Noget af det jeg fortryder allermest i mit liv…

Af

Udsatte børn er ofre for årtiers forsømmelser og manglende systematik, siger velfærdsminister Karen Jespersen (V) i en sønderlemmende kritik af hele indsatsen over for de allersvageste børn og unge. Ministeren er klar til at krydse klinger med det kommunale selvstyre for at få indført mere systematik, flere tvangsfjernelser og klarere rettigheder til børnene.

BARNETS REFORM Mange kommuners indsats over for de allersvageste børn og unge er tilfældig og helt utilstrækkelig. Det er hovedforklaringen på, at udsatte børn stadig mistrives og fjernes for sent trods klare politiske mål om det modsatte, mener den ansvarlige minister for området, velfærdsminister Karen Jespersen (V). Hun varsler et opgør med gamle tiders tankegang på det sociale område, og hverken det kommunale selvstyre eller forældrenes rettigheder skal stå i vejen for nye løsninger, når hun fremlægger Barnets Reform.

Overskrifterne for den nye lovpakke er systematik, stram målstyring og klare rettigheder til børnene. Tvangsanbringelser, tvangsadoptioner og færre hjemgivelser til biologiske forældre skal slutte årtiers historier om »svingdørsbørn«, der aldrig får lov til at slå rod. Nationale vejledninger og tjeklister skal sikre samme hjælp til alle børn, uanset hvilken kommune de vokser op i.

Løsningen er ikke at sende flere penge, mener Karen Jespersen. Problemet er nemlig slet ikke pengemangel, men snarere, at de kommunale sagsbehandlere hvert år udskriver checks for næsten 15 milliarder kroner uden at vide, om indsatsen virker.

»Der er jo alt for lidt systematik i det, kommunerne gør. De kan bare se, at her har vi et barn, det er gået helt galt for. Så finder de den første, den bedste ledige plads, og så kommer et seksuelt misbrugt barn måske hen et sted for psykisk syge børn, fordi der aldrig er nogen, der har undersøgt, hvad der egentlig var i vejen med det barn. Efter tre måneder går det galt, og så kommer barnet et nyt sted hen. Det er jo vanvittigt,« siger Karen Jespersen og drager en sammenligning med sygehusverdenen:

»Det ville svare til, at du kom og klagede over, at du havde ondt, og lægen så, uden at undersøge dig, sagde: »Værsgo, på tredje sal er der en ­ledig seng på tarmkirurgisk afdeling.« Så skærer de maven op og siger »nå, det var ikke det, der er problemet«, og så bliver du sendt et andet tilfældigt sted hen, hvor der er en ledig seng.«

En af hovedstenene i Barnets Reform bliver derfor en standardisering af metoder og behandlingsindsatser – baseret på den nyeste forskning og viden om, hvad der virker.

»Jeg vil kræve det samme af det sociale system, som vi gør af sundhedssystemet. Vi vil ikke finde os i, at flere og flere folk dør af kræft. Derfor kræver vi, at sygehusene har nogle mål og nogle planer for, hvordan de lever op til dem. På samme måde kan vi da heller ikke have, at børn mishandles og mistrives, uden at samfundet gør noget effektivt ved det. Hvis ikke kommunerne kan løfte den opgave, så må vi tage ansvaret fra dem,« siger Karen Jespersen.

Denne gang skal det lykkes

»Noget af det, jeg fortryder mest i mit liv, er, at jeg ikke holdt fast i den rapport, jeg fik om »Risikobørn«, da jeg var socialminister første gang,« siger Karen Jespersen.

Rapporten fra 1993 var en gruppe forskeres forsøg på en mere systematisk tilgang til det sociale arbejde. De delte de udsatte børn op i tre grupper – børn med fysiske problemer, børn med sociokulturelle problemer og børn med ­belastende familieforhold.

»Den tredeling ville jeg bruge til at udarbejde nogle indsatser til hver af de her grupper. Men da jeg fik det endelige forslag til en handleplan, blev jeg enormt skuffet! Rapportens forsøg på at sætte tingene i system og lave en klar ansvarsfordeling forsvandt fuldstændigt, da rapporten først havde været igennem det ministerielle eks­pertudvalg. Det kan virkelig ærgre mig, at jeg ikke holdt fast i det dengang.«

Karen Jespersen ligner en, der er parat til at holde godt fast denne gang – også selv om det kræver et opgør med en lang tradition for metodefrihed og en skepsis mod at måle og veje resultaterne af socialt arbejde.

»Selvfølgelig kan det lade sig gøre at arbejde mere systematisk med sociale problemer. Der er nogle bestemte ting, børn har brug for, hvis de mister en forælder – og nogle helt andre ting, der kan hjælpe, hvis forældrene drikker. Det er ikke så pokkers forskelligt fra sag til sag, at man ikke godt kan sige noget om, hvad der virker. Men kommunerne er alt for dårlige til at lære af hinandens erfaringer.«

Så sagsbehandlerne skal kunne række ned i skuffen efter manual 2b, hvis far er død, og 3a, hvis mor er psykisk syg?

»Ja, det er noget af det, vi arbejder med. Vi er ved at undersøge, hvor langt er det muligt at opstille sådan nogle kriterier. Vi skal prøve, om vi ikke kan komme et skridt i retning af en slags tjek­liste, så vi for eksempel kan sige, at hvis et spædbarn er så skadet, at det ikke vil spise eller sove, eller man ikke kan komme i kontakt med det, så skal barnet anbringes.«

Kan man overhovedet sætte social behandling op på sådan nogle formler og sige, at alle klienter med det samme problem, skal mødes med den samme metode?

»Man kan i hvert fald godt komme meget videre, end man er i dag, hvor man slet ikke har nogen systematik. Med hensyn til metodefrihed, så vil jeg sige, at jeg går ind for, at man bruger den bedste metode. Det er også det, man gør inden for sundhedsvæsenet. Der har du Sundhedsstyrelsen, som hele tiden samler viden og finder ud den bedste behandling til den enkelte sygdom. Det samme kunne du jo gøre her.«

Hvem skal udstikke de regler og retningslinjer? Ministeriet? De lokale politikere?

»Hvis den enkelte pædagog eller sagsbehandler sidder og fører sin egen socialpolitik ud i det blå, så går det i hvert fald galt. Det kommer der alt for mange enkeltsager ud af. Det betyder også, at du som borger er meget afhængig af, hvilken sagsbehandler du får. Det er da skræmmende! Sådan burde det jo ikke være. Det burde være sådan, at når der er en national lovgivning, så skal du have ens behandling over hele landet. Så kommer vi næsten til at agere som en kommune. Men det kan også godt være, at det ikke gør noget. De her unger er sådan set ligeglade, de vil bare have den rigtige hjælp.«

Og det kommunale selvstyre …?

»Hvis vi skal have en bedre retssikkerhed for barnet, bliver vi nødt til at undersøge, om vi kan rykke grænsen mellem det nationale ansvar og det kommunale selvstyre, så det nationale ansvar bliver tydeligere,« siger Karen Jespersen.

Hun peger på, at der både i forhold til førtidspensioner og aktiveringsindsats er ens, nationale regler. Der er ingen grund til, at det samme ikke skulle kunne lade sig gøre for de allertungeste børnesager, mener velfærdsministeren.

Alternativet er, at endnu en generation af udsatte børn bliver ofre for en alt for tilfældig indsats i kommunerne.

»De her børn repræsenterer en ny underklasse og en ny ulighed, som er en af de største trusler, vores samfund står overfor. De er den del af isbjerget, du ikke kan se. De synlige er de hjemløse, de meget psykisk syge og narkomanerne. Dem skal vi også hjælpe, men det er min pligt at tydeliggøre de her børns problemer og sige, at hvis vi har et mål om, at vi ikke vil have en øget social og kulturel forskel, hvad skal der så til for at undgå det?«

Det kan kræve, at følsomme grænser for indblanding i familielivet skal flyttes. For eksempel skal anbragte børn sikres en roligere opvækst, så børn, der har boet hos en plejefamilie i årevis, ikke pludselig bliver sendt hjem igen, fordi de biologiske forældre ønsker det. Derfor står tvangsadoptioner og tvangsfjernelser højt på ministerens dagsorden.

»Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi får nogle flere tvangsfjernelser, så de her børn får en stabilitet i anbringelsen. Jeg ved godt, at det kan være svært, når man sidder over for de forældre, men vi bliver nødt til at holde fast i, at det er børnenes rettigheder, der kommer først.«

Det behøver ikke at koste noget

Ministerens første træk bliver de såkaldte kvalitetskontrakter, som skal holde kommunerne ansvarlige for deres egne mål på det sociale område.

»Jeg vil gerne lave nogle regler for det kommunale selvstyre og sige: Hvis I skal have ansvar for det her, så har I en forpligtelse til at gøre jer klart, hvad I har af børn og familier i risikozonen, finde ud af, hvilke problemer de har, og så opstille nogle mål for, hvordan vi nedbringer det her.«

Som eksempler nævner Karen Jespersen, at det kunne være et mål at halvere antallet af børnefamilier med alkoholproblemer i kommunen inden tre år. Eller at alle børn fra disse familier skal have tilbud om en samtalegruppe.

Kvalitetskontrakterne skal efter planen vedtages i Folketinget i løbet af efteråret, mens Barnets Reform får en længere barselstid. Forhandlingerne med partierne er i gang, og gennem det næste år skal forskellige eksperter og interessegrupper høres, inden de endelige lovforslag lægges frem i efteråret 2009.

Finansieringen er Karen Jespersen ikke meget for at tale om.

Siger du, at det er gratis at sætte tidligere og mere systematisk ind og lave en massiv forebyggelse, som ikke bliver gjort i dag?

»Jeg synes i hvert fald, vi skulle starte med at se på, hvordan vi får vi gjort det her mere systematisk.«

Men allerede i dag siger kommunerne jo, at de er så klemte økonomisk, at de ikke har råd til at yde den indsats, de gerne vil?

»Hvis ikke de kan magte det, så ender det jo med, at Folketinget lovgiver så meget, at vi nedlægger det kommunale selvstyre. De laver nogle aftaler med regeringen på nogle bestemte forudsætninger. Hvis ikke de evner at løse deres opgaver, kan vi ikke bare reagere ved sådan ud i det blå at sende flere penge. Hvis kommunerne blev bedre til at bruge det, der virker, så ville det alt andet lige bliver billigere, og så ville de ikke være så tvunget til at lave økonomistyring på det her område, for det går selvfølgelig ikke.«