Èn hovedorganisation – ja tak

Af Kirsten Nissen, forbundsformand, Socialpædagogernes Landsforbund

Det er både dyrt og uhensigtsmæssigt, at tre organisationer skal forholde sig til grundlæggende arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål, som gælder alle. Sådanne spørgsmål skal løses et sted. Det er der fornuft i.

Som medlem af LO’s hovedbestyrelse har jeg selv været med i drøftelserne om et ændret arbejdsgrundlag. Det forslag, vi har fremlagt, er en udløber af den interessentundersøgelse, som LO gennemførte sidste år. Den viser, at medlemsforbundene har vidt forskellige opfattelser af, hvad der bør være LO’s opgaver, og hvor meget kompetence hovedorganisationen bør have. Derfor er det helt nødvendigt med en bred debat om, hvordan vi løser de fælles opgaver, og hvor store kompetencer vi giver en kommende hovedorganisation.

Jeg mener grundlæggende, at vi kun har behov for én stærk hovedorganisation, som kan varetage samtlige lønmodtageres interesser, for eksempel i forhold til udviklingen af velfærdssamfundet. I mit hjerte kan jeg beklage, at vi nu løser de sidste bånd til Socialdemokraterne, men med min hjerne må jeg på baggrund af interessentundersøgelsen – og belært af det seneste valg – erkende, at en moderne hovedorganisation må stå på egne ben, have sit eget, brede idégrundlag og være parat til at samarbejde med alle politiske kræfter. Grundlaget for et nyt LO vil naturligt tage udgangspunkt i kollektive og solidariske værdier, men også rumme en høj grad af åbenhed i forhold til den enkeltes behov og udvikling.

En rigtig god sidegevinst er muligheden for en sammenslutning med FTF og AC. Tanken er ambitiøs, men hvorfor skal vi ikke være ambitiøse? Vor grundholdning i SL er, at de faglige fællesskaber, både lokalt og nationalt, skal udvikles på baggrund af de faglige fællesskaber på arbejdspladsen. Her er tre hovedorganisationer en bremse for udviklingen.

Jeg mener, der er rigtig god fornuft i at have en enkelt hovedorganisation. På for eksempel sygehusområdet vil det betyde, at portører, læger og sygeplejersker kan være organiseret under »en hat«, hvilket vil være til fordel for både udviklingen af sundhedssektoren, befolkningen og de pågældende faggrupper.

På det seneste repræsentantskabsmøde i LO i oktober 2001 vedtog vi et politikpapir om den offentlige sektor, som netop peger i den retning. Papiret fremhæver præcist medarbejderne som den vigtigste ressource på det offentlige område. Hvem har gavn af, at denne vigtige ressource er organiseret i tre hovedorganisationer?

22aSer vi ud i fremtiden, kan vi se et stort behov for at samle kræfterne. Om få år vil der være 25 lande i EU. Antallet af internationale aftaler, som har betydning for fagbevægelsens medlemmer, er vokset. Skal vi have indflydelse på globaliseringen, og hvad der sker i EU, må vi agere samlet. Det er både dyrt og uhensigtsmæssigt, at tre organisationer skal forholde sig til grundlæggende arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål, som gælder alle. Det tærer urimeligt på kontingentkronerne. Sådanne spørgsmål skal løses et sted. Det er der fornuft i.