Nød lærer nøgen kvinde at spinde

Af Kirsten Weiss

Drop berøringsangsten over for private sponsorer i folkeskolen, for pengene falder på et tørt sted, mener skoleledernes formand, Jens Færk. Hvad er meningen, spørger A4. Skal McDonald’s nu til at sætte dagordenen i den danske folkeskole?

Jens Færk, du opfordrer skoler og forældre til at sige ja tak til private sponsorer i folkeskolen. Så er det, jeg spekulerer på, om du allerede har fået plastret din gamle skole i Skåde til med reklamer?

»Nej, det har jeg ikke. Og i min tid som skoleleder var jeg faktisk med til at sige nej til et hold forældre, der ville betale et krydstogt for en klasse. Vi havde været nødt til at spare den traditionelle lejrskole væk, men vi sagde nej til krydstogtet, fordi det udelukkende ville komme én klasse til gode og i øvrigt ændrede den pædagogiske profil, vi havde lagt.«

Hvor går så grænsen? Ved et logo på lærebogen? Eller skal vi ud i skolegården og læse på rutschebanen, at malermester Hansen nede om hjørnet har åbnet tegnebogen?

»Min grænse går ved religiøse og politiske organisationer. Scientology eller politiske partier skal aldrig ind på skolerne. Vi skal sikre os, at sponsorerne har en holdningsmæssigt neutral baggrund. Der må aldrig sås tvivl om skolens integritet og pædagogiske linje.«

Hvem skal bestemme, hvilke sponsorater, skolen siger ja til?

»Det skal skolens leder i samarbejde med skolebestyrelsen.«

Hvad blev der af den gode, gamle talemåde »den der betaler musikken, bestemmer også, hvad der skal spilles«?«

»Sponsoraterne skal give betingelsesløst. Det faglige og pædagogiske indhold må sponsorerne aldrig få indflydelse på, men man kan da godt på skolens hjemmeside linke til sponsorerne. Og jeg har heller ikke noget problem med, at McDonald’s får lov at hænge et banner op i idrætshallen, hvis skolens ledelse og skolebestyrelsen har sagt ja.«

Er private sponsormidler ikke bare med til at cementere ulighederne i samfundet?

»Folkeskolerne har allerede i dag meget forskellige vilkår, og jeg vil gerne gøre op med den tænkning, der siger, at fordi alle ikke kan få det samme, så fortsætter vi sammen i elendigheden.«

Hvem, tror du så, gider støtte fattige ghettoskoler, hvor hverken forældre eller børn har den store købekraft?

»Også skoler i socialt belastede kvarterer vil kunne appellere til erhvervslivet. Lokale erhvervsdrivende er naturligvis interesserede i, at den lokale skole bliver så god som mulig, og kan man skabe en fabelagtig folkeskole, hvor natur- og tekniklokalet er sponsoreret af private, så fastholder det elever og dermed på længere sigt den arbejdskraft, virksomhederne skal have fat i.«

Vil skolernes tilbud fremover afhænge af skolelederens evne til at kradse penge ind?

»Nej! For vi taler ikke om fundraising. Skoleledere har nok at gøre og skal ikke bruge deres tid på at hente penge hjem fra sponsorerne. Men får man en gave på 70.000 kroner ind ad døren, skal man da tage imod den, hvis betingelserne er i orden. Nød lærer nøgen kvinde at spinde – og så kan man jo nævne giveren i skolens årsskrift eller ved festlige lejligheder.«

Bør en offentlig, dansk kommuneskole ikke være fuldstændig uafhængig af kommercielle interesser?

»De kommunale skoler i dag er hårdt pressede, og gabet mellem det, folk forventer, og det, skolerne kan levere, er voldsomt stort. Det offentlige halter langt bagefter standarderne i det private, og det er i hele samfundets interesse at rette op på den skævhed. Hvis private midler kan få de kommunale politikere til at åbne øjnene og tilføre skolerne flere offentlige midler, så er det fint for mig.«

Vil kommunalbestyrelsen ikke tværtimod lukke både øjne og pengekasse, når nu andre betaler?

»Det håber jeg sandelig ikke. Det er og bliver et kommunalt ansvar at drive skolerne på forsvarlig vis.«

Hvorfor skal jeg betale skat til driften af mine børns skole, hvis jeg kan få murermester Larsen og Coca Cola til at finansiere den?

»Hvis det er sådan, forældrene begynder at tænke, så er jeg på en meget farlig mission! Der må aldrig herske tvivl om, at de kommunale skoler er et fuldstændigt offentligt anliggende og ansvar.«