Næstsidste akt i fagbevægelsens europæiske mareridt

Af Poul Smidt, Bruxelles

Om godt en uge kan to generaladvokater sende den faglige aktionsret på kurs mod afgrunden. Da giver de nemlig deres anbefaling til, hvordan dommerne ved EF-domstolen skal afgøre to principielle sager, der i sidste ende kan undergrave faglige rettigheder.

AKTIONSRET Når den svenske LO-formand Wanja Lundby-Wedin på næste onsdag 23. maj sidder på kongres i Sevilla som nyslået formand for Europæisk Faglig Sammenslutning (EFS), går tankerne med garanti til Luxembourg. Her er der mere på spil for Europas faglige ledere end i Sevilla.

Den dag kan to generaladvokater ved EF-domstolen nemlig med et pennestrøg sende den faglige aktionsret mod afgrunden, når de giver 13 dommere i Luxembourg deres anbefaling til afgørelse af to principielle sager. To sager, der kan ende med at understøtte – eller undergrave – faglige rettigheder.

Den ene sag – den såkaldte Vaxholm-sag – er svensk, og den anden – Viking-sagen – er finsk. Men betydningen af dem rækker ud til hele det europæiske arbejdsmarked. I begge sager er EF-domstolen blevet bedt om at svare på, om aktionsretten er blevet brugt i strid med EF-reglerne om fri bevægelighed for serviceydelser eller fri etableringsret for virksomheder.

I byen Vaxholm i Sverige aktionerede svenske faglige organisationer med blokader og sympatiblokader for at få en overenskomst for de lettiske bygningsarbejdere, som det lettiske firma Laval havde sendt til Sverige. Konflikten tvang firmaet til at opgive arbejdet og til at forlade landet.

I Vaxholm-sagen har arbejdsgiversiden Laval un Partneri Ltd støtte af fem lande, der sætter EF-traktaten og serviceydelsernes frie bevægelighed over aktionsretten: Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen og Polen. På den anden side har Svenska Byggnadsarbetareförbundet og Svenska Elektrikerförbundet 11 landes støtte til at fastholde aktionsretten: Sverige, Danmark, Belgien, Tyskland, Spanien, Frankrig, Irland, Østrig og Finland samt Norge og Island.

Med dette opbud af regeringer er sagens  storpolitiske betydning hævet over enhver tvivl.

Det samme kan siges i Viking-sagen. Her ville det finske sømandsforbund med støtte af Det Internationale Transportarbejderforbund ITT forhindre rederiet Vikings udflagning til Estland med ansættelse af lavt betalte estiske søfolk. Kernen i sagen er den internationalisering af konfliktretten, som organisationerne tillægger stor betydning.

Her har arbejdsgiveren, skibsrederen Viking Line, støtte fra fem lande, der vil hæve EF-traktatens frie etableringsret op over aktionsretten: Polen, Estland, Letland, Tjekkiet og Storbritannien. Seks lande støtter det finske sømandsforbund og ITT: Belgien, Tyskland, Italien, Norge og Finland, mens Danmark ikke støtter den grænseoverskridende aktionsret.

I Vaxholm-sagen er generaladvokaten italieneren Paulo Mengozzi. I Viking-sagen kommer  anbefalingen fra portugiseren Luis Miguel Poiares Pessoa Maduro.

Arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, professor Henning Jørgensen siger til A4:

»Situationen er ikke betryggende. Jeg er nervøs.«

Nervøsiteten skyldes, at to retssystemer støder sammen. På den ene side EF-traktaterne og på den anden det arbejdsretlige system, som vi kender det i Norden. Og EF-domstolen er ikke skruet sammen til at behandle arbejdsretlige sager. Generaladvokaternes og dommernes erfaring og ekspertise ligger i EF-retten, hvor EF-domstolen gennem årtier har gjort sig til aktivisten, der vender op og ned på Europa.

Men generaladvokaternes anbefaling er dog på ingen måde bindende. Det er de 13 dommere, der har det sidste ord. Deres dom falder sidst på året.

Skulle signalerne fra generaladvokaterne være gode, skal Wanja Lundby-Wedin nok vide at løfte stemningen i Sevilla. Går det modsat, kan hun berolige forsamlingen med, at sidst Sverige havde en vigtig sag i Luxembourg, tog generaladvokaten 100 procent fejl. Han ville nedlægge det svenske spritmonopol. Den sag satte dommerne imidlertid en prop i.