Nedtælling til tysk storstrejke

Af

De offentligt ansatte i Tyskland er på vej mod en omfattende strejke. Deres lønkrav er beskedne, men den offentlige sektor er på spanden. I løbet af få uger kan knap fem millioner skolelærer, sygeplejersker, lokoførere, politibetjente og andre vitale grupper være på gaderne i protest.

Den tyske kansler, socialdemokraten Gerhard Schröder, er kendt for at være en forfængelig mand. Han får syet en stor del af sin garderobe af betroede skræddere, og han ynder at gå i italienske jakkesæt. Selv da kansleren i efteråret besøgte de dele af Tyskland, der var oversvømmet efter kraftige regnskyl i Tjekkiet, skete det i moderigtig regnfrakke og gummistøvler. Nu er Gerhard Schröder selv blevet oversvømmet – af skjorter. Flere end 12.000 utilfredse borgere fra hele landet har gennem december måned sidste år sendt gamle nussede skjorter til Schröder for at vise deres utilfredshed med, at regeringen vil hæve skatterne. Tanker som, mener langt de fleste tyskere, er et brud på de løfter, Schröder afgav under efterårets valgkamp, og som gav socialdemokraterne en hårfin sejr. Nu står regeringen over for en krise, der kan øge utilfredsheden i befolkningen endnu mere.

citationstegnDer er opbygget en frustration blandt skolelærere, sygeplejersker, politibetjente og andre offentlige ansatte, de føler sig overset og en smule snydt. De mener, at tiden er kommet til at få udlignet løngabet. MARTIN BEHRENS, arbejdsmarkedsforskningscentret WSI

I begyndelsen af denne uge, bliver det afgjort om de 4,65 millioner offentligt ansatte i Tyskland får en ny overenskomst, eller om de nedlægger arbejdet. De offentlige ansatte har, anført af det store forbund Verdi (Die Vereinte Dienstleistungsgewerkschaft), stillet krav om en lønstigning på over tre procent i år, og at lønforskellen mellem øst- og vesttyskland udjævnes helt inden 2007.

Men det er ikke for sjov, Gerhard Schröder har luftet tanker om skattelettelser. På alle niveauer i den offentlige sektor er kasserne tomme. Forbundsstaten bruger langt flere penge, end den har. Finansminister Hans Eichel har lidt den tort at få en røffel af EU-Kommissionen, fordi Tyskland balancerer på den forkerte side af det tre procents underskud på statens finanser, som Den Økonomiske og Monetære Union tillader. Budgettet for 2002/2003 indebærer lånoptagelser for en række delstater og kommuner, der overstiger investeringerne, hvilket er på kant med den tyske forfatning. Skatteindtægterne falder, og de sociale udgifter stiger som følge af den voksende arbejdsløshed, der har ramt over fire millioner tyskere. Prognoser regner med, at den økonomiske vækst i 2002 lander på 0,4 procent, og taler om en vækst på 1,4 procent for 2003. Næppe tal, der kan ændre de hårdt plagede offentlige finanser i løbet af i år. Kort sagt: Tyskland er på spanden.

Nulløsning

Derfor har de offentlige arbejdsgiveres forhandlere, der repræsenterer forbundsstaten, delstaterne og kommunerne, blankt afvist Verdis krav. De tyske kommuner mener dybest set ikke, at der er råd til lønstigninger overhovedet – ja, lønmodtagerne bør nærmest gå ned i løn. Forbundsindenrigsminister Otto Schilly, der repræsenterer Schröder i forhandlingerne, har været knap så kategorisk, og delstaterne har ligeledes været mere imødekommende. Arbejdsgiverne har tilbudt en lønstigning på lige under en procent og et engangsbeløb på omkring 300 danske kroner mod, at overenskomsten løber i minimum halvandet år, og at arbejdstiden forhøjes i Vesttyskland fra 38,5 timer til 39 timer. Østtyskerne skal ifølge arbejdsgiverne sige farvel til en fridag, og oveni skal de ikke regne med at komme op på samme løntrin som i vest inden for den nærmeste fremtid. 

Verdis formand, Frank Bsirske, har kaldt tilbuddet en fornærmelse mod de offentlige ansatte, og han har umiddelbart en god sag hos medlemmerne.

»Op gennem 1990’erne har de offentligt ansatte fået langt lavere lønstigninger end lønmodtagere i den private sektor. Der er opbygget en frustration blandt skolelærere, sygeplejersker, politibetjente og andre offentlige ansatte, de føler sig overset og en smule snydt. De mener, at tiden er kommet til at få udlignet løngabet, og de er villige til at kæmpe,« siger Martin Behrens fra det tyske arbejdsmarkedsforskningscenter, WSI.

Som en understregning af forskellen mellem offentligt og privat ansatte lykkedes det for Verdi at opnå lønstigninger på 6,1 procent for 280.000 af forbundets medlemmer i den private banksektor. Det er et tal, som har bundfældet sig i den tyske offentlighed og på de tyske arbejdspladser. Således har der også været stor opbakning til en række punktstrejker, som Verdi gennem de seneste uger har spredt ud over tyske lufthavne, børneinstitutioner, affaldsforsyninger og nærtrafikken. Samtidig er Verdi et fagforbund, der gennem de seneste år er skabt ved en række fusioner mellem meget forskellige fagforeninger. En del af disse fagforeninger har særligt deres styrke i det gamle Østtyskland og har lagt et hårdt pres for at få hævet østtyskernes lønniveau. I årene umiddelbart efter den tyske genforening i 1990 steg østtyskernes løn dramatisk. Men i de senere år er lønudjævningen mellem øst og vest gået mere eller mindre i stå, ikke mindst fordi Tyskland fattes penge. Det kommer oveni, at arbejdsløsheden i Østtyskland ligger på lige under 20 procent mod cirka 7 procent i Vesttyskland.

Et stramt mandat

Kombinationen af den voksende utilfredshed blandt de offentlige ansatte og stigende mishag i Østtyskland har således givet Verdi et stærkt forhandlingsmandat. Men det er også et mandat, der reelt ikke kan files mange hjørner af, uden at Frank Bsirske bliver stemt ned og ud af medlemmerne. En skæbne, der ramte Bsirskes forgænger.

Således har de to arbejdsgivernes og lønmodtagernes parter gennem hele forløbet stået så stejlt over for hinanden, og det var logisk, at forhandlingerne kort før jul brød sammen og røg over i den tyske udgave af forligsinstitutionen.

Og her ligger kimen til kansler Schröders nye hovedpine. På den ene side er Socialdemokratiet afhængigt af at have et godt forhold til den tyske fagbevægelse, og regeringen har selv efter valgsejren forpligtet sig til at arbejde for at udligne forskellen mellem landets østlige og vestlige halvdel. På den anden side er der ikke råd til lønstigninger på over tre procent, sådan som de offentlige finanser ser ud. I sin nytårstale barslede Schröder tværtimod med ideen om, at der skal skæres i pensioner, sygesikringer og andre af de mest udgiftskrævende poster på budgettet som et led i en større reform af det tyske samfund. For en gammel politisk ræv som kansleren ville det være oplagt at udnytte den højspændte politiske atmosfære omkring overenskomstforhandlingerne til at komme lønmodtagerne i møde, mod til gengæld at gennemføre love, der sætter gang i reformprocessen. Problemet er blot, at den tyske lovgivning forhindrer det politiske system i at blande sig i overenskomsterne ud over i rollen som arbejdsgiver.

Reelt kan Schröder derfor ikke gøre andet end at sætte sig ned og håbe på, at de tyske kommuner besinder sig og giver de offentligt ansatte en lønstigning, der er bedre end den nulløsning, arbejdsgiverne har lagt op til.

Om det sker inden for de nærmeste uger, er dog stærkt tvivlsomt. De fleste iagttagere regner med, at forligsmændene i begyndelsen af denne uge meddeler, at de ikke kan komme videre. Derefter vil strejker gå i gang over hele Tyskland. I begyndelsen vil det være mindre strejker, men i løbet af et par uger kan strejkerne sprede sig til knap fem millioner offentlige ansatte og reelt kaste Tyskland ud i kaos. Sker det, vil det stille Schröder over for en af hans største indenrigspolitiske udfordringer til dato – på et tidspunkt, hvor tilliden til ham og hans nye regering er historisk lav. En trøst for Schröder er dog, at de tyske arbejdsmarkedsparter plejer at have meget ophidsede træfninger i offentligheden inden overenskomstforhandlingerne, og at strejkerne plejer at være kontrollerede og korte. Men noget kunne tyde på, at krisen i Tyskland kradser så dybt, at tingene ikke er, som de plejer. For hvilke andre tyske kanslere plejer at få tilsendt over 12.000 skjorter fra utilfredse borgere?