Nem kritik af skatteudspil

Af Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Det sidste ord Nej, det socialdemokratiske skatteudspil indeholder ingen skattelettelser. Men hvilke velfærdsydelser vil kritikerne fjerne for at få råd til egentlige lettelser?

Socialdemokraternes nye skatteudspil mødte som ventet kritik fra borgerlig side. »Der er jo ingen skattelettelser,« lød kommentaren. Nej, skatteudspillet indeholder samlet set ingen skattelettelser. Det udspillet derimod indeholder, er lavere skat på arbejde. Kritikken om, at skatteudspillet samlet set ikke indeholder skattelettelser, er dog en gratis omgang. Den, der rejser denne kritik, må nemlig svare på, hvilke velfærdsydelser, der skal skæres væk, for at få råd til egentlige skattelettelser. Når man ser på de sparerunder, amter og kommuner er i gang med i øjeblikket for at overholde første fulde år af regeringens skattestop, skal der ikke så meget fantasi til at forestille sig, hvad der skal til for at finansiere mærkbare skattelettelser.

Kun meget få borgerlige politikere er kommet med forslag om skattelettelser, hvor regningen er betalt. En af dem er Venstres Søren Pind, som har foreslået, at lettelser i indkomstskatten blandt andet skal finansieres ved at fastfryse overførselsindkomsterne. Dagpenge, efterløn, bistandshjælp og pensioner skal ifølge Søren Pind kun reguleres svarende til prisstigningerne, hvor de i dag bliver reguleret svarende til udviklingen i lønnen. Det er i det mindste ærlig snak. Det er da også så ærlig snak, at Anders Fogh Rasmussen måtte skynde sig at pande forslaget ned – det var bestemt ikke Venstres politik.

Et andet kritikpunkt mod Socialdemokraternes skatteudspil har været indførelsen af en arbejdsgiverafgift. Et af kritikpunkterne mod arbejdsgiverafgiften har været, at den del af afgiften, der ligger på lønsummen, forudsættes nedvæltet i lønnen – det vil sige, at det forudsættes, at lønnen stiger mindre, end den ellers ville have gjort. Kritikpunktet lyder her, at det kan man bestemt ikke være sikker på. Det er lidt af et paradoks, at netop de, der ellers tror mest på markedskræfterne, ikke tror på dem lige netop her. Sammenligner man for eksempel danske og tyske lønninger, vil man se, at forskellen stort set svarer til størrelsen af de tyske arbejdsgiverafgifter, som betales, inden folk får deres lønseddel. Da lettelserne i indkomstskatten gives samtidig med, at arbejdsgiverafgiften trappes op, er der heller ingen risiko for, at lønmodtagerne bliver snydt – de lavere lønstigninger omveksles til indkomstskattelettelser her og nu. Skulle alt – mod forventning – gå galt, kan denne del af arbejdsgiverafgiften i øvrigt laves om til et løntræk i stedet for en afgift på lønnen.

Den del af arbejdsgiverafgiften, der ligger på nettoprofitten – altså produktionsoverskuddet fratrukket investeringer – er også blevet kritiseret. Det vil skade dansk erhvervsliv, fordi konkurrenceevnen forværres, lyder argumentet. Effekten af denne del af arbejdsgiverafgiften er ganske rigtigt, at erhvervslivet skal betale en større andel af deres overskud i skat. Men der er langt fra denne kendsgerning til at slutte, at konkurrenceevnen vil blive forværret. For det første vil denne del af arbejdsgiverafgiften kun beløbe sig til netto ni milliarder kroner i løbet af ni år. Det skal ses i forhold til, at den samlede værditilvækst er cirka 1.200 milliarder kroner. Belastningen på de ni milliarder skal i øvrigt sammenlignes med, at avancerne i industrien og serviceerhvervene er steget med omkring 18 milliarder kroner de seneste ni år. Det er næppe noget kæmpeoffer at aflevere en mindre del af denne gevinst i løbet af de kommende ni år. For det andet vil arbejdsgiverafgiften ramme hårdest i de erhverv, som har få ansatte i forhold til den værditilvækst, der skabes. Det gælder for eksempel olieproduktionen i Nordsøen, landbruget og rederierne.  

Et tredje kritikpunkt har været, at skatteudspillet er for indviklet. Her peges der specielt på den foreslåede aftrapning af fradragene med højere indkomster. Hertil er blot at sige, at det er rigtigt, at denne aftrapning komplicerer skattesystemet. Men det er nu en gang prisen, hvis man vil give de lavere lønnede nogle fordele i forhold til de højere lønnede.