Nedslidte får ingen erstatning

Af

Rengøringsassistenter, buschauffører og dagplejere har sværest ved at få erstatning for, at jobbet har gjort dem syge. 9 ud af 10 sager om at få godkendt en erhvervssygdom ender med afslag, viser en undersøgelse fra FOA. Ekspert peger på, at Arbejdsskadestyrelsen sjældent giver erstatning for nedslidning.

NEDKØRT De klager over, at arbejdet gør dem syge. Men rengøringsassistenter, buschauffører, køkkenpersonale og dagplejere får ikke erstatning. I rundt regnet 9 ud af 10 sager afviser Arbejdsskadestyrelsen, at der er tale om en erhvervssygdom. Til sammenligning får brandmænd, portører og plejepersonale godkendt omkring hver femte sag af Arbejdsskadestyrelsen.

Det viser en ny undersøgelse om erhvervssygdomme blandt FOA – Fag og Arbejdes medlemmer. Undersøgelsen afslører, at nogle faggrupper meget sjældent får anerkendt en erhvervssygdom.

I FOA er man fortørnet over, at Arbejdsskadestyrelsen nærmest kategorisk afviser, at rengøringsassistenter, buschauffører og dagplejere bliver syge af arbejdet.

»Det er urimeligt, at folk, som går på arbejde og bliver slidt ned, ikke kan få det anerkendt som en arbejdssygdom. Der er tale om job med højt tempo og mange gentagelser. Hvorfor skal det være sværere for rengøringsassistenten end brandmanden at få anerkendt en erhvervssygdom,« spørger Inger Bolwinkel, forbundssekretær i FOA.

For den syge medarbejder betyder det meget økonomisk, om sygdommen bliver godkendt som en erhvervssygdom. Lykkedes det at komme igennem nåleøjet, får man løbende udbetalt erstatning fra det offentlige. Samtidig udløser det som regel erstatning, hvis man har tegnet en privat forsikring.

De er syge

Der er ingen tvivl om, at blandt andet buschauffører, rengøringsassistenter og køkkenpersonale døjer med sygdom, selvom de ikke får erstatning. Tal fra FOA viser, at en buschauffør har 65 procent højere risiko for at ende på førtidspension end gennemsnittet blandt FOA's medlemmer. For rengøringsassistenten er tallet 49 procent, og køkkenpersonalet lever med 62 procent øget risiko for at slutte arbejdslivet på førtidspension.

Ifølge professor Jakob Bue Bjørner fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø er det dog svært for den enkelte at bevise, at det netop er arbejdet, som fører til sygdom.

»Specielt nedslidning kan have mange forskellige årsager, og det er derfor svært at få anerkendt nedslidning som en erhvervssygdom. Hvis man efter et langt arbejdsliv får voldsomt ondt i ryggen, skyldes det så, at ryggen var svag i forvejen? Eller er forklaringen arbejde?« siger Jakob Bue Bjørner.

Han konstaterer, at når skaden opstår pludseligt, er det nemmere at overbevise Arbejdsskadestyrelsen om, at der er en erhvervssygdom. Det kan være baggrunden for, at brandmænd og portører får anerkendt flere skader.

Arbejdsskadestyrelsen erkender, at der sikkert er nogle faggrupper, som føler sig snydt for erstatning. Men Ingrid Parsby, chef for det faglige center for erhvervssygdomme i Arbejdsskadestyrelsen oplyser, at meget af det, som i daglig tale kaldes nedslidning, ikke opfylder betingelserne i erhvervssygdomsfortegnelsen.

»Arbejdsskadestyrelsen har ledt med lys og lygte for at se, om der var en medicinsk sammenhæng mellem arbejdet og sygdom. Men vi kan ikke finde den dokumentation,« fortæller Ingrid Parsby, chef for det faglige center for erhvervssygdomme i Arbejdsskadestyrelsen.

Erstatning til kendte sygdomme

Hvis folk skal have erstatning, sker det på baggrund af lægeundersøgelser og forskning i sammenhænge mellem sygdom og arbejde. Problemet er, at der stadig mangler dokumentation for, hvad der udløser visse erhvervssygdomme. Det forklarer Jens Peter Bonde, professor og formand for Dansk Selskab for Arbejds- og Miljømedicin.

»Det er et uretfærdigt system. Der er mennesker, som vitterligt er syge og ikke får anerkendt erhvervssygdommen, fordi vi mangler viden. Inden for store områder af det manuelle arbejde, er det ikke ordentligt belyst, hvordan arbejde og sygdom hænger sammen,« siger han.

Undersøgelsen fra FOA viser, at det blandt andet er vanskeligt at få godkendt skulder-, ryg, nakke- og psykiske sygdomme. Til gengæld glider hud- og høreskaderne lettere gennem systemet. Generelt er det sværere for kvinder end mænd at få anerkendt en erhvervssygdom. Ifølge Jens Peter Bonde kan en del af forklaringen være, at kvinder og mænd ofte arbejder inden for forskellige områder, der kan føre til forskellige sygdomme. Men det spiller også ind, at kriterierne for at få godkendt en erhvervssygdom inden for mange områder er ens for begge køn.

»Et eller andet sted, er det ikke rimeligt, fordi der er forskel på, hvad mænd og kvinder kan klare af belastning. Men det bliver vanskeligt at opstille forskellige kriterier for kønnene i forhold til erstatning. Skal man tage højde for køn, skal man så også tage hensyn til, om folk er stærke eller svage? Unge eller gamle? Det er bedre at have enkle kriterier for, hvad der udløser erstatning og så kunne afvige fra det,« mener professoren.

Sygdomme skal undersøges

Arbejdsskadestyrelsen har allerede haft særligt fokus på, hvilke job der fører til nedslidning. Sidste år gennemgik styrelsen belastningen ved rengøring, og fandt frem til, at der var grundlag for at give flere syge erstatning. Næste år fortsætter styrelsen med at afdække erhvervssygdomme i plejesektoren. Den faglige chef Ingrid Parsby oplyser, at der hele tiden er nye emner, der skal forskes i, og at styrelsen snart vil kigge på de traditionelle sygdomme i bevægeapparatet.

FOA opfordrer Arbejdsskadestyrelsen til endnu hurtigere at undersøge arbejdsmiljøet hos de faggrupper, der sjældent får erstatning.

»Der er ingen, der anmelder en arbejdsskade for sjov. Folk har ondt i jobbet. Når nogle faggrupper har mange sygedage og ofte havner på førtidspension, så skulle det være mærkeligt, hvis det slet ikke skyldes jobbet. Der er behov for mere forskning og dokumentation af erhvervssygdommene,« fastslår Inger Bolwinkel, forbundssekretær i FOA.