EU-Domstolen, lyder vurderingen fra Nadja Schou Lauridsen i Tænketanken Europa.

»Når det gælder udbetalingen af sociale ydelser handler det mere om ret og rimelighed end de økonomiske aspekter. Det største problem med domstolens tidligere fortolkning var derfor også, at mange lande ganske enkelt ikke mente, det var rimeligt, at alle EU-borgere potentielt kunne få ret til de her ydelser.«

»Men det har jo også nogle mulige økonomiske indvirkninger. Den største frygt i Danmark har været, om det kunne betyde, at arbejdssøgende fra andre EU-lande, der flyttede til Danmark, ville kunne gøre krav på kontanthjælp. Men det er der nu sat tykke streger under, at det kan de ikke,« siger Nadja Schou Lauridsen.

Domstolens kursskifte er samtidig sket i en periode, hvor medlemslande i Nord- og Vesteuropa har intensiveret presset for at kunne beskytte sig mod det, der med et folkeligt begreb er blevet døbt velfærdsturisme.

Og presset er øget markant frem mod, at briterne den 23. juni går til stemmeurnerne til den såkaldte Brexit-afstemning for at afgøre, om Storbritannien fortsat skal være medlem af EU. På forhånd har den britiske premierminister David Cameron sikret sig en række indrømmelser fra de øvrige medlemslande, som vil blive gennemført, hvis briterne bliver i unionen.

»Der er ingen tvivl om, at den britiske afstemning har haft rigtig stor betydning for den her debat. Og udfaldet af den får også stor betydning for, hvor EU bevæger sig hen efterfølgende.« Jon Kvist, professor, Roskilde Universitet

Det gælder blandt andet en indeksering af børnepenge efter leveomkostningerne i det land, hvor børnene bor. Og muligheden for at trække i en såkaldt nødbremse, hvis det britiske velfærdssystem bliver sat under pres på grund af et stort rykind af arbejdere fra andre EU-lande.

Set i den sammenhæng har det også stor betydning, at Cameron kan påpege, at der er tegn på en mere snæver fortolkning af EU-borgernes ret til sociale ydelser.

»Jeg vil sige det på den måde, at det ville have været ekstremt problematisk i forhold til Brexit-afstemningen, hvis de her domme var faldet anderledes ud. Det er helt sikkert,« siger Nadja Schou Lauridsen.

Også fremadrettet kan den britiske folkeafstemning sætte ekstra skub på ændringer. EU-Kommissionen har varslet, at man senere på året – efter den britiske afstemning – vil fremlægge en mobilitetspakke, som også vil kigge på retten til sociale ydelser for EU-borgere, der arbejder i et andet medlemsland.

»Der er ingen tvivl om, at den britiske afstemning har haft rigtig stor betydning for den her debat. Og udfaldet af den får også stor betydning for, hvor EU bevæger sig hen efterfølgende,« lyder vurderingen fra Jon Kvist, professor på RUC.

SU-dommen spøger stadig

Den juridiske begrundelse for EU-Domstolens kursskifte bunder i, at dommerne i Luxembourg er begyndt at tage udgangspunkt i EU’s opholdsdirektiv, som begrænser retten til sociale ydelser, frem for at fokusere på EU-traktatens bestemmelser om unionsborgerskab og ligebehandling.

»Alle har ikke ret til sociale ydelser. Det har de aldrig haft, men det har været en udbredt misforståelse, at kasserne bare var åbne for alle EU-borgere.« Ole Christensen, EU-parlamentariker, Socialdemokraterne

Socialdemokraternes EU-parlamentariker Ole Christensen understreger på den baggrund, at EU-Domstolen sådan set bare bakker op om den lovgivning, der allerede eksisterer.

»Vi har den fri bevægelighed, så alle har ret til at rejse og arbejde på tværs af grænserne. Men alle har ikke ret til sociale ydelser. Det har de aldrig haft, men det har været en udbredt misforståelse, at kasserne bare var åbne for alle EU-borgere. Der findes ikke nogen borgerret til nogle former for sociale ydelser, så jeg synes selvfølgelig, det er fint, at der nu er strammet op på fortolkningen fra EU-Domstolen,« siger Ole Christensen.

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, der er medlem af Europa-Parlamentet, anerkender også, at de seneste domme adskiller sig fra tidligere afgørelser. Men han mener, det er alt for tidligt at tale om et egentligt kursskifte og lægge en dæmper på debatten om velfærdsturisme.

»Der er stadig en række andre afgørelser, som trækker i andre retninger, og der er konstant og stadigvæk folk, som vil afsøge mulighederne for at kunne få adgang til sociale ydelser med traktatens regler i ryggen. Så det, at der er den her nye tendens i enkelte afgørelser, ændrer jo ikke på de kritisable regler og domme, som vi tidligere har set. Blandt andet med retten til SU for udenlandske studerende,« siger Messerschmidt.

Dermed sætter han fingeren på en anden dom fra EU-Domstolen tilbage fra 2013, som slog fast, at udenlandske studerende har ret til dansk SU, hvis de arbejder i Danmark nogle måneder inden studiestart, eller har et arbejde ved siden af studiet.

Så er de nemlig at betragte som arbejdstagere og dermed omfattet af retten til ligebehandling i forhold til at modtage sociale ydelser. Netop den problemstilling bliver også fremhævet af Venstres Morten Løkkegaard, som fastslår, at den politiske kamp ikke er slut trods de nye toner fra EU-Domstolen.

»Selv om vi nu kan læne os lidt mere op ad domstolen, så er vi stadig nødt til at adressere nogle af de andre problemstillinger. Blandt andet når det gælder EU-borgeres ret til dansk SU. Det er den største økonomiske tikkende bombe vi har i Danmark på det her område,« siger han.

»Så må vi finde ud af senere, hvad vi skal true med, og hvad vi ikke skal true med.« Morten Messerschmidt, EU-parlamentariker, Dansk Folkeparti

Den ultimative trussel

De to gange Morten er dog langt fra enige om, hvordan problemet kan løses. Mens Morten Løkkegaard sætter sin lid til en tæt alliance med lande som Tyskland, Holland og Storbritannien, så mener Morten Messerschmidt, at Danmark bør arbejde for at supplere de nuværende forbehold med et velfærdsforbehold.

»Det, der er brug for, er en fuldstændig adskillelse af opholdsrettighederne som arbejdstager i forhold til opholdsdirektivet og adgangen til sociale ydelser, så det alene er medlemslandene selv, der bestemmer, hvem der skal have udbetalt sociale ydelser. Og vi bliver da ekstra inspirerede, når man ser, hvad Storbritannien har fået forhandlet på plads i en særordning.«

Det er jo ikke noget, briterne har fået sådan uden videre. De har jo først skulle op med den ultimative trussel i skikkelse af en eventuel udmeldelse. Skal Danmark følge efter?

»Det ved jeg ikke, om vi skal. Nu synes jeg i første omgang, at vi skal afvente resultatet af den britiske afstemning. Men det står jo også klart efter briternes ultimative trussel, som du kalder det, at der er kommet en vished om, at der er rigtigt mange lande, som ønsker reformer af de her ting. Dermed er der også et godt grundlag for et videre samarbejde om at ændre på tingene. Så må vi finde ud af senere, hvad vi skal true med, og hvad vi ikke skal true med,« slutter Messerschmidt.

Her er der dog ingen opbakning at hente hos Venstre og Morten Løkkegaard.

»Vi har ikke på noget tidspunkt støttet tanken om et dansk velfærdsforbehold, og det kommer vi heller ikke til. Vi skal alliere os med andre lande, hvor det giver mening, og kæmpe for politiske ændringer. Men dansk enegang og flere forbehold er ikke vejen frem.«