Nordsøslag kan ændre dansk økonomi

Af

Det Internationale Energiagentur forudser i en ny rapport, at olieprisen kan stige til 150 dollar per tønde. Sker det, vil staten kunne score et trecifret milliardbeløb, hvis Nordsøaftalen ændres. Muligheden for uventede milliardindtægter får toneangivende økonomer til at slikke sig om munden.

Foto: Foto: Thinkstock

ARMLÆGNING Der er lagt op til en slåskamp om ufatteligt store summer, hvis serviceeftersynet af Nordsøaftalen ender ud i nye forhandlinger mellem staten og A.P. Møller - Mærsk og de andre selskaber i Dansk Undergrunds Consortium (DUC).  

Når embedsmændene fra Klima, Finans- og Skatteministeriet i de kommende otte måneder mødes for at kigge Nordsøaftalen fra 2003 efter i sømmene, kan det derfor få store positive effekter for den trængte danske økonomi, der alene næste år vil døje med et hul på 95 milliarder kroner.

»Der er tale om så mange penge, at det kan være en regulær ”game changer”,« siger socialdemokraternes energiordfører Pernille Rosenkrantz-Theil.

Tidligere økonomisk vismand og lektor i nationaløkonomi ved Københavns Universitet Jørgen Birk Mortensen hæfter sig også ved potentialet af ekstra indtægter fra Nordsøen, som han mener, kan have væsentlig betydning for statskasserne i de kommende år.

»Der er ingen tvivl om, at øgede indtægter fra Nordsøolien vil være meget velkomne i en økonomisk krisetid, hvor staten opbygger stor gæld,« siger Jørgen Birk Mortensen.

Han har dog ikke de store forhåbninger til, at de nye forhandlinger mellem staten og A. P. Møller – Mærsk vil føre til en ny fordeling af olieindtægterne.

400 milliarder i olieindtægter til staten

Betydningen af serviceeftersynet af Nordsøaftalen understreges af, at det Internationale Energiagentur (IEA) tidligere på måneden udsendte deres årlige rapport »World Energy Outlook«, hvori der advares om risikoen for endnu højere oliepriser i de kommende år.

Af energiagenturets rapport fremgår det, at olieprisen kan stige til 150 amerikanske dollar per tønde, såfremt investeringerne i olieudvinding i Nordafrika og Mellemøsten bliver lavere end 100 milliarder dollars årligt.

Stiger olieprisen til 150 amerikanske dollars per tønde, vil det ifølge beregninger foretaget af den uafhængige tænketank Concito betyde, at statens indtægter fra Nordsøolien i perioden fra 2011 – 2020 vil blive på svimlende 400 milliarder kroner.

Selskaberne i Dansk Undergrunds Consortium (DUC), der består af Shell, A.P. Møller - Mærsk og Chevron med en ejerandel på henholdvis 46, 39 og 15 procent, vil også blive godt betalt. I perioden fra 2011 – 2020 kan selskaberne ifølge Concito således regne med en indtægt på 225 milliarder kroner ved en oliepris på 150 dollars. 

Statens indtægter kunne være meget større

Meget kunne dog se anderledes ud, hvis politikerne tilbage i 2003 havde rettet sig efter de anbefalinger de modtog i 2001 fra eksperter og embedsmænd i det såkaldte Kulbrintebeskatningsudvalget.

Ifølge udvalget ville en neutral beskatningsmodel være den mest optimale. I praksis betyder det en væsentlig hårdere beskatning af olieselskaberne ved en høj oliepris, til gengæld for en lavere beskatning ved lave oliepriser.

Havde Kulbrinteskatteudvalgets anbefalinger dannet grundlaget for aftalen mellem staten og DUC, ville staten ved en oliepris på 150 dollar per tønde i perioden fra 2011 – 2020 få en indtægt på 525 milliarder kroner, altså 125 milliarder kroner mere end ved den nuværende beskatningsmodel. Til gengæld ville olieselskaberne skulle ”nøjes” med en indtægt på 100 milliarder kroner, konkluderer Concito i sin rapport »Finansiering af grøn omstilling via Nordsøbeskatningen«.

Usædvanlig aftale

Ifølge professor i økonomi og tidligere økonomisk overvismand Peter Birch Sørensen fra Københavns Universitet er Concitos rapport et vidnesbyrd om, hvor ærgerligt det var, at man i sin tid ikke fulgte Kulbrintebeskatningsudvalgets velunderbyggede forslag.

»I så fald ville staten ved den nuværende oliepris have haft en betragtelig årlig merindtægt i omegnen af 10 milliarder kroner.  Det svarer for eksempel til cirka 70 procent af statens udgifter til SU og over halvdelen af udgifterne til arbejdsløshedsdagpenge. Og da olieprisen ventes at stige på længere sigt på grund af stigende efterspørgsel fra de nye vækstøkonomier i Asien og Latinamerika, vil staten fremover formentlig gå glip af endnu større indtægter, fordi vi har et beskatningssystem, hvor skatten af ekstraordinært store profitter fra olie- og gasudvindingen er relativt lav i international sammenhæng,« siger han og tilføjer:

 »Der er derfor særdeles god grund til at underkaste det nuværende beskatningssystem et kritisk serviceeftersyn, sådan som der er lagt op til. «

Lektor i økonomi Jørgen Birk Mortensen mener imidlertid ikke, at Kulbrintebeskatningsudvalgets forslag nogensinde har været relevant. Det skyldes, at A.P. Møller - Mærsk, da forhandlinger fandt sted i 2003, i forvejen havde en aftale, der løb frem til 2012, hvorfor det er urealistisk at forestille sig, at selskabet gik med til Kulbrintebeskatningsudvalgets anbefalinger. Men dermed ikke sagt, at staten ikke kunne have forhandlet en bedre aftale på plads.

»De fleste aftaler er sådan, at hvis olieprisen stiger, så skal staten relativt set også have flere penge. Sådan er situationen i Norge, England og Holland, men bare ikke i Danmark. Det er også problematisk, at aftalen løber i 40 år. For er der én ting, der har og stadig ændrer sig meget, så er det oliemarkedet,« siger Jørgen Birk Mortensen.

En aftale er en aftale

Men på trods af, at staten potentielt kan hente mange milliarder i ekstra indtægter til den slukne statskasse, så er det langt fra alle politikere, der er klar til at skrue bissen på overfor olieselskaberne. I hvert fald lyder meldingen fra de borgerlige partier, der i sin tid indgik aftalen med DUC-selskaberne, at der ikke er grund til at foretage nogle ændringer.

»Jeg synes, at der allerede i dag er en glimrende aftale for fordelingen af olieindtægterne. Alene i år tjener staten 30 milliarder kroner, så vi har en rigtig god aftale,« siger de konservatives energiordfører Mike Legarth.

 Han tilføjer, at han i hvert fald ikke vil være med til at tvinge olieselskaberne til at betale mere i skat.

»Jeg synes, at det er fint, hvis staten og olieselskaberne kan blive enige om at ændre ved den indgående aftale på en måde, så alle bliver tilfredse. Men det skal ske af frivillighedens vej,« siger Mike Legarth.

Energiordfører for Venstre Lars Christian Lilleholt er også godt tilfreds med den eksisterende aftale. I det hele taget ærgrer det ham, at regeringen nu begynder at diskutere ændringer.

»Regeringen leger med ilden. Jeg tror, at der er en risiko for, at olieselskaberne vil skrue ned for investeringerne og udvindingen på grund af den seneste tids udmeldinger,« siger han.

Klausul spænder ben

Spørgsmålet er også, hvor meget politikerne reelt har at presse olieselskaberne med. Da Nordsøaftalen blev indgået i 2003 blev der indskrevet en såkaldt kompensationsklausul, hvoraf det fremgår, at olieselskaberne skal kompenseres krone for krone, hvis aftalen ændres.

Den klausul kan blive svær at få ændret på, mener flere eksperter. Blandt andet har lektor i energiret ved Københavns Universitet Anita Rønne udtalt, at der skal meget til før, at man kan gå ind og ændre i aftalen. Det er for eksempel ikke bare nok, at der er økonomisk krise og statskassen fattes penge.

Socialdemokraternes energiordfører Pernille Rosenkrantz-Theil er ikke desto mindre optimistisk.

»Man skal være noget af en sortseere, hvis blot man vælger at sætte sig i et hjørne og sige, at her kan intet ændres. Der er trods alt gået 10 år siden aftalen blev indgået og meget er forandret – ikke mindst olieprisen. Derfor er alle parter interesserede i at sætte sig til forhandlingsbordet.  Husk også på, at der er fælles interesser i at øge udvindingsgraden, da der kan være rigtig mange milliarder til fordeling mellem parterne,« siger hun og tilføjer:

»Min forventning er, at vi får fundet en model, der vil give en mere retfærdig fordeling af indtægterne.«