»Nogle har adgang til noget, som andre ikke har. Sådan er det jo«

Af

Hedensted Kommune kopierer det private erhvervsliv og tilbyder sine 4.200 ansatte en sundhedsforsikring med skatterabat. Men er det nu også det offentliges opgave? Ugebrevet A4 har spurgt den socialdemokratiske borgmester.

Borgmester Jørn Juhl Nielsen (S), hvorfor har I valgt at tilbyde jeres ansatte fryns med skatterabat?

»Filosofien er selvfølgelig, at vi vil blive en mere attraktiv arbejdsplads. Dels i forhold til de medarbejdere, der er ansat, og i forhold til fremtidige medarbejdere.«

Men betyder jeres bruttolønsordning ikke, at dine medarbejdere betaler mindre i skat, end de ellers ville have gjort?

»Jo, det kan du godt sige. Men vi tror jo på, at det er et plusregnskab både for medarbejderne, for kommunen og for samfundet. Desto gladere medarbejdere, du har, desto bedre service kan de yde. Det er en win-win situation.«

I tilbyder en sundhedsforsikring, der skal gøre det muligt for medarbejderne at blive behandlet hurtigere end i det offentlige. Er I ikke med til at opbygge et todelt sundhedsvæsen, hvor de rige kan gå til det private, mens de fattige må »nøjes« med det offentlige?

»Nej. Det har vi som kommune ingen interesse i at gøre. Jeg oplever de private sundhedstilbud som en aflastning for det offentlige sygehusvæsen.«

Men de borgere, som ikke har råd til en sundhedsforsikring, skal vel bruge de offentlige sygehuse. Hvorfor skal det samme ikke gælde for kommunens ansatte?

»Det er jo sådan, at mange af vores borgere via deres arbejdsplads allerede har en sådan ordning. Så kan man vende spørgsmålet om: Hvorfor skal de offentligt ansatte være forment adgang til de her tilbud?«

Men burde I som offentlig arbejdsplads og du som socialdemokrat ikke arbejde for, at vi ikke får et todelt sundhedssystem?

»Jeg tror, at det er gået op for de fleste, at man rent faktisk ikke ødelægger det offentlige sygehusvæsen med de her tilbud. Men jeg vil da gerne understrege, at jeg på ingen måde har en ambition om et amerikansk sundhedsvæsen.«

Men er det her ikke en sundhedsfor­sikring, som kun nogle borgere har?

»Det kan man godt sige.«

Så er det vel også en amerikanisering.

»Arghh. Jeg synes, at du sætter det lidt på spidsen.«

Men det er vel et faktum, at der er nogle, som ikke har den her mulighed?

»Hvor mange af livets forhold kan man ikke sige det om? Nogle har adgang til noget, som andre ikke har. Sådan er det jo. Er du medlem af en eller anden kommunes medarbejderforening, så kan det også være, at du har adgang til nogle sommerhuse.«

Der er vel forskel på at have adgang til et sommerhus ved Vestkysten og så at kunne blive behandlet hurtigt for kræft?

»Det kan du sige. Men det offentlige arbejder jo også på at lave en akut kræftbehandling.«

Med blandet succes, ikke?

»Jo. Men jeg vender det om. Hvis nu halvdelen af vores borgere har en privat sundhedsforsikring gennem deres arbejdsplads eller fagforening, hvorfor skal de offentligt ansatte så være forment den mulighed? De betaler for den. Den er jo ikke gratis.«