Nødråb fra folkeskolelærerne

Af

De svageste elever får aldrig en ungdomsuddannelse, hvis folkeskolen fortsat skal presses til at tage imod stadig flere »skæve« børn med svære adfærdsproblemer og indlæringsvanskeligheder, advarer folkeskolelærerne i en ny undersøgelse. 8 ud af 10 lærere har selv fagligt svage elever i deres klasse, som de ikke magter at hjælpe.

TABERE En hel generation af svage elever risikerer at blive tabt på gulvet, hvis der ikke sker store ændringer i folkeskolen. Sådan lyder advarslen fra et stort flertal af lærerne i en ny undersøgelse. Her beskriver folkeskolelærerne en hverdag, hvor de skal rumme stadigt mere vanskelige børn med diagnoser på alt fra Damp/ADHD til let autisme i skoleklasser, hvor der i forvejen er uoverkommeligt langt fra top til bund.

60 procent af lærerne i undersøgelsen mener, at kravet om, at de skal rumme stadigt flere urolige eller fagligt vanskelige elever i klassen, har skadet det faglige niveau i folkeskolen. Endnu flere mener, at kravet om rummelighed hverken er til fordel for de svage eller de stærke elever i deres klasse.

»Desværre er det min erfaring, at de svage trækker de stærke ned og ikke omvendt,« som en lærer skriver i undersøgelsen, der er foretaget af Scharling Research for Ugebrevet A4 og fagbladet Folkeskolen blandt 451 lærere i hele landet.

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) erkender, at nogle lærere i dag står med en umulig opgave og slår fast, at han ikke ønsker flere »skæve« børn i klasserne. Han håber, at problemerne med tiden vil mindskes, når sprogtest og tidlig læseindsats har gjort sin virkning.

»Jeg kan jo ikke give andet svar, end at vi prøver at ruste de nye lærere bedre, og at vi har flere efteruddannelsestilbud til de nuværende lærere. Og så vil jeg sige til lærerne, at vi har ikke til hensigt at læsse endnu flere børn med særlige behov ind i deres klasser. Det er simpelthen ikke hensigten. Det er ikke et mål, og hvis det sker, så er jeg lige så betænkelig ved det som lærerne. Jeg har aldrig haft nogen illusion om, at der kommer noget godt ud af at proppe alle børn i samme klasse.«

Men selv om det ikke er ministerens mål, så er eksperter og skolefolk ikke i tvivl om, at der er kommet flere krævende børn i klasserne – og at tendensen i kommunerne går mod endnu flere.

»Der er et ideologisk pres for, at man skal kunne udholde dem, der er problemer med. Ellers er man ikke rummelig,« fortæller lektor i specialpædagogik Søren Langager fra Danmarks Pædagogiske Universitet.

Formanden for børne- og kulturudvalget i Kommunernes Landsforening (KL), Henrik Larsen (R), er da også »noget overrasket« over mini-sterens melding, og han vil personligt ikke love lærerne færre vanskelige elever i fremtiden.

»Jeg ser ingen tegn på, at folkeskolen skal være mindre rummelig, end den er i dag. Jeg tror bestemt ikke, vi vil opleve, at vi skal til at ekskludere flere.«

Henrik Larsen peger på det paradoks, at antallet af elever i specialklasser og specialskoler vokser – samtidig med at flere dukker op i den folkeskole, som alle ellers er enige om skal være »så inkluderende som overhovedet muligt«. Der bliver nemlig stadig flere »diagnose«-børn med medfødte handicap eller svære indlæringsmæssige problemer, blandt andet fordi lægerne er blevet dygtigere til at holde liv i for tidligt fødte børn.

Hvis kommunernes udgifter til specialundervisning skal holdes nede uden at lade disse meget krævende børn i stikken, er der derfor kun et sted at hente pengene: Hos de svage elever, der ikke har en diagnose eller handicap, men hidtil har modtaget specialundervisning, fordi de ikke kan følge med i matematik eller dansk.

»Jeg ville jo lyve, hvis jeg sagde, at det ikke vil lægge pres på den almindelige specialundervisning. Vi kommer til at se på, hvordan vi skal hjælpe ham, der i gamle dage hed Brian og bare er lidt for støjende og uinteresseret. I stedet for at give ham specialtilbud, kan vi måske finde løsninger, der gør, at han kan rummes i den almindelige undervisning,« mener Henrik Larsen.

Fallit for uddannelsesløft

Men det er farligt at nedprioritere netop denne gruppe, som ofte kun kan klare sig igennem til en ungdomsuddannelse, hvis de får hjælp og opmærksomhed fra læreren, mener børnekonsulent og tidligere formand for Børnerådet John Aasted Halse.

»Jeg tror, man kan se frem mod, at nogle af dem, som tidligere ville få en ungdomsuddannelse, ikke får det fremover, fordi vi har drænet de ressourcer, de før fik, i et forfængeligt håb om, at de endnu dårligere også kan komme med på vognen.«

For »Brian« vil ikke kun miste sin specialundervisning. Også i de traditionelle klassetimer vil han få mindre opmærksomhed og hjælp i en folkeskole, der skal rumme endnu mere vanskelige børn end ham selv, vurderer Søren Langager:

»De diagnosticerede børn med for eksempel ADHD er meget opmærksomhedskrævende, og det betyder, at dem på den bageste række, som normalt ville have lærerens opmærksomhed, ikke får den hjælp, de har brug for.«

En systematisk nedprioritering af hjælpen til fagligt svage elever kan vise sig at være katastrofal. Og ikke kun for eleverne selv, men også for det samfund, de vokser op i, og som har hårdt brug for, at så mange som muligt får en videregående uddannelse.

Et stort flertal på 7 ud af 10 af lærerne i A4’s undersøgelse mener slet ikke, det er muligt at nå regeringens mål om at give 95 procent af en ungdomsuddannelse uden store ændringer af folkeskolen.

Lærernes pessimisme skal ses på baggrund af deres erfaringer fra en folkeskole, hvor 8 ud af 10 lærere – 82 procent – ifølge A4’s undersøgelse oplever, at de har svage elever i deres egne klasser, som de ikke kan nå med de undervisningsmidler, de har til rådighed. Mens hver tredje lærer – 33 procent – har elever i klassen, der ikke får den støtte, som skolepsykologen har visiteret dem til.

Selv om et stort flertal af lærerne faktisk udtrykker sympati med tanken om, at langt de fleste børn skal kunne rummes i den danske folkeskole, så oplever de fleste sig altså magtesløse, når de selv står med de vanskeligste børn i deres egne klasser:

»Man bruger mere tid på de fire-fem stykker, der forstyrrer, end på at undervise. Mange sidder og venter, og der er meget lidt tid til også at skulle tage sig af de problemer, de andre elever måtte have,« fortæller en lærer i A4’s undersøgelse, mens en anden skriver:

»Det giver frustrerede børn, der konstant oplever, at de ikke bliver forstået, at de skal indordne sig under et system, der ikke tilgodeser de behov, de har.«

Bertel Haarder er imidlertid ikke i tvivl om, at hans mål om at få flere gennem en ungdomsuddannelse kan nås, når sprogtest og tidlig indsats for at lære børnene at læse har gjort sin virkning.

De lærere, der står over for en uløselig opgave i dag, råder ministeren til at gå til deres skoleleder. Og hvis det ikke hjælper, så må de gå til borgmesteren eller skoleudvalgsformanden – eller i sidste ende skrive til ministeren.

»Men nu skal vi jo lige huske, at folkeskolen er kommunalt område, og kommunerne har jo både gynger og karruseller, og så må kommunerne prioritere den tidlige indsats op en periode – og så måske have lidt færre to-lærere-ordninger, lidt færre støttetimer og lidt mindre specialundervisning i de større klasser.«

Hvad der skal ske med de årgange, der på den måde ikke har fået gavn af en tidlig indsats – og samtidig bliver frataget deres muligheder for en »sen« indsats i de større klasser – har ministeren ikke umiddelbart svar på.

»Jeg bestrider ikke, at der på kort sigt kan opstå et pres.«

Ressourcer

Professor i specialpædagogik Niels Egelund, der ellers er stærk fortaler for rummelighed i folkeskolen, erkender, at nogle lærere i dag står med en umulig opgave:

»Det allervigtigste er, at den enkelte lærer får nogle timer til at arbejde i en mindre gruppe med de svage elever, eller at læreren får faglig sparring, så der kommer for eksempel en læselærer ind i klassen eller en AKT-lærer, der har med adfærd, kontakt og trivsel at gøre. Sådan noget skal der altså være på en skole, og det er der ikke altid i dag.«

Hverken undervisningsministeren eller KL mener, at der findes patentløsning på det problem. Men at ressourcerne skal bruges anderledes og bedre, er de enige om.

Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorini mener, den religiøse tro på rummelighed er gået for vidt:

»Jeg tror, vi bliver nødt til at tage lærerne alvorligt og holde op med at sige, at den rummelige folkeskole kan løse alt, for det kan den ikke.«

Hun foreslår, at regeringen ved den næste finanslov afsætter en særlig pose penge til skolerne, så der er råd til at sætte ind med ekstra lærere i de hårdest belastede klasser, så snart problemerne opstår – og uden at det kræver årelange henvisningsprocedurer gennem skolepsykologisk rådgivning (PPR).

En stikprøveundersøgelse fra 2004 viste, at omkring 8,5 procent af folkeskolernes midler dengang gik til specialundervisning og støtteordninger. Udnytter man de midler optimalt, kan det også lade sig gøre at løse opgaven inden for rammerne, mener Bertel Haarder.

Der findes ingen officielle statistikker på området, og derfor aner ingen i dag, om kommunerne har brugt flere eller færre penge på specialundervisning og særlig støtte i folkeskolen, siden tankerne om »rummelighed« tog fart for seks-syv år siden.

»Men i den udstrækning, eleverne kommer fra specialskolerne og til den almindelige skole, bør ressourcerne naturligvis følge med,« mener Niels Egelund.

Om det sker i dag, tør han ikke sige, »for det med, at man hiver elever hjem fra specialskoler, er jo først lige startet«.

Professoren anser det – ligesom de fleste i skoleverdenen – for sandsynligt, at flere børn med lette handicap eller særlige undervisningsbehov i fremtiden vil blive flyttet fra specialskolerne til folkeskolen. Efter kommunalreformen trådte i kraft i januar, sidder kommunerne nemlig selv med hele regningen for en specialskoleplads – og den er dyr:

»Hvis man hiver en elev hjem fra en specialskoleplads, der har kostet 450.000 kroner om året plus transport, så er det klart, at de penge burde følge med ind i den almindelige klasse. Og tænk, hvad du kan får for 450.000 kroner. Du kan få en ekstra lærer på fuld tid! Det vil jo også gavne resten af klassen,« siger Niels Egelund og understreger, at det naturligvis skal overvejes nøje lokalt, hvorvidt det også er pædagogisk forsvarligt at foretage sådan en flytning.

Og i KL erkender børne- og kulturudvalgsformand Henrik Larsen (R), at »udgifterne til specialundervisning vækker bekymring rundt omkring i kommunerne«.

»Den konto, der hedder vidtgående specialundervisning – altså specialklasser og specialskoler – den stiger i rigtig mange kommuner i øjeblikket, og derfor kigger man på, om der ikke er andre måder at gøre det her på.«

Men det er netop den udvikling, som John Aasted Halse frygter, fordi der er en oplagt risiko for, at økonomien kommer til at skygge for barnets tarv og de pædagogiske hensyn.

»Kommunernes succeskriterium er, som det hedder i Jylland: »Hvad koster det?« Og der er netop ingen garanti for, at pengene følger barnet ind i folkeskolen.«

Derfor vil han ikke blive spor overrasket, hvis aviserne snart begynder at skrive om nedlagte specialskolepladser og flere problemer i folkeskolen, hvor »det udvidede normalitetsbegreb« er ved at blive det næste modeord.

For Bertel Haarder vil det imidlertid komme som en stor overraskelse, hvis kommunerne kobler »rummelighed« sammen med besparelser på specialundervisningen:

»Jeg nægter at tro, at der kommer en større bevægelse i retning af, at kommunerne af sparegrunde sender børnene i den almindelige skole. Også fordi, at det at have et enkelt barn i en klasse, som har brug for helt særlig specialpædagogisk støtte, er overordentligt dyrt. Så der er slet ikke noget at spare. Ikke hvis det skal gøres ordentligt, og hvis det ikke bliver gjort ordentligt, så er der heldigvis nogen at klage til,« siger ministeren – og lover i samme åndedrag at gribe ind, hvis klagebunkerne vokser.