Niels Helveg vil ikke ende som Fidel Castro

Af Illustration: Majbrit Linnebjerg

Den radikale folketingspolitiker Niels Helveg Petersen besluttede allerede for 50 år siden, at han ville gå på pension som 70-årig. Men er 70 år overhovedet en alder i dag, og er det ikke et demokratisk problem, hvis de gamle ikke er repræsenteret i Folketinget, spørger bagsiden.

INTERVIEW Du har sagt, at du allerede i 1960 besluttede dig for at stoppe som 70-årig, hvorfor?

»Efter valget i 1960 så jeg, at de gamle radikale ministre Jørgen Jørgensen og Bertel Dahlgaard fortsatte som ministre, selv om de var 72 og 73 år. Da sagde jeg til mig selv, at den fejl vil jeg ikke begå!«

Hvorfor det – og hvilken type var du, da du tog den beslutning?

»Det var min egen personlige holdning. Jeg mente, at man skulle gøre plads til de nye, og det mener jeg stadig. Jeg var 21 år, jurastuderende og fulgte radikal politik intenst.«

Der er sket meget siden 1960, vi bliver ældre, og de gamle dyrker motion og er sunde og raske. Er 70 år i virkeligheden nogen alder for en politiker?

»Du har en pointe – vi er blevet raskere. Der er dog noget, der trækker i en anden retning. Jeg gider ikke følge med i den teknologiske udvikling med it, smartphones, facebook og twitter, og på den måde er jeg nok mere handicappet end de unge. Men jeg kan ikke se, hvad jeg skal bruge det til. Det er ikke, fordi jeg ikke mener, jeg er dygtig nok, jeg kan meget, som de unge ikke kan. Jeg har en stor historisk viden og kender forudsætningen for den lovgivning, vi har.«

Bortset fra den teknologiske udvikling, er der så noget du ikke kan, som du kunne, da du var 40 år?

»Jeg lærer ikke så hurtigt mere – det tager længere tid at læse op på nyt stof.«

Ronald Reagan var i 70’erne, da han var præsident i USA. Og med al respekt for arbejdet i Folketinget, så er det vel et mere krævende job?

»Ja, der er eksempler på, det godt kan lade sig gøre at blive ved. Adenauer er et andet eksempel (Konrad Adenauer, tysk forbundskansler fra 1949 til 1963, red.), og Kina har også haft tradition for aldrende ledere. Jeg mener dog, der er en fare for, at man, når man er blevet 70 år, ikke opfanger nye signaler i samfundet.«

Har du eksempler på det?

»Jeg har set flere herhjemme, men jeg vil ikke nævne navne. Fidel Castro er nok det bedste eksempel på en forstenet leder, som ikke er i stand til at styre sit land.«

De radikale er fortalere for at afskaffe efterlønnen, og at vi skal arbejde i flere år, kunne du ikke ofre dig for sagen og vise, at man godt kan arbejde, selv om man er gammel?

»Jo, men jeg har jo også arbejdet fem år efter pensionsalderen, og jeg når nok at blive næsten 72 år, inden jeg stopper.«

Der bliver flere ældre, er det ikke et demokratisk problem, hvis de ikke er repræsenteret i Folketinget?

»Det er rigtigt, at dem over 67 år nok er stærkt underrepræsenteret i Folketinget. På den anden side har langt den meste lovgivning, vi laver i dag, mest betydning for yngre grupper.«

Hvad med lovgivning, der har betydning for ældreplejen?

»Jeg er sikker på, at samfundet nok skal bevare fokus på den også.«

Hvad skal du lave, når du stopper i Folketinget?

»Jeg er et legebarn, så jeg skal spille mere fodbold, tennis, skak og bridge, og så skal jeg følge med i, hvad der foregår herhjemme og i udlandet. Det kan man brug meget tid på.«