Nedturen for sociale ghettoer kan vendes

Af | @MichaelBraemer

Kriminaliteten falder, beboerne er mere tilfredse, og folk med ressourcer flytter til. Udviklingen i sociale ghettoer kan vendes, viser erfaringerne fra en række boligområder. Løsningen er en bred indsats på mange fronter på én gang. Lavere husleje, sociale aktiviteter og fortrinsret til folk i arbejde er blandt ingredienserne

KVARTERLØFT »Det er hundedyrt, men det virker«. Det kunne være overskriften på indsatsen mod sociale ghettoer, som har vendt udviklingen i en række boligområder landet over. Siden midten af 1990’erne har staten, kommunerne og boligselskaberne brugt et tocifret milliardbeløb på socialt belastede boligområder – med skiftende succes.

»Stærke kræfter i samfundsudviklingen trækker i retning af social opsplitning. Erfaringerne fra andre lande viser, at det kan gå helt galt – det ser vi for eksempel i England. Frem til midten af 1990’erne var der også øget social adskillelse herhjemme. Siden er udviklingen vendt i nogle boligområder, men fortsat i andre,« siger seniorforsker Hans Skifter Andersen fra Statens Byggeforskningsinstitut, der over flere omgange har evalueret indsatsen.

En analyse i A4 viste for nylig dystre tal. Mere end hver fjerde almene bolig ligger i dag i et område, hvor over 30 procent af beboerne er socialt svage. Men Hans Skifter Andersen er ikke i tvivl:

»Hvis man ikke havde gjort noget, var det med sikkerhed gået meget værre,« siger han.

Indsatsen har fulgt flere forskellige spor, siden den daværende Nyrup-regering i 1993 søsatte en omfattende bypolitik. Om nogle uger fremlægger også VK-regeringen et ghettoudspil, hvor omdrejningspunktet bliver »sociale kvoter«, så kommunerne kan stoppe tilflytningen af beboere med sociale problemer i de mest belastede områder. Og det kan være en god ide – vel at mærke hvis det sker som led i en bredt anlagt indsats:

»Kommuner som Ballerup og Brøndby har i mange år reguleret beboersammensætningen i de forskellige boligafdelinger og dermed undgået de værste problemer. Men regulering er ikke et teknisk fiks, som kan løse alt med ét slag,« siger Hans Skifter Andersen.

Lavere husleje virker

Hans Skifter Andersen peger på de meget forskellige erfaringer dér, hvor man allerede har forsøgt sig med en regulering af tilflytningen. I Vollsmose har der i flere år været fortrinsret på ventelisten til folk i job, men ikke mange ønsker at flytte ind i et belastet område med høj kriminalitet. Derimod har de samme regler virket godt i Kgs. Enghave i København, hvor de nye virksomheder langs havnen hurtigt kunne skaffe lejlighed til deres ansatte. Her betød de nye regler en mindre skæv beboersammensætning.

»Man kan måske få studerende i bolignød til at flytte ind i Mjølnerparken i København, men i mange af de belastede områder i provinsen er der allerede i dag tomme lejligheder. Hvis man lukker af for folk med sociale problemer, bliver der bare endnu flere tomme lejligheder. Og erfaringerne fra England viser, at mange tomme lejligheder for alvor forstærker den sociale deroute,« siger Hans Skifter Andersen.

citationstegnTidligere var der tomme lejligheder i Brøndby Strand, nu er der en venteliste på seks-syv år. Det er svært at pege på én ting, som har vendt udviklingen i de to områder. Det afgørende er en helhedsorienteret indsats, som sætter ind på mange felter og involverer beboerne. Pia Blådal, leder af kvarterløftprojektet i Brøndby Strand

Regulering af indflytningen må således gå hånd i hånd med andre tiltag, der får området til at fungere og gør det attraktivt for ressource-stærke beboere, som ellers vælger noget andet.

Et af de mest effektive midler er lavere husleje, påpeger Hans Skifter Andersen. Evalueringer af 1990’ernes indsats i 500 boligområder viser en helt konkret sammenhæng – de afdelinger, der satte huslejen ned, fik også større social stabilitet. Lavere husleje får især folk med pæne indkomster til at blive eller flytte ind, fordi forholdet mellem pris og kvalitet er afgørende for deres valg.

Chicago i Randers

Det kan de tale med om i Randers. Jennumparken er et af de nyere almene boligområder, som i 1970’erne havde svært ved at udleje de ret dyre lejligheder. Derfor anviste kommunen ofte en lejlighed til boligløse eller folk med sociale problemer. Og Jennumparken fik et ry som »Randers Chicago«, præget af kriminalitet, hærværk og graffiti. Men i dag er skuden vendt:

»Vi oplever ingen fraflytning af såkaldt ressourcestærke, der har eller får arbejde. Det skyldes blandt andet, at vi er prisbevidste og kan udleje en lejlighed på 100 kvadratmeter til under 3.000 kroner om måneden,« fortæller Svend Erik Weis, der er forretningsfører i boligafdelingen Møllevænget/Storgården.

Jennumparken ligger i Sankt Andreas sogn, der er et af de meget belastede kvarterer i den analyse, som AErådet har udført for A4. 43 procent af beboerne er socialt svage. De fleste er pæredanske, mens det i andre områder i højere grad er indvandrere:

»Randers er en by i beskæftigelsesmæssig krise. Store virksomheder som Randers Reb og bryggeriet Thor lukker. Omkring en tredjedel af beboerne i Jennumparken er udlændinge – flere må der heller ikke være, for så skrider balancen. Vores største problem er imaget som Randers Chicago, som klæber til os på grund af fortiden,« siger Hans-Henrik Sørensen, der er beboerrådgiver i Jennumparken.

Han fremhæver de mange aktiviteter, som sørger for, at beboerne kender hinanden – fritidstilbud til de unge, være- og aktivitetssted for de voksne og den populære cafe, hvor man kan få varm mad for 20 kroner. Men også de fysiske rammer sender et vigtigt signal:

»Der skal mange ting til at løfte et boligområde. Først og fremmest skal man sørge for, at der altid er pænt og ordentligt. Hvis der ligger en masse skidt, er der ingen, der selv gider gøre noget for at holde området rent. Når noget går i stykker, skal det udskiftes øjeblikkeligt. Og graffiti skal fjernes lige med det samme,« siger Hans-Henrik Sørensen.

Samtidig holdes der nøje øje med tilflytningen gennem et anvisningsudvalg, hvor både kommunen og byens mange boligforeninger er med:

»Vi sørger for, at flygtninge, indvandrere, kontanthjælpsmodtagere, misbrugere og enlige spredes bedre på de forskellige almene bebyggelser i byen,« siger forretningsfører Sven Erik Weis.

Succes i Avedøre

Det samme er sket i to af succeserne på Københavns Vestegn – Brøndby Strand og Avedøre Stationsby. Her har Brøndby og Hvidovre Kommune stort set overtaget boliganvisningen, så folk med sociale problemer anvises bolig i mindre belastede afdelinger. Fraflytningen er faldet begge steder, og folk i arbejde flytter til:

»Tidligere var der tomme lejligheder i Brøndby Strand, nu er der en venteliste på seks-syv år. Det er svært at pege på én ting, som har vendt udviklingen i de to områder. Det afgørende er en helhedsorienteret indsats, som sætter ind på mange felter og involverer beboerne,« siger Pia Blådal, der er leder af kvarterløftprojektet i Brøndby Strand og tidligere var med i Avedøre Stationsby.

Især Avedøre regnes for en af solstrålehistorierne. Den lille by med omkring 6.000 beboere var midt i 1990’erne meget belastet – mange på overførselsindkomst, høj kriminalitet, en masse ballade og store sociale problemer blandt danskere og de mange indvandrere.

Men udviklingen blev vendt gennem en massiv indsats, der spændte fra søndagsåbent i svømmehallen til sammenlægning af små lejligheder. Og det var ikke billigt. Alt i alt har Avedøre Stationsby fået tilført op mod en halv milliard kroner i offentlige tilskud og i Landsbyggefondens store investeringer i boligforbedringer.

Det var afgørende, at kriminaliteten blev nedbragt blandt en gruppe andengenerations-indvandrere, som skabte utryghed og gav området et dårligt ry, påpeger Pia Blådal. Men de fysiske rammer er også vigtige.

»Hvis området forfalder, tror de uheldige elementer, at de bare kan hærge videre,« siger hun.

citationstegnDet sociale ansvar har holdt flyttedag. De socialt svage bor ikke som før i det private etagebyggeri, men er stort set koncentreret i den almene sektor. Hans Skifter Andersen, seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut

Projektet i Avedøre Stationsby var dyrt, men langt fra enestående. Stat og kommuner har siden midten af 1990´erne brugt adskillige milliarder kroner på kvarterløft og bypolitik - huslejenedsættelser, sociale aktiviteter, ansættelse af beboerrådgivere m.v. Hvortil kommer Landsbyggefondens omfattende investeringer i fysisk genopretning af de belastede boligområder. Alt i alt løber indsatsen op i mere end ti mia. kroner.

Stærkt pres på den almene sektor

Indsatsen skal være bred, men ikke ufokuseret, påpeger Hans Skifter Andersen. Nogle af projekterne søgte at løse alle problemer på én gang, og det er urealistisk. For eksempel satsede flere af 1990’ernes kvarterløft stærkt på den lokale beskæftigelse, og det var dyrt i forhold til den almindelige beskæftigelsespolitik.

»Det er vigtigt at fokusere på de synlige sociale problemer, som giver området dårligt ry og skaber en negativ spiral. Det kan være unge kriminelle – eller en stor flok, som sidder og drikker midt i bebyggelsen. Sociale tilbud skal især rettes imod de udsatte grupper – ikke så meget mod de ressourcestærke beboere, som kommer til møderne,« siger Hans Skifter Andersen.

Men presset på den almene sektor er stort. Hver tredje almene bolig er i dag omfattet af såkaldt »fleksibel udlejning,« hvor der gives fortrinsret på ventelisten til bestemte grupper – for eksempel folk med job i kommunen. I København gælder de nye selektive regler i tre ud af fire boliger.

Analyser viser, at de nye regler rent faktisk får mere ressourcestærke tilflyttere ind i boligområderne. Alligevel bor der i dag flere på overførselsindkomst end tidligere. Kommunerne råder nemlig over hver fjerde lejlighed i det almene byggeri – i København hver tredje. Og kommunerne har et stadig større behov for at anvise lejligheder til folk med sociale problemer:

»Det sociale ansvar har holdt flyttedag. De socialt svage bor ikke som før i det private etagebyggeri, men er stort set koncentreret i den almene sektor. Hvis man i højere grad inddrog andelsboliger og privat udlejningsbyggeri i løsningerne, ville det give en helt anden fordeling i boligområderne,« siger Hans Skifter Andersen.