Norsk model løser ikke dansk konflikt

De strejkende på social- og sundhedsområdet er varme på en lønkommission efter norsk forbillede. Men den norske lønkommissions løsningsforslag kan ikke løse lønproblemerne i den offentlige sektor i Danmark, skriver arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen i denne analyse.

ANALYSE UDEFRA Strejken på social- og sundhedsområdet er nu i fuld gang, men inden den begyndte var de implicerede aktører allerede i fuld gang med at diskutere, hvordan den kunne afsluttes. Formanden for Fag og Arbejde (FOA), Dennis Kristensen, gik så langt som til at sige, at han var villig til at afblæse strejken og acceptere KTO-forligets 12,8 procent i lønstigning, hvis regeringen og Folketinget lovede at nedsætte en lønkommission efter norsk forbillede, forsynet med en passende pose penge.

Men er »den norske model« brugbar som løsningsmodel for den danske konflikt på social- og sundhedsområdet? Kan parterne i den danske offentlige sektor uden videre kopiere den norske lønkommissions løsningsforslag og skabe varige og holdbare løsninger på de notoriske lønstrukturproblemer på det danske arbejdsmarked? Det korte svar er et nej. Og det er i øvrigt også tvivlsomt, om løsningsmodellen bliver gennemført i Norge.

Den norske lønkommissions opgave var primært at beskrive lønforskelle mellem kvinder og mænd og vurdere, hvad der kan bidrage til at reducere lønforskellene. Resultatet af kommissionens arbejde er blevet et særdeles grundigt og kompetent værk på 310 sider, hvor der er meget at hente også for danske lønforskere. Men det, der har fascineret FOA og Sundhedskartellet mest, er utvivlsomt kommissionens forslag om, at »myndighederne og parterne i arbejdslivet gennemfører et lønløft for udvalgte kvindedominerede faggrupper i den offentlige sektor«.

Der skal ifølge den norske kommission ekstraordinært bevilges tre milliarder kroner på statsbudgettet, som i forbindelse med de næste overenskomstforhandlinger i den offentlige sektor skal bruges til at hæve lønniveauet for kvindedominerede faggrupper. Kommissionen forestiller sig, at kvindeandelen i faggruppen skal være på mindst to tredjedele, før faggruppen kan komme i betragtning. Kommissionen kunne dog ikke blive enig om, hvilke faggrupper der skulle tilgodeses, og kompromisset er derfor blevet, at der er op til overenskomstparterne i den offentlige sektor at fordele pengene ved de næste overenskomstforhandlinger, hvis den norske regering vil bevilge pengene.

Solidaritet på prøve

Det springende punkt i kommissionens løsningsforslag er – som kommissionens selv påpeger – at forhandlingsparterne i den offentlige sektor selv skal fordele pengene, og at parterne også selv skal garantere, at de nye lønrelationer mellem faggrupperne kan opretholdes efter, at lønløftet er gennemført.

Det er altså ikke politikerne i det norske storting, der skal dele de tre milliarder kroner ud til politisk udpegede faggrupper. De ledende forhandlingsaktører på lønmodtager- og arbejdsgiverside skal selv udpege de heldige faggrupper, og der skal også indgås en bred aftale om, at de faggrupper, der ikke tilgodeses, afholder sig fra at kræve kompensation ved de næste overenskomstforhandlinger. Den private sektor skal desuden acceptere, at de offentlige lønninger i en periode løber stærkere end de private.

Kommissionens forslag er i første omgang sendt til høring i det norske arbejdsmarkedssystem, og det er højst usikkert, om det bliver realiseret inden stortingsvalget i 2009. Det er i skrivende stund også uvist, om det overhovedet er muligt at lave en sådan bred indkomstpolitisk løsningsmodel i Norge.

Den norske model for løsning af ligelønsproblemerne er altså bundet op på meget restriktive forudsætninger, og det gode spørgsmål er, om det politiske og faglige system i Danmark uden videre kan adoptere løsningsforslaget som en model for løsning af den aktuelle danske konflikt.

Lad os i første omgang forudsætte, at regering og folketing vedtager at nedsætte en løn- eller ligelønskommission, hvis arbejde munder ud i et forslag om at sætte fem milliarder kroner af til at give udvalgte kvindedominerede faggrupper i den offentlige sektor et lønløft. Begrundelsen for et politisk indgreb er – som i Norge – at det danske forhandlingssystem i årtier har reproduceret de samme lønrelationer og derfor er ude af stand til at løse de notoriske ligelønsproblemer på det danske arbejdsmarked.

Politikerne på Christiansborg vil derimod ikke blande sig i, hvilke faggrupper der skal nyde godt af den ekstraordinære finanslovsbevilling. Det overlades til arbejdsmarkedets hovedorganisationer og forhandlingskarteller, og her løber det norske løsningsforslag ind i næsten uoverstigelige problemer i Danmark.

Politikere må selv klare ærterne

Først skal lønmodtagernes hovedorganisationer LO, FTF og AC sammen med arbejdsgiverne i Kommunernes Landsforening, regionerne og Finansministeriet blive enige om, hvilke faggrupper der skal have del i ligelønspuljen. Dernæst skal der i forhandlingskartellerne CFU, KTO og Sundhedskartellet etableres enighed om, hvordan pengene skal fordeles, og afslutningsvis skal der mellem alle organisationerne indgås en altomfattende borgfred om, at ingen organisation vil forsøge at skaffe sig kompensation og reetablere de gamle »uligelønsrelationer«.

Løsningsforslaget bygger således på to afgørende forudsætninger: Dels at der eksisterer en fælles forståelse og solidaritet mellem de faglige organisationer på lønmodtagersiden om behovet for at skævdele til fordel for bestemte grupper, dels at organisationerne sammen med arbejdsgiverne er i stand til at kontrollere både den centrale og den lokale løndannelse 100 procent.

Ingen af forudsætningerne er reelt tilstede på det danske arbejdsmarked i dag. Specielt er lønmodtagersiden i KTO i indbyrdes krig om det rimelige i en skævdeling af lønmidlerne til fordel for bestemte grupper, og i KTO er der ingen forståelse for, at udbryderne i Sundhedskartellet skal have mere end medlemmerne af KTO.

Den private sektor skal desuden acceptere, at den offentlige sektors lønninger i en periode løber stærkere end de private lønninger, hvilket i sig selv er et brud på et afgørende dogme i den danske løndannelsesmodel. Markedskræfterne i den private sektor skal desuden neutraliseres, og den unikke danske reguleringsordning, der sikrer en nogenlunde parallel lønudvikling i den private og den offentlige sektor skal sættes ud af kraft.

Samlet set er der derfor intet, der tyder på, at den norske ligelønskommissions løsning på de norske ligelønsproblemer kan bruges til at løse op for den aktuelle konflikt på det danske offentlige arbejdsmarked. Den danske forhandlingsmodel er ude af stand til at ændre på lønrelationerne mellem faggrupperne og eksempelvis løse ligelønsproblemer.

Løsningen kunne være en politisk »engangs-intervention« i form af et indgreb, der dikterer og betaler for nye ligelønsrelationer. Problemet er imidlertid, at hvis politikerne ikke bestemmer, hvilke faggrupper der skal nyde godt af en ekstraordinær ligelønspulje, men overlader det til arbejdsmarkedets parter, vil der næppe kunne opnås enighed om både en fordelingsnøgle og en borgfredsaftale om at acceptere de nye lønrelationer.

Paradokset er, at et politisk indgreb er en nødvendig forudsætning for at løse ligelønsproblemer på det danske arbejdsmarked, men en politisk intervention kræver noget af den danske forhandlingsmodel, som den ikke kan levere: Skævdeling af lønmidler.

Politikerne burde derfor selv foretage skævdelingen og udpege de faggrupper, der skal have glæde af en særlig ligelønspulje. Men det viger politikerne tilbage for, fordi den danske forhandlingsmodel forudsætter, at det er parterne selv, der fordeler lønkronerne. Hvis ligelønsproblemerne på det danske arbejdsmarked skal løses, må den danske forhandlingsmodel derfor forny sig selv. Ellers må politikerne overvinde deres berøringsangst og selv komme med løsningen.