Når indvandrerpolitikere får ridser i lakken

Af

Politikerne Naser Khader og Kamal Qureshi har i de seneste måneder mistet betydelig respekt i mange indvandrerkredse, vurderer ekspert. Det gør det endnu sværere at finde personer, der bredt repræsenterer de etniske minoriteter og kan gøre dem interesserede i at bruge demokratiet.

REPRÆSENTATION Det seneste halvår har ikke været nogen dans på roser for de kendteste danske politikere med indvandrerbaggrund. Først tog Naser Khader en nedtur af historiske dimensioner med Ny Alliance. Siden fulgte afsløringerne af SF’eren Kamal Qureshis identitetsfuskeri.

De to politikeres voldsomme deroute har gjort det mere end almindeligt svært at finde politikere med indvandrerbaggrund, der både har gennemslag i offentligheden og på Christiansborg. Godt nok findes der andre folketingspolitikere, der ikke er vokset op med leverpostej og dansk rundkredspædagogik, men ingen der tilnærmelsesvis er i kendisliga med Naser Khader eller Kamal Qureshi.

Set ud fra et integrationssynspunkt er den seneste udvikling uheldig. Hidtil har det nemlig været Naser Khader og Kamal Qureshi, den muslimske befolkning i Danmark har følt sig bedst repræsenteret af i Folketinget. I princippet kan de selvfølgelig stadig nyde den gunst, men identitetsfusk og offentlig hån af ens lederevner har sjældent været fordrende for populariteten.

Integrationskonsulent og forfatter Mehmet Yüksekkaya, der har et finmasket netværk i mange indvandrermiljøer, er også sikker på, at den seneste tids uroligheder har givet »dybe ridser i lakken« på de to politikeres omdømme blandt indvandrere og flygtninge:

»Naser Khaders popularitet rasler ned af den simple grund, at han sagde, at han ville arbejde for at minimere Dansk Folkepartis indflydelse. Det er jo ikke ligefrem sådan, det er gået,« siger han og fortsætter:

»Og Kamals dumheder bekræfter fordommene om, at indvandrere er nogle snydepelse. Det er helt klart noget, der vil mindske hans anseelse i mange indvandrermiljøer.«

Retfærdigvis skal det nævnes, at hverken Kamal Qureshi eller Naser Khader ligefrem har været folkeforførere i danske indvandrermiljøer.

I marts 2006 gennemførte Catinét Research en undersøgelse for Ugebrevet A4 blandt 841 herboende muslimske flygtninge og indvandrere. Undersøgelsen viste, at henholdsvis 13 og 7 procent af de adspurgte pegede på Naser Khader og Kamal Qureshi, som de debattører med indvandrerbaggrund, der repræsenterede dem bedst i den offentlige debat. Den lave opbakning til trods var de to politikere topscorerne i undersøgelsen.

Set i det lys var det mest overraskende ved undersøgelsen måske også, at ikke mindre end 59 procent af de adspurgte muslimer ikke kunne udpege en eneste politiker eller debattør, der repræsenterede dem og deres interesser i den offentlige debat. En situation, som desværre stadig gør sig gældende, mener Mehmet Yüksekkaya:

»Indvandrere føler sig ikke repræsenteret i den danske debat. De er så fragmenterede og splittede på baggrund af etniske, religiøse og politiske skel, at det er fuldstændig utopisk at forestille sig, at der skulle være en stemme, der kunne samle opbakning fra store dele af indvandrermiljøet.«

Spørgsmålet er imidlertid også, om man nødvendigvis behøver at have en indvandrerbaggrund for at kunne repræsentere de etniske mindretal. Kan Villy Søvndal (SF), Anders Fogh Rasmussen (V) eller Helle Thorning-Schmidt (S) ikke ligeså godt repræsentere indvandrere og flygtninge, som Naser Khader (NA) og Kamal Qureshi (SF)?

Utvivlsomt, mener professor i statskundskab Peter Nannestad fra Aarhus Universitet. Han er helt grundlæggende imod tanken om, at det kun er indvandrere, der kan være indvandreres røst på Christiansborg eller i byrådssalen:

»Det burde ikke være afgørende, hvad folks etniske tilhørsforhold er, men snarere, hvad de står for. Ideer og holdninger skal være repræsenteret - ikke nødvendigvis etnicitet,« siger han og tilføjer:

»Når nogle mener, at det kun er indvandrere, der kan repræsentere indvandrere, så synes jeg, at det er en lidt nedladende holdning. Det svarer lidt til at sige, at indvandrere ikke er modne til det repræsentative demokrati.«

Faktum er imidlertid, som professor i statskundskab og tidligere formand for Magtudredningen Lise Togeby påpeger, at de etniske minoriteter i betydelig grad stemmer på indvandrere til kommunal- og folketingsvalgene. Det indikerer, at der rent faktisk er en sammenhæng mellem etnicitet og følelsen af at være repræsenteret.

I det hele taget mener Lise Togeby, at den gamle forestilling om, at man alene deler sig efter holdninger og synspunkter er lidt passé. I dag er det en udbredt opfattelse, at den demografiske repræsentation også har stor betydning.

»Det er vigtigt, at de politisk valgte afspejler det samfund, som de er valgt til at lede. En bred repræsentation sikrer, at der er mange og forskelligartede erfaringer og tolkninger, som bringes ind i den politiske debat. Samtidig får det politiske system også en større legitimitet i den brede befolkning, hvis vælgerne føler sig repræsenteret af nogle, de kan identificere sig med,« siger Lise Togeby.

Relativt mange indvandrerpolitikere

Faktisk ser det allerede fornuftigt ud i det danske samfund, hvis man alene kigger på antallet af politikere med indvandrerbaggrund. Ifølge Lise Togeby er Danmark et af de lande, hvor indvandrere er bedst repræsenteret, hvis man tager højde for indvandrernes andel af den samlede befolkning.

Forklaringen på indvandrernes flittige deltagelse på den politiske scene er, at det er relativt let – særligt i kommunalpolitik – at gøre en politisk karriere.

»På mange områder er det danske samfund lukket og diskriminerende. Men på det politiske område er det enestående åbent,« siger Lise Togeby.

Tilmed ser det ifølge Lise Togeby ud til, at udviklingen hen imod en bedre og bedre repræsentation af indvandrere fortsætter. Særlig glædeligt er det, at det ved folketingsvalget i november lykkedes for to kvinder med indvandrerbaggrund – Yildiz Akdogan (S) og Özlem Sara Cekic (SF) – at blive valgt ind i Folketinget.

»Det er fantastisk. De er rollemodeller om nogen,« siger Lise Togeby.

Indvandrerpolitikere repræsenterer ingen

Problemet med mange indvandrerpolitikere er imidlertid, at de meget sjældent kan siges at repræsentere andre end dem selv. Og det uanset at de gerne vil repræsentere bestemte grupper, mener integrationskonsulent Mehmet Yüksekkaya.

»Der har altid været personer eller foreninger, der har påråbt sig retten til at repræsentere alle muslimer, arabere eller hvem det skulle være. Men det er langtfra noget, som afspejler virkeligheden.«

Og det er netop her, at det største problem findes, mener Mehmet Yüksekkaya. Der findes simpelthen ingen stemme, der kan siges at tale på en stor gruppe indvandreres vegne.

»Det er et kæmpe problem. Det danske samfund og regering har brug for en modpart, som den kan spille bold op af. Og lige i øjeblikket findes den modpart bare ikke,« siger Mehmet Yüksekkaya.

Passer det, kan det være meget problematisk, påpeger professor Peter Nannestad fra Aarhus Universitet:

»Det er ikke et godt tegn i et demokrati, hvis der er grupper, som ikke føler sig repræsenteret. Det kan fostre en følelse af at være ekskluderet af de demokratiske beslutningsprocesser. I værste fald gribes der til udemokratiske virkemidler for at blive hørt.«