Nej tak til kønskvotering i politik

Af Kirsten Weiss

Kun lidt mere end hvert tredje folketingsmedlem er en kvinde. Alligevel er nej´et til køns- kvotering for politikere tordnende højt blandt vælgerne.

HÅNDSRÆKNING Kvoter er for fisk, ikke for politikere. Det mener Venstres politiske ordfører Inger Støjberg. Og noget tyder på, at vælgerne giver hende ret. Kun 24 procent af de adspurgte i en undersøgelse, Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4, synes, at kønskvotering kunne være en god vej til at skaffe flere kvinder på plads mellem jakkesættene i Folketinget og kommunalbestyrelserne.

Mændene dominerer nemlig fortsat det politiske liv, såvel ude i kommunerne som på Christiansborg.

»Jeg ville bestemt ikke bryde mig om at blive valgt ind i Folketinget med et stempel på ryggen, hvor der står »kvote«. Folketinget har masser af kvindelige politikere, der er med til at sætte dagsordenen, og jeg ser overhovedet ikke ligestilling i politik som noget problem. Den kamp er vundet,« siger Inger Støjberg, der blev valgt ind i Folketinget i 2001.

Andelen af kvindelige folketingsmedlemmer har ligget nogenlunde konstant de senere år, og efter valget i november 2007 udgør kvinderne lige over en tredjedel (37,4 procent) af tingets 179 medlemmer. Tallet er tårnhøjt sammenlignet med mange andre europæiske lande og USA, hvor bare 16,3 procent af Kongressens medlemmer er kvinder. Men slapt i forhold til for eksempel broderlandet Sverige, hvor næsten halvdelen af parlamentarikerne (47,3 procent) er kvinder.

For slapt, mener Johanne Schmidt-Nielsen, der blev valgt til Folketinget for Enhedslisten ved valget i november og i dag er partiets ligestillingsordfører.

»Nej, der er ikke ligestilling på Christiansborg. Og nej, jeg er ikke bange for kvoter, selv om danskerne nærmest ser rødt, når man taler om kønskvotering. For mig er kvoter ikke et mål, men et middel til at opnå ligestilling, også i det politiske liv,« siger Johanne Schmidt-Nielsen, der selv kommer fra et parti med kønskvotering i hovedbestyrelsen.

Både Johanne Schmidt-Nielsen og Inger Støjberg peger på, at dansk politik, på trods af den skæve kønsfordeling, har tre markante kvindelige partiformænd, der senest ved valget i efteråret var markante stemmer i debatten. Både Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt, Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard og de radikales Margrethe Vestager spillede i diskussionerne lige op med mændene.

»De er alle tre rollemodeller, som viser vælgerne, at kvinder sagtens kan være med i toppolitik. For mig at se handler det ikke om, at der skal være 50 procent af hvert køn repræsenteret i Folketinget, men om at have kvinder med, der har lyst til politik,« siger Inger Støjberg.

»De tre er bestemt med til at bryde billedet af en typisk politiker som en mand i jakkesæt, der sandsynligvis har læst økonomi,« mener Johanne Schmidt-Nielsen, der dog også kalder det »et fuldstændigt skråplan, hvis vi ender med at reducere ligestillingskampen til den enkelte kvinde«:

»Kvindelige politikere bliver i så høj grad forbundet med deres køn – Helle er »Gucci-Helle«, justitsminister Lene Espersen kaldes »den talende kavalergang«, og Malou Aamund blev i valgkampen konstant omtalt som »tidligere fotomodel og kæreste med kronprinsen«, selv om hun havde en lederstilling i IBM. Jeg kan ikke se, at vi har ligestilling i det politiske liv, så længe kvinder omtales på den måde. Jeg tør vædde på, at Anders Fogh Rasmussen går i lige så dyrt tøj som Helle Thorning-Schmidt, men der er da ingen, der kalder ham »Armani-Anders«, siger Johanne Schmidt-Nielsen.