Når 370.000 ud af 3,4 millioner ­litauere har forladt landet, så er det noget, der kan mærkes ude på arbejdspladserne

Af

Østarbejderne efterlader store huller i hjemlandenes arbejdsmarkeder. Estland, Letland og Litauen har mistet op mod hver 10. i arbejdsstyrken til nabolandene mod vest, og hovedparten vender næppe hjem igen, vurderer ekspert i det baltiske arbejdsmarked Dace Akule.

UDVANDRING Midt i et historisk opsving drænes de baltiske landes arbejdsmarkeder for kvalificeret arbejdskraft. I Letland og Litauen er hver 10. i arbejdsstyrken allerede rejst mod vest for at søge lykken i lande som Irland, England og Danmark, hvor lønnen er højere og arbejdsvilkårene bedre.

Det fik for nylig det litauiske parlament til at vedtage en resolution, der udpeger udvandringen af arbejdskraft som »den største ikke-militære trussel mod det litauiske samfund«.

En udtalelse, der, trods sin dramatiske retorik, ikke er ude af proportioner, mener ekspert i baltiske arbejdsmarkedsforhold og EU Dace Akule:

»Når 370.000 ud af 3,4 millioner litauere har forladt landet, så er det noget, der kan mærkes ude på arbejdspladserne. Samtidig er det ofte de unge, de mest mobile og dem med kvalifikationer, der rejser. Netop dem, der er allermest brug for på det hjemlige arbejdsmarked.«

Dace Akule er projektleder og arbejdsmarkedsforsker på »Centre for public policy«, en uafhængig tænketank, der arbejder for at fremme demokrati og gennemsigtighed i Letland.

Centrets opgørelser viser, at også det estiske og lettiske arbejdsmarked er presset af udvandringen. Især i servicesektoren, industrien og byggeriet, hvor manglen på kvalificeret arbejdskraft har presset lønningerne med op til 30 procent det seneste år – med en galoperende inflation til følge.

Men selv om Letland allerede har mistet en 10. del af sin arbejdsstyrke, så er lokale arbejdsmarkedsforskere og økonomer enige om, at åreladningen vil fortsætte.

»Her i Letland har omkring 86.000 forladt landet, siden vi blev medlem af EU. Det svarer til ni procent af vores arbejdsstyrke. Nogle mener, at det tal vil stige til 200.000 inden for de kommende fem år. Det vil få stor betydning for landets muligheder for udvikling og vækst,« konstaterer Dace Akule.

Allerede i dag står 20.000 stillinger ubesatte hen, og arbejdsmarkedsforskerne vurderer, at der i de kommende år vil blive mangel på kvalificeret arbejdskraft i 90 procent af alle fag.

Det mest beskæmmende set med en lettisk arbejdsmarkedsforskers øjne er, at det er de mest kvalificerede, der siver fra det lettiske arbejdsmarked. En undersøgelse viste for nylig, at hver femte nye ansatte i byggeriet i Letland har dårligere kvalifikationer end den person, han afløser på byggepladsen.

»Det er en slags eksport af arbejdskraftmangel fra vest mod øst. Men der er ingen vej tilbage. For ingen ønsker jo at begrænse den individuelle ret til fri bevægelighed, som EU-medlemskabet har givet os. Vi bliver jo nødt til at udvikle landet med den arbejdskraft, der stadig er til rådighed. Der kommer ikke kun til at mangle hænder, men i høj grad også kvalificerede hænder.«

Samtidig har de baltiske stater problemer med at uddanne og opkvalificere arbejdsstyrken i et tempo, der følger landets vækst og udvikling. Blandt andet fordi det dårligt betaler sig at tage en videregående uddannelse.

»Der er flere eksempler på, at skolelærere og andre med en uddannelse vælger at tage arbejde som for eksempel malere, fordi lønnen her er langt højere end i det offentlige.«

De vender ikke hjem

Mens vi i de »gamle« EU-lande lever i en forestilling om, at østarbejderne er her på et kort visit, så lyder de officielle prognoser i deres hjemlande på, at kun 30-50 procent faktisk vil vende hjem. Og det er endda rigelig optimistisk, mener Dace Akule:

»Jeg tror, det er alt for optimistisk at tro, at så mange som halvdelen kommer tilbage. Erfaringerne viser, at selv om langt de fleste rejser ud med en forestilling om, at de skal være væk i et til to år, så bliver virkeligheden en helt anden. Når de to år er gået, har de måske lige fået et bedre job eller en kæreste det nye sted. Eller de har etableret sig, så familien kan slutte sig til dem i deres nye land. Vi oplever lige nu en anden og tredje bølge af udvandring af familiemedlemmer eller venner, der slutter sig til dem, der rejste for et par år siden. I Irland og England er der ved at opstå små minisamfund af immigranter, fordi så mange allerede er rejst.«

Fuldstændig som resten af Europa står også de baltiske lande foran en ældrebombe, der vil udtynde arbejdsstyrken over de kommende årtier. Men mens vi i Vesten er godt i gang med at fylde hullerne i vores arbejdsstyrke ud med polakker, estere og litauere, så vokser problemerne i de lande, vi henter vores »arbejdskraftreserve« fra. Værst ser det ud i Estland, hvor befolkningen ifølge EU’s statistiske kontor Eurostat vil skrumpe med 17 procent inden 2050 på grund af udvandring, aldring og lave fødselstal. Litauen og Letland ligger ikke meget bedre i statistikken.

Dace Akule mener, åreladningen af arbejdsstyrken er så alvorlig, at politikerne må gøre noget drastisk nu for at gøre det mere attraktivt for unge, højtuddannede at vende hjem igen.

»Vi forsøger at forklare politikerne, at den mest kvalificerede arbejdskraft i dag har meget få grunde til at vende hjem, og at man altså ikke skal regne med, at de gør det af patriotiske årsager. Norge tilbyder for eksempel at konvertere en del af studiegælden til stipendier for de unge, der har læst i udlandet og vender hjem igen. Det kunne være en måde at gøre det mere attraktivt at komme tilbage. De unge, og de veluddannede uden familie kan jo arbejde hvor som helst. Hvorfor skulle de arbejde til en lav løn og på dårlige vilkår i Letland? Jeg har selv venner, der arbejder i udlandet med alt fra personaleledelse til finansiering. Det er folk med universitetsuddannelser og ph.d.-grader, som vi kommer til at mangle herhjemme. Men tom retorik vil ikke få dem til at vende hjem igen.«

Men indtil videre har letterne brugt mere stok end gulerod over for udvandrerne. For et par år siden kom det så vidt, at den lettiske statsminister i en valgkamp kaldte udvandrende letter for landsforrædere. En udtalelse, han hurtigt måtte æde i sig igen under stort mediepostyr, for det var ikke populært at sige til en befolkning, der stort set alle har familiemedlemmer og venner i udlandet.

En ulige konkurrence

Den baltiske hjerneflugt bliver ekstra frustrerende af, at en stor del af de letter, estere og litauere, der rejser ud med høje uddannelser, ender med at udføre arbejde i Vesteuropa, som ligger langt under deres kvalifikationer.

»Det er bankmanden, der plukker jordbær eller skolelæreren eller ingeniøren, der kører bus – fordi lønningerne stadig er så meget lavere her selv for folk i gode stillinger.«

Litauen er det land, der er gået mest systematisk ind i kampen for at hente arbejdskraften hjem igen. Her har regeringen besluttet sig for at gennemføre hvervekampagner i Dublin og London, hvor tusindvis af litauere i dag arbejder inden for service, transport og industri. De skal have at vide, at der er masser af arbejde til dem hjemme i Litauen nu, og at den litauiske regering er klar med en smidig papirgang til dem, der ønsker at vende hjem.

Også de højtuddannede skal have en gulerod. Derfor har regeringen lovet støtte til op til 200 forskningsprogrammer og projekter, hvor en eller flere af forskerne har boet i udlandet i mindst et år.

Trods spirende politisk vilje mener Dace Akule, de baltiske lande vil få det meget svært i den europæiske konkurrence om kvalificeret arbejdskraft. Selv når det gælder deres egne statsborgere. Og det handler ikke kun om lønnen.

»Det, letterne oplever, når de rejser ud, er jo et helt andet forhold mellem arbejdstager og arbejdsgiver. De erfarer pludselig, at de har nogle basale rettigheder, som de ikke kan forvente derhjemme: Betaling for overarbejde, sikkerhed mod uvarslet fyring og ret til at stå i fagforening for eksempel. Derfor er det måske nok de høje lønninger i vest, der trækker, når letterne rejser ud. Men det er i lige så høj grad arbejdsmiljøet og levevilkårene, der får dem til at blive ude.«

Østarbejderne i øst

I alle tre baltiske lande presser erhvervslivet på for at få lov til at hente arbejdskraft fra Rusland, Ukraine eller andre nabolande med et mindre eksplosivt arbejdsmarked end det baltiske.

Men selv om tusindvis af baltiske statsborgere selv kender til livet som gæstearbejdere, så er de yderst skeptiske over for at lukke gæstearbejdere ind over deres egne grænser. Frygten for lønpres, kultursammenstød og integrationsproblemer er ironisk nok nøjagtig den samme som i de lande, letterne selv gæster.

»Vi prøver at sige, at hvis vi forventer, at Irland eller Danmark skal behandle os ordentligt og give os lige vilkår, når vi rejser ud, så må vi gøre det samme for vores egne gæstearbejdere. Men det er ikke en logik, der har særlig stor klangbund i Letland lige nu. Det er stadig politisk farligt at sige, at indvandring kan være noget positivt.«