Trepart

'Nogle skal tage ansvar for opkvalificeringen - og jeg tror ikke det bliver ledelsen'

Af | @LaerkeOeland

For at få den nye treparts-aftale til at bære frugt skal medarbejderne i langt højere grad selv tage mere ansvar for uddannelse. Det mener formanden for LO Aarhus, som gerne vil have 'uddannelses-tillidsrepræsentanter' på arbejdspladserne.

»Der skal være en kollega, som du er fortrolig med, som er med til at rådgive dig i forhold til din efteruddannelse,« foreslår formanden for LO Aarhus, Ole V. Christiansen.

»Der skal være en kollega, som du er fortrolig med, som er med til at rådgive dig i forhold til din efteruddannelse,« foreslår formanden for LO Aarhus, Ole V. Christiansen. Foto: Robert Wengler

Den nye trepartsaftale mellem fagbevægelsen, arbejdsgiverne og regeringen har ryddet mange af de økonomiske barrierer af vejen for, at faglærte og ufaglærte kan tage efteruddannelse. Men det vil ikke i sig selv få industriarbejderne og sosu'erne til at strømme ind på skolebænken, mener Ole V. Christiansen, som er formand for LO Aarhus.

»Hvis man skal have skabt en erkendelse blandt kollegaerne af, at mange faktisk ikke kan læse og skrive, og hvis der skal handles på det, så kræver det altså, at der er nogle, der tager ansvar for det. Jeg forventer ikke, at det er virksomhedens ledelse, der gør det. Jeg tror på, at hvis man skal have en succes, så skal det være medarbejderne selv, der tager det ansvar på sig,« siger han.

Ole V. Christensen har tidligere foreslået at indføre en ny type tillidsfolk, som udelukkende skal fokusere på at få sat kollegaernes efteruddannelse i system. En slags uddannelsestillidsmand, ligesom man har i England.

»Vi har i forvejen tillidsrepræsentanter med ansvar for løn- og arbejdsvilkår og sikkerhedsrepræsentanter, der holder øje med arbejdsmiljøet. En læringsrepræsentant skal sørge for uddannelse af medarbejderne og holde virksomheden ajour med kompetencebehovet,« forklarer Ole V. Christiansen.

Den lokale dimension mangler i den netop indgåede trepartsaftale, mener han.

»Der er jo ikke noget, der sikrer, at opkvalificering bliver et tema ude i virksomhederne i højere grad. Hvis alle de her gode tiltag skal udmøntes, så kræver det, at vi tænker offensivt i forhold til at få planlagt efteruddannelsen,« siger han.

Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen mener, at det er nødvendigt at indføre en straf over for de virksomheder, som ikke efteruddanner sine medarbejdere. Er du enig med ham?

»Nej, jeg kan ikke se, hvad man får ud af at straffe virksomhederne, når medarbejderne ikke engang selv stiller krav om at udnytte de muligheder, der ligger i deres overenskomst.«

»Medarbejderne har ret til 14 dages betalt efteruddannelse om året, men mange bruger det ikke. Vi har brug for et helt andet fokus på efteruddannelse ude på virksomhederne, hvor kollegaerne i fællesskab finder ud af, hvad de kan bruge det til,« siger Ole V. Christiansen.

Lizette Risgaard: Spændende idé

Ideen om en uddannelsestillidsmand falder i god jord hos LO Danmarks formand Lizette Risgaard.

Nu har vi skabt nogle gode muligheder for, at virksomhederne og medarbejderne kan få de kompetencer der er og bliver brug for derude Lizette Risgaard, formand for LO

»Jeg tror, der kan være et spændende perspektiv i det. Det er jo overenskomstparterne, der skal vurdere, om det er den vej, de vil gå, eller om det er virksomhedrene, der skal sætte ressourcer af til, at der er en medarbejder, der har den opgave,« siger hun.

Med den nye trepartsaftale har hverken virksomheder eller medarbejdere nogen undskyldning for ikke at blive opkvalificeret til fremtidens arbejdsmarked, mener hun.

»Nu har vi skabt nogle gode muligheder for, at virksomhederne og medarbejderne kan få de kompetencer, der er og bliver brug for derude. Efteruddannelse skal planlægges, og næste skridt er, at de arbejder videre ude på virksomhederne med, hvordan de kan løfte opgaven på en god måde, og der kan jeg da kun anbefale, at man inddrager tillidsrepræsentanten og den lokale fagforening,« siger hun.

Artiklen er opdateret 31-10 kl. 10.30. Citat af Lizette Risgaard er præciseret.